Karen og Erik på Australiens top
Vi har været der! – Stået på Cape York Peninsula, Australiens allernordligste top.
Et længe ønsket mål blev opfyldt.
Turen herop har været helt fantastisk – meget vildere end vi havde forestillet os.
Alt begyndte derhjemme i Danmark, da vi skulle planlægge vores næste rejse til AU. Denne gang skulle turen gå til det nordlige Queensland, og et af ønskemålene var Cape York. Vi har brugt MANGE timer på at vurdere, om vi selv var i stand til at køre helt herop. Havde planlagt ruten og begyndt at forberede os seriøst, da det gik op for os, at det stort set ikke var muligt at leje en 4WD til turen. Ingen af de autoriserede udlejere gav tilladelse til at køre deres biler derop! Det var muligt gennem en privat udlejer; men vi turde ikke tage chancen.
Så – enden på en (lang) historie blev, at vi bookede to pladser på en 6-dages tur hos turselskabet Exploring OZ.
Det er sidst i september. Vi mødes med vores nye rejsegruppe i Cairns, en ikke for stor gruppe på 12 personer + chauffør/guide.
Det viser sig at være flest Australiere med på turen, så vi får en masse god lokal snak undervejs. Ydermere er der flere 4WD’er specialister, som har valgt turen her i stedet for at køre selv.
Vejskilt mod Cape York, der viser om vejene er åbne eller ej
Den første dag kører vi op til Lakefield Nationalpark. Allerede på vejen mod Laura møder vi grusvej. Ved Laura er der et stykke, der er asfalteret. Grunden til det er, at der er mange aboriginal malerier inde på klipperne, som vil tage skade af det meget støv fra vejen. Det havde efter sigende været temmelig kostbart, at asfaltere det stykke vej. Ved Hann River Roadhouse holder vi ind og køber forsyninger af drikkevarer til turen. Her møder vi to cyklister, som har taget turen fra Melbourne og er på vej til toppen af Cape York – på cykel! Noget af en præstation. De havde brugt 9 uger på turen indtil nu, og regnede med at nå toppen på 6 dage.
Har i dag passeret Great Dividing Range. Vi slår lejr ved Musgrave. En gammel telegrafstation. En af de bedst bevarede telegrafbygninger på strækningen. De har også deres egen landingsplads til fly, som tillige bliver brugt af The Flying Doctors.
Om aftenen får hver tildelt en swag – vi sover under åben himmel hver nat på denne tur.
Vågner tidligt den næste morgen – til et vældigt latterkor af Kookaburra og mange andre fugle. Fantastisk!
Næste stop er Coen, Charlie’s guldmine og hans ”bottlehouse”. Et rigtig sjovt sted. Huset er bygget stort set af flasker – der er muret ind i væggen. Han har selv bygget alt, og det har taget 8 år indtil nu – han mangler sikkert stadigvæk noget. Helt fantastisk at se. Maskinen han bruger til knuse de sten han graver op fra sin guldmine har han også selv bygget. En rigtig Storm P – model. En meget underholdende mand ham Charlie og et vældig specielt sted.
Her er der en del af de fine buske der bliver kaldt: Yesterday, today and tomorrow (en Brunfelsia art)
En af de kuriositeter man møder overalt i The Outback er toiletterne! Det er som regel nogle meget primitive bygninger, men de hedder altid et eller andet sjovt. Her hos Charlie stod der på bygningen: 4U2P…
Videre nordover. Holder næste gang ind ved Archer River Roadhouse for et stop. Endnu en af de særprægede og meget ensomt beliggende roadhouses. Alle har hver især specialiseret sig med et eller andet tema, men har alligevel samme grundlæggende stil.
Landskabet har de to dage vi har kørt, har været noget ensformigt. Træer på begge sider af vejen – masser af termitboer – og af og til svedent græs. Vi passerer et langt stykke, hvor de er ved at brænde bushen af. Her er sortsvedent græs, røg og lidt ulmende gløder hist og her, indtil vi kommer til kanten, hvor det stadigvæk brænder. Det er utroligt, at de kan styre en brand i dette knastørre område. Vejen er meget ujævn, som et vaskebræt, og flere steder tager vores chauffør en lille vej ved siden af vejen – ind mellem træerne, for at komme forbi de værste huller i vejen. Floderne er udtørrede, indtil nu har vi ikke mødt en flodovergang med vand i.
Vi kører nu på The Overland (Old) Telegraph Track, OTT. Den bliver af kendere betegnet som: ”The grand daddy of Cape tracks”. Og samtidig som den mest berømte 4WD rute i landet. Man kan kun køre her i den tørre årstid, og det er meget forskelligt fra år til år hvor udfordrende de forskellige flodovergange er. Det afhænger helt af, hvor store erosioner der har været i løbet af regntiden.
Der er to ”bypass” –veje, en sydlig og en nordlig, så man kan undgå nogen af de værste steder på den originale gamle rute. Men også disse to tracks byder på masser af udfordringer.
Telegraflinen op til Cape York blev sat op i årene omkring 1885. Den gang foregik en meget barsk rejse på hesteryg, og var den eneste form for kommunikation man havde med omverdenen. Der var kun to telegraftråde, hvorigennem man sendte kode via repetitionsstationer – de homesteads der var langs ruten. Telegraflinen spillede en stor rolle under 2. verdenskrig, og blev dengang også opgraderet til radio. Den var aktiv indtil 1962, og blev brugt som telefonkabel indtil 1987, hvor signalet blev endegyldigt afbrudt.
Når man kører der i dag, ses stadigvæk mange af de originale telegrafpæle.
Den første bil kørte igennem i 1928 og det var en lille Austin J . Hector MacQuarrie skrev en bog om hans og Dick Mathews eventyr, bogen hedder We and the Baby, udkom i 1930 og findes på National Library of Australia.
Sidst på dagen stopper vi ved Wenlock River. Her bliver der slået lejr, og aftensmaden bliver tilberedt over bål. Vi sidder på jorden og spiser, der har ikke været plads til klapstole på denne tur. Vi kan bade i floden – det er rigtig godt at blive svalet af efter en varm dag.
Vi var faktisk nede ved floden lidt tidligere på turen på udkik efter ”freshies” – ferskvandskrokodiller, men så desværre ingen. Hvis de skulle være her er de ikke farlige 🙂 Vi har før ”badet med freshies”.
Igen et fuglekor uden lige om morgenen. Næste dag passerer vi Wenlock River. Her er der et skilt 14,6 m. oppe i et træ – der viste at hertil havde vandet gået i januar. Fuldstændig umuligt at forestille sig!. Ved telegrafstationen lidt derfra havde de haft en båd tøjret til taget, så de var sikre på at kunne komme afsted, hvis (når!) de blev oversvømmet i regntiden.
Den første flod med vand i, passerer vi så i løbet af dagen. Vi syntes alligevel der var en del vand og usynlig klippegrund, som vi skulle køre igennem. Herefter er vejen meget barsk. Kort efter Bramwell, drejer vi af ad ”The Southern Bypass Road”. Der er en del mindre vandløb vi skal over, og vejen er af og til temmelig smal og ser helt umulig ud, men vi kommer igennem alle strabadserne uden problemer. Vi er dog alle temmelig mørbankede. Der er også fare for ”bulldust” her, dvs. skjulte huller i vejen. The Southern Bypass Road er lavet så man slipper for at køre ad den gamle telegrafvej på et stykke der er for 4WD-entusiaster med hang for det ekstreme.
Det siges at det første stykke fra Bramwell er en opvarmning til og en forsmag på, hvad der kan forventes senere på ruten 🙂
Inden vi møder ”Telegrafvejen” igen, passerer vi igennem et specielt stykke land ”The Heathlands”. Her er der en stor gård med kæmpe græsarealer. Man havde forsøgt at lægge mange hektar ud til græsningsarealer for køer; men det mislykkedes. Den eneste græsart der kan gro her er giftig for køer, så det projekt blev annuleret igen. Ejeren havde haft jordene i flere generationer; men skulle nu overgive dem til aboriginerne. I det hele taget er der mange problemer med jordbesiddelser. Der er også mange store områder her på Cape York halvøen, som fortsat er Aboriginal land.
Vejen er her belagt med småsten, som er affaldsmateriale af bauxit fra minerne i Weipa. Der er en del kapoktræer undervejs, med fine gule blomster.
Ved Fruit Bat Falls går vi ned til vandfaldene og får mulighed for en svalende dukkert. Her er smukt og vi nyder alle de eventyrlige vandfald og det dejlige kølige vand efter en hård og varm tur i bilen.
Det er også her vi ser de eksotiske kødædende planter, der har en tragt, hvor insekterne søger nektar og bliver fanget. Planterne får et tilskud af kvælstof og fosfor fra disse insekter når de bliver opløst nede i tragten.
Snart er vi ved den navnkundige Jardine River. Her bliver vi færget over med den lille kabelfærge.
Næste overnatningssted er ved Loyalty Beach lige nord for Seisa, som ligger ude ved kysten.
I Seisa er der en masse aboriginal smådrenge der springer i vandet fra broen hele tiden. Der bliver også fisket.
Vi bruger her en rum tid på at finde et godt sted til swaggen. Her er bare mange myrer! Også de grønne myrer, som er meget ubehagelige. Det gik nu fint nok – ingen havde alvorlige problemer med myrerne om natten. Men når man sover på jorden er der altså ikke ret langt til de små bæster. Vi havde også besøg af flere Bush Turkey’s om aftenen. De spankulerede omkring på udkik efter noget spiseligt.
Vi gik alle ned til stranden om aftenen for at se solen gå ned mens vi drak øl eller vin og spiste lidt chips til. En meget flot solnedgang.
Vejen har de sidste par dage været temmelig barsk, så vi er taknemmelige for, at vi ikke er på ”egne” hjul her.
Nu er turens højdepunkt ved at være tæt på. Vi fortsætter ad en rimelig smal og besværlig vej, så langt man kan køre, ud til Cape York spidsen. De få kilometer tager 45 min. Vi parkerer og går resten af vejen. En sti fortsætter ud over klipperne til den slutter ude ved spidsen. Der er rigtig flot her – og for søren, nu er vi her og kan se over til en masse små øer, Thursday Islands. Australien ejer strædet her helt til 50 km. fra Papua New Guniea. Og selvfølgelig skal vi have et billede under skiltet: You are standing on the northernmost point of the Australian continent.
Så går det sydpå igen ad de meget dårlige veje. Vi holder ind for at samle brænde til vores aftensbål. Kort efter at vi er undervejs igen, lyder der et smæld og et dæk kommer rullende! Vi har mistet et af dækkene på den trailer vi har bag efter bussen. Alle står ud og de erfarne 4WD’er mænd, der er med på denne her tur går straks i gang med at skfte hjulet. Her er MEGET varmt! Og vi står midt på vejen, så da der kommer en anden bil må den ind i skov og krat for at komme forbi. Det hele tager knap en time, så er vi på farten igen. Undervejs taber vi noget af brændet, der ligger på taget, bilen hopper og danser ud over den ujævne vej. Det samme gør vi inde i bilen!
Efter at have taget turen retur med kabelfærgen over Jardine River slår vi lejr ved Eliot Fall. Igen en dejlig kølig svømmetur under skønne vandfald. Om aftenen får vi “damper” = nybagt brød bagt i en gryde i gløder gravet ned i jorden. Det kan anbefales.
Den femte dag kører vi på ”The Old Telegraph Track” igen. Vejen er ind imellem god, det er dejligt, og det går også hurtigere. Landskabet er det samme, som det har været det meste af turen. Forskellig slags eucalyptustræer, engang imellem grasstrees, palmer og hele tiden termitboer. Gule, grå eller helt røde. Hver gang vi er et eller andet sted vrimler det med myrer. De er virkelig overalt!
Vi møder lidt længere fremme ad vejen en af de ”sjove” floder , som vi skal igennem. Her er der masser af vand, og klipper, som man ikke kan se under vandet, så det kræver en erfaren chauffør at køre gennem her.
Heldigvis er vores Kurt bare god! En af gangene går vi alle igennem, mens Kurt kører, og en anden gang er vi alle med i bilen. Det kommer lidt an på, hvor sikker han er på køreforholdene under det røde, mudrede vand.
Gør holdt et sted ved en sump, hvor vi kigger efter skildpadder. Ser et par stykker.
Ved Moreton Telegraph Station hænger der en del billeder med fortællinger om oversvømmelsre. Den værste havde været i 1907, da havde vandet stået 2 m. over jorden, hvor vi står nu. Også i 1996 havde der været en voldsom oversvømmelse.
Nu går det hurtigt sydpå og vi har endnu en sidste overnatning. Om morgenen er det småt med brænde til kaffen; men det går lige. Derimod er der ikke flere rene viskestykker tilbage, selv det håndklæde en af deltagerne har sponsoreret er alt for brugt! Maden er også ved at have ramt sidste salgsdag – det er ikke let at opbevare brød, salat o.l. i denne varme. Isen som er obligatorisk i alle kasser med madvarer, er helt smeltet, alt sejler rundt i vand, og vi har ikke fået nyt is, så det var godt at holde ind ved næste Roadhouse og få koldt vand, kaffe og brød.
Da vi passerer Laura holder vi ind for at se på aboriginal klippemalerierne ved Split Cliffs. Her skal vi bare gå op ad en kort bjergside for at se kunsten på klipperne. Det er stort set samlet på et sted. Vi fik fortalt, at det var en slags ”skolestue”, hvor de unge drenge havde lært om dyr, føde osv. Der var en lille sjov ting ved et hul i klipppen, som var malet med en rød sol udenom. Det var et tegn – når solen ramte hullet skulle timen begynde! Lidt længere væk er der en gravplads, hvor ånden af den begravede var tegnet samt nogle ”bats! (= flyvende hunde). Manden var begravet neden under.
Nu skulle vi bare til Cairns – ingen havde lyst til at holde pause. Vi var alle meget snavsede. Eriks hår er helt rødt af sand. Mit er stift og klistret.
Skønt at møde en asfalteret vej!
Om aftenen får vi et bad på hotellet – og sidder stille og roligt i restaurantområdet med to sausage rolls og en kold øl. De små banditoos løber rundt mellem stolene her i mørkningen.
Når vi bumpede op og ned på de barske veje, var der en særlig melodi, hvor omkvædet blev sunget HØJT i bussen på denne tur. Det var Cape York sangen, som den australske sanger og sangskriver John Williamson synger på sin CD: Gunjah, hvor et par af sangene handler om Cape York, og ellers om The outback.
That’s how you know you are,
that’s how you know you are
that’s how you know you are
On Cape York Peninsula”