Kuring-Gai – Putty Beach og The Bassin

Kuring-Gai fra Berowra til Mount Kuring-Gai
Nationalparken Kuring-Gai har vi fornøjelsen af at udforske i to omgange. Vores første tur er en vandretur fra Berowra langs floden Hawkesbury River til Mount Kuring-Gai Station. En tur på ca. 9,4 km. med benævnelsen ”hard track”.Vi tager toget fra Sydney til Berowra, en lille by, der ligger lige i kanten af Kuring-Gai Nationalpark. Der er ikke langt at gå fra stationen, før vi kommer ind på ruten. Her møder vi vores første store Lace Monitor Lizard, en pæn basse, der vralter ind i buskadset. Vi ser et par stykker mere undervejs.

Det er en meget varm dag. Nok 30 grader i skyggen her i dalen, måske endda mere. Det føles i hvert fald sådan! Turen ned mod vandet – Hawkesbury River – er ret så stejl med et fald på omkring 500 meter, og med mange, mange trin, så vi er taknemmelige for at det trods alt går nedad.
Da vi endelig kommer helt ned, snor stien sig langs vandet, op og ned i et meget grønt og til tider tæt område. Spændende og udfordrende tur. Et sted skal vi kravle lidt på klipper for at komme over en lille bugt. Omtrent halvvejs spiser vi frokost på nogle sten i kanten af floden, med smukt udsyn til begge sider.
Ind imellem er der en del edderkoppespind, med nogle langbenede krabater i midten af spindet. Her er også blomster og en del fugle. Endnu engang hører vi dog flere end vi har held af at fange i kikkerten.

Der er rigtig meget aktivitet her på floden. Meget populært sted for alle slags både, med og uden sejl. Mange ligger ankret op her, fisker, bader eller bare nyder det. En speedbåd suser også forbi. Vi fortsætter ad ruten, som går op og ned i skoven, hele tiden langs vandet.

Efter en kort bordwalk og en flot udsigt til begge sider af floden ved Cowan Creek, drejer vi i for alvor ind i skoven, og så går det opad mod Mount Kuring-Gai. Denne opstigning er lang, dog ikke så brat som nedstigningen fra Berowra var, men det er hårdt nok, især i denne varme. Vi drikker vand det bedste vi har lært. En lille Wallabi hopper forskrækket ind i buskene da vi kommer forbi. Der er flere gode udsigtspunkter undervejs op.

Sidst på eftermiddagen når vi op til Mount Kuring-Gai. tager herfra toget til Sydney, og videre med bus hjem.
Vi er stadigvæk svedige, da vi kommer helt hjem, så det gør bare godt med en svømmetur i poolen.

Putty Beach og Bouddi Nationalpark
Bouddi National Park ligger ikke ret langt fra Kuring-Gai Nationalpark. Vi kører med bus til Palm Beach, et rigtig smukt sted nord for Sydney, med en skøn badestrand og flere vandreture. Især op til det fine gamle fyrtårn Barrenjoey Lighthouse bygget af sandsten i 1881. Herfra er der en formidabel udsigt ud over havet.

Vi sejler med færgen fra Palm Beach til byen Wagstaffe. Mens vi sejler ser vi rigtig mange store, flotte villaer med en super beliggenhed enten langs kysten eller oppe i skovområderne.
I Wagstaffe tager vi bussen til Killcare, og går til sidst ned til campingpladsen ved Putty Beach, der ligger i Bouddi National Park.

Vi har forudbestilt og betalt en teltplads her. Der er flere på pladsen, og det viser sig, at en gruppe unge mennesker holder alle vågne det meste af natten! Hmmm..

En helt fantastisk flot og lækker strand ligger kun få meter fra pladsen. Vi kan høre havets brusen hele tiden fra teltet. Det er nogle voldsomme bølger der vælter ind på stranden her.
Den første dag går vi en lille tur nede på stranden, ud på klipperne og et lille stykke ad den vandrerute vi skal gå i morgen. Vi er nede ved vandet da solen går ned og det bliver bare til den smukkeste knaldrøde himmel der spejler sig i havet og får vandet til at gløde. Hold da op!

Næste mogen står vi op kl. 6 og går ned til vandet for at se solen stå op. Det bliver en fin himmel selv om solen står op længere ind mod klipperne end vi havde regnet med. Vi havde håbet den stod op ude over vandet.

Tilbage til teltet og ha’ morgenmad. Og UPS – der er en del Brush Turkeys her, og de har lige snuppet de to æbler vi desværre har ladet ligge ude i teltes absis. Så vi bliver lige mindet om, at alt spiseligt skal helt ind i teltet, når der er dyr og fugle omkring os!

Vi går turen ”Bouddi coastal walk”, en tur på ca. 16 km. retur, der går langs kysten i Bouddi Nationalpark. Det er igen en varm dag. Ruten går meget af tiden helt ude ved kanten af klipperne. Der er lange strækninger med det såkaldte board-walk, hvor man går på planker. Den første store udsigt vi kommer til er Gerrin Point Lookout, men ellers er der rigtig mange steder undervejs med en flot udsigt ud over havet. Ikke så langt fra stranden ved campingpladsen, er der et stort område med nogle meget specielle sandstensklipper. De har de mest forrygende faconer, og så er der et specielt fænomen der hedder Tessellated Pavement, som er sten, der ligner fliser, formet i sandsten over millioner af år. Se forklaring på et af billederne herunder.

Vi går ind gennem bush og skov, stien snor sig ud og ind og op og ned. Hver gang der er en lille vig, skal vi ned og op igen. Her er en del fine blomstrende buske, og vi ser også en Monitor Lizard. Fugle er her også mange af, vi lokaliserer igen den fine New Holland Honeyeater, der er Bowerbirds og desuden masser af fuglestemmer af fugle vi ikke kan få øje på. En enkelt wedgetailed eagle kredser over os.

Efter nogle timer når vi til den meget store strand ved Maitland Bay. Her kan vi ikke lige se, hvor stien fortsætter, men finder heldigvis opstigningen helt henne i den anden ende af stranden. Så vi fortsætter vores vandring. Vi når ikke helt hen til Little Beach, men vender om lidt før. Da vi kommer til Maitland Bay, får vi en dejlig afsvalende tur i de store bølger. Vandet er lækkert og lunt. Spiser frokost og får lige tørret vores tøj imens. Derefter fortsætter turen tilbage til vores lejr i Putty Beach.
Sidst på eftermiddagen er vi igen i bølgerne, denne gang ved vores fine strand her i Putty Beach. Også voldsomme bølger her, men knap så meget strøm.

The Bassin
Dagen efter om morgenen, går vi ned til Killcare. Her får vi en dejlig kop cappuchino i en hyggelig café. Vi møder en supervenlig dame, der kører os til Wagstaffe færgehavn. Tænk at være så heldig. Herfra tager vi så færgen retur til Palm Beach, og stiger straks over i en ny færge, der sejler os over til en lille skøn bugt og campingplads: The Bassin, som ligger i Kuring-Gai Nationalpark.
Det er en lille hyggelig færge, som også er postrute kan vi se, for på første stop bliver der afleveret en kasse og nogle breve. Turen tager kun 20 min. The Bassin er et populært sted. Mange tager færgen herover for en dagstur ved stranden, som er en fin, meget børnevenlig beskyttet bugt, andre sejler herind og ankrer op i bugten. Vi har selv været her for nogle år siden i sejlbåd. Tommy og Van har haft en part i en sejlbåd i nogle år, og vi var så heldige at være med på en tur. Det kan anbefales, rigtig fint.

Det er ikke muligt at køre hertil, så vandvejen er eneste adgang. Der går ganske vist en vej, men den er forbeholdt rangere, gående og cyklister.
Campingområdet er stort, der står nogle træer rundt omkring, og vi slår teltet op ved nogle store fyrretræer i kanten af området. Her er der lidt skygge, og det er bare godt, for igen er det en virkelig varm dag.

Vi bliver mødt her af nogle store Monitor Lizards, en masse Wallabies og en del Brush Turkies. Også Kookaburra er her mange af. Så vi keder os ikke. Vi får at vide af en dame på pladsen, at der er en Diamond Phyton ovre ved klipperne, af og til hører hun ugler og Wedgetailed Eagle har endda rede her. Vi går lidt rundt og kigger på området. Der er en Pelikan nede i havnen, og der er flere Lapwings der går rundt i strandkanten.

Midt på eftermiddagen da den værste middagshede er ovre, tager vi traveskoene, solcreme og hatten på. Vi vil op og se The Basin Aboriginal art site. Vejen derop er meget stejl. Steep climp står der på skiltet, og det er rigtigt. Men en fin vej at gå på. Det flader dog ud efterhånden som vi kommer opad. Aboriginal området viser sig at være et stort fladt afgrænset klippeområde med en masse forskellige fine indgraveringer der forestiller dyr og mennesker. Omkring 1000 år gamle. Det skulle være et af de bedste eksempler på Garrigal folkets indgraveringer. Undervejs nedad igen nyder vi en fantastisk udsigt ud over Pittwater, over mod Palm Beach og Barrenjoey Lighthouse. Vi kan endda se over til Maitland Bay, hvor vi badede i går.
Turen er på omkring 5 km. retur.

Efter den varme vandretur trækker vi i badetøjet og får en dejlig forfriskende dukkert i det helt stille og fine vand. Vi er helt alene om stranden nu, kun Wallbies der kigger på os fra parken.
Aftensmaden består af kinanudler med en dåse bønner til – der var nemlig ikke det store udvalg på hylderne hos den lille købmand i Killcare. Men så er der også dessert – en dåse henkogt frugt 🙂

Næste morgen pakker vi sammen og tager den lille færge tilbage til Palm Beach og bussen derfra ind til Sydney. Det har været en fin tur, med mange gode oplevelser, som vi nu både har på nethinden og på alle de mange billeder vi igen har taget undervejs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *