Fisketur ved Kaitumelven

Med helikopter ind til Tjirtam

Torsdag den 19. august fortsætter vi så mod vores næste eventyr. Et fiskevand ved Kaitumelven. Vi tager med båden over vandet til Kebnats, og bussen herfra til Store Sjøfaldet. Her står vi af, vi har booket en helikopter fra firmaet ”Fjellflyg”, som skal flyve os ind til Tjirtam, omkring 10-15 km. nord for fiskecampen Tjuonajokk.

Det er første gang jeg befinder mig i en helikopter. Og det var en kæmpe-kanon-god oplevelse! Vi bliver sat at midt i multebærland, finder et godt sted til teltet, og er ganske pludselig igen alene i en denne gang meget anderledes natur.

Erik får gang i fluestangen, og inden der er gået to timer har han allerede fanget 4 flotte stallinger. Jeg har plukket en hel pose lækre multebær, så vi er helt euforiske. Her er mange fugle, en stor flok ryler holder til ved vandet, ænder svømmer rundt, en falk stryger forbi os af og til, og i buskene langs elven er der mange småfugle. To svaner bor i en lille sø længere oppe ad elven.

Aftensmaden består af en grydefuld stallinger og en dejlig omgang multebær til dessert.

Vi er faktisk ikke alene i verden her. Der er et pænt antal fiskere foruden Erik, der har fundet frem til dette flotte vand. De bor i telte på den anden side af elven, eller sejler herop i både nede fra fiskecampen.

Det bliver fire fantastisk dage, hvor der landes mange fisk, plukkes en del blåbær og multebær. Vi går ture rundt i terrænet, steger stallinger i bål, spiser nybagte pandebrød med blåbærsyltetøj, nyder sol og vind og hinanden i fulde drag. Der bliver botaniseret, tegnet og studeret fugle. Ja, tiden flyver afsted.

Vi har besluttet at gå ind over fjeldet og ned til Tjuonajokk. Det skulle kunne lade sig gøre, så vi hanker op i de tunge rygsække om søndagen. Det har regnet om natten, så alt er vådt. Vi skal op af fjeldet gennem en tæt skov. Da der ingen sti er, må vi bare se at komme opad! Og det er ret stejlt. Det våde vejr, en tæt undergrund, sten og bregner og væltede træer, ja, det er altså ikke til at spøge med, når man også har 20-25 kg. på ryggen. Undervejs støder vi på en stor bjørnelort! Men ingen bjørn! Op kommer vi, og det er en stor lettelse at se de åbne vidder foran os igen. Vi har en stor sø i sigte, måske kan der fiskes her, og måske kan vi finde et godt sted til teltet. Men ingen af delene dur. Vinden er iskold, der er ganske vist sol, men vandet i søen er sort og i bølgegang. Ikke godt for en fluefisker. Vi følger elven der fortsætter ud fra søen, og finder en teltplads efter en stund søgning. Det er et flot sted, og efter en frokost med varm frugtsuppe og knækbrød med makrel i tomat, går vi en tur langs elven. Den nat er temperaturen nede på 0 grader – og det er faktisk koldt når det blæser. Men solen er en skat, den gør altså underværker når den er fremme!

Næste dag må vi vade elven. Det viser sig, at den er værre end de elve vi har været udsat for gennem hele Sarekturen! Der er pænt med vand i den, og der er stærk strøm. Men vi kommer over, selv fruen i huset klarer det, men får dog vand ind i vade-system-plastikposerne… med våde sokker til følge!

De store områder vi passerede var fyldt med begyndende efterårsfarver. Knaldrøde dværgmelbærris, gule og gyldne dværbirk og blåbærkrat, flotte farver overalt. Vi stødte på små flokke af rensdyr undervejs, og der var en meget stort vådområde, som vi måtte igennem. Men ellers lykkedes det os at finde vej hen over fjeldet og støde på stien der fører os lige ned til fiskecampen Tjuonajokk.

Her lejer vi en hytte, og får en skøn middag om aftenen. Det er en fin camp, et meget attraktivt sted for lystfiskere fra hele verden. Alt her er sat i system, der er spanger rundt i hele området. Frisk vand og spildevand på bestemte steder, mulighed for at røge fisk, gå i sauna osv. Vi kommer med en helikopter til Nikkaluokta dagen efter, og herfra med bus til Kiruna. Vi er en dag for tidligt på den, det var meningen vi skulle ha’ været en ekstra dag i Tjuonajokk, men der gik ikke helikopter hver dag, så det var der ikke noget at gøre ved. Altså har vi en ekstra dag i Kiruna. Da vi efterhånden har set det meste af byen, tager vi på en guided tur ned i minerne. Det er en stor oplevelse, utrolig at vi ikke har gjort alvor af det før. Det er meget imponerende at høre om og opleve hvordan der sprænges jernmalm her.

Vi fik også se Stadshuset, som for tiden har en fantastisk flot udstilling af samisk og anden lokal kunst. Vi lagde for første gang mærke til håndtagene på hoveddøren ind til Stadshuset. Det er to meget flotte kunstværker gjort i horn med udskæringer og graveringer.

Allerede den næste aften ved 23-tiden sidder vi hjemme i stuen i Aalborg igen. Mætte af en fantastisk fjeldtur og fyldt med kræfter i sjæl og sind til at klare hverdagens strabadser igen.