Vi lander i Darwin midt i juli og kan allerede mærke varmen og forskellen fra Sydney. Hos Avis får vi udleveret nøglerne til en flot gylden 4WD Pajero Nissan og er snart på vej ud af lufthavnsområdet mod vores camp site, der ligger lige i udkanten af Darwin. Efter vi har fået teltet på plads, får vi handlet i en stor Coles og spiser mad på et hyggeligt lille spisested.
Her er vores rute indtegnet – vi er i det nordlige Australien i Northern Territory
Næste morgen starter turen ad Stuart Highway. Vi har lige en afstikker tilbage til AVIS da dækslet til dieseltanken ikke kan åbnes, og tanken er desuden kun fyldt halvt op, hvilket også lige skal noteres. Efter lidt makken af en mekaniker lykkes det at få styr på dækslet, og vi kører sydover. I Adelaide River fylder vi diesel på bilen. Da vi skal starte igen, blinker en advarselslampe. Det bliver den bare ved med, uanset hvad vi gør. Vi læser os frem til, at vi skal henvende sig hos nærmeste Mitsubitzi forhandler, så vi kører videre, kigger lidt på motoren, og er fortsat bekymrede. I Hayers Creek, som består af et roadhouse og en campingplads, ringer vi til AVIS og snakker med en mekaniker. Han beder os ringe til en mekaniker i Adelaide River, og det hele ender med at der kommer en servicebil herfra. Han tjekker bilen, kører den op på sit lad, og sammen kører vi tilbage til Adelaide River!! Her tømmer vi bilen for alt vores grej, vi skal ha’ en ny bil! Der står vi så med alle vores talenter. Heldigvis er der en camp site i nærheden, så vi slæber alle vores ting med derover og slår teltet op. Der vil gå nogle timer, før der kan komme en ny bil, så vi kommer under ingen omstændigheder længere i dag. Mens vi venter på bilen får vi styr på den videre planlægning af turen, nu hvor vi har mistet en dag.
Denne sten stod på pladsen i Hayers Creek 🙂
Ved 18-tiden kommer vores mekaniker ven tilbage fra Darwin med en temmelig ny og bedre 4WD Nissan Pathfinder, der kun har kørt godt 11.000 km. Et godt bytte faktisk. Har en hyggelig aften og en del snak med naboerne her, som er interesseret i, hvem vi er, og hvor vi skal hen.
Efter mørkets frembrud pusler det i græsset omkring os. Det er cane-toads (sukkerrørs-tudser), og der er mange af dem. Oven over os kredser brown kites hele tiden – her vrimler med dem. Også når vi kører ser vi ofte kites. De leder efter døde dyr ved vejkanten, ofte kænguruer. Der er så mange, at vi bliver vant til at se dette sceneri.
Natten bliver lidt forstyrret af en del larm på pladsen, biler der kører, og et tog der passerer. En masse råben og skælden ud med ”fuck you” osv. – i lang tid. Næste dag læser vi om, at der var en eller anden slags aboriginals optøjer med politi involveret. Vi står op lidt i syv, får et bad og pakker sammen. Køber en pose isterninger på tankstationen for 4$ og kører så for alvor sydover.
I Katherine skal vi lige have suppleret op med et campingbord samt en presenning der skal bruges til teltunderlag og til at lægge foran teltet, for at undgå alt for meget sand og støv. Ikke så let, selv om vi går byen tynd, bordet må vi indtil videre undvære, de var for dyre til et ”køb og smid væk” bord. Her er aboriginere overalt . I flip-flops eller på bare tæer med børnene på hoften, eller under træerne i midterrabatten på vejen. En speciel by at gå rundt i, og så er her bare VARMT! Sveden tapløber af os.
Nu går det mod Matarenka og til Matarenka Homestadt. Her slår vi teltet op. Der er ikke en eneste stump græs her, alt er jord eller nedfaldne blade. Vi finder badetøjet frem og går ned til de varme kilder. Her er der en del folk, men der var OK plads, så vi gik ud i det 34 grader dejligt varme vand. Bare godt! Her nyder vi det et stykke tid før vi igen går tilbage til teltet og får en kop kaffe.
På pladsen vrimler det med lorrikees, de sidder mange ad gangen på en vandspreder, og så larmer de bare hele tiden. Vi går en lille tur ned gennem skoven mod floden lige bag ved teltet. Et område med store Livingstone Palmer. Vi ser to små fine fugle, tror nok det er fluesnappere. Det bliver mørkt før vi spiser aftensmad, så vi må have pandelamperne på.
Næste morgen starter vi med at køre hen til huset fra filmen ”We of the never, never”. Det er en kopi af det rigtige hus, som ligger et stykke herfra. Rigtig sjov at se det nu hvor vi kender filmen. Det må have været et meget svært og primitivt liv at have levet her dengang.
Vi drejer nu ind ad vejen mod Roper Bar. Meget hurtigt bliver vejen til en ensporet asfaltvej med grus til hver side. Men dog asfalt! Vi må nyde det så længe det varer.
Det er som om landskabet skifter. Vejen hedder Savannah Highway og navnet passer helt på landskabet. Med masser af gult græs og spredte ikke særlig høje træer. Her er en del kapoktræer med både gule blomster og grønne frugter. Igen flere døde kænguruer i vejkanten, og dermed også en del rovfugle. Det er de brune Kites men nu også Wedgetailed eagels der kæmper om godbidderne.
Vi må ud i siden et par gange for at lade store roadtrains passere. En lille håndfuld biler ser vi, men ellers er vi alene. Flere steder er der store indhegninger med køer, og af og til en vej, der fører ind til en ”Station”.
Pludselig er der en masse køer og kalve på vejen og cowboys på heste og motorcykel, der driver dem fremad. Det var lidt specielt at se.
Ca. 40 km. før Rooper Bar bliver vejen til en grusvej, heldigvis en hel hæderlig en af slagsen. Men vi må vænne os til det, for de næste mange dage bliver det grusvej.
Næsten helt fremme, hvor vejen krydser floden, drejer vi fra ind til Roper River Store. Her vil vi handle de ting vi mangler. Det viste sig nu at blive mere end svært. Det er ikke lige de ting fra vores dosmerseddel der står på hylderne. Vi finder dog et toastbrød (i fryseren..) og lidt til aftensmad. Vi får også en papkasse til at have vores ting i. Her er masser af aboriginere i forretningen. Børn og voksne. Vi køber icecubes, diesel og betaler for en campingovernatning. Finder pladsen og slår teltet op. Vi køber to meatpies, som bliver frokosten. Går en tur ned til floden. Her er krokodilleadvarsler, så vi dropper at fiske fra bredden. Vejen er asfalteret lige her, hvor den passerer hen over floden. En bil kører over mens vi går rundt her, så man kan rigtig se, at floden står op over vejen. Lidt efter kommer der en bil med en aboriginerfamilie. Flere små børn styrter ned til vandet, smider tøjet og plasker ud i det. Faren kommer også derned og står og ser på. De leger kun lige 5-10 min, så kører de igen.
Vi følger vejen tilbage. En lidt lang tur, men så får vi da rørt os lidt. Det er helt forfærdelig varmt i dag. Solen brænder på vores tæer (– dem glemte vi vist at smøre ind i solcreme…) I solen er temperaturen over 40 grader, så det kan nok være man kan finde ind i skyggen.
Der er mange fugle her på denne plads. Ravne – der klager som babyer – Magpie og Magpie Lark, flere Bowerbirds og så er her en bunke Apostelbirds som er temmelig nærgående…. Vi ser små fine Kingfisher nede ved vandet og så er der jo ofte Brown Kites i luften over os. Et par Silvercrowded Friarbird i et eucalyptus træ, og Galah og forskellige papegøjer er der selvfølgelig også.
Vi er nede ved floden et par gange for at se på dem der fisker her – på trods af krokodilleskiltene. Men de er jo lokale og kender området. Forhåbentlig!
Næste morgen spiser vi det sidste rugbrød vi har med fra Sydney. Det er ved at være noget tørt, men det skal spises, vi har ikke for meget mad! De steder hvor man kan købe noget herude er mildest talt meget små og spartanske. Så vi håber vi kan klare os med det vi har nu i de næste 3-4 dage.
Fortsætter ad vejen der går gennem Limmen Nationalpark. Tager et billede af skiltet, der viser ned mod Boroorola.
Vejen her er faktisk ikke så ringe endda. På lange strækninger helt OK men også af og til meget hullet og humblet med vaskebræt. Der er mindst 3 steder vi skal gennem vand, så ikke alle vandløb er tørlagte.
Efterhånden som vi kommer sydpå bliver det mere reel skovområde. Mange træer er ved at springe ud , f.eks. gule akasier og et træ med fine orange blomsterstande. En stor gås flyver op lige fra vejen, og vi ser flere kænguruer. En lille sø er fuld af vandliljer eller åkander. Et sted flyver en kæmpestor flok fugle op. Men ellers sker der ikke så meget. Vi møder kun 1 bil før vi møder afkørslen til Limmen River Fishing Camp. Der er 21 km ind til campen ad en vej af lidt skiftende tilstand. Passerer et gærde og kører hen til et hus, nærmest et blikskur – med en masse skrammel rundt omkring. Det er lidt svært at se, om det er receptionen! Vi går derind og en aboriginer dame kommer i møde med os. Jo – det er rigtig nok. Vi betaler 10$ for en overnatning 🙂 og køber en pakke kiks i hendes lille forretning. Heller ikke her er der noget andet mad at komme efter, i alt fald ikke noget brød. Hvis det går helt galt må vi købe noget mel og bage pandebrød.
Selv om vi gerne vil placere teltet med udsigt til floden, så vælger vi alligevel et sted inde under nogle træer. Skygge kommer før udsigt her :-). Vi finder nogle blikskure med brusere og efter lidt søgen også nogle blikskure med et toilet – som er en spand over et hul!! Der er hele to af dem 🙂
Vi tager støvlerne på og går en tur på et par timer langs floden. En fin tur, hvor vi ser en del fugle. Duer, finker, og mange andre småfugle. Står og kigger lidt ud over floden. Desværre er der jo krokodiller her, så vi skal ikke have noget af at fiske fra bredden, selv om der er flere fine pladser.
Om aftenen bliver vi inviteret på aftensmad hos en af vores camping-naboer. De har en masse barramundi, der skal spises, mens de er friske – så det er jo dumt at sige nejtak til det. Vi har en hyggelig aften sammen med Greg og Val. Vi får al den dejlige barramundi som vi lige kan spise. Dertil salat, kartofler og syltede mango fra en mangoplantage nord for Lichtfield. Dejlig iskoldt vand til! Da det viser sig, at Greg også er fluefisker bliver de hjemmebundne fluer fundet frem, og Erik får foræret en af Gregs fluer.
De har en forretning syd for Adelaide, hvor han er ”crabfisher” i tre måneder om året, og resten af året rejser de rundt i landet. De er lige kommet op fra Adelaide, det har taget dem 4 dage. De har båd med og sejler og fisker en del. Gregs bror og kone er her også, og slutter sig til selskabet efter vi har spist. Konen er vældig snakkesalig. Fortæller bl. a., at de har været i Danmark til bryllup hos deres udvekslingsstudent Alex, der bor i Præstø.
Næste morgen får vi et bad i blikskuret. Man skal fyre op i ”Dunkey’en”, der er forbundet til vandtanken, men det opdager vi først bagefter. Derfor er vandet lidt koldt; men her i varmen betyder det nu ikke noget.
Får vinket farvel til vores nye venner og forlader pladsen ved 8-tiden. Henne ved ”receptionen” køber vi 20 liter diesel i en dunk! Det bliver hældt på bilen. Køber også en pakke mel, så der kan bages brød, hvis vi kommer i bekneb. Gær er der ikke noget af, men melet hedder ”selfrising”, så måske behøver man det slet ikke??
Tilbage ved Savanna Highway kører vi videre sydpå. Vejen bliver smallere og dårligere efterhånden som vi kommer frem. Vi når Nathan Ranger Station ved halv ti-tiden. Her finder vi rangeren og får en nøgle til den bom der er over vejen ind til Western Lost City. Efter nogen søgen finder vi vejen, der er ingen skilt, men da vores nøgle passer til hængelåsen, må det jo være rigtigt? Der skulle være 28 km ud til Western Lost City.
Det varer ikke ret længe før vejen er temmelig dårlig. Vi ser 2-3 Australian Bustards på vejen foran os.
Efter 4-5 km. kommer vi til et vandhul, som vi skal passere. Stejlt ned og stejlt op igen. På modsatte side er der en del løs sand, så første forsøg mislykkes. Tilbage igen og anden gang lykkedes det at komme op. Herefter er der huller – dårlig vej – små creeks og ja, det er helt umuligt at køre mere end 15 km. i timen, mest endda under det, fordi vi skal liste os forbi og igennem huller, sten og små spidse termitboer gemt i det tørre græs lige i kanten af vejen. Vi kører desværre ned i et hul med det ene forhjul og får en bule! Den opdager vi nu først da vi er tilbage igen. Nå – efter et meget langt stykke over et helt fladt savanna agtigt sted tænkte vi bekymret om det egentlig var den rigtige vej? Vi synes bare at vi havde kørt og kørt. De sidste kilometre var i ren løs sand! Hold da op! De var bare vildt. Jeg ønskede mest af alt at stoppe og så bare køre tilbage; men det ville jo også være dumt. Erik klarer den svære kørsel rigtig flot. Bilen skøjter rundt i det løse sand, men bliver på vejen.
Efter næsten 30 km. og to timer ser vi pludselig de helt specielle sandstensklipper der hedder Western Lost City. Hurra!
Vi holder ind på et fladt stykke og parkerer bilen. Det ligner næsten Bungle Bungle, bare højere klipper og et langt mindre område. Her er også en del træer. Der har været brand for nylig kan vi se af alle de svedne træer og buske.
Vi går helt hen for enden af området og kravler op på klipperne for at se ud over området. Til den anden side strækker et fladt savannaland sig så langt øjet rækker.
Vi tager en masse billeder af de sjove og fine klipper. Et meget specielt sted. Vi bliver enige om at køre tilbage og udskyde frokosten til vi har overstået vejen retur igen! En god fornemmelse at vi kommer helskindet frem og tilbage. Bulen er vist billigt sluppet! Den her vej er ikke med på liste over lovlige veje for lejede biler 🙂
Vi får afleveret nøglen igen og kører videre. Ved Butterfly Springs drejer vi ind ad en sidevej ind til campingarealet. Finder en plads – det er gratis camping her. Vi starter med at tage badetøjet frem og gå ned til en skøn pool, hvor vi får en dejlig afkølende svømmetur.
Om aftenen er der mange stjerner. Vi ser begge stjerneskud :-). Det ene er næsten som en komet med en hale bagefter sig. Måske er det en komet? Vi tager pandelamperne på og går ned til vandet. Der er flere store tykke cane toads hernede!
Næste morgen går det videre sydover ad Savanna Highway. Igen en temmelig dårlig vej, men efter turen ind til Western Lost City er den faktisk helt acceptabel! Flere strækninger kan vi endda køre 60-80 km. i timen! Men vi har nu også været nødt til at køre langsomt rigtig mange steder, hvor der er masser af store sten, vaskebræt, dips eller creaks der skal passeres. Jeg har ikke tal på, hvor tit vi har kørt over et lille vandløb. Et par gange med en del vand, men OK. I forhold til det store vandhul ind til Western Lost City, er det jo det rene barnemad.
Pludselig er der en masse køer på vejen. Da vi når ud til vejen mod Borroloola bliver den lidt bedre og ude ved den næste vej er der ASFALT! Jamen altså, hvor er det fantastisk.
Der er ikke ret langt herfra hen til Cape Crawford. Her holder vi ind på Heartbreak Hotel og finder en plads til teltet. Får frokost og lægger planer for de næste dage. Vi køber en icecoffe til frokosten – det var godt!
Vi skulle også have handlet lidt mere, så vi gik op til receptionen for at se, hvad de havde. Vi kunne købe øl i 6-packs og bestilte 2 af dem. Vi skulle have spurgt om prisen, for det viste sige at vi skulle betale 48$ for de 12 øl! Og den handel ville damen ikke lade gå tilbage igen, så vi tog vores dyre øl under armen og gik ned til teltet igen. En oplevelse klogere. Det var vel restaurantpriser, men vi havde ladet os tage ved næsen!
Vi går op for at få et bad, der er to rum med både toilet og bruser. På det ene står der Mangoes og på det andet No mangoes?? Vi snakker lidt om, hvilket der er til damer og hvilket der er til herrer. Til slut tager Erik det med No mangoes – og det viser sig at være et rigtigt valg 🙂
Om eftermiddagen går vi en tur i et område på den modsatte side af vejen. Her er der en landingsbane til fly. Og igen en del fugle. En lille flok finker, Double-Barred Finch og to af duerne med top på, Crested Pigeons. Her er Grey Crowned Babbler, Apostelbirds og Rainbow Lorikees. Også et par grønne papegøjer og Masked Lapwings. En kænguru hopper over banen.
Næste morgen venter vi med at køre indtil en lastbil med forsyninger er kommet. Der skulle efter sigende være BRØD med denne bil! Vi køber et frosset toastbrød og er lykkelige 🙂
De næste 269 kilometer er der asfalt. Ikke meget trafik og de fleste steder er vejen ensporet med grus på begge sider. Vi kommer til Daly Waters omkring frokost. Her i denne pub har Anders og Merete efterladt deres visitkort mellem en hel bunke andres. Sjovt! Her er den første film med Corcodile Dundee blevet optaget. Ellers er her ikke så meget andet, så vi kører videre til Daly Waters Highway Inn, hvor tanken bliver fyldt op igen. Næste mål er Buchanan Hwy. Efter at have kørt meget længe efter en lastbil, der ikke var indstillet på at lade os passere. I stedet for holder vi ind til siden og spiser frokost.
Midt på eftermiddagen når vi Top Springs. Her får vi igen diesel på! Kors hvor den bil er forslugen! Da der er 150 km på grusvej til Jasper Gorge, beslutter vi at slå lejr her. Vi finder en rolig plet allerbagest på pladsen. Her sidder der to Brown Kites i et træ. De blev fotograferet efter alle kunstens regler, det viser sig dog, at de bliver siddende der under resten af vores ophold :-). Lidt hyggeligt at her også er en del zebrafinker. Kommer altid til at tænke på Karens far, som holdt fugle i voliere, og altid havde zebrafinker. Han ville have syntes det var sjovt at se dem i ”virkeligheden”.
Solen er langt nede nu, klokken er kvarter i seks. Vi får aftensmad med en af de dyre øl til og kigger fascineret på alle stjernerne bagefter. Det er køligere nu, vi må have trøje og sokker på mens vi spiser.
Og det blev en kold nat, hvor sokker og skiundertøjet kommer i brug.
Ruten næste dag bliver lidt ændret. Vi dropper Jasper Gorge og tager den asfalterede vej udenom. Vi når op til Victoria Highway og fortsætter til Timber Creek. Det er en rigtig flot tur. Her er høje røde klipper og en varieret natur. Vi kører igennem den første lille del af Gregory National Park. Vi har set, at der bliver arrangeret bådture på Victoria River op til Angalarri River hver dag, så vi booker os ind på sådan en tur. Finder campingstedet Big Horse Creek, som er en naturcamping. Dejligt sted. Vi placerer teltet under nogle boabtræer.
Finder stedet hvor båden lægger til. Her er allerede mødt flere op, så vi får en lille snak. Båden er næsten fuld da vi lægger fra land ca. 16.15. Vi sejler 40 km. ned ad floden. Vi lægger ind flere gange, når der bliver spottet krokodiller og ser faktisk en del på turen. Et sted smider vores skipper franskbrød ud i vandet, som Kiterne kommer flyvende og snupper. Lidt senere smider han noget foder på bredden, og 5 min. efter er der spækket med Sea Eagels! Helt utroligt. Turen ender ved en lille husbåd, hvor vi lægger til og får en sodavand og lidt frugt og kiks. Efterhånden er det ved at være aften, og ikke længe efter kan vi nyde en smuk solnedgang. Så går det i fuld speed tilbage. Der er rigtig kommet gang i de små wollabies. De vrimler rundt og drikker vand af floden. Vi ser en stor krokodille midt på floden – øjne og snude stikker op over vandet. I øvrigt har vores skipper alskens historier at fortælle. En fin tur.
Igen en kølig nat. Næste dag kører vi videre mod Kunnunurra – til Keep River National Park, kun 3 km. fra grænsen til WA. Vi går ned til et lille vandhul for at se på fugle. Her er en lille koloni af Royal Spoonbill, der ligner skestorke.
Panoramaudsigt ud over Keep River Nationalpark
Finder en plads og får frokost før vi starter ud på en 8 km. vandretur. Det viser sig at være en rigtig flot tur. Vi starter med at passere en stor slette med mere end 100 Redtailed Black Cocatoo’s. Sikke et syn! Vi fotograferer på livet løs! Turen går hen langs nogle klipper, der ligner Bungle Bungle. Mange flotte steder og et helt utroligt udsigtspunkt, hvorfra man kan se milevidt hele horisonten rundt. Tager et billede af en fin sommerfugl. Mange forskellige buske og planter her, men ikke særlig mange blomster. Årstiden nu er også vinter, så det må være grunden til det. Et sted er der klippemalerier, Ikke så tydelige, men de er der. En fin tur, varmt, tager os knap 3 timer, hvor vi også har haft tid til at at kigge på fugle, natur og planter. På vejen tilbage møder vi et ældre australsk ægtepar, som fortæller os legenden om de sorte cockatoo’s.
Dagen efter står vi tidligt op, får morgenmad og pakker sammen. Der er ingen muligheder for brusebad her, så det bruger vi ikke tid på 🙂
Kører tilbage ad grusvejen ud på hovedvejen mod Timber Creek. Kort efter ser vi, at der er sket et trafikuheld. En af de store roadtrains er fuldstændig væltet over på siden. Der holder endnu et roadtrain og et par biler, men vi kan heldigvis køre videre.
Vi drejer fra ad Bullita-vejen ind mod Gregory Nationa Park. Vejen derned er meget varieret. Visse steder OK, men der er også lige nogle temmelig dårlige vejstrækninger. Et par vandløb skal passeres, og især en af dem er der en del vand i. Fin campingplads lige ved floden Baines River. Vi samler lidt brænde til et bål om aftenen. Ser en White Bellied Sea Eagle nede ved floden, og her er little Corella og Lorrikees i massevis. Vi går hen til Bullita Homestead for at se det, en fin oplevelse, men sikke et sted at have boet. Det er ikke let at forestille sig livet her, faktisk har det været beboet indtil engang i 60’erne. På modsat side af gården er der stadigvæk de hjemmelavede træindhegninger til køerne. Meget imponerende bygningsværker. Der har været en voldsom oversvømmelse her, hvor fruen i huset har klamret sig til et træ hele dagen – hun var alene hjemme – indtil der kom hjælp. Efter den oplevelse flyttede familien herfra. Det har været seje folk, der har levet her. Midt på gårdspladsen står der et kæmpestort boabtræ, hvor endda Durack har indgraveret sit navn engang i 1880’erne.
Her VRIMLER det med fluer!! Vi har fundet fluenettet frem, for det er virkelig ulideligt. Det er meget varmt, en vind engang imellem, men ikke nok til at holde fluerne væk.
Vi har gået en tur i flodlejet, som er helt tørt flere steder; men nogle steder er der endnu vand i floden. Der går en vej hen over floden: Bullita Stockroute. At man overhovedet kan køre her ser temmelig umuligt ud med klipper der ligger lidt hulter til bulter, og bare bakken op fra flodlejet ville være udfordring nok. Mens vi står og kigger, kommer der en bil, der skal passere over til den anden side. Det er en personbil??? propfuld af aboriginals, børn og voksne. Frontruden er næsten knust af et stenslag eller lignende, og den ene bagrude mangler og er erstattet af plastik. Føreren tjekker lige hjulene inden han kører ud i vandet. Bumler derefter igennem det hele og kommer op ad den stejle opkørsel på den anden side af floden. Det gav et ordentligt skrald, dan han kørte op. Sikke noget! 🙂
Om aftenen sidder vi længe ved bålet og nyder stjernehimlen.
Bålet bliver tændt igen om morgenen, det er koldt! Men så kan vi også riste et par skiver toast.
Tilbage igen til hovedvejen. Lige før vi kommer til Victora Roadhouse holder vi ind. Her er der en vandrerute på 3 km. i alt. Den hedder Escarpment walk. Ruten er ikke så svær at gå med naturlige trapper og klipper at gå på, og den fører os op ad bjerget. Fra toppen er der en superflot udsigt ud over Victoria River og ind over Roadhouset. Man kan se milevidt omkring.
På denne rute opdager vi, at Eriks vandrestøvler er gået i stykker! Ikke godt, vi skal på en længere vandretur om 2-3 dage, så vi må se om der er støvler at købe i Katherine.
Ca. 84 km før Kathrine drejer vi fra mod Flora River Nature Park. Igen en grusvej! På 43 km.! Den var nu ikke så dårlig endda.
På campingpladsen får vi et brusebad!! Nøj hvor det var skønt! Resten af eftermiddagen går vi rundt i området, ser på fugle og finder stier til både Djarrung falls og til Kathleen falls. Stierne snor sig mellem pandanas palmer, sten og sandede områder og små stillestående pools. Faktisk et lidt skummelt område. Her kan være krokodiller, vandleguaner og skildpadder. Desværre ser vi ingen af delene. Finder en god bunke brænde, som vi tager med hjem til lejren. Dejligt med bål igen om aftenen, som er kølig men behagelig efter en varm dag.
Nu går turen videre til Katherine. Undervejs gør vi lige stop ved skiltet med ”Hot springs”. Finder de varme kilder, trækker i badetøjet og hopper i. Hold da op det var dejligt. Varmt og lækkert vand med et lille vandfald hvor man kan få dejlig massage på nakke og ryg når man sidder under det. Herfra går det til Springvale Homesteadt, hvor vi slår lejr ved en lidt plumret sø med skildpadder.
Bruger nogle timer inde i byen Katherine på at købe proviant og lede efter nye støvler. Ikke nogen let øvelse, men det lykkes.
Næste dag er vi henne ved Springvale Homestead. Vi har været her før, så det er et gensyn fra 1998, hvor der var en helt forfærdelig oversvømmelse 14 dage efter at vi havde været her.
I Katherine er vi inde for at se og høre om ”School of the air”. Meget spændende. Skolen her dækker 800 tusind kvadratkilometer, og p. t. er der 250 elever, hvoraf ca. 1/3 er aboriginere. Desværre var deres computersystem gået ned, så vi kunne ikke overvære en skoletime, lidt ærgerligt, men vi så det så på en dvd i stedet for.
Får tjekket vandreturen af på Nitmiluk Centret og bestilt transport retur fra Edith Falls + færgetransport i starten af turen.
Næste dag starter vandreturen så ad Jatbula Track – se særskilt artikel.
Efter 5 dages fantastiske 62 km’s vandretur er vi tilbage ved civilisationen, slår teltet op på en helt almindelig campingplads og nyder endnu en fin stjerneklar aften inden vi godt trætte allerede kl. 21 er klar til at krybe i soveposerne.
Næste morgen bliver vi hentet kl. 11 af shuttlebussen til Katherine og videre til Nitmiluk centret, hvor vores bil og resten af bagagen heldigvis har stået sikkert og godt.
Vi kører nu til Daly River, som er vores sidste destination inden vi vender næsen hjem til Sydney igen.
Der er meget diset ud over landskabet, og vi finder efterhånden ud af, at det er røg. Det ryger også hist og her langs vejen efter hvad der sikkert har været kontrollerede skovbrande.
Ved halv seks tiden om aftenen når vi til Daly River Inn. Det er noget af en speciel oplevelse. Det er vist lige blevet fyraften, for der er bare kø i baren. Og så vrimler her med aboriginals og arbejdere med store muskler og pisk i nakken. Et meget specielt klientel. Her er gamle aboriginere og helt små børn. Og alle skal købe øl, sodavand eller chips. Selve camp sitet ligger lige ved vejen. Teltpladserne nederst, så vi skal bare værsgo at finde en plads – det koster kun 10$ for en overnatning.
Det er ikke så let at finde et sted uden myrer – eller i hvert fald uden for mange myrer 🙂 Men det lykkes. Vi sidder i alt fald efter en god aftensmad og deler en flaske rødvin. Der er blevet stille her, kun hører vi en bil engang imellem og lidt snak fra baren. Da vi skal lukke døren til bilen, sidder der en temmelig stor edderkop i ruden. Ca. 6 cm. i diameter – men ben osv. 🙂 – Erik forsøger at fange den så vi kan få den væk, men den slipper fra ham, og UPS – suser lige hen over hans bare tæer… Han hopper lidt 🙂 Vi får fotograferet den inden jagten.
Hygger os med at studere månen, som jo hernede vender den helt forkerte vej.
Næste morgen kører vi hen og kigger et rigtig fint sted der hedder Mango Farm. Her er der faktisk også mulighed for at campere, det vidste vi bare ikke. Det ligger ned til Daly River. Vi kører tilbage igen og hen til en aboriginer landsby der hedder Nauiyu. Kører lidt rundt i byen, da man ikke skal have særlig tilladelse her, som ved så mange andre steder hvor der bor aboriginere. Det er en positiv oplevelse, der er mange pæne huse, en skole og en kirke – ikke ret meget rod og snavs. Godt at se.
Lidt længere henne er der endnu en campingplads, der kan man bare se. Hele to fine pladser i nærheden, og så overnatter vi på en P-plads foran en pub!!
Vi fortsætter nordover og tilbringer den sidste nat her i NT i området ved Territory Wildlife Park og Berry Springs Nature Park. Næste morgen skiller vi os af med alt det vi ikke kan have med i flyet tilbage til Sydney. Det er resterne af vaskepulver, opvaskemiddel, sauce og mere til, som et ungt tysk par med glæde tager imod. De har lige startet deres tur og har flere uger foran sig. De får også vores vanddunk. Stolene og eskyen stiller vi i køkkenet med en seddel hvorpå der står ”værsgo” 🙂
Slutter turen igen i Darwin, hvor vi kører ud til havet og spiser frokost inden det til slut går mod lufthavnen.
Endnu et fantastisk australsk eventyr er forbi 🙂