Rensdyrsvømning over Jøkelfjorden 2018

Igen i år har vi været super heldige at få mulighed for at overvære den store flok af rensdyr svømme over Jøkelfjorden fra deres sommerbeite.

Det er ikke let at forudse, hvor præcis de kommer op på land, for derefter at tage turen videre ind over fjeldet, så vi sætter os i ly ved et lille birketræ bag en enebærbusk. Det viser sig at det så lige præcis er der, hvor rensdyrene kommer i land!! Så snart er vi midt i stor flok gryntende rensdyr, der ryster vandet af sig og (heldigvis) løber uden om os og videre opover.

Det var STORT!! og helt fantastisk. Det viser bare, hvor svært det er at gemme sig for 1000 rensdyr 🙂 Efter knap en time er alt overstået og alle rensdyrene er løbet videre op over fjeldet bag ved os.

YouTube Videoen her starter med at man ser, hvordan den store flok samles på fjeldsiden ved Skalsa på den anden side af fjorden. En båd sejler ud, og så snart sameren i båden begynder at ringe med sin rensdyrklokke, lokker det dyrene i vandet, og de starter svømningen. De allerfleste af rensdyrene har jo gjort det mange gange, så de kender turen. Klokken bliver ved med at lyde indtil alle dyr er sikkert på land igen og på vej videre ind over fjeldet.

At gå! Vandreture i Nordnorge

Der er for tiden kommet stor opmærksomhed på det ”at gå”.
Gå dig til mere livsglæde. Og til et sundere liv!

Der bliver både knyttet videnskabelige undersøgelser, gode argumenter og fordele ved at gå.
Nogle af resultaterne er, at man kan nedsætte risikoen for forskellige sygdomme, skærpe hukommelsen og kreativiteten, ja, der er ikke grænser for superlativerne i den forbindelse.

Fakta for os er, at vi har det godt med at gå. Vi kan bekræfte, at det giver en masse energi og holder vores fysiske form ved lige. At det giver livsglæde og godt humør, og at det virker sundt for sindet, at have ro til at lade tankerne vandre sammen med fødderne.
At det så måske også forlænger levealderen er da ikke så dårligt.

Heldigvis behøver man ikke at gå Caminoen for at lade op i krop og sjæl. Det kan man gøre alle steder. Vi har stort set altid gået! Det er ikke kun når vi er i Norge, at vi går. Det gør vi året rundt. Der er selvfølgelig forskel på at vandre til tops på et fjeld og at gå en tur rundt på veje og stier i midt- og nordjylland. Men på bundlinjen er det ens, kroppen har det godt, og man er tilfreds med sig selv, fordi man tog endnu en tur, og allerede i gang med at planlægge den næste, det går der nemlig også sport i, det at finde nye, udfordrende og smukke områder.

De små ting gør ofte en tur til en god oplevelse. Det kan være en efterårstur, hvor birketræerne lyser gyldne på fjeldet, og hvor farverne giver helt nye mønstre i landskabet. Det kan være lyden af en fjeldvåge, eller en lille flok ryper, der flyver op foran dig. En mus, der løber over stien, eller lyden fra en elv .
Når man går tur sammen, behøver man nødvendigvis ikke at snakke sammen. Det er helt tilladt at lade sine egne private tanker flyve.

Enhver gåtur er ny, også selv om det er i de samme fjelde, de samme skove, på de samme veje, som vi har gået på tidligere. Tænk så stor forskel det kan gøre at gå til venstre hvor man plejer at gå til højre. Pludselig er der nye dale og nye toppe, der skal udforskes. Vejret og lyset er forskelligt, og årstiderne skifter.

Vi har altid kamera og kikkert med på tur. Altid! Og vi tager massevis af billeder. Og vi elsker det. Det giver os et helt unikt blik for farver, linjer og små detaljer i naturen, en gruppe træer, en speciel aftenhimmel, nogle bær eller en blomst.
Desuden giver det mange dejlige timers arbejde med billederne ved computeren i vintermånederne. Nogle af billederne havner på Eriks hjemmeside med fotos: https://www.dissingphotopulse.com/, nogle her på vores hjemmeside og et stort, blandet udvalg bliver til en fotobog for året der gik.

Vi er så heldige, at vi har hytte i et område med store muligheder for ture i fjeld, skov og langs fjord. Et u-udtømmeligt lager af oplevelser. Det er igen blevet til mange ture fra juni til oktober denne sommer. Vi har lavet et kort over området, der viser hvor de forskellige lokaliteter er, samt en kort beskrivelse over turene med billeder og nogle steder links til tidligere artikler.
Klik her og gå til beskrivelse af turene, der er plottet ind med numre på kortet. 

 

Op langs Innervikselven

På tur op langs Innervikselven

En fin og lun solskinsdag midt i august kører vi ud til Saltnes. Parkerer bilen og går turen ind langs Jøkelfjorden mod Øksfjordjøkelen. Som altid en flot tur. Denne dag med smukke spejlinger af fjeldene i fjorden, og med den altid imponerende isbræ i baggrunden.
Øksfjordjøkelen er den eneste bræ på det Europæiske fastland, der kælver direkte i havet. Bræen dækker et areal på omkring 43km2.
Som sædvanlig, er ruten også med mange sten og flere længere strækninger ad stranden. Ellers let at gå.

Vi kommer ind til tjekpunktet for Ut i Nord, lige hvor Innervikselven løber ud i fjorden. Her spiser vi frokost.

Vi har planlagt en ny tur. Vi vil prøve at gå et stykke indover fjeldet her langs Innervikselven.
Vi går derfor op på fjeldet langs elven, og kommer stille og roligt højere og højere op. Det er lettere at gå her, end vi havde forventet. Vi følger elven, og efter en times tid må vi over en lidt større sideelv, der løber sammen med Innervikselven. Vi finder et godt sted, hvor vi kan passere elven.
Sideelven løber ned gennem dalen forbi en 542 meter høj top til venstre for os. I det hele taget er det et barsk fjeldomrpde her med mange stejle og stenede fjelde så snart man kommer lidt op i højderne.

Herfra går vi videre opad gennem dalen, der har navn efter elven. Her er et helt fantastisk flot udsyn ud over Jøkelfjorden med den store og majestætiske 1010 m høje Skalsatind, lidt af Øksfjordbræen og endda et lille kig til Langfjordbræen.

Elven bugter sig ned ad fjeldet i små vandfald, nogle steder i lidt bredere deltaer. Da vi kommer helt op, flyder den stille og roligt afsted. Det er let at gå her, der er store sletteområder med en del grus og sten, hvor der vrimler med spor efter rensdyr. Der kommer også et par rensdyr løbende, som er det eneste liv vi ser, ud over nogle småfugle.
Vi stopper kort før en stenet dal, hvorfra vi vender om og tager turen tilbage igen.

På vej retur langs fjorden er der et par Niser (små marsvin), der pruster i vandet og svømmer langs stranden, frem og tilbage.
Sikke en fin tur. Godt og spændende at prøve noget nyt.

 

Nordkapp 2018

Så står vi igen på Nordkapp!
Denne gang med vores to drenge, to svigerdøtre og 4 børnebørn. Tænk, at det er 36 år siden, vi stod her for første gang sammen med vores to drenge, der dengang var 5 og 12 år.

Vi er her for at fejre Eriks 70 års fødselsdag, Det helt fantastiske er sket, at vi er samlet alle heroppe langt mod nord. Familien fra Australien og familien fra Skanderborg er alle rejst den lange vej herop.
Nordkapp Turisthotell er et hyggeligt lille hotel, som laver en virkelig fin og lækker fødselsdagsmiddag til os. Laks, rensdyr og is med lune multebær. Bedre og mere lokalt kan det vist ikke blive. Hotellet ligger i den lille by Skarsvåg, verdens nordligste fiskevær ca. 14 km. syd for Nordkapp.

Nordkapp plateauet ligner sig selv fra 1982 🙂 – men adgangen hertil og Nordkapphallen har forandret sig meget i de år, der er gået. Nu må man betale pænt meget for bare at køre ind på pladsen, og Nordkapphallen er udvidet og har mange flere faciliteter. En vældig fin oplevelse for både børn og voksne.

Det er en spændende køretur herop gennem det meget specielle landskab. Ingen færgetur mere, der er tunnel under vandet til Honningsvåg. Vi ser en del flokke af rensdyr undervejs.

Vi ankommer om formiddagen, og går rundt på plateauet. Der er lidt overskyet og gråt vejr, men fin sigtbarhed. Ser globussen, skulpturerne Barn av Jorden, og får fotograferet klippen igen. Er heldige at vi er nogen af de første turister denne dag, så vi får taget et billede af hele familien i ensom majestæt ved globussen. Senere vælter turistbusserne ind, og der er et mylder af mennesker af alle nationaliteter.

Vi bruger god tid i Nordkapphallen på udstillingerne, film og souveniers. Kører derefter tilbage til hotellet og får aftensmad. Om aftenen klarer det en lille smule op, så vi kører op til Nordkapp igen, og bliver belønnet med en smule blå himmel og en rigtig fin aften.

Næste dag ville vi have været ved Kirkeporten, men det regner og blæser, så det er ikke lige vejr til en vandretur med børn. Så vi kører retur til Storeng og vores hytte en stor oplevelse rigere.

I 1982 var vi på tur gennem Sverige og Norge sammen med vores gode venner fra Godhåb. Vi var 8 sammen i et folkevognsrugbrød. En fantastisk tur dengang som vi ofte tænker tilbage på og snakker om.
I 1994 var vi her så for 2. gang. Dengang var det kun os to. Vi rejste med rygsæk og telt og overnattede i den selvsamme by Skarsvåg, hvor vi holdt fødselsdagen. I 1994 overnattede vi i telt på campingpladsen, og i år på Nordkapp Turisthotell. Beskrivelse af turen i 1994 ligger under ture i Norge.

 

Kyststien – Sporet fra Snaptun

En sommerdag i maj kører vi til Snaptun. Parkerer på havnen og finder starten af “Sporet mellem Snaptun og Juelsminde”, som vi har bestemt os til at udforske en del af i dag. Juelsminde er dog ikke vores endemål i dag, Vi satser på en mindre “runde”: Langs kysten, ind omkring Jensgård, Østrup og tilbage til Snaptun.

Færgen til Hjarnø lægger fra havn, da vi starter vandreturen. Vandet glitrer og glimter i solskinnet. Der er et par sejlbåde på fjorden. En lille flok skalleslugere flyver op fra kysten og lægger sig ude på vandet.

Det er en fin og afvekslende tur langs kysten. Vi følger stranden og går op i Tønballe skov og senere ind i Nederskov. Der har været flere skanser her helt siden Svenskekrigen i 1658. Omkring Hundshage er der 10-20 meter høje lerskrænter ned mod vandet. Her har havet gnavet godt og grundigt af kysten. Store gamle bøgetræer ligger som væltede kæmper i række og geled ved foden af skrænten. Det ser ret vildt ud. I det hele taget er det nogle imponerende bøgetræer der er her i denne skov.

Spætten har travlt med at tromme og der er et væld af fuglesang denne formiddag. Alle steder er der forårsblomster og hvide og gule sommerfugle der svirrer rundt.

Vi går gennem Nederskov til den vældig fine, gamle og velholdte Jensgård.  Vi kan slet ikke få nok af at fotografere i skov og marker her. Store gamle egetræer langs stien er lige akkurat også ved at springe ud.  Mælkebøtter, egetræer og åbne landskaber. Bare smukt! 

Fra Østrup må vi følge landevejen tilbage til Snaptun, vi ser langt efter et sted at spise frokost, men må pænt vente til vi kommer helt til Snaptun. Her er der til gengæld frit valg af bænke ved havnen. Lystbådene vugger i vandet og svalerne knitrer, mens vi spiser de madder vi har med hjemmefra. Inden vi kører hjem, går vi en lille runde på havneområdet, som er anlagt rigtig fint med træbroer rundt langs bådpladserne. På et stort græsareal lige ved siden af er der en fin legeplads og masser af muligheder for at boltre sig.

Havnen i Snaptun

Mætte og glade efter endnu en dejlig ny oplevelse i vores nærområde, kører vi hjem til Egebjerg.

Cykeltur ad Bryrup Banesti til Den Genfundne Bro

En cykeltur på en sommerdag i maj med sol, blå himmel og lysegrønne bøgetræer. Vi hører gøgen for første gang i år.
Så bliver det næsten ikke bedre.

Vi får pumpet cyklerne og tager hjemmefra om formiddagen. Kører ind på Bryrup Banesti, eller “Naturstien” som den også kaldes, ved Lundum. Banestien starter i Horsens og ender i Silkeborg. Vi har cyklet her tidligere, det er en fin og hyggelig rute. Let at cykle fordi den er anlagt ad banens tidligere spor, så der er stort set ingen bakker 🙂

Banestrækningen blev i sin tid kaldt “Danmarks smukkeste jernbane”, og netop i dag lever sporet virkelig op til sit navn. Den tidligere stationsbygning i Lundum har endnu sit skilt på huset, det sidste tog der kørte på banen, var den 30. marts 1968.
Langs ruten passerer man marker, vandløb, søer, skovområder og flere små klynger af huse og gårde. Bøgetræer, æbletræer, hvidtjørn og gule mælkebøtter giver farver til landskabet.

I Østbirk skal man ind gennem byen. Senere passerer vi Vestbirk sø og Naldal sø. Vores vendepunkt er Den Genfundne bro. En stor turistattraktion og en utrolig historie. Broen passerer over Gudenåen ikke langt fra Gammelstrup station. Det er en 13,4 meter høj stålgitterbro, der blev bygget over Gudenåen i forbindelse med etableringen af privatbanen fra Horsens til Bryrup i 1899. I 1925 blev den gemt væk i en mægtig dæmning. Den blev genfundet i 2013 i forbindelse med forberedelserne til en vandløbsrestaurering i Gudenåen. Kilde: Folder fra Horsens kommune, 2016  Vi var her også i maj 2014, mens den blev gravet ud.

Mens vi går rundt neden for broen er vi heldige at se en bjergvipstjert.
Vi spiser frokost tæt ved broen, og cykler tilbage samme vej til Egebjerg igen.

Harald Dissing og Aalyst Keramikfabrik

Et tilbageblik mod en svunden tid

Efter 40 år i Nordjylland, er vi flyttet ”tilbage til rødderne” og bor nu på Gl. Kirkevej i Egebjerg, hvorfra vi kan se lige over på de gamle gule fabriksbygninger, der engang husede keramikfabrikken Annashaab. Det får ofte tankerne til at vandre hen til historien om, at flere i familien Dissing har arbejdet her og været tæt knyttet til det sted. I dag er der Autohandel, og ikke alle bygninger er intakt mere.
Ydermere kan vi næsten se over til Eriks barndomshjem, Aalyst, der ligger lige i starten af Hansted by ned mod åen.

Historien om Eriks far, Harald Dissing, er en del af en unik familiehistorie om 6 Dissing-brødre, der alle var i lære og blev udlært pottemagere hos deres far Jens Andreas Pedersen Dissing. Pottemageren, der kom til Hansted fra Thisted og, sammen med sin kone Marie Skaaning, købte værksted på Banevej 1 i Hansted i 1898. Om et fag, der blev ført videre i generationer, og en historie som udspandt sig i lokalsamfundet med en radius af 15-20 km. omkring Hansted/Egebjerg.

Harald Dissing

Harald Dissing blev født i 1906 som det 6. barn af 8. Der var 6 drenge og 2 piger. Han blev udlært hos sin far og arbejdede som pottemagersvend på Annashaab i Egebjerg frem til 1945. I 1930 blev han gift med Erika Hopff (født 1909), og efter at have boet flere steder i Egebjerg, købte de i 1940 ejendommen Hanstedvej 1. Her, hvor Hansted Å løber lige forbi, opbyggede Harald og Erika Dissing keramikfabrikken, som de kaldte ”Aalyst”. I begyndelse samtidig med at han var ansat på Annashaab, og fra 1945 som selvstændig. Under krigen malede de direkte på det brændte ler, og efter krigen kunne de købe glasurer igen.

Harald Dissing byggede selv sin ovn i værkstedet, som blev lavet i den tidligere garage. Der blev brugt en del rummeter træ til hver brænding, så det var et stort arbejde med al det træ, der skulle skaffes, stables og gøres klar til at fyre med. Der lå ofte lange rækker med træ på gårdspladsen, inden det hele blev kørt om i brændeskuret bag ved huset.

Aalyst i de tidlige år med brændestakke på gårdspladsen, og lervarer til tørring

Harald Dissing lavede mange forskellige ting, både brugs- og pyntegenstande. Deriblandt figurer, vaser, fade samt traditionelt lertøj. Erik var som barn engang imellem med til at lave figurer, trykkede dem ud i formen og pudsede af og rettede dem til inden brænding og glasur.

Det var ikke varme i værkstedet, kun en ovn til kul og koks. Om vinteren, var der om morgenen ofte is på det vand, der skulle bruges til at dyppe hænderne i, når der skulle drejes, og leret var også koldt, så det var ikke så underligt, at mange pottemagere fik gigt i fingrene. Leret blev opbevaret i en lerkælder i forbindelse med værkstedet. Leret kom hjem i store plader, som blev stakket. Derefter kørt igennem en valse til tykke lerpølser. Disse blev opbevaret i lerkælderen, og skulle så æltes godt igen, før leret kunne anvendes til at dreje med.
Det ler, der blev skåret af, eller bare var en mislykket drejning, kom tilbage i lerkælderen, fik en ny behandling og blev genbrugt. Erik kan huske, at han af og til hjalp til med leret.

 

Når ovnen var fyldt og der skulle brændes, stod fyringen på i over 24 timer, hvor der skulle holdes øje med brændingen. Til at hjælpe med den proces, havde de ofte hyret Jens Munk fra Hansted, der så natten igennem holdt øje med temperaturen i ovnen.

I halvtredserne købte Harald Dissing en elektrisk ovn, en stor lettelse, så der ikke skulle fyres med træ ved brænding. For at få ovnen ind i værkstedet, måtte der ved siden af døren fjernes en mur, som så blev muret op påny bagefter.

Senere købte han den lille ovn, der ses her på billedet sammen med den første elektriske ovn. I den kunne han brænde mindre portioner.

Harald ved sin nye ovn, den store elektriske ses bagved

I de tidlige år solgte Harald Dissing mest til danske grossister, senere kom der også en eksport i gang, både til Sverige og til USA. I 50’erne og 60’erne var der indrettet en lille forretning i kælderen under huset med en udstilling af forskellige ting til salg.
Der kom af og til store busser forbi med folk på udflugt, som stoppede op og skulle se og købe. Desuden kom der opkøbere ind i forretningen. De kørte rundt i lastbil til de forskellige pottemagere, købte ind og solgte det videre. Erik fik af og til lov til at kigge ind i lastbilen for at se, hvad de kørte rundt med. Det var altid spændende.

Når der skulle pakkes til grossister, hjalp Erik med til at pakke tingene ind i aviser og derefter ned i trækasser, som blev foret med træuld. Var han rigtig flittig, og det havde været en god brænding, og alt var pakket ind (uden uheld…), fik han engang imellem lov til at gå over til ishuset – Købmand Djernes – og købe en is 🙂

Produktionen ophørte i 1965, da Harald døde efter længere tids sygdom.

Vi viser her et udsnit af lertøj og keramik, som Harald Dissing, har lavet. De to jydepotter er fra en meget tidlig periode, hvor der blev malet på det brændte lertøj. Der har stået potteplanter i dem, så desværre er de ikke så pæne i kanterne mere.
Desuden et fad og en kande af bedstefaderen J.A.P. Dissing, samt nogle produkter, der er fremstillet på Annashaab i den periode, hvor Harald Dissing arbejdede der. Sidste galleri er vores samling af barselspotter og en enkelt ting af Gunnar Dissing.

 

Hvordan er det så gået med faget for de næste generationer?
Af de 6 Dissing brødre var det kun Harald, der fik drenge. Harald og Erika Dissing fik 4 børn, Henry (f. 1931), Jens (f. 1934), Erik (f. 1948) og Carna (f 1949).

De to ældste børn, Henry og Jens, blev begge udlært pottemagere hos deres far. Henry Dissing arbejdede en tid på Den kongelige Porcelænsfabrik, inden han begyndte at studere biologi ved Københavns Universitet og specialiserede sig i svampe. Jens Dissing blev ved faget, arbejdede bl.a. på Langeland, havde værksted i Låsby og derefter i mange år værksted og forretning i Sejs. Erik er en del år yngre end sine brødre. Han hjalp til i værkstedet hos sin far, mens han var dreng, men gik en helt anden vej med sin uddannelse. Lillesøsteren Carna har heller ikke ført pottemagertraditionen videre.

Det var dengang ikke så ofte, at piger blev pottemagere eller keramikere. Ejnars datter brød dog traditionen som den eneste af pigerne og blev udlært keramiker. Hun oprettede familiefirmaet Grethe Keramik i Hedensted. Her er det iflg. deres hjemmeside, ”4. og 5. generation, der sidder ved drejeskiven”. (kilde: www.grethekeramik.dk).
Robert  og Leon fik hver to piger, der ikke blev oplært i faget, og Gunnar, og Tage fik ingen børn.

Alle 6 Dissing brødre havde en periode arbejde på keramikfabrikken Annashaab i Egebjerg, og alle 6 fik senere eget værksted i nærområdet. De to yngste Robert Dissing og Gunnar Dissing overtog faderens værksted da han døde i 1932. Robert Dissing førte det videre til han døde i 1965, Gunnar Dissing flyttede til Gedved, hvor han fik sit eget værksted. Tage Dissing overtog det gamle værksted efter Robert Dissings død og videreførte det. Da det gamle værksted blev solgt, flyttede Tage Dissing til Horsens, hvor han fik sit eget værksted. Ejner Dissing fik værksted i Hovedgård allerede i 1919. Tage Dissing arbejdede sammen med broderen i Hovedgård i mange år før han overtog det gamle værksted i Hansted efter Robert Dissing. Leon Dissing var ud over arbejdet hos Annashaab også ansat en overgang på keramikfabrikken Danico, før han fik sit eget værksted i Horsens og Harald Dissing havde som sagt eget værksted i Hansted.

Aalyst omkring 1955. I øverste venstre hjørne ses Annashaab

Skulle nogen have noget keramik med merkaten “Aalyst Keramik”, eller noget af de andre Dissing brødres produktioner, er vi fortsat interesserede. F.eks. mangler vi noget af Robert og af Ejner.

Der er flere artikler om Dissing-brødrene, Annashaab og keramik her i bloggen

Dyrespor og fuglespor i sneen

På vores mange ture i omegnen her ved Storeng i Kvænangen, er det rigtig hyggeligt at observere de mange dyrespor og fuglespor i sneen overalt hvor vi går.
Vi har forsøgt at gruppere og bestemme nogle af dem, og fotografere dem. Der er flest rype-, ræve- og sneharespor i skov og mark. Også her på vores egen grund færdes de flittigt. Desværre har vi ikke set hverken ræv eller snehare i år. På marken ved skoven har vi et par gange set spor efter elg. Undrer os lidt over, at der ikke er flere spor efter dem i skoven.

På en tur i Burfjorddalen sidst i februar, er der så alligevel massevis af elgspor, og vi ser endda en mor med sin kalv okse sig op ad skråningen i skoven 🙂 

Nede ved fjorden er der derimod mange spor efter odder, både af glidespor og poter. Helt ude ved fyret har odderen tydeligvis haft sin ædeplads, her er masser af spor i sneen koncentreret på en lille  høj, hvorfra den både kan glide ned i vandet efter mad og spise i fred og ro. Men også langs kysten ser vi, at den færdes.

Flere steder er der også aftryk efter fugle. Ryper og rypevinger, måske kan det være urfugl engang imellem, det er ikke let at se forskel på dem. Havørnen er til gengæld let at kende. Fødderne er meget større og vingeaftrykket er ligeledes mere omfangsrig. Et par steder har den siddet og holdt udkig, tænker vi 🙂

En dag er der tydelige tegn på en fangst af sandsynligvis ungmåge nede ved fjorden. På fangstpladsen ligger der vinger spredt ud og der er masse vis af spor fra havørn og kragefugle, evt. ravne, som der også er en del af her.

To steder tyder det på, at los er vandret forbi. Sneen har været lidt løs, så det er ikke helt let at bestemme, men størrelse og gangart tyder på los.

Små musespor ser vi ofte, og af og til ser vi en lille mus smutte over sneen og ned i et hul. Den lille adrætte hermelin viser sig endda ved selvsyn, så her giver sporene sig selv. Dem ser vi også flere steder.

3 Trugeture: Til tops på Mikkaltinden, over markerne og op på Riidevaras

Lyset hen over fjeld, sne og hav er helt forrygende i den korte tid, hvor solen giver himlen farver fra gult over orange til sarte lyslilla nuancer.

17. januar, den første dag, hvor solen er over horisonten i omkring 1 time, er vi på trugetur (=snesko) til tops på Mikkaltinden (497 moh). Der er lyst i nogle timer midt på dagen, så en lidt længere fjeldtur er mulig. Sneen er frosset hård på stort set hele turen, vi synker kun en smule i engang imellem, hvilket gør opstigningen temmelig meget lettere. Flere steder ligger der store driver ned over rækværket.
Temperaturen ligger mellem -6 og -9 grader og med lidt blæst. En flot tur med fantastisk fine sneklædte fjelde.

Invalid Displayed Gallery

Et par gange derefter går trugeturen ad scootervejen hen over markerne over til skoven ved Storengelvens flotte vandfald, der nu er helt frosset til. Vi ser det første lys fra solen ramme toppen af Laslet og Olderbakktind.  Der er mange spor i sneen efter ræv og hare. Flere af de mange hvide ruller med ensilage (hø fra sommerens høst) er bidt i stykker og giver let tilgængelig vinterføde til harerne.

Den 21. januar er solen allerede over horisonten i næsten 2 timer. Vi kan dog ikke se den endnu, det er lige før den titter op over fjeldkanten. En kold dag med -14 grader og en vind på 8 m/sek.


Fra Baddereidet går vi på truger op på Riidevaras. Også her er sneen hård og god at gå på. Mange steder på toppen har sne og vind dannet smukke mønstre. På trods af vinden er her fint at gå, kun lige helt oppe på toppen, hvor der er frit udsyn ud over Kvænangsfjeldene mod det åbne hav og ind mod Sørstraumen, mærker vi blæsten for alvor. Værst er det, når vanterne skal af, fordi der skal fotograferes….

Sikke en flot himmel vi bliver belønnet med. Og smukke, smukke snelandskaber. Vi er tilbage ved bilen ved halv tre tiden, med dejlige røde kinder. Nu er det ved at blive tusmørke og klokken tre er det helt mørkt igen.

Mere Dissing keramik samt Annashaab og Danico lervarefabrikker

Siden vi lavede bloggen med Dissing keramik i 2016, har vi fået flere interessante og hyggelige kommentarer og henvendelser. Desuden har vi også selv været mere opsøgende på at finde noget af det ældre keramik enten i antikforretninger, brugtmarkeder eller på nettet.

 Vi har købt en fin lille vase/krukke lavet af Gunnar Dissing, Gedved og endnu en af Leon Dissings unica vaser med sort og orange glasur.

Fra den yngre generation, Eriks bror Jens Dissing, har vi fundet disse to ting, hvoraf især den lille hvide skål er en meget karakteristisk produktion fra Jens.

Vi fandt denne fine vase fra keramikfabrikken DANICO, som lå i Horsens. På den fabrik arbejdede Leon Dissing i en periode.

Vi mangler stadigvæk at finde keramik eller lertøj, som Robert og Ejner Dissing har lavet.

Da vi flyttede fra Aalborg til Egebjerg, kom vi til at bo meget tæt på den tidligere lervarefabrik Annashaab. En af vejene i vores boligforening hedder endda Annashaab, og vi kan i dag se hen på de resterende bygninger fra vores lejlighed.

Annashaab var i 1920erne en stor virksomhed, der beskæftigede 10-12 mand, pottemagere, arbejdsmænd og malere. Alle 6 Dissing brødre arbejdede i 20erne på fabrikken

Historien om lervarefabrikken Annashaab i Egebjerg hænger på mange måder sammen med historien om lervarefabrikken DANICO i Horsens.
Annashaab blev startet omkring 1891 af pottemager Jens Holm Rasmussen og hans kone Johanne. De kom fra Sorring. Med var Johannes 15 årige søn fra første ægteskab, Peder Madsen.
Frem til 1922 blev der fremstillet traditionelle lervarer og Peder Madsen havde efterhånden overtaget den daglige ledelse mens Holm kørte ud til kunderne.

Omring 1922 skete der en markant ændring af produktionen, idet man nu begyndte at fremstille keramik i betydelig større mængder. Inspirationen kom fra kunstneren Eiler Løndal som havde arbejdet for lervare-fabrikken DANICO i Horsens. DANICO var blevet til i 1919 i et samarbejde mellem bl.a. en af Annashaabs gamle lærlinge, Niels Peter Nielsen, og købmand Corfitzen på Søndergade foruden den ovennævnte Eiler Løndal, der egentlig var kunstmaler, men som i en periode også interesserede sig stærkt for keramik.
Fabrikken havde en begivenhedsrig historie der endte brat i 1929. Der blev produceret godt håndværk og ofte i høj kunstnerisk kvalitet. DANICOS varer blev forhandlet via agenturer til udlandet bl.a. til USA.

Eiler Løndal skiftede fra DANICO til Annashaab i 1922, og her begyndte man nu at fremstille vaser, krukker, urtepotteskjulere o.s.v., der var næsten identiske med DANICOs produkter.

På Annashaab stemplede man keramikken i bunden med en trekant, en slags rebus, der skal læses »Lervarefabrikken Annashaab Danmark«. Der kan også forekomme varer, der blot er stemplet med »Egebjerg« med ret små bogstaver. Foruden stemplet vil der sædvanligvis være et serienummer skrevet i den våde ler.
På DANICO blev der stemplet DANICO og indridset et nummer.

Hvis der mangler fabriksstempel i produkterne fra Annashaab og DANICO fra denne periode, kan det være meget vanskeligt at skelne dem fra hinanden, specielt når de er bemalet med den koboltblå glasur.
En rettesnor hvis der blot er et nummer og ikke noget stempel vil være at nr. 1-499 og nr. 800 og opefter tilskrives DANICO og nr. 500-799 tilskrives Annashaab.

Til at begynde med gik samarbejdet på Annashaab rimeligt. Løndal kom med ideerne, og Peder Madsen, der på dette tidspunkt ledede fabrikken, omsatte dem i produktion. Imidlertid gik der kun kort tid, formentlig højst et år, inden Løndal ophørte med at arbejde for Madsen.
Årsagen var tilsyneladende, at Madsen ikke i længden kunne acceptere, at Løndal ikke ville deltage i det daglige mere rutineprægede seriearbejde. Hans noget bohemeagtige forhold til arbejde kunne ikke forliges med den hårdtarbejdende pottemagers syn på tingene.
Løndals afgang fra fabrikken medførte desværre, at den kunstneriske inspiration tørrede ud. Det blev vanskeligere og vanskeligere at finde på nye serier, originale former og dekorationer. Fabrikkens keramik fra 1930erne og senere nåede aldrig op på samme niveau.

Kilde: http://www.hansted-egebjerg.dk/artikler-fra-broen/fra-det-gamle-lundum-hansted/pottemagere-i-hansted-og-egebjerg/