På tur til Uluru og Kata Tjuta
Vi lander I Alice Springs og mærker med det samme varmen. Her er 40 grader, men det føles ikke ubehageligt. Under flyveturen fra Sydney har vi set, hvordan vi kommer længere og længere ind midt i landet. Først små firkantede marker overalt og en lille by i ny og næ. Dem bliver der meget hurtigt færre af. Efterhånden er det udelukkende rødt landskab under os med mørke pletter af træer, snorlige spor i terrænet og floder der bugter sig. Ørken, klipper og et meget, meget øde landskab. Herefter en speciel landing i Alice Springs. Vi flyver lavere og lavere i lang tid – og rundt i en bue, før vi lander på banen, der bestemt ikke er ret stor.
Vi bliver kørt ind til Alice Springs – der er ca. 10 km fra lufthavnen. Her indlogerer vi os på Melanka lodge.
Går ind til byen for at kigge lidt på byen og finde noget at spise. Det er første gang vi for alvor er et sted med mange aboriginere.
Dagen efter bliver vi hentet af vores guide Blue i en 4WD med trailer fra N.T. Adventure Tours. Vi har booket en 14 dages safaritur fra Alice Springs til Darwin.
Turen starter ind mod Ayers Rock. Vi passer Flynns grav – grundlæggeren af The Flying Doctors og School of the Air. Første gang vi stopper er ved Simpson Gap. Her går vi en lille tur hen til en kløft i et udtørret flodleje. Vi ser to rock-wallabies på klipperne og en masse zebrafinker. Vejen ind til Ellery Creek Big Hole er en smal og ujævn jordvej. Vi tager alle en afkølende svømmetur i søen. Næste stop er Ormeston Gorge og en to-timers tur. Her får vi for første gang brug for vores 1½ liters vandflasker, som vi købte i Alice Springs. Vi går op ad en klippesti op på bjerget langs kanten af en dal.
Undervejs på køreturen videre til Gosse Bluff taber vi reservehjulet og må køre tilbage og lede efter det. Til al held får vi øje på det inde i bushen 🙂 så det bliver nu bundet bedre fast til bilen.
Grosse Bluff er et meteorkrater. Traileren bliver spændt af og den store 4WD’er tager turen op ad bakken og ud over stepperne. Det er de store vidder med spinifix græs og spredte træer og buske i en knaldrød jord hele vejen rundt om os. Ved Grosse Bluff står alle ud og går en lille tur rundt i området for at få en fornemmelse af stedet. Krateret har en diameter på ca. 5 km. og er ca. 130 mill. år gammelt.
Det er ved at være skumring og vi bliver læsset af ved et udsigtspunkt, hvor vi kan se solen farve klipperne røde lige før den går ned. Det er et flot sted og vi nyder virkelig udsigten inden vi bliver hentet til vores natlogi. Aftensmaden er pølser og kød stegt på bål med rissalat til. Det er helt mørkt nu, så maden bliver spist ved skæret af en stor gaslygte. Swaggen bliver rullet ud og vi ligger i det fri og kan se en fantastisk stjernehimmel hele horisonten rundt inden vi falder i søvn.
Næste morgen er det tidligt op ved sekstiden, solen farver stadig himlen rød. Efter morgenmaden kører vi ud til Palm Valley. Det er nok den værste ”vej” man kan forstille sig. Faktisk umulig at beskrive – alle vil tro det er vildt overdrevet 🙂
Ved Palm Valley går vi en lang tur. Undervejs fortæller vores guide Blue om forskellige træer og buske. Han har en guldgrube af viden om naturen skal det vise sig. En lille busk hedder Jubi-jubi, Dens hvide saft kan bruges som sårheling eller lim. En anden busk har nålelignende blade, og hvis man stikker disse blade ind i f.eks. en finger, hvor der sidder en flis – lader tornene sidde – så kommer flisen ud til sidst. (Det blev dog ikke efterprøvet!). En blå blomme er fyldt med c-vitaminer. Vi ser Mulgatræer, der bliver brugt til spyd. Træet indeholder en gift, som langsomt trænger ind i dyret fra spidsen af spydet, hvorefter dyret dør. Vi ser et korktræ, hvor barken kan bruges til beroligende middel, og til f.eks. at lindre smerter. Man kan lægge et stykke i munden, men må passe på ikke at spise det – det er giftigt. En lille tør plante indholder nogle lange bælge med frø – ikke større end birkes. Disse kan males til mel. I øvrigt laver man også mel af frø fra spinifix her. Det hvide støv fra barken af Ghost Gum Eucalyptus kan bruges til solbeskyttelse.
Her er en del firben undervejs på de varme klipper, nogle af dem med meget lange haler. Palm Valley er meget flot. Her vokser palmerne Red Cabbage Palm og Cycaet’s. Palmerne er over 20 meter høje og fra 100 til 300 år gamle. Det er det eneste sted i verden, hvor de vokser. Og der er mange af dem. Nede i dalen er der, på trods af det tørre klima, et par små søer. Faktisk løber der vand hele vejen nede under klipperne, så palmernes rødder kan få vand. Det er derfor, at der er så frugtbart her. Vi ser Ringnecked Parrots, Butcherbird og en falk. Samt masser af zebrafinker igen. Jorden er meget, meget rød.
Næste stop er Hermansburg, som er en aboriginal landsby. Her er der et supermarked, hvor der skal provianteres. Det er et sørgeligt syn at se og høre om disse mennesker, der bor her. Det hele var begyndt som en missionsstation, hvor alle aboriginals var blevet tvunget til at bo i huse og gå i skole og i kirke. Efter et stykke tid forlod de ”hvide” stedet igen, og aboriginerne skulle så selv styre sagerne. Det gik selvfølgelig galt. Her er meget snavset, der ligger affald alle vegne, og aboriginerne kører rundt i meget faldefærdige biler. Der er en del småbørn ved forretningen. Vi er blevet bedt om ikke at fotografere. Det overholder alle.
Ved Hermistone får vi frokost. Der er nu 40 grader i skyggen. Vi får valget mellem to overnatningspladser for natten. Den ene plads er en rigtig campingplads med bruser, pøl og det hele og den anden er et sted for os selv ude i bushen. Heldigvis ville alle helst det sidste 🙂
Vi har samlet brænde til bålet undervejs, og bundet det fast til bilen. Blue forsøger at lave ild på aboriginal vis ved at gnide to stykker træ mod hinanden. Da det ryger kommer han lidt tørre kængurulorte ned i hullet – men må sveddryppende give op til sidst. Altså tænder vi bålet med en lighter 🙂
Det er et meget øde sted vi var havnet. Har en hyggelig aften rundt om bålet.
Næste dag går det mod George Gill Rangers og Kings Canyon. Her venter der os en 6 km. tur. Vi er tidligt på færde, så allerede halv otte er vi klar til at gå. Det er allerede meget varmt. Her får vi igen en lektion om planter. En turtlebush der dufter parfumeret – en tomatplante, vilde dadler, små røde bær og vitaminplanten fra i går med modne sorte frugter.
Det er et fantastisk område. Klipperne er formet af havet for millioner af år siden. Området er så stort, at det næsten er umuligt at fotografere. Her er mange Mulgatræer.
Blue viser os en tørret frugt fra en palme. Han fortæller, at da de hvide kom hertil ville de gerne kende hemmeligheden af den frugt, for de indfødte spiste den, men de hvide blev enten syge af den eller døde. Det eneste de hvide fik at vide var, at hvis man ikke lod den ligge et bestemt stykke tid, eller tilberedte den på en helt bestemt måde, var den giftig. Så selvfølgelig blev de hvide vrede over, at de ikke måtte få hemmeligheden at vide.
Nede i bunden af en kløft er Edens Have. Her er meget frodigt og flere søer, så nogen får sig en dukkert.
På vej tilbage til bilen kommer vi igennem et sted der kaldes Den Glemte By. Alt her er utroligt og meget specielt med knaldrøde klipper. Det er jern, der bliver vasket op fra undergrunden, og som oxyderer i sollyset – der giver den røde farve.
Et sted ser vi forsteninger på klipperne af en slags snegle eller noget i den retning. Det er deres spor i sandet, der er forstenet.
Nu går turen mod det 700 mill. år gamle bjerg Mt Conner, ejet af Curtain Springs Cattle Station igennem tre generationer. Det er igen en meget lang køretur, men gennem et spændende område.
Undervejs gør vi holdt ved Curtain Springs Cattle Station. Her får vi et tiltrængt brusebad! Det er alle helt euforiske over. Vi piger står i kø til bruseren, alle nyder det bare, og nogen tager oven i købet rent tøj på 🙂
Derefter skal alle ind i baren og købe en kold øl! Vores vand, som vi konstant har i en beholder over skulderen, bliver temmelig lunkent – men alle drikker det alligevel uden et kny! Får også lige ”hilst” på en stor Pytonslange, som Blue tager om halsen. Vores campingsted ved Mt.Connerer inde på Kvægstationens jord, så vi skal igennem to hegn og skrumler så afsted derudaf. Langt!
Her midt i bushen slår vi lejr, tænder bål og får en kop kaffe. Nyder igen en fantastisk stjernehimmel om aftenen inden vi kryber i swaggen.
Næste dag får vi en lektion i, hvordan man finder den for aboriginerne så delikate larve MAKU, eller Witchetty grubs, som findes i rødderne under Witchetty buske. Blue graver energisk under buskene, finder også flere rødder, men til at begynde med er der ingen larver i dem. Jeg graver selvfølgelig også – det er alt for interessant til at kunne lade være J Til slut finder Blue heldigvis en gren med en larve i. Den bliver behørig beundret og fotograferet. Det er vigtigt lige at bide hovedet af inden man spiser den, for at den ikke skal bide!!! En af gutterne i turselskabet spiser den faktisk!
Nu er vi på vej mod Ayers Rock. Uden på de store flade sletteområder ligger den bare der! Og bliver større og større jo tættere man kommer. Den er 865 meter høj, men borer sig 2.100 meter ned i undergrunden. Takseret til at være cirka 600 mill. år gammel.
Ayers Rock Culture Center, hvorfra man kan se lige over på klippen, giver en masse gode informationer om aboriginals og området her. Med 41 grader i skyggen spiser vi frokost, og kører så hen til Kata Tjuta – The Olgas. Nu er der faktisk 56 grader i solen! Det er godt nok varmt! Men det blæser lidt, og blæsten gør varmen lettere at holde ud. Kata Tjuta betyder ”Stedet med de mange kupler”. Der er 31 individuelle kupler eller ”rullesten”, der dækker et areal på 30 km2. Stedet vi kører hen til hedder Valley of the Wind.
Vi bliver advaret om faren ved at gå i den høje temperatur, inden vi starter en vandretur på 3 km. ind mellem klipperne. Det er heller ikke alle, der orker at gå turen. Vi har en fyldt 1½ l vandflaske med, og her finder vi ud af, hvor meget det betyder med vand i denne varme, for det er faktisk lige i underkanten. Men sikke en tur! Et helt specielt landskab, helt forskellig fra hvad vi nogensinde har set. De fleste blomster er desværre afblomstrede, men der er mange af dem. Den udsigt vi får som belønning da vi når frem, er bare turen værd. Her er så flot. Klipperne her er meget specielle, som om det er masser af sten, der er smeltet sammen.
Da vi returnerer til parkeringspladsen står der en ranger klar med isterninger og kolde klude. Aldrig har det været så godt at få klasket et koldt håndklæde fyldt med isterninger om nakken!! Rangerne fortæller, at i løbet af de sidste par uger har 6 personer fået hedeslag, og sidste år døde en amerikansk dame her. Det er meget farligt ikke at overholde de regler der er med vand o.l. Men vores rimelig gode kondition er åbenbart nok til at vi klarer det uden problemer. Dagen efter er ruten lukket mellem 10 og 16.
Samme aften bliver vi kørt ud til et udsigtspunkt for solnedgang over Ayers Rock, men der er desværre en del skyer, så der bliver ingen rød klippe denne aften. Her er ellers mange, der håber på et flot syn.
Det er faktisk nytårsaften, så vi har champagne med. Skåler og ønsker Godt Nytår. Vi gør det dog igen for alvor dagen efter – på Ayers Rock – da det først er dansk nytår, 9 timer senere.
Næste morgen er det tidligt op – allerede halv fire. Morgenmad og pakning går lynhurtigt, vi skal ud til KLIPPEN og se solopgangen!
Der er et godt stykke derhen, det tager mere end ½ time, men vi finder os en plads. Der er allerede kommet mange busser og flere biler. Vi kravler alle 13 op på bussens tag, og så venter vi. I lang tid. Imens bliver området omkring os spækket med turister. Busser i lange baner og et vrimmel af folk. Mest japanere.
Endelig kommer solopgangen – det er en fin oplevelse. Klippen får den farve den skal have, nemlig rød 🙂
Morgensolen har farvet Ayers Rock smukt rød
Herfra kører vi hen til foden af klippen. Vi blev delt i to hold, de der vil klatre op ad klippen, og de der vil gå rundt om den. Vi kan desværre ikke nå begge dele. Vi er på klatreholdet. Det skal lige siges, at det var i 1998, og de allerfleste gik op på klippen dengang. Havde vi haft den viden om Ayers Rock, som vi har i dag, havde vi nok ikke gjort det. Her kl. 06.45 er der allerede mange på vej op ad klippen. Det går temmelig stejlt op, og et stykke oppe er der en kæde man kan holde i indtil man er ovre det første stejle stykke. Klippen er ret god at gå på, fordi der er så mange små huller og kanter til at få fodfæste ved. To fra vores gruppe opgiver halvvejs. Vi oplever nogle fantastiske panoramaudsigter både undervejs og selvfølgelig fra toppen, som viser sig at være langt inde over klippen. På toppen er der en plade ved det højeste punkt – 865 m. o.h. – selve klippen er ca. 348 m. Der blæser en hård vind heroppe, nogle steder kniber det med at stå fast.
Godt, at vi kom så tidligt afsted, for klokken halv ni bliver ruten lukket på grund af vamen. Der er 36 grader i skyggen, og temperaturen er hurtigt på vej opad. Vi går et stykke langs klippen for at se på huler og klippemalerier. Blue fortæller om Uluru og Kata Tjuta’s oprindelse – både den geologiske forklaring og aboriginal versionen.
I løbet af dagen stiger temperaturen til 45,2 grader i skyggen, så det er varmt. Vi er nu på vej retur til Alice Springs. Ude på markerne går der køer, og vi ser en del vilde heste. Vi holder ind på Frontier Camel Farm, hvor vi går lidt rundt og kigger på kamelerne. Der er desværre lukket, så der var ikke så meget andet at gøre.
Australien er det land i verden, hvor der er flest kameler. De er mange steder en stor plage. Bestanden er i dag op mod en million dyr. De blev indført fra bl.a. Afghanistan og Indien i det 19. århundrede for at blive brugt som pakdyr, når der skulle fragtes gods til fjerntliggende egne i det store land. Men efterhånden som jernbanenettet blev udbygget, blev kamelerne overflødige, og de blev sluppet fri og begyndte at trives i den australske outback, hvor problemerne med dem har taget til.
Nu er vi tilbage i Alice Springs igen efter 5 fantastiske dage. Dag 6 bliver brugt i byen til at se på alle de fine gallerier og forretninger med aboriginal souveniers. I en af forretningerne, The Original Dreamtime Art Gallery er der en dansk dame. Hun ved en masse spændende ting om de malerier de sælger her, og det ender faktisk med, at vi forelsker os i et billede der hedder Goanna Dreaming. Hun fortæller os historien om billedet og om den gamle Aboriginer Wenten Rubuntja Tjabanati, der har malet det. Medlem af kongressen og en ældre mand på omkring 70 år. Det ender med, at vi køber billedet og får det sendt til Danmark. I dag hænger det på væggen i vores stue, og vi glæder os over det hver gang vi ser på det.
Dette var første del af turen dette år.
Vi kører derefter op til Darwin i Northern Territory, Nationalparkerne Kakadu og Lichtfield.
Og ender med fly i Adelaide, hvorfra vi kører til Kangaroo Island, og derefter til Barossa, Flinders, Grampians og ned til Victorias kyst og Great Ocean Road