Efter knap 14 dage i Sydney sammen med familien flyver vi en torsdag morgen til Perth. Flyveturen tager 5 timer – der er langt fra kyst til kyst her i Australien. Får dog foræret 2 timer, som er tidsforskellen fra Sydney til Perth.
Selv om Perth er en stor by med flere millioner indbyggere, er tempoet her et helt andet end i Sydney. Langt færre biler og ikke nær så hektisk. Vi bliver indlogeret på Terrace Hotel – får et dejligt værelse med eget køkken.
Vi går ind til byen, og havner i en meget speciel gade, helt smal med høje, gamle huse og forretninger. Et vældig hyggeligt sted. Overalt sidder der folk ude på gaden og spiser eller nyder en kold drik. Vi fortsætter til stationen, hvor vi køber billet ud til Freemantle – Freo.
Turen til Freo tager knap ½ time, og nu er vi kommet helt ud til havet. Her er meget smukt.
Vi har fået fortalt, at byen er helt speciel, og det får vi bekræftet med det samme. Her vrimler med gamle flotte huse fra sidst i 1800-tallet og opefter. Her er flere kunstgallerier.
Vi tager en rundtur ved ”The Round House”, en helt rund bygning, som er uden et eneste vindue. Det er et fængsel – den ældste offentlige bygning i Western Australia. Herfra er der en flot udsigt ud over havet og havnen. Vi går ned til havneområdet. Her vrimler det bogstavelig talt med spisesteder. De fleste serverer alle mulige slags fish & chips. Vi vælger en af fiskeretterne og får en friturestegt Blue Empiror med chips. Det er et par mægtige portioner, som vi næsten ikke kan spise op.
Vi sidder ude ved vandet og spiser, her vrimler det med måger som ervar over den mindste bid, der bliver spildt. En turist har forladt sit papir åbent med masser af chips tilbage – og straks sidder der 20 måger på bordet og hakker i det!
Det er aften og mørkt, men der er liv og glade dage i byen. Et sted er der en pub, hvor det bare summer og gynger ud fra. Vi kigger ind, det er ret let, for der er ingen glas i vinduespartierne…
Vi må dog ned til stationen for at køre tilbage til Perth igen. Inde i byen er der derimod dødt og stille – ingen liv i gaderne overhovedet i hvert fald ikke der, hvor vi går.
Næste morgen nyder vi hotellivet med et overdådigt morgenbord.
Vi tjekker ud og går hen til Avis og får udleveret den bil vi har booket. En Nissan pulsar. Så nu går det sydover.
Vores rute er: Margaret River, Bunbury, Augusta med Cape Leeuwin, langs kysten til Albany og herfra op gennem landet til Stirling Range Nationalpark, Wave Rock og op til Kondinin. Herfra via York retur til Perth.
Ude af byen møder os et landskab præget af meget tørre marker med køer eller får. Af og til en vandpumpe og en smule spredte træer, der kan give skygge.
Fra Busselton kører vi ud til fyret ved Cape Naturaliste. Her er der meget skov og krat. Vi ser mange af fuglen: Splendid Fairy-wren.
Vi nærmer os vinområdet Margaret River. Når lige ind omkring vingården Pierro inden lukketid, og køber en hvidvin her, en 2000 Pierro Semillon Sauvignon Blanc til aftensmaden.
Efter lidt besvær med at finde en campingplads får vi endelig det lille blå telt slået op og får lavet aftensmad. Opdager at vi har et lille praktisk problem, for vi har kun fået tallerken og bestik med til én person! Det går alligevel, og vi får mad og deler en fantastisk dejlig hvidvin til.
Omkring os er det efterhånden blevet helt mørkt, og vi har den flotteste stjernehimmel med Mælkevejen lige hen over os. Vi har købt to stearinlys i campinginformationen – de er vant til, at turister her bliver overrasket over, at det er SÅ mørkt lige pludseligt, så de har lys liggende parat.
Næste dag pakker vi sammen og kører ind til byen Margaret River. Her får vi købt en tallerken, krus og bestik, så det bliver lidt lettere at spise om aftenen herefter 🙂
Nu gælder det vingårdene, som vi har glæder os meget til. Der laves nogle fantastisk hvidvine her i dette område. Første vingård er Voyager Estate. Et meget imponerende sted med en park som er et slot værdig. Græsset er trimmet som på en golfbane. Vi smager en 3-4 hvidvine, og det er selvfølgelig den dyreste, der er den bedste!
Næste vingård er Leeuwin Estate. En helt anden stil her, meget mere hyggeligt og knap så checket. Her er der en stor plads, hvor der af og til holdes koncerter. Fine hvidvine igen.
Sidste vingård i denne omgang er Redgate. Vi prøver at smage rødvinen her, men ender alligevel med at falde for en hvidvin igen. Tina Bendix fra DK kommer af og til herned, og har export til Danmark af vinene her fra Redgate.
Vi kunne være blevet i dette område i flere dage – meget spændende og svært at udvælge, hvilke vingårde man skal besøge. Men vi må videre for at nå vores planlagte rute.
Eyt kæmpehøjt Karri-træ
Næste stop er Augusta. Vejen derned går gennem skov. En meget imponerende en af slagsen. Her er Karri-træer. Høje – høje, slanke stammer med lyse De kan blive op til 80-90 meter høje. Vi holder ind for at fotografere – men det er svært, for der er LANGT op til toppen af træerne. Vi er inde i en forretning for at købe en avis, og da vi kommer ud herfra opdager vi, at der er skovbrand på den anden side af byen og fjorden. Det ser virkelig voldsomt ud, og det bliver hurtigt værre. Flammerne står højt op over træerne og en vældig røg pulser op.
Vi er heldigvis på vej væk fra ild og røg ned til den sydvestligste spids af Australien, Cape leeuwin, og mærker ikke mere til skovbranden. Her går vi op til fyrtårnet og nu er vi virkelig ude ved havet. Lige her, hvor Det Indiske Ocean støder sammen med Stillehavet.
Vi sætter os på klipperne og spiser frokost. Nede ved vandet er der en masse krabber, nogle orange fyre med lidt sort på ryggen, 2 lyse klo’er og 2 mørke til at gå med. Sjove at kigge på.
Vi går lidt rundt i området og ser os omkring. Kører tilbage til Augusta og slår telte op på campingpladsen med udsigt til vandet. Nede ved bådebroen er der en del pelikaner.
Vi vågner tidligt næste morgen til et vældigt fuglekor. Det starter som regel ved 5-tiden. Her er en del Kookaburra (latterfuglen), men også mange, mange flere. Bliver underholdt til morgenmaden af masser af små fugle i krattet og en andefamilie, der kommer spadserende forbi.
På vej ned mod Pemberton er der skov og skov. Og ind imellem store tørre marker med masser af køer. Utroligt, at de kan finde noget at spise på disse marker. Vi ser flere af de meget specielle træer der hedder: Grass-tree.
Ved Walpole drejer vi fra ad vejen der føre ind til Valley of the Giants – Tree Top Walk. Man går på lange stålbroer ind gennem skoven, højere og højere op indtil det højeste punkt, som er 40 meter oppe. Herfra er der stadigvæk et godt stykke op til toppen af flere af træerne. Meget fantastisk – det er de højeste træer vi nogen sinde har set. Og helt specielt at gå heroppe i trækronerne. Vel nede igen passerer vi et Red Tingle træ, der er 20 meter i omkreds og som kan blive op til 80 meter høje. Det er da højt 🙂
På vej mod Albany kører vi igennem byen Denmark :-). Lidt sjovt.
Vi ser en hel emufamilie i vejkanten, og sidst på dagen også kænguruer.
På campingpladsen Middleton Beach Holiday Park får vi anvist en plads til teltet. Her er faste sites, ikke noget med bare at slå teltet op på græsset. Og pladserne er afsat med en slags fibertæppe, der ligger hen over græsset. Her er en flot strand. Vi går langs vandet hen til byen og får fish & chips, denne gang er det Snapper og Haj på menuen. Inden vi når tilbage til teltet med maden, begynder det at regne. Vi når i læ, og det begynder at lyne, tordne lidt og regne. Flot at se på ud over havet. Det lyner og lyner ude over vandet.
Næste formiddag får vi provianteret i et Coles supermarked, og fortsætter mod Stirling Rangers National Park. Vi ser igen køer, får og passerer også en enkelt vingård.
Ved indgangen til nationalparken er der et: Fire Danger Today – barometer. Det er stillet på High – så det viser at der er tørt og varmt her. Og helt forbudt med åben ild.
Vi kører hen til pladsen, hvor ruten op til Western Australias højeste bjerg: Bluff Knoll på 1095 meter starter.
Der står, at turen tager 3-4 timer. Vi får vandrestøvlerne på, får vand i dunkene og starter ud.
Et meget flot område – og en hård tur. Alle træer og buske her er helt sortsvedne, og vi erfarer senere, at der har været skovbrand for knap et år siden. De fleste træer er begyndt at skyde igen, mange steder er der grønne blade på de sorte stammer, og også alle Grass-tree’s og de der hedder Blackboy er grønne i toppen. Dette er meget fascinerende. Også mange af koglerne på jorden er begyndt at lukke sig op og skyde nye frø ud. Helt fantastisk at se det grønne og det sortsvedne blande sig ud over landskabet.
Turen op til toppen er stejl og hård, men forholdslis let at gå. Flere steder er der lavet trin, så det er jo luksus. Efter 1 time og 20 min., står vi oppe på toppen. Sikke en udsigt! Det er rigtig imponerende. Vi ser et lille dyr – en Banditoos – en lille sjov fætter. Vi ser også en ørn – ovenfra! Undervejs nedover møder vi nogle lokale, der fortæller os, at stedet er meget anderledes end det plejer at være. Normalt er der skov, så man ikke kan se ret meget fra stien, men efter branden er det hele forandret.
Vi overnatter på campingpladsen her i nationalparken. Stille og fredelig plads med en masse fugleliv. Kookaburra, papegøjer, gallah og mange flere. Aftensmaden består af posemad fra Spejdersport J, så det er let, gammelkendt og godt!
Næste dag er det den 24. april – og Anders’s fødselsdag J Vi håber han får en god dag derhjemme i Danmark. Det har været en kølig nat og vi bliver igen vækket af fuglekoret.
I dag er målet at se den berømte Wave Rock.
Vi kører i det område der kaldes hvedebæltet. Med tørre, gule marker så langt øjet rækker. Af og til kommer der lige en grøn papegøje hen over vejen.
Her er også store flokke af får. Af og til er der rød jordvej ind til en gård – og de fleste gange kan man slet ikke se gården. Det må være specielt at bo så ensomt.
Ind imellem er der små søer og vandpytter. Søerne er saltsøer og de dannes fordi træerne her, som er specielt egnede til forholdene, og som forhindrer at saltet trænger op fra undergrunden er blevet fældet og jorden er blevet dyrket alt for intenst. Uden træer og buske er der ingenting til at holde på det tynde jordlag, og der dannes saltsøer. Områderne er dermed ubrugelige som landbrugsland. Det er et meget stort problem.
Vi når nu Hyden og Wave Rock. Betaler adgangsbillet og går ind til klippen. Der er meget kort vej at gå. Men sikke flot! Den ligner virkelig en bølge – det er da helt fantastisk. Vi går rundt og beundrer hele området. Klipperne her er 2,5 milliarder år gamle – og selve klippeformationen Wave Rock er 120 – 130 mio. år gammel. Oven på klippen er der en lille skov, og der ligger også en bunke store sten med sjove faconer og fordybninger.
Fra Hyden kører vi til York. Der sidder ofte papegøjer i træerne her. York er en by, der er spækket med flotte, gamle, bevaringsværdige huse. Vi går en tur på hovedgaden og er et smut inde i Town Hall. Et sjovt besøg, som at få skruet tiden 80 år tilbage. Om aftenen er der aggressive myg i massevis! Så vi ender inde i teltet med aftensmaden.
Vi står tidligt op næste morgen og kører til lufthavnen i Perth. Her afleverer vi bilen igen og 2 timer senere lander vi i Port Hedland. Landskabet under os på flyveturen har været rødt med snorlige jordveje stort set hele vejen. Vi får et lift fra lufthavnen til campingpladsen. Her er der græs 🙂 Varmt, med en luftfugtighed omkring 60, så vi får hurtigt fundet sandaler og shorts frem igen.