Hvem er vi

Vi er et gråhåret ægtepar årgang 48 og 50. Har 2 dejlige sønner, der begge har stiftet familie og i tilgift har givet os 2 fantastiske svigerdøtre og 4 skønne børnebørn. 2 i Australien og 2 i Danmark.
Vi har mange fritidsinteresser: Fotografering – fiskeri – litteratur – hytteliv – vandreture – fugle – planter – dyr – håndarbejde – og meget mere…
Vi synes det er godt at få frisk luft i lungerne, opleve naturen, men også at slappe af og have det sjovt med iagttagelser og projekter på hjemmefronten.

På plus60puls.dk kommer du især omkring i Himmerland, Egenseområdet ved Kattegat og indsejlingen til Limfjorden samt mange andre steder i Danmark. Desuden til det nordlige Norge, Sverige og Australien, 
Vi tager dig med på topture og dagsture i Norge og Sverige, samt på vandring i fjelde med telt og rygsæk.
Du kommer også med i 4WD ud i den australske outback og på hiking-ture i Australien. Ligesom du følger os på ture, store som små f.eks. i Lille Vildmose, omkring Egense og i Egebjerg og får et indblik i stort og småt i vores dagligdag.

Vores CV

  • 9 gange i Australien siden 1996. Ture i alle 6 delstater, med medbragt telt og rygsæk fra Danmark
  • Ture til det nordlige Skandinavien stort set hvert år siden 1976. I bil (med påhægtet trailer til opbevaring af “habengut” og med mulighed for påhægtning af eget konstrueret og interimistisk “køkkentelt”) – med tog (sovevogn Göteborg – Kiruna), bus, færge, fly, til fods. Vi har haft fritidshytte i Kvænangen, det nordligste Troms i mange år. Huset er solgt i 2020.
  • Sommerhus i Egense siden 2004. 

Uddannelse og beskæftigelse

Erik
4-årig grafisk uddannelse og efterfølgende 2-årig studie og eksamen fra Den Grafiske Højskole
1974-2012 – Leder af Materialecentret, et forlag målrettet specialundervisningsmaterialer til og om hørehæmmede, døve og døvblinde samt professionelle inden for områderne
2012 – Seniorliv

Karen
Udlært boghandlermedhjælper og efterfølgende biblioteksassistent.
HF på Søborg Gymnasium og basisåret på humaniora AAU
1974 – 2012 – Informationskonsulent på Aalborg Universitetsbibliotek, primært inden for områderne PR,  webredaktion og publikumsbetjening
2012 – Seniorliv

Mange gode hilsner Karen og Erik
– og god fornøjelse med vores hjemmeside og blog