Ryler i aftensol

I de sidste måneder af 2023 er der ekstrem højvande med store konsekvenser mange steder i Danmark. Også hos os er det meget højvandet. Kattegat fortsætter ind over mark og eng og forvandler alt til hav. Heldigvis har vi et godt højt dige for enden af grunden, så vandet når “kun” hen til foden af diget. I vores tid, har vandet aldrig stået så højt.

Da vandet trækker sig tilbage og kysten bliver normal igen, er der ryler i massevis, der fouragerer i solnedgangens skær. De er så optaget af spisekammeret, at de stort set er ligeglade med os.

I januar kommer sne og frost, med de smukkeste istapper langs kysten.

Omkring 100 sangsvaner har lagt sig til rette i det isfri område ved sejlrenden mens de “snakker” højlydt.

Kæmpehøje og hættemåger

Septembers himmel er så blå
Ja, det kommer til at passe i år. Masser af dejlige solskinsdage med blå himmel og drivende skyer.
I vores nyplantede blomsterbed er der et væld af insekter. Det har virkelig været en succes. Især Kæmpe Verbenaen har været attraktiv. Mange bier og 8-10 sommerfugle ad gangen. Flest Nældens Takvinge, og dernæst Dagpåfugleøje og Admiral. En enkelt Citronsommerfugl har været på besøg og nogle Stor Kålsommerfugl. en del Køllesværmere på de nærliggende marker.

Køllesværmer

Billede 1 af 5

Kæmpehøje og Isbrydere
På en dagstur ud i det blå omkring Mariager, er målet Kongehøjen. En af de flotteste og bedst bevarede stenaldergrave i Danmark. En langdysse fra omkring 3.200 f.kr. Den er virkelig også stor. Med 62 randsten, og imponerende høje kampesten rejst i begge ender.
Der er indgange til de to velbevarede gravkamre man har fundet, og en lille “kravletur” leder os ind til gravkammeret. Her kan man heldigvis stå oprejst og forundres over et fantastisk bygningsværk af store og små kampesten.

Efter turen med jord på knæene, er næste punkt Hohøj. Skandinaviens største gravhøj. Her har der været holdt folkemøder, og der holdes stadigvæk grundlovsmøder her. Fra toppen af højen er der en flot udsigt, 365 grader rundt.
Tæt ved højen, står der helt overraskende en stor kampesten med indskrift af “Hohøjsangen” som viser sig at være: Jyden han er stærk og sej – på ægte jysk, hugget ind i stenen. Sangen er skrevet af Karens tip tip oldefar St. St Blicher, så det var lidt hyggeligt.
Et smut omkring en smuk gammel hollandsk vindmølle: Havnø Mølle. Den er bygget i 1842 og er Nordjyllands ældste vindmølle
Undervejs hjem nyder vi en kop te ved Als Odde med udsigt ud over Mariager fjord.

Gravhøjen med de 62 randsten

Billede 1 af 10

Danbjørn og Isbjørn
De to gamle isbrydere Danbjørn og Isbjørn har ligget i Hals havn i omkring 8 år. Nu er de solgt til skrot og skal bugseres til Esbjerg. Der er et specielt syn at se Danbjørn, den første af de to store gule isbrydere, blive trukket afsted på sin sidste rejse af en slæbebåd, indtil hele kortegen forsvinder ud forbi Hals Barre.
To dage tager det, at komme til Esbjerg. Først op omkring Grenen og derefter ned langs vestkysten.
Isbjørn følger efter om en ugestid.

På vej ud af Hals havn

Billede 1 af 3

Hættemågekoncert
En formiddag bliver vi tiltrukket af en vældig aktivitet på vandet. En stor flok hættemåger har fundet et spisekammer tæt på land, og kæmper højlydt om maden, indtil der efter et godt stykke tid falder ro over flokken, der lægger sig længere uden på vandet.

Hættemågekoncert

Billede 1 af 3


Bjælder i bakkerne

Blomster og fugle – sommeren er nær

Ved fjorden og på engene er der i år rigtig mange kokleare, som lyser hvide op mellem græsset.
Malurt er grøn nu og vokser hurtigt op og spreder en liflig duft når man går langs vandkanten.

En stor stæreflok har holdt til på mark og eng, de flyver op i flok og danner fine formationer. Man kan høre deres “snak” langt væk, når der er så mange samlet.
De små tornirisk har dagligt travlt med at guffe mælkebøttefrø – fint, for så er der færre til at lave nye mælkebøtter i græsplænen. Håret høgeurts gule farver er ved at overtage  mælkebøtterne på skråninger og græsområder. 
Alt imens underholder lærkerne med deres utrættelige melodi, og svalerne suser frem og tilbage efter insekter til ungerne.

April og maj har været travle måneder på hjemmefronten.
Vi nåede dog at se kobjælderne igen i år, selv om turene i nærområdet har været meget begrænset på grund af de hjemlige projekter.
Først arbejde og dernæst fornøjelser 🙂 det har vi lært hjemmefra – meeen det er vist sundt at vende lidt rundt på de gamle dyder.
Kobjælderne, disse smukke, specielle og hårdføre blomster, der år efter år dukker op, ofte meget spredt over store områder og ind imellem i massevis på en enkelt lokalitet.
I år har været helt specielt. Der har været så mange af begge slags, især den nikkende, som vi aldrig har oplevet før. De nikkende kobjælder står tæt hen over bakkerne, og deres frøstande lyser op i skæret af solen.
Nu er det midt i maj, solen har skinnet flere dage i træk – smukt forårsvejr. Mirabeller og æbletræer blomstrer og pilens små hvide dunbolde strutter som store gule gæslinger, men visner snart hen. 

Det dejlige solskin og tørre vejr har helt udtørret jorden. Især ses det i engene, hvor vi kan gå mellem tuerne uden problemer. Kan ikke huske hvornår det har været tilfældet. Sammenlignet med de store oversvømmede arealer i januar og februar er det helt ekstremt. Engelsk græs ses nu også både i vejkanter, på toppe af de tørre ture og rundt omkring i landskabet.

 

Se bloggen fra marts med oversvømmelser til sammenligning af de tørre enge: 

Sæler, sne og oversvømmelse

Vi ser frem til nogle dejlige sommermåneder.

Sæler, sne og oversvømmelse

Sæler
Midt i marts – det er lavvandet, så vi går helt ud til sejlrenden. Mange små “slotte” efter sandorme, og masser af spor fra vadefugle, ænder, gæs og måger. Det er også her, vi ser mange østers. Det er en grå og diset dag. Der ligger en flok på nok hundrede knortegæs. De “knævrer” højlydt. Vi ser nogle sjove, sorte formationer på en lille sandtange længere ude i vandet, uden rigtig at kunne lokalisere, hvad det er.  Pludselig hører vi et plask, og det viser sig, at det er en flok sæler. Der er nok 10-12 stk.  De patruljerer frem og tilbage i vandet foran os. Kigger nysgerrigt op for at tjekke os ud, dykker og svømmer stille og roligt rundt. Det er en hel fantastisk oplevelse. Nok har vi set en eller to sæler tæt på, men aldrig en flok som denne. Vi står længe og nyder synet, efterhånden trækker de længere og længere ud, så vi går tilbage mod kysten.

Sne
Marts måned starter med sne. Flot ved kysten og i engene med sne, frost og blå himmel.  Midt i snevejret sidder der en hare i vores eng – må da være en snehare 🙂

Februar starter med klart og fint vejr, indtil stormen Otto rammer os med vindstød af stormstyrke. Det er skræmmende, et træ vælter hos naboen, og ved stranden kan man på kanten af tang på land, se hvor langt oppe vandet har stået.

Oversvømmelse
De næste par uger regner det rigtig meget og sammen med eftervirkning af stormen, giver det massive oversvømmelser i enge og på marker. 
Også på vores egen grund, hvor grundvandet står højt, har der været meget vådt.

Heldigvis har vi ind imellem regnen haft fine oplevelser med gravænder, edderfugle og knortegæs. I år er der mange flere gravænder, end vi plejer at se.
En morgen spankulerer en Stor Regnspove hen ad volden.

Lærken har været her godt en måneds tid efterhånden, så nu må foråret da være lige om hjørnet.

Efterårets fugle og småture

Kattegat, Store Blåkilde og Dokkedal
Smuk solopgang i oktober, og en regnbue hen over skoven.

Ved lavvande langs Kattegatkysten, kan man nogle gange gå næsten helt ud til sejlranden. Her er der selvfølgelig masser af måger, men også en lille flok ryler og rødben, der går og pikker i sandbunden. Det er højsæson for at sandormene lægger æg, så måske finder de også den slags i “spisekammeret”.
Ude på vandet ligger tre edderfugle-hunner og et par skalleslugere. I det fjerne på sandbankerne ude ved fyret, er der en sort række af skarv. Masser af strandskader, hvor der er bare en lille smule sand. Vi hører også stor regnspoves karakteristiske fløjt.
Her er fritlagt flere banker med de fineste østers, som sagtens kan spises lige nu, hvor vandet er klart og frisk.

Vi fortsætter til den lille ø. En flok knortegæs kommer hen over os i fin formation. Også viber og stære samler sig i disse dage og giver næsten sort sol, når de flyver op.

Hindebæger står afblomstrede, men fine gule siv og efterårsrøde salturt giver alligevel smukke farver. Det er lidt køligt, men solen titter frem ind imellem, så skyerne spejler sig i havet.
På vej hjem er højvandet begyndt at indfinde sig og oversvømmer havbunden igen.

Store Blåkilde
Det er længe siden vi sidst var ved Store Blåkilde. Vi parkerer på P-pladsen tæt ved stien ned til søen. Her ligger der pludselig en fin stor stålorm.
Søen er klar og stille. Der kommer ingen bobler op i dag. På en blå Djævelsbid sidder en meget fin lille bi. Vi går lidt rundt i området omkring søen. Får en kop te og en kanelsnegl inden det går hjemad igen.

Dokkedal
Bakkerne i Dokkedal er et af vores favoritsteder. Der er så fint uanset hvilken årstid det er. Her i starten af efteråret er bakkerne præget af gyldent græs, der danner fine mønstre.
Ude på vandet er der en stor flok knortegæs, og på molen hviler sølvmågerne.

Forårets vandreture

Der har været rigtig mange dejlige og solrige dage her i dette forår, og i det hele taget fint vejr i flere måneder til ture i omegnen, enten det har været i Nordjylland omkring Egense, eller i Egebjerg med skov og enge. Lige nu er det tiden, hvor bøgen er sprunget ud, og hvor der endnu er hvidt af anemoner i skoven og alt bliver grønt. Det er noget af den smukkeste årstid vi har.

Et voldsomt stormvejr kaldet Malik, hærgede en af de sidste dage af januar, og væltede store træer rigtig mange steder. På grusvejen ned til Rådved Kær, havde et stort træ lagt sig hen over grusvejen og spærrede for gennemkørsel. Vi ser også på vores ture i skovene, væltede træer mange steder. Det er ofte gigantiske træer med store rødder, der er væltet i stormen.
Midt i februar er der voldsomme oversvømmelser ved åer, søer og vådområder. Vi har aldrig set så høj vandstand i Hansted å eller i engene omkring åen. Her i maj måned har det været lige modsat med rent ud sagt tørke. En lang periode uden nedbør, så alt er knastørt.

Nogle af de første blomster der viser sig i naturen er Hestehov, Vintergækker og Erantis.
Det er livsbekræftende endelig at se farver og blomster efter vinterperioden.

Vi er så heldige at have både blå, hvide og gule Anemoner. Ikke ret mange blå, men de er der. Ellers er det ved Mariager fjord man finder de store områder med blå Anemoner. Den gule er almindelig her i Østjylland, desuden på Øerne, Bornholm og Sydøstjylland. Ellers sjælden. De hvide vrimler det bare med.

Også de første sommerfugle begynder at flyve rundt. En af de første vi ser er Citronsommerfuglen, men snart er der masser af Nældens Takvinge, Dagpåfugleøje, Kålsommerfugl og Aurora.
Der kommer også masser af fuglestemmer i skoven. Lærken hører vi allerede i februar.

Vi vandrer en tur i Pinddal Mose, og kører derefter til Mossø, Klostermølle og Sukkertoppen. 
Pinddal Mose ligger i Højlund Skov. Mosen kaldes også dødisens dybe dal. Det er fordi den i sin tid er dannet af en stor isklump eller såkaldt dødis, der har hindret materiale i at blive aflejret i hullet. Da dødisen omsider smeltede, efterlod den en lavning, som mange steder er blevet til søer og tilgroet mose.

Vi parkerer ved rutens start, som er på Grønskovvej, en sidevej til Klostermøllevej, og går den fine og afvekslende tur på knap 5 km. Vi passerer ganske rigtigt flere moseområder, som er mere eller mindre tilgroet. Der vokser blåbær flere steder langs ruten, og vi ser de første Citronsommerfugle og hører Spætten tromme tæt ved. Der er flere små søer undervejs, og fra en af dem hører vi en højlydt kvækken. Vi går ned til søen, og det viser sig, at her vrimler med frøer. Sikkert i gang med parring og æglægning.
Efter denne vandretur, kører vi hen til Klostermølle, hvor vi ser lidt på Gudenåen og de fine gamle røde træbygninger, som tidligere var en papirfabrik. Spiser frokost med udsigt til Mossø.

Til slut går vi op på toppen af den 108 meter høje Sukkertoppen. Heroppe er der en storslået udsigt ud over Mossø og Søhøjlandets smukke natur.

I Mulbjergene ved Dokkedal i Nordjylland må vi bare se, om den Oprette Kobjælde blomstrer, og det gør den heldigvis, så igen i år fascineres vi af de smukke blå blomster. Også den Nikkende Kobjælde er så småt ved at myldre frem.

Sidst i april går vi ad den 5 km. lange Præstegårds Stien ved Tebstrup. Et fint område, hvor vi har gået flere gange. Undervejs er der store flotte træskulpturer, som viser temaer fra Det Gamle Testamente. Eksempelvis Edens have, Abrahams hus og stalden i Betlehem.
Der er kommet helt nye skulpturer til, Adam og Eva samt Kain og Abel, der står på toppen af en nyplantet Folkeskov.

Hele året, går vi ture i det, der hedder “De fire enge”, som er Hansted Enge, Egebjerg Enge, Bygholm Enge og Horsens Enge. Det er fine områder alle sammen med en del forskellige ænder, gæs og småfugle. I maj går turen gennem Løvhøj skov som ligger i Horsens Enge. Her er der nogle gigantiske, gamle bøgetræer. Uden for skoven går der kvæg, som afgræsser et stort  område og holder det åbent for bevoksning. Ruten går igennem indhegningen, og der et et vældig flot piletræ her. Vi hilser på en flok køer med kalve og en stor basse af en tyr. Den er helt ligeglad med os, og har travlt med at klø sig i træernes tørre grene.

Det var bare nogle af de mange ture, vi har gået i årets første snart fem måneder. Heldigvis ligger der masser af oplevelser og venter på os derude endnu. 

Gartnerfamilien – Bjerregaard og Blicher-Olsen

En familiehistorie om Karens forældre, bedsteforældre, oldeforældre og onkler, hvor det at være gartner gik i arv.
Min far og mor var Peter og Sonja Bjerregaard, som havde gartneri i Gedved i 56 år. Det var på min mors side, at der var gartnere i tre generationer. Mine bedsteforældre var Hjalmar og Signe Blicher-Olsen, som havde gartneri i Lille Gedved / Gedved Ny-Mølle fra 1918 og indtil 1968, og mine oldeforældre var Niels Peter og Dorthea Blicher-Olsen, som boede i Havmarken ikke så langt fra Søvind.
Mest detaljeret fortælles om mine forældre Peter og Sonja, derefter et afsnit om Hjalmar og Signe, og til slut et afsnit om Niels Peter og Dorthea.

Peter og Sonja Bjerregaard
Gedved Handelsgartneri

Carl Peter Bjerregaard købte Gedved Handelsgartneri, på Egebjergvej 37 i 1943. Han var i lære som gartner fra 1937 til 1941, hvorefter han arbejdede som gartner i Silkeborg, Brabrand og i Skanderborg.  Han var elev på Beder Gartnerskole fra 1942-1943.
Peter var kun 21 år, da han købte gartneriet i Gedved af Gartner Nielsen. Det bestod dengang af et stort stuehus, 5 drivhuse der var bygget sammen af en forhal, et udhus, hvorfra der var nedgang til fyrkælder og endnu et par drivhuse. Endvidere 6 tønderland jord. Der var mistbænke i et stort område tættest ved drivhusene, hvor der bl.a. blev drevet grøntsager frem og senere udplantningsplanter. Glasrammerne til mistbænkene lå i store stabler, og blev lagt over om aftenen. Drivhusene blev i mange år opvarmet af et kulfyr. 

Peter Bjerregaard var yngste søn af Jens Karl Rasmussen Bjerregaard og Kathrine Marie Bjerregaard (født Pedersen). Han voksede op på Hedegården i Mollerup indtil han som 8-årig flyttede med familien til Sorring. Peter havde 5 søskende og 5 halvsøskende. I Peters familie var der mest gårdejere, hans far var gårdejer og mejerist, arbejdede i et par år på Boeslunde Andelsmejeri og havde været i Amerika i 3 år for at lære sig “mejerivæsen”.


I 1944 mødte han Sonja Blicher-Olsen, som han blev gift med i 1945. Sonja kom fra en gartnerfamilie, hvor der var gartnere i 3 generationer. De mødte hinanden da hendes bror Carlo holdt en fest derhjemme og havde inviteret “den nye gartner” i Gedved med. Sonjas forældre var Hjalmar Blicher-Olsen, (oldebarn til St. St. Blicher) og Madsigne – kaldet Signe Blicher-Olsen (født Simonsen i Vinderup). De havde et gartneri i Lille Gedved, kaldet Gedved Nymølle på Gedved mark, hvor Sonja blev født og voksede op.

Det var et stort og hårdt arbejde at få gartneriet til at løbe rundt. Allerede inden Peter og Sonja  blev gift, havde Peter 4 unge mennesker ansat på kost og logi til at hjælpe i gartneriet. Igennem de følgende år var der som regel ansat hjælp, enten fast eller som sæsonarbejdere. De sidste elever i gartneriet var i 1954, hvor de var på kost og logi, og boede i de to værelser på loftet. 

I en tilbygning til stuehuset, var der en ekstra lejlighed, hvor Peters mor Kathrine flyttede ind.  Hun blev enke i 1942, omkring den periode, hvor Peter købte gartneriet. Kathrine boede her indtil hun døde i 1957. Derefter blev lejligheden udlejet i mange år. Da det sluttede med at have lejere, blev der lavet adgang fra lejligheden til stuehuset, og den blev dermed en del af privaten.

I de meget tidlige år, havde de både hest, ko og gris. Hesten hed Prins og blev spændt for hestevognen, når Peter i de tidligste år under og efter krigen skulle på auktionen GASA i Horsens med sine produkter. Senere fik han bil. Omkring 1964 blev han tilknyttet GASA Århus i stedet for. Priserne her var bedre.
Alligevel var det ikke nogen “dans på roser”. Som eksempel kan nævnes, at blomster, der ikke blev solgt under auktionen, blev kasseret, og det skete ikke så sjældent. Hårdt for en i forvejen presset økonomi.

“Det var helt specielt at få lov til at komme med på auktionen fortæller Karen. Jeg husker når jeg var med far på auktionen i Horsens i 50’erne. Jeg skulle tidligt op, fik dog lov til at sove indtil han havde pakket bilen, så måske var jeg oppe ved fire-fem tiden om morgenen. Det var spændende at være med i auktionshallen og opleve salg under uret. Far fik altid kaffe, og jeg fik en spandauer, som var min største favorit, og en sodavand. Hvilken luksus 🙂 det var hele turen værd.”

Butikken
Sonja måtte ud over at sørge for husholdningen også arbejde i gartneriet. Der kom ofte folk fra byen, der ville købe grøntsager, og det var hende, der klarede salget. Det blev efterhånden til mere og mere salg, så i 1946 fik de lavet en indgang til kælderen fra indkørslen. Kælderen blev opdelt i en forretning og et stort arbejdsrum, og dermed var  butikken født.

I 1946 var Sonja på et binderikursus på Beder Gartnerskole. De solgte rigtig mange buketter, dekorationer og kranse, så det var vigtig læring. Det var Sonja, der stod for forretningen, både indkøb og salg. I de tidlige år købte de ind på auktionen, og solgte desuden potteplanter og afskårne blomster fra gartneriet. Senere begyndte der at køre en grossist rundt med en bil med blomster, som Sonja så købte varer fra. Det fortsatte indtil de lukkede butikken sidst i 90’erne.

Butikken var en meget vigtig indtægtskilde. Det var både lokale, der købte deres blomster her og salg fra forbipasserende, da der var en del trafik ad E10 gennem byen inden motorvejen blev etableret. Det var salg både til højtider, begravelser og til almindelig glæde ved at have blomster i hjemmet.
Det kunne godt være svært for Sonja både at skulle holde hus, passe børn og klare butikken. Uanset hvad hun var i gang med, måtte hun jo springe ned i butikken, når der kom kunder. Eneste dag der var lukket, var om søndagen. Men så kom kunderne bare op til døren og ringede på og spurgte om de kunne købe blomster. Og det kunne de jo som regel 🙂

“I 60’erne var det meget almindeligt at give blomster til konfirmation fortæller Karen, så det var altid en travl tid. Jeg husker min egen konfirmation, vi skulle tidligt op, mor havde bundet de mange buketter og skrevet kort om aftenen, så de stod klar til at blive bragt ud. Så kørte jeg med far rundt med blomsterne, derefter hjem og skifte til konfirmationskjolen, og være i kirken til kl. 10.”

En lille anekdote fra 1964. Den 10. juli kom Kong Frederik og Dronning Ingrid samt de tre prinsesser gennem Gedved og gjorde holdt ved plejehjemmet Nørrelide. Dér skulle en af de ældre overrække blomster til Dronningen og prinsesserne. Bestilling af buketterne gik til gartner Bjerregaard, og det var Sonja, der stod for at binde dem. Hun lavede 4 flotte buketter, hver til 30 kr. stykket (temmelig dyrt dengang), så nu mente hun med rette at kunne kalde sig Kongelig Hofleverandør 😊

Pariserroser, nelliker og meget andet godt
Der var 6 tønderland jord til gartneriet, og flere drivhuse. I de første år er der pariserroser og potteplanter. I 1950’erne gik både Connie og Karen ofte bag efter Peter i drivhuset og »tog fra« når han skar roser.

Pariserroserne havde han et stort hjerte for, og blev ved med at dyrke i flere år. De var så smukke, de små fine lyserøde roser. Selv om det er et sort hvidt foto, kan man godt se, at Karen står med favnen fuld af pariserroser. Flere gange blev der bundet brudebuket af pariserroser. Brudebuketten på billedet var til Karen Nielsen (født Balling), som var ansat hos Peter og Sonja i mange år, som elev i gartneriet allerede i 1954. Karen hjalp senere Sonja med at se efter børnene og hjalp til ved behov i huset i mange år. Det var jo ikke så enkelt at have små børn samtidig med at forretning, hus og gartneri skulle passes. Ingen af de tre søskende har været passet uden for hjemmet.

Dengang var der Chrysanthemum både inde i drivhuset og på friland samt Franske Anemoner, Levkøjer og Lathyrus. Chrysanthemum vedblev Peter at dyrke på friland.
Et par år omkring 1960 dyrkede han Koralranker. Det var en lidt besværlig men også spændende proces, for de skulle mørkelægges i perioder af døgnet for at komme i blomst. De var helt utrolig flotte, og gav også pænt på auktionen.

Der var også altid grønne planter og blomstrende potteplanter, blandt andet kongevin og efeu. Peter havde også en forkærlighed for kaktus, som han nu mest havde for sjov i et af husene.

I halvtredserne dyrkede han julebegonier, og havde som regel et helt hus fyldt, klar til at blive solgt op til jul både på auktionen og i butikken.
Sonja fortæller i sin dagbog, at et år gik det galt. Peter havde lært i sin uddannelse, at der skulle svovldampes hvert år, hvilket han så gjorde. Men et eller andet gik galt denne gang i processen,  for pludselig eksploderede luften i drivhuset, og alle ruderne sprang. Heldigvis var ingen personer derinde, men alle blomsterne blev ødelagt. Forsikringen betalte nyt glas, men blomsterne manglede de jo til julehandelen.

I de tidlige år blev der mest dyrket grøntsager på friland. Et år lavede han dog tulipanløg, så den sommer var også pigerne med til at nippe hovederne af blomsterne, så løgene kunne udvikle sig.  Altid jordbær om sommeren, men også løg og kål. Det stoppede dog sidst i 60’erne med grøntsager, det kunne ikke betale sig. Jordbærrene fortsatte han med nogle år, men til sidst var det kun til eget brug. Derimod var der udplantningsplanter/sommerplanter hvert forår i mange år. Et par år havde han tomater i et af drivhusene. Han prøvede ofte noget nyt. Engang var der meloner, og en anden gang agurker. Ikke i store mængder dog. Han ville gerne eksperimentere.

Indtil omkring 1970 satsede han på Nelliker. Der blev »knoppet« nelliker i lange perioder. Sonja havde syet et forklæde med en stor lomme, hvor man kunne lægge de sideskud ned i, som skulle fjernes fra nellikerne, så det blev til pæne store blomster. Det sluttede da han fik et parti planter, der var syge, så han måtte omlægge det hele.

Omkring 1972 plantede han Scabiosa på friland, og det var en blomst, han blev ved med at have lige til det sidste.

På den tid kom der også fresia i drivhusene et par år, og roserne begyndte at vinde indpas. Først Garnetroser, og senere kom de røde Illona, de gule Minigold og de smukke pink-røde Belinda roser. Nu blev der fuldt og helt satset på roser.

 

Fjerkræ og fugle
Helt fra 1943 var der en stor hønsegård på marken ude bag ved drivhusene. Senere byggede Peter et stort voliere tæt ved hønsegården, hvor han holdt forskellige prydfasaner, vagtler, agerhøns, duer og sikkert også andre slags. Et år var der også perlehøns, og en flok dværghøns, som var så tamme, at de gik ind i køkkenet. Desuden bure med små fugle, zebrafinker, kanariefugle og flere andre små fine fugle.

Her havde Peter også et år en stor flok kalkuner, som skabte lidt problemer hos naboerne ind imellem 🙂 når de var på visit i deres haver. I det hele taget var fjerkræ og fugle en stor hobby for Peter. Han var ofte til fugleudstillinger, tit sammen med Jørgen Hofland fra Gedved, som delte hans passion. 

Da jorden blev solgt fra, byggede Peter et stort voliere i haven og flyttede alle sine fjerkræ derind. Desuden havde han et stort bur til små fugle i forbindelse med pakrummet. Engang havde han 2 hvide ”trylleduer”, som han havde meget sjov ud af.

Blomsterudstillinger
Peter og Sonja var med ved flere store blomsterudstillinger gennem årene.
I 1962 var der en stor gartnerudstilling i Håndværkerforeningen i Horsens. Her havde Peter en stand med Kalanchoe og afskårne blomster – måske Chrysanthemum?, og fik ærespræmie for begge dele.

I 1977 var der en international Blomster- og Gartnerudstilling i Bella Centret i København. Her havde Århus Rosengartnere en stand, og dermed også Peter. Han havde en afdeling af standen med små fine gule roser Minigold, og fik Guldmedalje. Hele Rosensektionens stand fik Dronningens æresmedalje.

I Oktober 1978 var der igen blomsterudstilling. Denne gang på GASA i Århus, hvor de igen havde en stand med roser. De satte den selv op om aftenen og dagen efter lukkede de butikken og kørte til Århus til åbning af udstillingen. Peter fik denne gang en fin vase som præmie.

Jord sælges fra
I 1963 solgte de det yderste jord fra til kommunen. Der blev bygget parcelhuse herpå og vejen Højbovej blev anlagt.

I 1984 købte kommunen igen jord. Denne gang inkluderede salget også jorden, hvorpå de store drivhuse lå. På den jord skød i øvrigt senere andelshusene op.
Tilbage var der nu kun jorden op til Højvangsvej samt nogle få drivhuse. De store drivhuse blev fjernet. Så var det slut med at dyrke roser. Planterne blev solgt til ”afhentningspris”, 3 kr. stykket, hvilket blev et tilløbsstykke 😊 så de var hurtigt væk.

40 og 50 års jubilæer
I juli 1983 holdt de 40 års jubilæum. Der kom en fin artikel i Horsens Folkeblad, og der blev holdt reception i butikken for kunder og venner.

På dette tidspunkt sagde Peter til avisen, at han skar, sorterede og pakkede omkring 10.000 roser hver uge ene mand. Det var blevet for dyrt at have ansatte, så de måtte selv klare det. Derfor var der heller ikke ret meget tid til fritid, og ferie var et stort set ukendt begreb.
Der blev holdt en stor familiefest i denne anledning, hvor der blev taget et familiebillede i haven.

I 1993 holdt de 50 års jubilæum, og også denne gang var der en fin artikel samt billede i Horsens Folkeblad.

Haven
Haven var en af Peters private stoltheder. En kæmpestor, dejlig have, der hvert år blev plantet til i bede og langs kanter med smukke sommerblomster, og ellers holdt på forbilledlig vis. Altid var han i gang med at slå græs, plante og luge. Lave nye bede, havebassin eller vedligeholde det store voliere til sine elskede fjerkræ. Haven var et væld af blomster hver sommer.

I oktober 1984 skete der en katastrofal og uhyggelig ting, udhuset brændte ned til grunden om natten. Det var meget voldsomt, og alt hvad der var i udhuset brændte eller blev ødelagt. Det var bl.a. alle redskaber og maskiner. Fuglene, som var i et indendørs voliere i forbindelse med huset, døde også af varme og røg. Det var frygtelig sørgeligt og skræmmende at se resterne af brandtomten.
Heldigvis skete der ikke noget med stuehuset.
De fik opbygget et nyt og bedre udhus, hvor der også blev garage til bilen. Så de ”rejste sig” endnu engang.

Fra 1984 og stort set helt frem til 1999, hvor de solgte huset, drivhusene og det sidste jord, drev de gartneri i en lidt mindre målestok. Der var stadigvæk et stort drivhus tilbage samt et par mindre, og i det store blev der i flere år dyrket Primula hvert forår. På jorden dyrkedes der fortsat Scabiosa, og der var nu også plantet en del frugttræer. Butikken var stadigvæk en stabil indtægt, men det blev sværere og sværere at konkurrere med supermarkedernes priser på blomster, og antal af kranse og buketter til begravelser eller til festlige lejligheder var for nedadgående.

Efterskrift
Efter 56 år med gartneriet, flyttede Sonja og Peter ned på Skovvej 14 i Gedved, hvor de havde købt et hus. Peter blev desværre dement, sygdommen var allerede startet inden de solgte gartneriet, og han kom til slut på plejehjemmet Skovly i Hovedgård, hvor han døde i 2006. Sonja boede i huset på Skovvej og klarede sig selv, hus og have indtil sin død i 2014.

 

For at lette forståelsen af familierelationerne har jeg lavet dette skema:

Hjalmar og Signe Blicher-Olsen
Hjalmar var i lære som gartner i Lund og ved Direktør Siegumfeldts gartneri i Hellerup. 1910-12 var han på gartnerkursus i Charlottenlund og aflagde 1912 prøve for gartnere på Landbohøjskolen. Hjalmar og Signe mødte hinanden hos Siegumfeldt, hvor Signe var i huset på samme tid, som Hjalmar var gartner der.
I 1918 blev han gift med Signe og de overtog en ejendom på 6 tdr. land i Gedved, hvor Hjalmar begyndte gartneri. Mest friland, men senere byggede han drivhuse. Han kørte til Horsens med hestevogn, hvor han solgte sine varer på torvet.

Hjalmar og Signe fik 4 børn, 2 sønner og 2 døtre. Begge brødre, Carlo og Ib blev udlært gartnere hjemme hos faderen, Sonja blev så gift med en gartner og den yngste Gerda, blev sygeplejerske og flyttede til Norge.

Brødrene Carlo og Ib rejste sammen til Syd Afrika i 1950, hvor de begge arbejdede som gartnere. Carlo indtil 1953, hvor han rejste hjem. Arbejdede et år som anlægsgartner i Stockholm og rejste derefter igen til Syd Afrika. I 1957 kom han hjem og overtog faderens gartneri, hvor han specialiserede sig i chrysanthemum. Hjalmar og Signe blev boende og arbejdede i gartneriet og i huset indtil de i 1968 flyttede til Hansted Hospital.
Carlo havde gartneriet i Lille Gedved i en del år. Senere drev han gartneri flere steder i omegnen af Gedved. Han kom på plejehjem i Brædstrup, hvor han døde.
Ib blev gift med Jean Burnett i Syd Afrika, hvor han bosatte sig og arbejdede som anlægsgartner i mange år. Ib flyttede hjem til Danmark i sine sidste år, og døde i Gedved.

 

Niels Peter og Dorthea Blicher Olsen
Hjalmar Blicher-Olsen kom selv fra en gartnerfamilie. 
Hjalmars far hed Niels Peter Olsen. Han var gartner på den lille herregård Tyrrestrup i Søvind sogn. Niels Peter blev gift med Dorthea Margrethe Blicher, barnebarn af St. St. Blicher. De boede på Dortheasminde i Toftum på Havmarken 4, Niels Peter var gartner på Tyrrestrup Mark. De fik 7 børn, hvoraf de fire blev gartnere.

Dortheas bror Peter Daniel Blicher blev gift med Knudsine Mathilde Andersen. Peter lærte gartnerfaget hos sin svoger Niels Peter. Peter Daniel var gartner i Boulstrup i Randlev sogn, og senere ved herregården Gersdorfslund i Halling sogn.

Hjalmars tre “gartner-brødre” var:
Ole Hans Marius Blicher Olsen, som blev gift med Laura Margrethe Lassen. Marius var i 1894 gartnerelev i Horsens, arbejder senere som gartner i Sorgenfri og Hørsholm. Marius arbejdede ligesom Hjalmar hos Sigumfeldt i Hellerup. Senere flytter de til Hansted, hvor han var gartner ved Hansted Hospital. Her boede Marius og Laura til deres død.
Et af Marius og Lauras børn, Ella Blicher Olsen, blev gift med Erford Bruno Kagel. Erford blev udlært gartner i Kokkedal, Vedbæk og Skovshoved og arbejdede derefter som gartner.
Indtil 1940 havde de egen forretning med grønt og blomster i Hørsholm. Efter krigen var han anlægsgartner indtil 1975.

Steen Steensen Blicher Olsen blev gift med Mary Petra Pedersen. Steen var i 1907 gartner på Toftum mark ved Søvind. Fra 1918 havde han sit eget gartneri.
Steen og Marys søn – Steen Steensen Blicher Olsen (også kaldet “lille Steen” :-)) blev gift med Gerda Magdalene Hansen. Sten blev uddannet gartner. Fra 1937 drev han sit eget gartneri. I starten med bærfrugt og tulipaner. I 1938 byggede han det første drivhus og senere kom flere til. 1963 solgte han 2 tdr. land fra til udstykning, hvorefter han drev drivhusgartneri indtil 1973,

Fransisco Blicher Olsen blev gift med Kirstine Dorthea Jørgensen. Også han blev udlært gartner og overtog faderens ejendom, hvor han drev gartneri.


Sidst men ikke mindst
Det har været sjovt og interessant at dykke lidt dybere ned i denne familiehistorie. Jeg er kommet langt omkring og set masser af gamle billeder og dokumenter igennem. Heldigvis har familien været gode til både at fotografere i en tidlig tid, hvor det ikke var så almindeligt, og som en meget vigtig ting, været gode til at bevare dem for eftertiden. Jeg har haft uvurderlig nytte af min mors store erindringsbog, hvor hun fortæller levende om sit liv.
Også slægtsbogen: Slægten Blicher, om Steen Steensen Blicher og Juliane Berg, forfædre og efterkommere, udgivet af Dansk Slægtshistorie i Kjellerup 1983, har været en god kilde

Patchwork og strik

Der har været en smule gang i håndarbejdet i det forløbne år.  Det er mest blevet til mindre projekter, men godt at få brugt nogle rester fra stofbunken. Desuden har jeg øvet mig i nogle processer og fordybet mig i et par gode bøger, som jeg har fået.
Fra Cathrine Staal Axelsens bøger: Håndquiltning og patchwork samt: 5 sjove tasker, har jeg leget lidt med at sy poser, net og toiletpunge.

I julegave fik jeg Rikke Mørk: Snedige symaskineteknikker. Det er en ældre bog, som jeg længe har ønsket mig. En klassiker, som giver en masse gode tips og informationer. Ved at følge råd og vejledning fra bogen finder man ud af, hvor vigtigt det er at være omhyggelig med at skære eller klippe sine stoffer ud meget nøjagtigt. Kurven kan bruges til klemmer, med en hank, der kan knappes af og på. Idé og mønster fra Håndquilting og patchwork af Cathrine Staal Axelsen. Lidt hyggeligt at bruge nogle af de gamle stoffer, som jeg har arvet fra min mor, de vækker minder om kjoler til hende selv og til min søster og mig.
Den lille stofpose er syet af noget af det stof vi købte i Sverige i sommer og et gammelt dynebetræk.

En af de lidt større ting jeg har syet i sommerens løb har jeg ingen billeder af. Men vores søn og svigerdatter i Skanderborg fik mig til at sy betræk til hynder og puder til deres terrassemøbler. Det endte med at være et større arbejde, men alt gik fint, og de blev glade for resultatet.

Vores søn og svigerdatter i Sydney ønskede sig nye dækkeservietter, så jeg fik syet 6 stk + en lille ekstra pose, der kan bruges til at holde blødkogte æg varme, eller til et par stykker ristede brød. Nåede at få det med i julepakken.
Som noget nyt har jeg forsøgt mig ud i at sy små hjerter. Enten til at hænge på juletræet, eller på en gren eller lignende. Mønster har jeg købt hos Hannes patchwork, og hjerterne er lette at sy. 

Strikkepinde og hæklenål har også været i sving. Jeg strikker karklude og små håndklæder, samt hækler grydelapper, når jeg har brug for lidt afslapning om aftenen. Det er enkle og lette projekter. Nu har jeg efterhånden en lille bunke karklude; men klude kan man ikke få for mange af. Der er også igen blevet strikket sokker som kalendergave til børnebørnene i år.

Efterår, sne og sandelig endnu en elg

Oktober og november har været forholdsvis milde. Vi har været i Egense helt indtil midt i november. Gået masser af ture i områderne: Klosterskoven, Dokkedal, Lille Vildmose, langs Kattegats kyst og Limfjorden. Der er som altid Knortegæs og vadefugle i fjorden på denne tid af året. Vi har slet ikke set eller hørt nogen edderfugle i år.
Der har været ekstrem højvandet langs kysten og langt ind på markerne.

Vi er heldige at se en elg i Lille Vildmose. Der holder en bil i vejkanten, så det gør vi også. Elgen fouragerer i birkekrattet ved vejen, og går derefter stille og roligt ud på vejen, forbi de nu indtil flere holdende biler, og forsvinder ind i krattet igen. Den passerer vores bil så tæt, at vi kunne have rørt den ud gennem vinduet 🙂 En helt speciel oplevelse. Samme dag ser vi også traner, en stor flok grågæs og tårnfalk.

I skov og mark har der været fine svampe, så det blev en hel udfordring at finde ud af arterne.

December starter med et drys af sne. I Nordjylland er det ikke kun et drys; men decideret snestorm og lukkede veje. Det meste af måneden er dog mild og uden hvidt nedbør, men lige omkring jul får vi det smukkeste julevejr til at runde året af på.

I Egebjerg enge samles ænder og et par svaner sig i det endnu isfri vand.

Vi ønsker alle et rigtig godt nytår med håb om at coronasmitten aftager, og at der bliver normale tilstande i Danmark og i landene omkring os.

 

Vandfald i stride strømme

Vandfaldstur til hele 16 store Svenske vandfald i sensommeren.

Teltet og soveposerne er pakket, ja faktisk er hele bilen fyldt godt op!! Vi er nu, sidst i august, endelig på vej til Sverige og Norge. Norge bliver dog droppet i løbet af ferien. Der opstår usikkerhed om coronaproblemer, så vi holder os til Sverige. Det betyder desværre at bl.a. en planlagt tur til øen Vega og fjeldene De Syv Søstre, må blive en anden gang.

Den første aften overnatter vi i Våmåbadet, og her er der en virkelig fin og sjov udstilling ved et hus tæt derpå. En total retrooplevelse med benzintank og bil, samt en saloon i bedste amerikanske stil med et væld af små sjove detaljer. Der er nogen der rigtig har hygget sig med at lave alt det, og et kæmpe arbejde!

Efter 2 dage er vi i Gäddede i det nordlige Jämtland. Vi kører ad Villmarksvägen, og har udset os nogle seværdigheder undervejs.

Første seværdighed på turen er Hallingsåfallet, et imponerende vandfald, der har et fald på 40 m, hvorefter Hallingsån fortsætter gennem Sveriges længste canyon på ca. 800 m. Vi kører ad en lang grusvej indtil de sidste 2-3 km. Her parkerer vi og følger en sti langs elven op til vandfaldet. Udsigtsplatformen over for vandfaldet er lukket af pga fare for skred, så vi må beundre og fotografere vandfaldet fra andre vinkler. Vi er heldige med, at der er sol af og til, hvilket skaber en smuk regnbue i vandstøvet fra faldet. Man kan også vælge at køre helt op til vandfaldet, så her er pludselig en del turister.

Næste dag går det op forbi Store Blåsjön til Lia Ranch i Ankarvattsliden. Smukt sted at campere, fredeligt ved en stor sø. Vi er sent på sæsonen, så der er ikke nogen af de campingpladser vi overnatter på, der er overfyldte. Tværtimod oplever vi for det meste, at vi er det eneste telt. Det er campervans og campingvogne, der dominerer pladserne.

Undervejs mod Ankarede er der lige et vandfald vi må se: Bråkkåfallet, som er tæt ved vejen i en høj canyon. Imponerende.

Ankarede ligger lidt afsides og er et specielt sted, for her har samerne samlet sig så længe man kan huske og gør det stadigvæk. Ved midsommer, til bryllup, dåb eller bare for at mødes. Her er et smukt kapel og en masse velbevarede trækåter. Desuden en café med skønne hjemmebagte cremeboller 🙂

Der er flere vandreruter her, men vi tager den 4 km. lange rute langs Lejarälven ud til vandfaldet Lejarfallet. Som de fleste steder her i Sverige, er der lagt spanger (træplanker) ud ved specielt våde og mudrede områder. Så fint! Vandfaldet er imponerende og bliver fotograferet både nedefra og oppefra. Vi når lige kaffe og kage ved cafeteriet inden lukketid 🙂

Det har været en flot dag med klar himmel og sol – hvilket også betyder en kold nat med temperaturer under frysepunktet. Så – der er is på teltet om morgenen, og en smuk rimtåge ud over søen.

Nord for Store Blåsjön ligger Naturreservatet Bjurälven med en spændende og helt unik vandrerute gennem Bjurälvens Karstområde. Elven her løber delvis gennem underjordiske kalkbjerge. Karst er benævnelsen på det meget specielle landskab, der dannes på kalkbjerge med helt eller delvis underjordisk vandløb. Forudsætningen for det dramatiske karstområde langs Bjurälven er tre: kalkbjerg, sandjord og vand. Bjerggrunden her er usædvanlig kalkholdig og oven på det findes et tykt lag sand, som har ligget her siden istidens is smeltede. Når kulsyre reagerer med bjerggrunden og dermed underminerer sandjorden, opstår der fascinerende former og huller, som kaldes Doliner. Der opstår også grotter. Doliner er et nyt ord for os, det er tragtformede huller, hvor det underjordiske vandløb har opløst kalkstenen og dermed falder det overliggende jord/sand ned og føres bort med vandet. Der findes her mere end 300 Doliner. Den største er 20 m. dyb og ca. 50 m. i diameter. Vi ser den, der skulle ligge evig sne i bunden, men kan faktisk ikke se bunden… Vi ser rigtig mange doliner i alle mulige størrelser. Også flere mindre grotter undervejs.

Vi runder ude ved det såkaldte Colleseum, hvor vi spiser frokost med en flot udsigt ud over »Blinda Dalen«, og fortsætter turen tilbage.

Ved slutningen af den 6 km. lange rundtur, får vi øje på Grytrennän. Et stort tørlagt stykke af elven, 100 m langt og op til 7 m bredt med en række store og små skulpturerede skålforme i klipperne. De er formet gennem tusinder af år af sten og strømhvirvler. På store områder er der også fine muslingeformede mønstre/aftegninger på klipper og sten – kaldet facetter – som også er dannet af vand og småsten samt det faktum, at den letopløselige kalksten sammen med kulsyren i vandet har opløst stenene. Måske har denne rende engang været en vandfyldt grotte eller tunnel, hvor taget nu er borte. (Kilde: Karstlandskab i världklass, Bjurälvens väg över och under jord. Udgivet af Natur och Kultur i Jämtlands Län). Sikke en spændende tur med masser af gode informationstavler undervejs.

Vi er tæt på den norske grænse her og undervejs på den 3 kilometer vandring før vi kommer til rundturen ved Naturreservatet, er der information om, hvordan flygtninge fra Norge gik denne vej ind over grænsen til Sverige under 2. verdenskrig. Ude ved P-pladsen ligger gården Leipikvattnet, og her har været beboelse siden 1800-tallet, og gården er stadigvæk i brug.

Næste dag fortsætter vi ad Villmarksvägen. Passerer igen et flot vandfald Gaustafallet, som ligger tæt ved vejen. Vandfaldet har været med i filmen Ronja Røverdatter, så det var lidt specielt at se. Canyonen her havde voldsom stejle sider, som virkede lidt truende, når man står lige under dem.

Vi er nu kommet op til det sydlige Lappland, og når Stekenjokk – vejens højeste punkt på 876 moh. Dagen i dag er pivkold – 7 grader – våd og blæsende. Alligevel må vi ud at se stedet, som også er et stort mineudvindingsområde og græsningsområde for rener. Her er milevid udsigt 360 grader rundt.

I Klimpfjäll må vi ind og se Norgesfarargården. Det var den første gård der blev bygget i Klimpfjäll i begyndelsen af 1800-tallet. Det har været en driftig gård op gennem tiderne med forskellige ejere. Her var også senere en slags gæstgiveri for de ”handelsfarere”, der skulle til Norge, deraf navnet. I perioder har den desuden fungeret som skole.  Nu er den et meget interessant og fint museum, og der er en hyggelig cafe der serverer kokekaffe og kanelboller, eller vafler hvis det er det man ønsker.

Inden vi kommer til Saxnäs kører vi ad en grusvej op til Fatmomakke, en samisk kirkeby som ligesom ved Ankerrede har været og stadigvæk er et samlingssted for samere. Kirken bliver stadigvæk brugt. Der er desværre et rigtig dårligt vejr da vi er her. Det regner og det er koldt. Så vi haster lidt rundt. Ser de mange fine trækåter, hvoraf en er åben. Et fint forrådskammer der står på pæle, et velbevaret hus, Länsmannsstugan, hvor lensmanden og præsten boede sammen i 1850. Og ikke mindst den fine kirke, som heldigvis er åben. Her er den fineste døbefond lavet af en birkeknude, samt en speciel malet altertavle.

I Saxnäs lejer vi en lejlighed på vandrehjemmet – det er for træls med telt, kulde og regn. Vi trænger også lige til at have en aften i varme og tørvejr.

Temperaturen næste dag kommer ikke over 8 grader. Vi er kørt videre og stopper nu ved det berømte og vældig imponerende Trappestegsforsen. Det er virkelig de mest imponerende ”trappetrin” som vandet fra Kultsjön fosser nead. Det begynder desværre at regne igen.

Næste vandfald er Dimforsen, lidt længere nede ad Kultsjön. Vi parkerer ved vejen og går ad en sti med masser af trærødder ned til et flot udsyn til fossen. Her er i øvrigt også dejlige modne tyttebær.

Ved Stalon følger vi et skilt op til en udsigt. Og herfra kan man rigtignok se langt omkring. Der er lidt råkoldt, så turen går videre mod Kittelfjell. Vi har udset os en campingplads her, men den viser sig at være ret så ucharmerende. En helt ny plads med grus overalt, stadigvæk under opførelse og med en del campingvogne. Ikke et græsstrå at se! , så vi fortsætter til Grönfjäll. Her er der også en plads, men heller ikke her satser man på telte. Da vejret bestemt ikke er blevet bedre, lokker det med en hytte. Vi er sent på sæsonen, så er det forholdsvis let at leje hytte. En dejlig hytte er det, med eget køkken og toilet, soverum og stue til 550 svenske kroner, så det bliver til to dage.

Vandreruterne her findes lige uden for døren, så det kan ikke være meget bedre. Den første dag går vi en tur i omegnen, følger en scootervej et stykke og går et stykke ud ad en grusvej inden vi laver aftensmad. De vanker en øl om aftenen 😊

Næste dag bliver brugt på en fin fjeldtur op gennem skoven og videre ind gennem en lang, frodig dal langs elven Grantonbäcken. En let tur uden stigninger ind gennem dalen. Vi finder en masse dejlige blåbær, så en posefuld kommer med tilbage til müslien næste morgen. Vi er også så heldige at finde en lille håndfuld multebær, de er ellers færdige alle steder, men her var lige en gruppe efternølere 😊

Plukker også kvan, som senere bliver hængt til tørre i bilen og nu herhjemme er forvandlet til et snapseudtræk.

Vores næste base er Dikanäs. Den udsete campingplads er lukket, men efter at have ringet til ejeren, får vi mulighed for at slå telt op alligevel og sørge for os selv. Får anvist nøgle til servicebygningen, så alt er fint. Og vi har virkelig det hele for os selv 😊

Om eftermiddagen kører vi op til Matsdal og Kanan. Vi er blevet lokket af en beskrivelse af Bullerfallet, som skulle være et vandfald i Vilhelmina kommunes måske smukkeste canyon. Vi finder skiltet, og starter på turen. Her mangler der lige lidt af Sveriges fantastiske ”spanger”, men heldigvis ikke et problem for os. Ret hurtigt kommer vi til et stykke af elven, hvor vi pludselig skal vade! Nå, men det gør vi så, og fortsætter turen indtil vi kommer til et mindre vandfald. Her har en gruppe piger tændt bål og sidder og hygger. Vi fortsætter op gennem skoven. Kommer langt op!! Da vi opgiver og vender rundt, finder vi på vej tilbage den rigtige sti ned til Bullerfallet. Også her har vi antydning af regnbue i vandstøvet, her er fint, så vi sidder et stykke tid og nyder det, inden turen går tilbage til bilen. Ved vadestedet er vi lige lidt dovne og springer igennem uden at tage støvlerne af… hmmm… de var våde indtil næste dag efter det stunt.

Lige ved campingpladsen er der en flot elv, Dalsån. Vi kan se et vandfald fra vejbroen, så vi følger en grusvej derop. Det er også fint, men der er bygget et lille vandkraftværk ved vandfaldet, så det er lidt svært at få et fint udsyn ud over vandfaldet.

Næste camping bliver i Vilhelmina. Pladsen er ubemandet på nær et par timer sidst på dagen, og her er det ikke nogen dejlig og stille nat der venter os. En gruppe udlændinge fra byen holder pladsen vågen til efter midnat med høj musik, sang og råb. Ved halv tre-tiden om natten starter de igen ude på vejen, så det var virkelig ikke nogen god oplevelse.

Videre gennem Strömsund og ind mod Valsjöbyn kun få kilometer fra norske grænse. Vi er nu kørt ind i Jämtlând igen. Her slår vi lejr på en hyggelig fiskecamp ved søen Rörvattnet. Vejret er varmt og dejligt, vi sidder ude i fint solskin og spiser aftensmad.

Dagen efter er igen en vandfaldsdag. Vi starter med at køre ind til Rötviken og dreje ind mod Ansättåns canyon. Her er der hele tre vandfald: Storforsen, Källarforsen og Broforsen. Elven Ansättsån løber faktisk ud i vores sø Rørvattnett ved campingpladsen.

Vi går ad en grusvej og møder først Storforsen, som styrter lige ned i en stor dam. Lidt længere oppe i canyonen er det Källerforsen. Den har ikke så brat et fald, men er næsten vildere og breder sig ud over klipperne inden den forsvinder ned i elven. Sidste på denne vandfaldstur er Broforsen. Der er en lille bro over elven, hvor canyon’en er smallest og meget dyb. Broen har været anvendt som overgang i mange år. Lidt højere oppe ad elven er der blankslebne huller og jættegryder.

Vejen her kaldes Fiskevägen, og der er vitterlig mange søer, elve og vandløb her. Undervejs videre til Haslingsåfallet gør vi holdt og spiser frokost ved Toskströmmen. En elv som er kendt via forfatteren Hans Lidmans bøger, som vi har flere af derhjemme på hylden. Hans Lidman var blandt andet passioneret fluefisker.

Hasslingsån er næste stop. Vandfaldet her er også en slags trappetrins-vandfald og meget imponerende. Vi går længe rundt på stenene, her er meget smukt.

Sidste vandfald i dag er Rengsfallet, som vi finder helt oppe ved Valsjöbyn. Vandfaldet her er bredt og mægtig. Det har styrtet ned på denne måde i 9000 år siden sidste istid, og kaldes også for Hotagens Tännforsen. Der er vandstær her, og vi ser den også. Det siges, at den dykker ind gennem faldet og bor bag vandfaldet. Der er også hele 6 rødstrubet lom i søen neden for faldet.

Det var en stor vandfaldsdag i dag. Om aftenen har vi bestilt en hjemmelavet elg-burger i restauranten på campingpladsen. Mums, og en værdig slutning på en fin dag.

Næste dag kører vi ned til Krokum og videre ad E14 mod Norge. Vi kører igennem Åre, som er et stort skisportssted med store boligområder med etagebyggeri. Helt mærkeligt at se efter alle de små almindelige byer vi ellers er kørt igennem. Men det er også Sveriges alpine centrum. Videre gennem Duved, hvorefter vi drejer fra. Et stykke inde er Tännforsen, som er et af Sveriges største vandfald. Det falder 38 meter og er 60 meter bredt, så det er virkelig stort og mægtigt.

Det blæser lidt i dag, så vandstøvet fra faldet går lige mod os og gør kameralinserne våde…. Men sikke et flot syn, vi har også her fornøjelse af regnbue i vandstøvet, endda en dobbelt regnbue.

Det er et turistpræget sted, for første gang oplever vi, at vi skal betale p-afgift for at holde på parkeringspladsen. Vi tager en time til 30 kr, og når kun lige akkurat at se og fotografere det hele. Frokosten spiser vi et andet sted, vi vil alligevel ikke betale for at få lov til at spise vores egen mad…

Vi kører nu lidt sydover og målet er Vålådalen. Undervejs er der lige endnu et vandfald på vores vej, Vålåfallet 😊

Turen hernedad er lidt nostalgisk, vi var her engang for mange år siden, hvor vi havde combicampen med.
Camperer ved Fångåmon og går en lille tur om aftenen ned mod Ottsjön. Det er ved at være tidligt mørkt om aftenen, så vi må tilbage til teltet i tide.

Det går fortsat sydover. Mod Svenstavik og Tänna, hvor vi kører ad vej 3ll ned mod Särna. Det viste sig at være en ret så kroget vej med masser af sving og bakker. Men et flot område med store sletter, skov og vådområder. Vi ser endelig et par spredte rensdyr undervejs her. Kører igennem Sveriges højest beliggende by Högvålen, 955 moh. Vi holder ind ved et Loppis – og det viser sig at være et godt valg. Et hyggeligt sted, hvor et privat hjem er næsten forvandlet til loppemarked med – som ejeren fortæller – arvegods fra familien. Vi finder et par ting her, som vi køber og får en pose æbler med til billige penge oven i handlen. Der vrimler med Loppis-skilte langs vejene i Sverige! Mange er dog lukket for sæsonen, og mange er helt små og med rent ud sagt ikke særlig interessante eller gamle ting.

Undervejs ser vi også en flok traner på en mark.

Vi slår det meget våde telt op i Särna. Det er heldigvis hurtigt tørt, så alt er godt. Pladsen her er også lukket, så vi må vente til i morgen med at betale for overnatning.

Næste morgen er målet Sveriges højeste vandfald, Njupskär, med et frit fald på 70 meter. Vi så det første gang i 1975, og vi har glædet os til at skulle se området igen. Vi kan selvfølgelig ikke huske den mindste lille smule!! Desuden er det blevet en stor turistattraktion, der er en kæmpestor p-plads, og rigtig mange mennesker her. Det ligger i Fulufjällets Nationalpark, hvor der er rigtig mange vandreruter.

Vi er heldigvis tidligt på færde, så turen på omkring 1 kilometer ind til vandfaldet har vi stort set for os selv. Der er arbejde i gang med at forbedre gangbroen helt ind til vandfaldet, så den vej er desværre lukket. Alligevel er der et flot udsyn til vandfaldet her fra den eksisterende bro. Erik er inde over stenene og kommer lidt tættere på faldet. Det er et flot syn. På vej tilbage vrimler nye turister til….

Vi fortsætter sydover, passerer Mora og Malung. Ved Bunkris er det tid til frokost, og helt tilfældig stopper vi ved et stort trætårn, som vi ser og tænker at det ser helt specielt ud. Det viser det sig også at være. Det er et brandtårn, 24 m højt, og da det er placeret ca. 600 moh, er der en utrolig udsigt ud over skovområdet omkring. Det er også det, der har været hensigten med tårnet, hvor en brandvagt havde mulighed for at opdage brande i det store skovområde, hvor der i 1800-tallet blev en øgende efterspørgsel efter tømmer, og dermed også vigtigt at have kontrol over skovbrande. Tårnet blev bygget engang i 1890’erne.

I byen Älvdalen forsøger vi også at huske tilbage til 1975, men også denne gang uden held. 😊

Vi går en tur i byen og køber en is og en sjov lille container til te og sukker lavet af birketræ og birkebark i en genbrugs/loppemarked butik.

Vi kører helt til Sunne, hvor vi camperer på en KÆMPE-plads! For første gang får vi tildelt et nummer, hvor vi skal slå teltet op. Her er VARMT!! – så natten kan indtages uden alt det ekstra udstyr 😊 som lagenposer, tæpper og ekstra sokker….

Sidste dag, tager vi en lille omvej ned til Göteborg, og kører ud til Ekenäs, hvor vi aldrig har været. Tænkte det kunne være fint at se lidt af Vänern. Men ak, vejen er lille og snoet, og der er ikke noget vand at se overhovedet undervejs ned til Ekenäs. Selv ikke hernede ved spidsen, kan vi se ret meget af søen. Dog en fin tur frem og tilbage, igen med et par traner på en mark, men også en lidt træt chauffør efter den lille, snoede vej. Han så ikke ret meget andet end vejen…

Færgen går fra Göteborg, og vi er hjemme i Egense ved halv ni-tiden. Mætte og glade efter en dejlig ferie.