Så gælder det Southern Australia og Victoria

Vi flyver fra Darwin til Adelaide med et kort ophold i Alice Springs. Pludselig mærker vi den helt anderledes varme igen, der er her i Australiens midte. Varm og tør til forskel for den meget fugtige varme luft i Darwin.
I Adelaide er der mere normale sommertemperaturer.
Det er dog ikke meget vi ser af byen Adelaide. Vi lejer en bil den næste dag og kører sydover mod Kangaroo Island.
Ved Cape Jarvis kommer vi med en færge over til øen. Erik må bakke ind på færgen – det går selvfølgelig godt, flot!

I Kingscote finder vi en campingplads og får slået teltet op. Om aftenen går vi ned til byen for at spise. Sidder med en Cheeseburger på en bænk med udsigt ud over havet. Engang imellem kommer der lige en pelikan flyvende forbi 🙂 Ude på molen står der en del og fisker, og her ligger der mange pelikaner i vandet.

Mens vi sidder ved teltet kommer der pludselig en stor flok galah – nok 100 – som sætter sig på telefontrådene lige ved pladsen. Solen farver himlen rød og vi kryber i soveposerne. Et nyt eventyr på denne spændende ø venter os.

Vi vågner til fuglekor og hanegal. Får morgenmad og kører afsted mod Seal Bay. Der er ikke meget trafik her. Som andre steder ligger der også her en del døde kænguruer på vejen og langs vejkanten. Vi når ned til Seal Bay kl. 9, og kommer med på en guidet tur 9.45. Man må ikke selv gå ned på stranden. Seal Bay er hjem for flere hundrede Sea lions. Normalt er disse sæler ikke så tolerante overfor mennesker, men på denne strand er der kun stille turistture med National Park and Wildlife guider. Så vi kommer temmelig tæt på dem. Her ligger der rigtig mange Sea lions. Der er både gamle hanner, små unger og mødre med diende unger. Meget fin tur.

Næste stop er Vivienne Bay og stranden her. Den mest bedårende lille strand ligger foran os – uden et menneske med blågrønt vand og hvidt sand. Det er bare flot! Pludselig kommer der en bus fyldt med asiatere – det går hurtigt med at få set stranden, og da de er kørt er vi alene igen, og hopper i bølgerne. Sikke noget dejligt vand. Frokosten denne dag bliver is og youghurt 🙂

Nordpå nu til Emu bay. Undervejs passerer vi en saltsø. Det er så hvidt at det skærer i øjnene. Lidt fugtig og mærkelig at gå på. Ved Emu Bay går vi ned til stranden og er i vandet to gange. Sidder og slikker solskin ind imellem.

Tilbage til Kingscote igen. Vi skal lige se pelikanerne blive fodret. Det er sjovt – massevis af pelikaner helt tæt på. Om aftenen er vi på pingvin tur. Sammen med en guide, som havde medbragt en lygte med rødt lys går vi ned til stranden. De små pingviner sidder mellem stenene og en enkelt kommer ind fra havet. Vi ser ikke så mange, som vi havde håbet på, men vi ser pingviner 🙂

Vågner igen til et kor af fugle. Denne dag pakker vi teltet sammen og kører videre ned til den sydlige kyst af øen. Til Western KI Caravan Park. Det er et koala-sted. Her lever der masser af vilde koalaer i træerne. Vi finder en plads til teltet og ser allerede flere koalaer i træerne på pladsen. Et sted en mor med sin unge. Alle sidder og sover. Der flyver også nogle flotte røde papegøjer rundt og selvfølgelig en masse galah.

Der er en ”koalasti” lige ved siden af pladsen. Vi går en tur derind, og sandelig, der er en hel del sovende koalaer i træerne. Det er hyggeligt! Vi ser også en Glossy Black Cockatoo.

Vi lader teltet stå og kører til Flinder Chase Rocky River. Det er noget af en vaskebræts-vej, og vi har jo ikke 4WD at køre i, men det går. Mens vi sidder ved Rocky River og får en varm meatpie er der en meget påtrængende Emu, der gerne vil have vores mad. Ikke bare krummerne. Heldigvis kommer den først da vi har spist, for den snupper simpelthen maden fra folk!

Nu går vi en lang tur hen til en sø, hvor der lever Platypus. Undervejs kommer vi forbi 4 gæs – Cape Barren Geese. Turen er fin, der er både græsland, skov og lavere buskarealer undervejs. Mest eucalyptus men også en masse flotte yuca. Desværre ser vi ingen platypus, men det er også normalt i morgen- og aftenskumring de kommer frem. Så en Scarlet Robin på vej tilbage. En ret stor, ikke særlig skræmt kænguru og nogle koalaer igen.

Vi kører videre gennem Flinders Chase National Park til Cape de Covedic, som er den alleryderste spids ud mod havet. Grusvejen her er rimelig. Vi stopper lidt efter at have passeret fyret. Går ad nogle træbroer ned til en platform med udsigt ud over bugten og havet. Her er meget flot. Der ligger en bunke New Zealandske Fur Seals nede på klipperne – faktisk er de overalt og ude i vandet tumler de rundt. Det var bare fint at se på.

Vi ser også Admirals Arch, som er en klippehule, et hul, der er formet af vand og vind gennem mange år. Der ligger også pelssæler hernede. Det lyder meget højt, når de brøler inde under klipperne.

Herfra kører vi videre til ”Remarkable Rocks” som er en af sydaustraliens mest berømte geologiske forekomster. Virkelig utrolige klipper der er formet af regn, vind og vejr. En af sandstensklipperne ligner en elefant :-). Kører nu tilbage til teltet og slapper af resten af dagen.

Vi går en tur rundt ad Koalastien igen. De små bjørne er ved at vågne op nu, og sidder og tygger blade. Én er på vej op i et træ, og én er nede på jorden. Den sidste fandt dog et træ i en forfærdelig fart, da vi kom 🙂 Der hoppede også små wollabies rundt her i skoven. Vi hører flere gange den høje lyd, som koalaer siger. Nærmest en slags brølen. Der er endda koalaer i træerne lige ved vores telt. Helt utroligt. Samt masser af papegøjer og galah.

Om aftenen er der et værre lebend af små wallabies. En af dem er lidt for interesseret i vores mad, så det kommer ind i bilen. Også flere possums pusler rundt. En hun med en unge sidder i træet lige ved bilen. Det er faktisk rigtig hyggeligt. De er ikke særlig bange, så man kan komme rimelig tæt på dem.

Næste morgen går det så tilbage mod færgen. Der ligger igen en del døde kænguruer langs vejen. To store kænguruer hopper over grusvejen nordpå. Igen en del fugle, de røde papegøjer og den Yellow tailed Black Cockatoo. Her har været et vrimlende liv af dyr og fugle på Kangaroo Island.

Barossa Valley
Tilbage på fastlandet kører vi mod Adelaide igen og snart er vi på vej mod Barossa Valley, måske det mest kendte vinområde i Australien omkring 60 km nordøst for Adelaide. Det tynder ud i trafikken, vi er ved at være ude på landet og tæt på vinområdet.

Her er der kæmpestore vinmarker og de flotteste vingårde og hyggelige huse. Ved Seppelstedt er der palmetræer som alletræer på lange vejstrækninger. Meget imponerende. Et meget stort antal af Australiens største vinhuse har hovedsæde her. Wolf Blass, Penfold, Yalumba og mange flere.
Vi når Tanunda og finder campingpladsen. Booker os ind og slår teltet op. Resten af dagen går med at få handlet lidt mad og bare set os omkring.

Næste morgen får vi planlagt vores vintur. Vi starter dagens program med at køre op på Mengler Hill Lookout, hvor man kan se ud over det meste af Barossa.
De ældste vinhuse her blev etableret af briter og tyskere i 1840’erne og præger stadigvæk egnen; i distriktet fremstilles over halvdelen af  Australiens vin, idet druer og vin fra hele landet presses og blandes her. Barossa Valley tiltrækker et stort antal turister og afholder hvert andet år efter endt vinhøst en berømt festival.

Efter lookoutet er vi inde på Angas Park Fruit Company, der siden 1907 har solgt fabrikeret frugt. Tørret, syltet, med chokolade, i kager eller bare i poser. Det er et fuldstændigt eldorado af tørret frugt. Vi køber to pakker med syltede/glaserede abrikoser og en pose blandede rosiner til vores morgenmüsli. Det er helt umuligt at vælge mellem alle de produkter. Men priserne sætter en naturlig begrænsning 🙂
Man kan købe deres produkter overalt i Australien i supermarkeder m.v.

Så gælder det vingårdene. Vi starter på Wolf Blass, som vi kender så godt hjemmefra. Sjovt at opleve i virkeligheden. Vi smager på nogle af de vine, som man ikke kan købe i Danmark.

Seppeltsfield er en meget stor vingård. Der er som sagt palmer langs vejen og indkørslen, så man er ikke i tvivl om, at det er et stort sted. Man kan få rundvisning her, men vi går bare ind i forretningen. Her er der sandelig nok at vælge imellem. Vi tænker meget på at købe en ”viva” – en rød dessertvin, men dropper det igen. Køber i stedet for en rigtig god portvin.

Vi besøger også Peter Lehmann og var inde omkring Langmeil Winery som er en meget fin gammel vingård. Videre til St. Hallett Wines, hvor der bliver købt en rødvin. Igen et hyggeligt sted. Pigen ved disken forærer os to glas 🙂 Et dejligt souvenir her fra Barossa.

Næste vingård er Charles Melton. En meget fin oplevelse. Det er et noget anderledes sted, faktisk ligner det bare en lade, men hold da op noget godt vin de har! Og et hyggeligt sted. Vi køber to flasker, og det skulle vise sig, at det bliver vores favouritvin, som vi har jagtet lige siden. Den er steget pænt meget i pris siden vi var der, og Charles Melton er blevet et meget anerkendt vinhus.

Sidste stop er Krondorf Wines. Også et stort sted, men med et lille smagsudvalg. Vi falder for en hvidvin her.
I alt besøger vi syv vingårde, det er en virkelig fin og spændende tur.

Om aftenen bliver der selvfølgelig åbnet en god flaske rødvin. En St. Hallett Blackwell Shiraz, som bliver nydt sammen med ost og kiks i mørket uden for teltet under en fantastisk stjernehimmel.

Næste dag forlader vi Barossa igen og kører videre nordover. Målet er Wilpena i Flinders Rangers National Park. Der er meget lidt trafik på vejen, og det bliver mere og mere øde jo længere vi kommer mod nord. Der er meget få små byer undervejs, og de der er, ligner næsten amerikanske prærielandsbyer med meget brede gader og en række ”verandahuse” på hver side af vejen. I Quorn stopper vi og fik en kop kaffe og en kyllingepie i et lille cafeteria. Varme pies kan man købe overalt med forskellig fyld.

Videre nordpå er der store strækninger med græs og små buske. Mange køer og får, der står og klumper sig sammen under det eneste eller de meget få træer der er. Ind imellem en ensom vindmølle, der trækker vand op til dyrene. Af og til passerer vi et udtørret flodleje. I Hawkes får vi benzin på. Det er en meget gammeldags tank, der skal drejes på et håndtag for at få benzin 🙂

Vi når Nationalparken Flinders Rangers, og ved Wilpena Pound camperer vi på en naturplads, der ligger midt i en skov af eucalyptustræer (red river gum). Vi finder et sted til teltet på et leje af blade og bark. Vi er lidt nervøse for bilen, for der falder af og til grene og blade ned fra træerne. Her er meget varmt – 41 grader og en varm vind.

Vi køber to 1½ liter vand og går en lille tur på en times tid. Der er en del grønne papegøjer her, muligvis ringneck – samt galah, magpie og ravne. På vej tilbage ser vi 5-6 store kænguruer og en lille falk der endda har unger i reden.

Vi spiser aftensmad ved teltet. Her har vi lidt svært ved at finde et sted at sidde, der er bare mange myrer overalt! Men til slut sætter vi os bare! Det bliver tidligt mørkt, og nu kommer også myggene. Så vi trækker ind i teltet for at få fred 🙂 Det er stadigvæk varmt og det blæser også en del. Vi kan høre blade og store stykker bark falde ned hele tiden.

Næste morgen vil vi gå en tur meget tidligt, så vækkeuret ringede 05.15. Men det tordner og lyner, og det bliver gradvis værre, så vi ender med at pakke teltet sammen. Det er jo ikke til at vide, hvad det her kan ende med. Mens vi spiser morgenmad begynder det at dryppe, og inden længe bliver det til en meget voldsom omgang regn og torden. Vi sidder i bilen under hele uvejret, som varer et par timer. Endelig holder det op, og vi kan komme ud igen. Går lidt rundt på pladsen og finder en ny plads til teltet. Men aldrig så snart har vi sat teltet op, før det begyndte at regne igen. Så resten af formiddagen er vi inde i teltet! Ved 12-tiden er det endelig tørvejr. Træerne rundt om os har fået så mange fine farver, fordi de nu er våde. Grønne, gule, brune farver, det ser flot ud.
I øvrigt nogle meget store imponerende træer her. Mange af dem er hule forneden. Et af træerne har en hule så stor at man kan stå inde i den – fyldt med spindelvæv 🙂

En gåtur vil vi ikke snydes for, varme eller ej, så vi tager turen op til Mt. Ohlssons Bagge. Det er for sent på dagen til den store 7-timers tur til St. Marys Peek, desværre.
Det er gråvejr, ingen sol og helt vindstille. Ikke så varmt, omkring 27 grader. Turen op på toppen er fin – bjerget er 940 meter højt og her er en formidabel udsigt ind over hele Wilpena Pond. Desværre lidt diset, men så bliver vi da ikke stegt i varmen, så det er svært at vide, hvad man helst vil 🙂

Næste morgen må vi desværre videre – der er ellers masser af blå himmel, så udsigten ville have været fin fra toppen. Vi forlader pladsen ved 7-tiden. Der nærmest vrimler med kænguruer det første stykke, ser også to emuer og en wedgetailed eagle meget tæt på. I det hele taget er der mange fugle. Falke, galah, little corella og ravne. Senere er der mange køer og får.

Er på vej til Wilmington. Pludselig er der et hus midt i dette øde område. Her er MEGET langt til naboer! Ser  i øvrigt ingen mennesker overhovedet. Der kommer en sjælden gang en bil. Men der er mange ørne. Her ved 10-tiden om formiddagen er kænguruerne trukket i skygge, så vi ser ingen på markerne mere.
I Petersborroug holder vi ind og får en kop kaffe og en pølse i butterdejg. Også en klassiker herude! Får benzin på og fylder vanddunken med icecubes. Er nu på vej ad Barrier Highway til Broken Hill. Der er godt 300 km dertil. Vejen løber lige ved siden af jernbanen her. På vej fra Yunta mod Mannahill skifter landskabet igen. Store sletter med masser af lave buske. Store bakker i baggrunden, her har muligvis været minedrift engang. Jorden er ikke rød her, nærmere gul, eller rødbrun. I Mannahill virker husene meget ramponerede. Byen består af et hotel, en pub, et roadhouse og en garage af en slags med tilknytning til et benzinsalg. Her er også en politistation. Og det er så det!  Vi er ude af byen og her er øde igen så langt øjet rækker hele horisonten rundt. Og fladt, meget fladt.

Byen Olary er om muligt endnu mindre – og endnu mere forfalden. Utroligt hvis der bor mennesker i de her huse! Der er Fata Morgana agtige spejlinger på vejen som ligner vand, og det samme inde på markerne.
Inden vi når Broken Hill passerer vi grænsen til NSW. Broken Hill er en meget stor by. Vi vælger campingpladsen Lake View, der ligger et par kilometer uden for centrum. Her er ganske rigtigt udsigt til en sø, men kun oppe fra informationen…  Men vi får en dejlig grøn plæne at sove på og et træ der kan skygge lidt for bil og telt. Igen er her varmt – omkring 36 grader. Der er mange Yellow throated miner i træerne og ude på marken går der emuer.

Tidligt op næste morgen og videre med kurs mod Mildura. Vi ser igen emuer, og endda en emu med en unge. Også en del ørne og kænguruer. Vi er lige ved at ramme en af de store gulbrune.
Vi holder flere gange og fotograferede emuer, ørne og en død kænguru, som der igen var mange af langs vejen. Der er kænguru advarselsskilte, hvorpå der står, at der kan være kænguruer de næste 180 km., det er alligevel den længste strækning vi har set endnu. Ser også en ræv et par gange.
Vi passerer gennem Coombah, det ligner en by på kortet, men som kun er en tankstation.
Ellers er der ingen synlig beboelse. Kun store marker med tørt gult græs og en del får, der igen står under de få træer der er. Passerer en stor saltsø. Lidt senere er der hvedemarker så langt øjet rækker til begge sider af vejen. Store kornsiloer i de små flækker vi kører igennem.

Efter at have forladt New South Wales kører vi ind i Victoria og passerer Murray River. Der er stadigvæk langt ned til The Grampians, som er vores næste mål. Sidst på dagen når vi endelig til Grampians National Park. Kører til Halls Gap, hvor vi provianterer. Vi har udset os en campingplads efter en brochure. Vejen snor sig 10 km. op ad bjerget og ender på en parkeringsplads og en sti videre til udsigten Mt. Williams, som er den højeste top her i Grampians. Ned igen! og finder pladsen Lakeside Caravan Park et helt andet sted 🙂 efter lidt køren rundt. Vi var lidt møre efter 800 km’s kørsel i dag.

Næste morgen starter vi udforskningen af The Grampians. Kører først til MacKenzie Falls, hvor vi følger en sti ned til bunden af vandfaldene. Meget flotte vandfald, store og brede. Videre herfra til det berømte sted The Balconie, som er en lang klippe der stikker lige ud over afgrunden. Der var en lille times gang dertil fra parkeringspladsen. Vi skulle selvfølgelig helt derud og sidde – en flot sted. Herfra kørte vi til Halls Gap igen for at finde starten på The Wonderland Loop. Efter at have været på ruten i knap en time opdager jeg, at jeg har tabt kortet! Det er for lang en tur at gå uden kort, så desværre måt vi nedad igen. Jeg er ikke voldsom populær! Vi spiser i stedet for frokost på græsset ved P-pladsen, får fat i et nyt kort og kører hen til Mt. Williams, som er Grampians højeste punkt på 1167 m. Heroppe er der en formidabel udsigt ud over det kæmpemæssige skovområde. Der er mange fine Banksia buske her, med de sjove kogler. Også en del af de gule ”tørre” blomster, som vi dyrker hjemme til blomsterbinding.
Nede igen kørte vi hen til et picnicområde, hvor man kan bade. Tager en svømmetur i søen her.

Sidste tur her i Grampians er ad Silverbandvejen, hvor vi går en fin aftentur til Pinnacle. Der var godt 2 km. ud til udsigten, så vi skal være lidt hurtige inden det blev mørkt. Vi når klippetoppen halv otte og det var bestemt anstrengelserne værd. Her er meget storslået. Når hjem inden det bliver mørkt.

Vejen videre sydover går gennem The Grampians et lang stykke. Syd for Mt. Abrubt er der lige høstet, der ligger halmballer på markerne. Næsten nede ved kysten igen passerer vi nogle flotte sandsten ude i havet. Det er ”Bay of Islands”. Efter byen Port Campbell kommer så sandstensklipperne ”De tolv apostle”. Her må vi ud og se. Helt fantastisk. Klipperne er kæmpestore sandsten, der står ude i havet. Desværre er det lidt overskyet og endda med lidt småregn. Det blæser og er køligt. Vi går lidt rundt nede på stranden. Mærker på vandet og opdager at det er ret koldt. Pludselig har vi helt andre temperaturer end vi har haft de sidste mange dage.

Vi kører nu på Great Ocean Road. En smuk tur. Ind og ud langs strand og gennem skov og bjerge. I Apollo Bay slår vi teltet op for natten. Det er ikke let at finde en campingplads her, der er booket overalt til weekenden. Strøget her i byen er næsten besat af spisesteder. Et par supermarkeder og nogle få forretninger. Om aftenen får vi en dejlig fiskemiddag med en Wolf Blass til. Menuen var grillet Rockling og grillet Trevally med salat og pommes frites til samt et stykke brød ristet med urter. Meget lækkert alt sammen.

Næste morgen forlader vi denne tæt besatte campingplads igen og fortsatte ad Great Ocean Road. Lidt bedre vejr i dag. Vejen mod Lorne er meget smuk, man kører langs kysten det meste af vejen og kan se havet.
I Lorne slapper vi lidt af på stranden og går en tur i byen. Også her er der spækket med spise- og take away steder. De ligger som perler på en snor. Vi køber noget der hedder ”Tots pack” til kun 3.50$. Det viser sig at være en kæmpeportion af pommes frites+fisk+kødrulle+kartoffelkage. Vi blev i hver fald mætte!

Næste stop er Erskine Falls, der befinder sig ca. 8 km. ad en snoet vej nord for byen. Igen mange mennesker – men et flot vandfald. Undervejs til Geelong er vi nede ved stranden og er i vandet. Vandet her er faktisk flottere end ved Lorne og mere rent. Det er varmt, men det blæser lidt. Vi soler os lidt inden vi kører videre. Sandstrandene bare fortsætter og fortsætter. Gennem Torquai og videre til Geelong. Nu er vi for alvor i byområde. Her er der store veje og masser af trafik. Overnatter i Geelong. Det er vores sidste nat i teltet, så der bliver delt en dejlig Chardonnay – Family Reserve fra vingården Krondorf i Barossa. Den er bare god! En værdig afslutning på en lang, fantastisk og eventyrlig tur på ca, 3.400 km rundt i Southern Australia.

Næste morgen kører vi ind til Melbourne, får afleveret bilen og flyver tilbage til Sydney og familien.
Her bliver vi modtaget med dejlig kold juice og vindruer. Om aftenen griller vi pølser og deler en dejlig rødvin med Van og Tommy.