På en af vores rejser i Australien havde vi en speciel og uforglemmelig vandretur på den tropiske ø Hinchinbrook.

Krokodillefyldte flodmundinger, myg, sandfluer og hvidhalede rotter – det er nogen af de herligheder vi forventer at finde på øen.

Hinchinbrook Island ligger syd for Cairns. Øen er verdens største nationalpark-ø på 390 km2 med øde tropiske sandstrande omkranede af palmer, forrevne klipper op til 1100 m. , mangrove skove, kompakte tropiske regnskove, og en meget spændende og unik natur. Ruten vi gik hedder ”The Thorsborne trail” og er 32 km. lang.

Allerede ½ år før vi skulle af sted bookede vi over internettet adgangstilladelse i de fire dage vi har planlagt turen skal tage. Der må kun være 40 personer på ruten ad gangen, så det er vigtigt at være i god tid. Nogle dage var allerede optaget på det tidspunkt. Vi bookede også færgebilletter til og fra øen på internettet.

Dagen før vi tager ud til øen, er vi inde på informationscentreret i Cardwell. Her får vi nogle gode oplysninger og tips til turen. Vi ser en videofilm om de ting man skal være opmærksom på, farer, vandforsyning, restriktioner vedr. vandring/ophold på øen, tidevandstabel m.v.
Det betyder også, at vi får købt stålwire og tømt to colaflasker til “rottefælden”. 🙂

Vi sejler fra Cardwell kl. 9 om morgenen d. 8. oktober i en katamaran. Der er en del passagerer med – mange tager ud til resortet som endagsturister – får lidt godt mad, går en tur på stranden og i regnskoven og sejler tilbage igen om aftenen.

Som en fantastisk start på eventyret, timer sejler vi efter et par timer fra Missionary Bay ind i en smal flod med tæt mangrove på begge sider af båden. Da katamaranen ikke kan sejle længere ind kommer er en mindre båd og transporterer os og den lille håndfuld af vandrere det sidste stykke ind til øen, hvor vi bliver sat af.

Efter en mindre tur på en træbro og ad et sandspor over klitterne, når vi endelig ud til Ramsay Bay på østsiden af øen. Sikke en strand der åbner sig for os! Vandet er klart og blåt. Vi hanker op i rygsækkene og starter vandreturen. Ruten er de fleste steder mærket af på træer og sten.

Man kan dog let miste orienteringen – ofte er der ingen sti, ingen markeringer på hverken træer eller sten – og stien fortsætter måske ind over klipperne eller ind i skoven. Måske er der et flodleje med store stenblokke eller mudder, så er det uundværligt at have et kort med over ruten. Selv om vi er flere på ruten mister man hurtigt kontakten med hinanden og ses normalt først igen sidst på dagen når teltet skal slåes op for natten.

Vi starter også med at smøre os godt ind i insektmiddel – idet sandfluer skulle være en stor plage her.

Turen til Nina Bay er forholdsvis let. Undervejs er vi en afstikker op til toppen af Nina Peak – 312 m. o.h. Hold da op! Sikke en udsigt.

Vi når Little Ramsay bay ved 16-tiden den første dag, og får slået lejr. I alt ender vi med at være en del telte og omkring 18 personer. For en gangs skyld er alle vores rejsekammerater her australiere.

På teltområdet er der opstillet en stor grøn stålkasse. Det er en rottesikret boks, hvori alle lægger deres poser med mad. Her på øen huserer der nemlig en pæn stor bestand af en lille fyr der hedder ”white-tailed rat”. Den spiser ALT hvad der kan spises – siges det. Selv tomt slikpapir skal man ikke ha’ i sin rygsæk. Den kan endda gnave hul på en konservesdåse… For at undgå at disse rotter gnaver sig vej ind i teltet og går på jagt i rygsækkene efter mad, lægger man det altså i disse bokse. Og rygsækken bliver hængt op i en snor mellem to træer med et par tomme colaflasker på hver side af sækken, som de efter sigende ikke skulle kunne kravle over. Vi hørte om natten at det puslede, en aften kunne vi høre en rotte falde ned fra en af flaskerne.. Jo – underholdning var der nok af!

Her er helt mørkt allerede kl. 18.

Vi bliver kølet af i bølgerne og opdager en lille dam med et mylder af små bitte frøer.

Om aftenen sidder vi på stranden under en fantastisk stjernehimmel og en næsten fuld måne, der lyser op ude over vandet og giver bølgerne ildskær når de brusende ruller ind mod stranden.

Hver morgen bliver vi vækket af det mest fantastiske fuglekor.

Vi står meget tidligt op og ser solen stå op ude over havet og indhyller klipperne bag os i et gyldent skær. En god start på dagen. Derefter morgenmad og te hvorefter vi pakker sammen.

Vi skal ha’ fyldt vores vandbeholdning op. Det er meget varmt at gå her, så vi har hver 4 l. vand med. Man drikker meget mere vand end man tror. Skind og plastik bliver helt fedtet at røre ved. Vi sveder så tøjet er drivvådt når vi går. Temperaturen er omkring de 30 grader og luftfugtigheden på 90%.

Vandet i floderne her er rent, så det er bare med at få fyldt vanddunken de få steder det er muligt.

Det har været tørt længe, så vi må næsten 1 km. op ad floden før der er rindende vand – og tilbage igen på ruten.

Ruten fra Little ramsay Bay til Zoe Bay er på 10,5 km. Og berammet til 6 timer. En meget afvekslende strækning. Vi skulle op over nogle svære klippeblokke, der var endnu en charmerende strand, flere flodlejer og ellers gik det meste af ruten igennem regnskoven.

Vældig spændende – planter og træer her er helt utrolige. Det er som at gå i en jungle. Vi stiftede også bekendtskab med palmen Lawyer vine (Calamus): Wait-a-while – en virkelig ubehagelig fætter, der klatrer op ad et andet træ ved hjælp af torne på stammer og blade. Den sender lange piskeagtige udløbere med modhager ned fra trætoppene, når man så intetanende kommer gående, hænger man pludselig uhjælpelig fast! Forsigtigt får man sig løs igen. (Derfor “øgenavnet” Wait-a-while).

Vi hører ofte fuglestemmer – men skoven er så tæt og træerne er høje, så det er temmelig svært at få øje på fuglene. Pludselig er der en hel sværm af små sommerfugle.

Et sted er der åbent gærsland – et andet mangrove – eller palmeskov –eller masser af grass-træer – helt utroligt

Vi når Zoe Bay sidst på dagen. Vi slår teltet op tæt ved skiltet med ”Warning for crocodiles…” Får arrangeret vores rottesikrede snor til rygsækkene og går op til Zoe falls for at få en svømmetur. Små fisk svømmer rundt mellem benene på os. Her er en velsignet ro og fred.  Der er sanfluer her, så vi smører os godt ind i insektmiddel. Og på trods af varmen har vi skjorte med lange ærmer og bukser med lange ben. Sandet er i øvrigt utrolig klistret og hænger derfor fast i alt!

Næste dags etape er en af de mere udslidende. Det går meget opad indtil vi har en flot udsigt ned over Zoe Bay. Vi passerer et utal af udtørrede vandløb, og hver gang er det ned og op. Igen. Stien er mildest talt svær at gå på. Ind imellem er skoven så tæt,at vi ikke kan se hinanden selv på få meters afstand.

Mulligan Falls er endnu et af disse fantastiske vandhuller under et vandfald. To unge mænd fra Melbourne muntrede sig med at glide ned ad vandfaldet, hhmmm..  det så ret så ubehageligt ud for bagdelen – men de gentog succesen med jubel flere gange.

På denne plads kommer der pludselig mange overnattende. Det viser sig at sejlere ynder at ankre op ud for Sunken Reef Bay og så gå en tur herop, bade, sove og så sejle videre.

Vi ser flere af de store blå sommerfugle her.

Om aftenen puslede de små rotter rundt igen – også et par store frøer hoppede forbi teltåbningen.

Sidste dag på øen starter med en morgendukkert. Vanddunken bliver fyldt op og vi går ned til Mulligan bay. En let tur. Vi krydser 5 floder, der på nær en er helt tørre. Træer og rødder fascinerer os endnu engang.

Vi når stranden og nyder meget at se havet igen. Vi bliver næsten blændet af lyset og sandet og vandet. Vi følger stranden hen til Mulligan floden. Her må vi vente til ebbe, der indtræder ved 15-tiden, Floden er alt for dyb nu til at vi kan passere. Det kan også være farligt på grund af krokodiller. Floden her er grunden til, at man skal sørge for at få en tidevandstabel, før man starter ud på ruten.

Efter nogle timer er floden forvandlet til en lavvandet strøm, der er let at gå over.

De sidste kilometer går vi på stranden indtil George Point. Ude på havet kan vi lige øjne den 5,75 km. lange ”Sugar train jetty” ved Lucinda. Verdens længste siges det. Produktionen af sukker fra områdets tusinder af sukkerrørsmarker udskibes her.

Vi bliver hentet af en båd, der sejler os til Lucinda. Mens båden fjerner sig fra Hinchinbrook, ser vi tilbage på de grønne bjergtoppe der dominerer horisonten – og vores helt vidunderlige tur i paradis.

Fra Lucinda er der bustransport til Cardwell, og vi tørner igen ind på campingpladsen Kookaburra.