Efterår, Nord-Norge, 70 graders nordlig bredde

I september er efteråret på sit allerhøjeste her i Nord-Norge. Med helt forrygende farver overalt. De gule og gyldne birketræer, hvor bladene drysser af ved den mindste vind, røde blåbærris og alt det indimellem er smukt både i sol og regn. Regn og dis har der så også været en del af, men heldigvis super, flotte solskinsdage ind imellem. Til gengæld har vi fået mere sne end vi plejer i denne måned. Snegrænsen er krøbet længere og længere ned. Det overrasker os faktisk lidt på fjeldturen ved Alteidet den 20. september, at der er SÅ meget sne! Vi har ikke tænkt på at tage vanter og snesko med 🙂 Sne og sten er en lidt besværlig og glat konstruktion. Men superflot er det og en stor oplevelse.

Næste gang har vi garderet os med vanter og endda staver. Det gør livet lidt lettere i glat og stejlt føre. Stavene er dog besværlige at jonglere rundt med, når der også skal være plads til kamera og kikkert, så normalt går vi uden. Det bliver turen inde i Bognelvdalen, op langs Villreindalen og Øverplasselva, hvor sne i fjeldene igen møder os. Et vildt og flot landskab her, som imponerer os igen og igen.

To anderledes ture har vi midt i måneden. Vores “nye” dal langs Russerelven ved Langfjorden, bliver udforsket næsten helt op til de første søer, og for første gang er vi helt inde ved canyonen og vandfaldet i JonLarselven i Burfjorddalen. Begge ture ender ud i et lidt uvejsomt, spændende område, hvor vist ikke mange andre færdes.

 

Vi må selvfølgelig også en tur ind i Navitdalen. Det er sådan en fin efterårstur med store sletter, søer, fjelde og Navitelven med de imponerende vandfald. Igen i år er der mange tyttebær, så der bliver lige plukket 2-3 kg.

Fredag den 27. september er der så endelig sol fra en skyfri, blå septemberhimmel. Vi er tidligt afsted til Riidevaras, og bliver belønnet med en meget smuk tur. Blikstille vand i søerne og spejlinger så klare, at man ikke kan se forskel på op og ned. Turen bliver lang, vi går i godt 6 timer, så det er luksus at returnere til hytten, hjemmelavet pizza og et glas rødvin.

Det er svært at beskrive det at være midt i de store og vidtstrakte fjelde, der bare fortsætter og fortsætter ind over, eller ender bratte ved hav og fjord.
Stilheden her, og fornemmelsen af at være ét med naturen må man selv opleve for at kunne fornemme. Det er store følelser, når man giver slip.
Billeder fortæller heller ikke alt. Der skal som regel forceres stejle skråninger – besværlige stenras – krat, sumpe og store eller små vandløb. Det ender dog altid med at være besværet værd.

Vi hører og ser ikke særlig mange fugle undervejs, men ved Russerelven er vi heldige at se et par vandstære, og på fjeldet ved Bognelven er der sørme en kongeørn. Den har vi ikke set før, men er ikke i tvivl, da den er så flink at give sig til kende med sin stemme og vi kan se de hvide pletter på undersiden af vingerne.
Tretået spætte ser vi i skovområdet ved fjorden tæt på vores hus. Den har travlt med at hakke i birketræerne.

Ture ned til fjorden har der været mange af. Også i denne måned. Her er altid fint. Lige nu står gederams på det sidste med knaldrøde og gyldne farver i mange nuancer. Der er små flokke af toppet lappedykker og edderfugle i fjorden, engang imellem svæver en havørn og altid er der fin udsigt mod Kvænangstinderne. Også her har vi fred og ro og møder meget sjældendt andre folk.

Bærhøsten er nu slut og har været stor igen i år med omkring 34 kilo i alt fordelt på multebær, blåbær, tyttebær, revling, vilde hindbær og her til slut tranebær. Nogle små bæster at plukke… Også enebær har vi fået, de skal bruges til mad og til snaps.
Det har været et stort arbejde at plukke, rense og sylte det hele. Men vi glæder os til at nyde de lækre resultater.

For første gang, har der ikke været et eneste rensdyr at se på vores mange fjeldture. Men så fik vi lige kompensation, idet en flok på omkring 50 dyr fandt vej til vores eng bag skoven. Her fik vi årets rensdyrbilleder i “kassen”, samt en fin oplevelse oveni. Vi kom ret tæt på dem, de var næsten ligeglade med os, havde bare travlt med at guffe græs.

Nu står oktober klar. Vi har kun kort tid tilbage her i det nordlige, før vi pakker sammen og drager mod Danmark igen. 

Hytteliv i august

Det er nu midt i august. Vejret har været både varmt, vådt, solrigt og overskyet. Vi har haft det hele. Måske nok mest det sidste 🙂 Temperaturen har dog været nogenlunde fine, endda helt op til 29 grader. Men 14 grader og vindstille er helt fint. Det er blevet til gode ture i fjeld og skov. Nye områder er blevet udforsket, der er et uudtømmeligt lager af vandreture her.

Vi har haft fint besøg igen i år af en elgko med sin kalv. På marken neden for vores hus kan vi se, at hun har holdt til. De store dyr går lydløse rundt, så vi var heldige lige at få øje på dem. Der har også været ræv et par gange. Den er løbet forbi huset med et bytte i munden. En ræveunge har også været forbi. Måske er det den, der har leget med et rensdyrgevir vi har liggende på en sten her på grunden 🙂
En hare har forelsket sig i en musevikke og noget dejlig frisk kløver på vores vej, og skovsneppen har vi set både oppe i skoven og i buskadset på vores grund.

Der har været flere indbringende ture til multeområderne og vi har efterhånden plukket 14 kilo! Alt for meget, vi har stadigvæk en del syltetøj fra sidste år, så det var slet ikke meningen, at vi skulle plukke så mange multer. Men det er bare SÅ svært at lade være 🙂
Blåbærrene er så småt ved at være modne nu også. Det varer dog lige lidt før det kan betale sig at tage plukkeren med på tur. Lækkert at gå og småspise af de første bær.
Vi har kigget efter kantareller, men det ser ikke ud til at der er nogen af dem i år. I det hele taget er der næsten ingen svampe.

Så er der mere held i fjorden. Erik har fisket ved fyret og har fange rigtig mange fine torsk og sej. Det er så lækkert med den friske fisk. Dog også arbejde med at rense og filetere. I fryseren er der nu både til at stege, koge og ryge.

Der er så småt ved at komme gule blade på birketræerne. Især røn viser tegn på, at efteråret er lige om hjørnet.

Tur til Spildra

Faktuelt: Spildra er en ø I Kvænangen Kommune, Troms Fylke. Øen er 21,4 kvadratkilometer og ligger midt i Kvænangesfjorden. Der bor p.t. 26 fastboende på øen, alle stort set omkring byen Dunvik. Den eneste adgang til øen er med båd. Der er kun lidt vej herovre, Vi kunne konstatere, at bilerne her alle var uden nummerplader 🙂 og som sådan ikke er registreret. Der er ingen bilfærge til og fra øen.

Midt i juli får vi endelig realiseret en tur til øen Spildra, som vi kan se spidsen af hjemme fra vores hytte, og ofte har snakket om. Vi tager båden om eftermiddagen fra Burfjord. En meget varm dag, 26 grader i skyggen og sol fra en skyfri himmel.

Der er en del, der skal med båden, både mennesker og købmandsvarer. Båden sejler videre fra Spildra, og har endestation i Skjervøy. Båden er livsnerve for de små lokalsamfund her i området, hvis eneste offentlige transport er denne rutebåd. Fin sejltur på fjorden, rigtig sjovt at se fjeldene fra en ny vinkel.

På Spildre lægger båden til i den lille by Dunvik. Herfra tager vi rygsækken på nakken og starter turen mod Kulturstien. Vi følger først grusvejen et langt stykke, før vi kommer til den mærkede kultursti. 

Her på Spildra er der fundet mange spændende spor af bosættelser. Øen betegnes som et af de fineste kulturlandskaber i Troms. Her har været bosætning i flere tusind år. Stien her passerer en lang række fortidsminder. Terrænet er fint at gå i, vi må lige lede lidt efter skiltene engang imellem, det går lidt op og ned. Vi passerer en samisk kvindegrav fra 12-1400 e.kr. og en offersten, før vi spiser aftensmad på en smuk udsigtsplads. Her på øen er Kvænangstinderne pludselig meget tættere på, end vi er vant til.
Vi passerer flere gravfund – bl.a. en “Norrøn mannsgrav 350-550 e.Kr.”, en af mange grave i et område, hvor der også er spor efter bebyggelse fra samme periode, bl.a. et Nausttufte (bådehus), der fortæller at der allerede i jernalderen har været store skibe her. 

Vi stopper ved en smuk sandstrand. Her bliver der fotograferet lidt, inden vi beslutter os til at vende om og gå tilbage, så vi er sikre på at vi når rutebåden tilbage til Burfjord. Desværre kommer vi så ikke helt ud til bjørnegravene i denne omgang, det må vi have til gode til næste tur, så kender vi også lidt mere til området. Båden sejler ikke ret tit, og slet ikke hver dag, her mellem Burfjord og Spildra, så da vi ikke har tænkt os at overnatte, må vi tilbage med den sene aftenbåd, der kommer ved 23-tiden. Og det gør den kun, hvis man har anmodet om at komme med fra Spildra. Det har vi sikret os ved hjælp af en hjælpsom dame, der hedder Elinor, som vi møder på havnen. Hun har bare styr på det med båden 🙂

Det er en smuk aften, solen skinner stadig og det er så varmt, at vi går i t-shirt. På vej tilbage støder vi ind i en lille rypefamilie.

I Dunvik går vi lidt rundt i byen og ved den lille havn, får en kop varm kakao og nyder den fine aftensol indtil båden dukker op. Sejlturen tilbage til Burfjord byder på en flot himmel, der bliver farvet orange af solen, der i disse dage er tæt på horisonten igen. Vi er i Burfjord 23.40, og kører hjem. Inden vi går til køjs efter en lang og spændende dag, belønner vi hinanden med et glas af den gode australske likør: Vie de Vie fra Vingården Pepper Tree Wines.

Fugle i Kvænangen

Vi har så mange fugle i vores smukke og vilde natur her i NordNorge. Jeg har prøvet at samle billeder og indtryk af de forskellige arter, vi har set, opdelt i fugle omkring vores hytte, fugle vi har set på fjeldture og fugle vi har set i fjorden eller i en fjeldsø.

Så snart man bare kommer udenfor, er der fuglesang. Omkring huset er der især mange sjakkere og vindrosler. I sommerperioden også mange brogede fluesnappere, som ruger i vores redekasser. 
Fugle vi hører og ser  hele tiden i løbet af sommeren er: Løvsanger, gransanger, musvit, kvækerfinke, gråsisken, fyrremejse, dompap og en sjælden gang en vipstjert.

I skoven bag ved huset har vi set den fine tretåede spætte.

Fjeldvågerne har rede i skoven oppe ved Storengelvens vandfald. Der går ikke lang tid før de kredser skrigende over vores hoveder, når vi går der. Vi har også haft dem meget tæt på hytten, både i luften og i træerne. I skoven ved vandfaldet har vi i år også oplevet en jagtfalk.

Høgeuglen har rastet i vores birketræ. Sidste år så vi høgeugle flere gange end normalt.
Urfuglen har vi haft glæde af flere år i træk. Om natten lige uden for huset. Desværre har vi ikke set noget til dem de sidste par år.
Skovsnepperne har være stabile et par år. Vi kan høre dem, når de flyver hen over huset om aftenen. Sidste år kom de næsten præcis kl. 23 og fouragerede lige uden for køkkenvinduet. Op til 4 stk. ad gangen.

På fjeldture har vi set havørn flere gange, også nede ved fjorden. Især om vinteren, er der ofte havørn, ofte to ad gangen. Engpiberen er meget almindelig på fjeldet – eller heipiplerke, som den hedder på norsk. Ligeså stenpikker og gråsisken. Op mod vandværket i Alteidet er der ofte silkehaler.

Næsten hver gang vi går ind over fjeldet hører eller møder vi hedehjejlen, som også kaldes fjeldets følgesvend. 
Vi har ofte set fjeldryper. De ligger og trykker sig, og flyver så pludselig op, når man næsten er henne ved dem. Et år vi gik op på Mikkaltinden, var der en lille flok unger. 

I fjorden er der mange edderfugle. Sammen med havlit, ser vi dem dog mest om vinteren. Om sommeren ser vi ofte toppet skallesluger, tejst og er man ude i båd, er der også lunder. Strandskader har vi selvfølgelig mange af i Danmark, men her er de lidt mere sjældne. Af andre vadefugle har der været fjæreplytt, eller sortgrå ryle på dansk. Det norske navn er næsten det bedste til den fugl, som i øvrigt er meget tillidsfuld. Vi har set rødben og stor præstekrave i en sø på Mefjell. I en sø i Navitdalen er der bjergand, og rødstrubet lom i Lomvatnet ved Gearbbet i Kvænangsbotn. Der er også andre andefugle, men ofte er det vældig svært at lokalisere, hvilken slags det er, Der har været lom flere steder, bl. a. ved Koppvatnet.

 

Midnatssol på Stuora Riidevarri

Så har vi været der igen! På toppen af Stuora Riidevarri (723 moh). Torsdag nat er der endelig iflg. vejrprognoserne udsigt til midnatssol. Det er længe ventet 🙂
Vi har haft flere overskyede, våde og kolde dage end normalt i år i slutningen af juni og begyndelsen af juli. Men nu er sommeren kommet!
Vi pakker rygsækkene og kører op til Baddereidet først på aftenen. Her parkerer vi og starter turen op til toppen. Her er så fint med blomster og smukke farver overalt. Det virker, som om der er flere i år, end der plejer, og smukt er det.

Turen op til toppen af fjeldet er altid en smule uforudsigelig. Her er ingen afmærket rute, så man må selv finde vej. Vi ender som som vi har planlagt, helt oppe, hvorfra der er et fantastisk udsyn ud over fjorde, øer og fjelde. Mageløst! Svært at forholde sig til, at klokken er 23:30 og tæt på midnat, Der er en smule diset ude i horisonten og små tågeformationener begynder at danne sig nede over havet. Solen skinner alt det bedste den har lært 🙂
Vi nyder midnatssolen en god timestid. Får også en tiltrængt kop varm kakao til at lune maver og fingre på. På en af søerne heroppe er der stadigvæk is på vandet, og der ligger sne flere steder. 

Undervejs nedad ser vi en rype, og der bliver flittigt taget billeder af blomster og udsigter igen. Midnatssolen giver terræn og vegetation et helt særligt skær. Først ved 03-tiden er vi hjemme i hytten igen. Det har endnu engang været en uforglemmelig flot tur, som altid er sliddet værd.

 

Tidselsommerfugle

Så fik vi tidselsommerfugle i massevis alle steder i Danmark.

Vi gik tur i bakkerne i Dokkedal, for at se de mange kobjælder, der nu står med smukke frøstande. Hold da op, hvor har der været mange blomster.

Bonus her var masser af forskellige fine sommerfugle. En rigtig sommerfugledag. Især en lidt stor sommerfugl fangede vores opmærksomhed. Det viste sig at være en tidselsommerfugl. Efter at have spurgt Emil (nevø og ekspert i sommerfugle) fik vi det bekræftet. 
Han skrev til os: “Den lever ikke i Europa, men kommer på træk fra den Arabiske halvø. Det er en “supertrækker”. Et gigantisk træk har ramt Danmark og resten af Europa første halvdel af juni. Milliarder og atter milliarder flyver rundt her. Der har aldrig været så stort et træk af den som nu, og derfor er det p.t. den almindeligste sommerfugl i Danmark”.

Senere har vi set tidselsommerfugle hvor vi end har gået. I Egense både hjemme på grunden og ude i området omkring os, samt i Egebjerg alle steder, hvor vi færdes. Selv uden for vores vindue på 1. sal, var der én, der nær var fanget i et edderkoppespind. Den blev hurtigt sat fri 🙂
Der har endda været omtale af det sjældne træk i Nyhederne på TV.

På tur i en forårsklædt Tofte Skov

I en af Påskedagene er vi på en guidet bustur ind i Tofte Skov i Lille Vildmose. En lukket skov, hvor man kun kan komme med guide fra Vildmosecentret.
Altid imponerende at køre igennem denne helt specielle, fredede skov, der dækker et areal på ca. 4000 ha og er blandt de største sammenhængende naturskove i Danmark.

Vi ser en del vildsvin og masser af store og små områder, hvor de har pløjet jorden op. Helt utroligt! Der er små flokke af krondyr og rådyr inde mellem træerne. Vi gør holdt tæt ved skovkanten, hvor højmosen breder sig ud. Her er turens mål: Det nye udsigtstårn og en plankesti et lille stykke ud på højmosen. Tårnet er imponerende flot og rejser sig 17 meter, lige akkurat op over trætoppene, så man heroppefra har en forrygende udsigt ud over højmosen med Toftesø ude i horisonten.
Højmosen er den største, intakte højmose i den nordvestlige del af det europæiske lavland. (Kilde: https://lillevildmose.dk/)

Forårshilsen fra skov og bakker
På hjemturen kigger vi til kobjælderne, som lige nu er på sit højeste og myldrer frem i bakkerne ved Dokkedal.

Mange små træer og buske er nu sprunget ud og lysegrønne bøgetræer lyser mere og mere op i skoven for hver dag der går. Bare så smukt. Vi går en tur i Klosterskoven ved Egense sidst i april.
Vi ser de første gøgeurter, anemonerne har været i gang længe, masser af den Lille Kålsommerfugl i en selvsået rapsmark og falken, der er på jagt efter mus.


Og til slut lidt fra den hjemlige front

Påskeharen har været på besøg i Påskedagene og gemt æg, som børnebørnene var så heldige at finde ude i haven. En hyggelig tradition.

Rensdyrsvømning over Jøkelfjorden 2018

Igen i år har vi været super heldige at få mulighed for at overvære den store flok af rensdyr svømme over Jøkelfjorden fra deres sommerbeite.

Det er ikke let at forudse, hvor præcis de kommer op på land, for derefter at tage turen videre ind over fjeldet, så vi sætter os i ly ved et lille birketræ bag en enebærbusk. Det viser sig at det så lige præcis er der, hvor rensdyrene kommer i land!! Så snart er vi midt i stor flok gryntende rensdyr, der ryster vandet af sig og (heldigvis) løber uden om os og videre opover.

Det var STORT!! og helt fantastisk. Det viser bare, hvor svært det er at gemme sig for 1000 rensdyr 🙂 Efter knap en time er alt overstået og alle rensdyrene er løbet videre op over fjeldet bag ved os.

YouTube Videoen her starter med at man ser, hvordan den store flok samles på fjeldsiden ved Skalsa på den anden side af fjorden. En båd sejler ud, og så snart sameren i båden begynder at ringe med sin rensdyrklokke, lokker det dyrene i vandet, og de starter svømningen. De allerfleste af rensdyrene har jo gjort det mange gange, så de kender turen. Klokken bliver ved med at lyde indtil alle dyr er sikkert på land igen og på vej videre ind over fjeldet.

At gå! Vandreture i Nordnorge

Der er for tiden kommet stor opmærksomhed på det ”at gå”.
Gå dig til mere livsglæde. Og til et sundere liv!

Der bliver både knyttet videnskabelige undersøgelser, gode argumenter og fordele ved at gå.
Nogle af resultaterne er, at man kan nedsætte risikoen for forskellige sygdomme, skærpe hukommelsen og kreativiteten, ja, der er ikke grænser for superlativerne i den forbindelse.

Fakta for os er, at vi har det godt med at gå. Vi kan bekræfte, at det giver en masse energi og holder vores fysiske form ved lige. At det giver livsglæde og godt humør, og at det virker sundt for sindet, at have ro til at lade tankerne vandre sammen med fødderne.
At det så måske også forlænger levealderen er da ikke så dårligt.

Heldigvis behøver man ikke at gå Caminoen for at lade op i krop og sjæl. Det kan man gøre alle steder. Vi har stort set altid gået! Det er ikke kun når vi er i Norge, at vi går. Det gør vi året rundt. Der er selvfølgelig forskel på at vandre til tops på et fjeld og at gå en tur rundt på veje og stier i midt- og nordjylland. Men på bundlinjen er det ens, kroppen har det godt, og man er tilfreds med sig selv, fordi man tog endnu en tur, og allerede i gang med at planlægge den næste, det går der nemlig også sport i, det at finde nye, udfordrende og smukke områder.

De små ting gør ofte en tur til en god oplevelse. Det kan være en efterårstur, hvor birketræerne lyser gyldne på fjeldet, og hvor farverne giver helt nye mønstre i landskabet. Det kan være lyden af en fjeldvåge, eller en lille flok ryper, der flyver op foran dig. En mus, der løber over stien, eller lyden fra en elv .
Når man går tur sammen, behøver man nødvendigvis ikke at snakke sammen. Det er helt tilladt at lade sine egne private tanker flyve.

Enhver gåtur er ny, også selv om det er i de samme fjelde, de samme skove, på de samme veje, som vi har gået på tidligere. Tænk så stor forskel det kan gøre at gå til venstre hvor man plejer at gå til højre. Pludselig er der nye dale og nye toppe, der skal udforskes. Vejret og lyset er forskelligt, og årstiderne skifter.

Vi har altid kamera og kikkert med på tur. Altid! Og vi tager massevis af billeder. Og vi elsker det. Det giver os et helt unikt blik for farver, linjer og små detaljer i naturen, en gruppe træer, en speciel aftenhimmel, nogle bær eller en blomst.
Desuden giver det mange dejlige timers arbejde med billederne ved computeren i vintermånederne. Nogle af billederne havner på Eriks hjemmeside med fotos: https://www.dissingphotopulse.com/, nogle her på vores hjemmeside og et stort, blandet udvalg bliver til en fotobog for året der gik.

Vi er så heldige, at vi har hytte i et område med store muligheder for ture i fjeld, skov og langs fjord. Et u-udtømmeligt lager af oplevelser. Det er igen blevet til mange ture fra juni til oktober denne sommer. Vi har lavet et kort over området, der viser hvor de forskellige lokaliteter er, samt en kort beskrivelse over turene med billeder og nogle steder links til tidligere artikler.
Klik her og gå til beskrivelse af turene, der er plottet ind med numre på kortet. 

 

Op langs Innervikselven

På tur op langs Innervikselven

En fin og lun solskinsdag midt i august kører vi ud til Saltnes. Parkerer bilen og går turen ind langs Jøkelfjorden mod Øksfjordjøkelen. Som altid en flot tur. Denne dag med smukke spejlinger af fjeldene i fjorden, og med den altid imponerende isbræ i baggrunden.
Øksfjordjøkelen er den eneste bræ på det Europæiske fastland, der kælver direkte i havet. Bræen dækker et areal på omkring 43km2.
Som sædvanlig, er ruten også med mange sten og flere længere strækninger ad stranden. Ellers let at gå.

Vi kommer ind til tjekpunktet for Ut i Nord, lige hvor Innervikselven løber ud i fjorden. Her spiser vi frokost.

Vi har planlagt en ny tur. Vi vil prøve at gå et stykke indover fjeldet her langs Innervikselven.
Vi går derfor op på fjeldet langs elven, og kommer stille og roligt højere og højere op. Det er lettere at gå her, end vi havde forventet. Vi følger elven, og efter en times tid må vi over en lidt større sideelv, der løber sammen med Innervikselven. Vi finder et godt sted, hvor vi kan passere elven.
Sideelven løber ned gennem dalen forbi en 542 meter høj top til venstre for os. I det hele taget er det et barsk fjeldomrpde her med mange stejle og stenede fjelde så snart man kommer lidt op i højderne.

Herfra går vi videre opad gennem dalen, der har navn efter elven. Her er et helt fantastisk flot udsyn ud over Jøkelfjorden med den store og majestætiske 1010 m høje Skalsatind, lidt af Øksfjordbræen og endda et lille kig til Langfjordbræen.

Elven bugter sig ned ad fjeldet i små vandfald, nogle steder i lidt bredere deltaer. Da vi kommer helt op, flyder den stille og roligt afsted. Det er let at gå her, der er store sletteområder med en del grus og sten, hvor der vrimler med spor efter rensdyr. Der kommer også et par rensdyr løbende, som er det eneste liv vi ser, ud over nogle småfugle.
Vi stopper kort før en stenet dal, hvorfra vi vender om og tager turen tilbage igen.

På vej retur langs fjorden er der et par Niser (små marsvin), der pruster i vandet og svømmer langs stranden, frem og tilbage.
Sikke en fin tur. Godt og spændende at prøve noget nyt.