2. del af denne eventyrrejse starter i Port Hedland. Herfra kører vi ned til Karijini National Park, og Tom Price, og herfra op til Dampier og retur langs kysten til Port Hedland.
Det er aften nu, og vi sidder uden for teltet. Vi har købt en lille olielampe, for her er helt mørkt. Det bliver en varm nat. Chikaderne synger for os. Toiletterne er lidt for sig. Her om aftenen, når lyset er tændt derinde, kommer der temmelig mange kakkerlakker og andre små biller frem! Mens jeg er inde på toilettet springer der en fårekylling lige ned i hovedet på mig. Hmm… der er også grønne frøer i toiletterne, og Erik har fulgt en lille fight mellem en kakkerlak og en frø. Fin underholdning J
Det er en aktiv plads, her er mange campister, så der er en del uro om natten. Om morgenen er der motorlarm krydret med fuglesang. Her er en Topcrest Pigion, og vi ser en lille slange på en af stierne, den er helt orange med sorte ringe.
Flot bil og flot fyr – perfekt match
Vi pakker sammen og får et lift hen til lufthavnen – folk er meget venlige og hjælpsomme her.
Her henter vi den bil vi har lejet. Det er en hvid Toyota Landcruiser 4WD – den er godt nok flot! Der er ikke automatgear, så der skal lige lidt tilvænning til at bruge venstre hånd til gearene.
Inde i Port Hedland får vi booket overnatning når vi kommer retur hertil. Der er bare mange aboriginals her alle vegne, børn, unge og gamle. Får købt vanddunke og handler til de næste dage. Inden længe er vi på vej mod Karijini National Park. Grusvej, øde men meget smukt. Igen et specielt landskab. Store vidtstrakte områder med buske og græs. Flere steder Akacia-buske med gule blomster, som har en flot gylden farve, når solen skinner på dem. Selv om her er øde er det alligevel afvekslende. Vi passerer en del udtørrede vandløb, nogle af dem meget brede og ofte med et skilt hvorpå der står ”floodway”. Flere steder er der store områder med røde klipper og sten der ligger strøet rundt omkring i landskabet. Der er også større bakker, med bevoksning på klipperne. Af og til meget grønt, men også tørt.
Vi ser køer og vilde heste. Vejen ned til Karijini er lang, så vi tager en overnatning undervejs ved Auski Tourist Village. Det lyner ude i horisonten om aftenen, og det regner om natten.
Vi tanker bilen op her inden vi kører videre. Det er en meget forslugen kammerat, vi kører kun ca. 8 km. på literen!
Endelig når vi ned til Karijini.
Karijini nationalpark er statens 2. største på 627.445 hektarer. En af de specielle ting ved området her er, at man ikke ser store bjerge, men derimod møder vi pludselig 100 meter dybe kløfter, med stejle sider og flotte vandfald, eller brede dybe kløfter med en flod i bunden og sletteområder.
Klipperne her er 2000 millioner år gamle. Det meste af den sydlige del af parken er ikke tilgængelig.
Der er fundet spor af bosætning af aboriginere helt tilbage til for 20.000 år siden.
Vi kører ind til Fortescue Camping Area og finder en plads til teltet. Det er allerede ved at være godt varmt. Vi spiser frokost og kører hen til Fortescue Falls. Her går vi ned i bunden af kløften Dales Gorge. Stejlt nedad, men med fine trin det meste af vejen. Nede i bunden møder os den fineste pool. En af de planter vi ser er en Jubi-jubi. Saften fra den kan bruges til at kurere sår med og desuden til lim J. Vi går retur til bilen og kører hen til Circular Pool. Herfra går vi ned i kløften Dales Gorge igen og hen til Joffrey Falls. Det er en helt anderledes tur, meget vildere og en meget dyb kløft, som vi kommer helt ned i bunde af. Her er bare storslået. Vi svømmer lidt rundt i den fine klare pool der er hernede. Går lidt videre hen mod vandfaldene, men det viser sig, at hvis vi skal helt derhen må vi svømme, så det dropper vi. I stedet for går vi lidt rundt hernede. Vi ser pludselig en lille gulbrun slange, der spiller med tungen imod os! Vi er så dybt nede i kløften, at her er skygge på begge sider af vandet. Vi går op til toppen igen, og går hen til Knox Lookout. Herfra kan man se ned i kløften Knox Gorge. Lyset heroppe er meget fint, og farverne helt specielle med det gyldne græs og de mørkerøde klipper mod en blå himmel. Også et kæmpestort termitbo ser vi lige ved vejen.
Vi har igen en aften hvor det lyner i horisonten og det småregner et par timer om aftenen. Der er meget kravl her, myrer og fluer og andre små insekter.
Næste morgen har vi selskab af en del Butcherbirds, som gerne vil have vores krummer fra morgenmaden. Vi kører hen til en vandtank, der står ved vejen. Her tanker vi vores vanddunke op. Det er det eneste sted vi kan få vand her i parken. Pumpen til vandbeholderen er en vindmølle, der står lidt længere inde på marken.
Vi kører nu hen til et lookout, hvor vi kan se ned i hele 3 imponerende kløfter. Alle med vandfald, og som mødes i en stor flod.
Først går vi ned i Hancock Gorge. Der er udhuggede trin, og en jernstige indtil vi er nede i bunden. Vi kan følge stien videre langs vandet indtil det bliver for stejlt. Vi bliver imponeret hele tiden af omgivelserne. Der er en del eukalyptustræer her. Flere af dem er helt kulsorte af brand, men har så lavet sige en ny fin hvid bark og grønne blade rundt om det gamle. Det ser helt specielt ud.
Næste etape er Weano Gorge, hvor vi skal ned til Handrail Pool. Efter at have gået ned ad trappetrin igen og et lille stykke langs vandet kommer vi til et vandhul. Her sidder der en familie fra Tom Price (en by på den anden side af parken) – de fortæller, at man kan vade gennem vandet, så vi vader ud i det. Det blev nu alligevel lidt dybt, så selv shortsene bliver våde… men vi kommer godt over. Nu er der igen et stykke at gå på klipperne, og efterhånden snævrer kløften sig mere og mere sammen. Vi tager støvlerne på igen og går så bare gennem vandet med støvlerne på. Det er meget bedre end i bare tæer. Vi går nærmest i et lille vandfald til sidst. Pludselig vi igennem, og en stor katedral åbner sig foran os med det dejligste vand. Der er et jerngelænder man kan holde fast i ned til en klippekant, og herfra måtte man fire sig ned til søen i et reb. Det er temmelig stejlt! Men så er vi også nede ved poolen. Vi kan gå rundt om vandet, og finder et godt sted, hvor vi kan bade fra. Familien fra Tom Price kommer lige bagefter os. De har tydeligvis prøvet turen før, for det tager ikke lang tid for dem at smutte ned ad rebet. Selv den mindste dreng på omkring 6 år klarer det selv og er rundt over det hele. Moren svømmer hen over poolen iført alt sit tøj og med en stråhat på hovedet 🙂
Det er en spændende tur og et helt fantastisk sted vi er havnet.
Vores støvler er søkvåde og sålerne kan vrides. Vi pakker sammen og kører til Tom Price. Grusvejene her er fine og gode at køre på. Vi møder flere helt almindelig biler, der kører rundt her. På vej til Tom Price holder vi ind ved bjerget Mt. Bruce, som skulle være WA’s næsthøjeste bjerg. Herfra kan vi se ud til den meget store malmmine Hamersley Iron. Herfra går det vældig lange tog ind til Port Hedland. Vi ser toget et par gange. Det siges at være verdens længste tog, på 2,4 km. og med 226 vogne. Og der er sandelig også langt med mange tipvogne. Vi opgiver at tælle, det er som om det aldrig får ende.
I Tom Price slår vi teltet op igen. Vi ønsker at køre ad Tom Price Railway-track til Roeburne/Karratha. Men man skal have tilladelse til at køre ad denne vej, som er ejet af Hamersley Iron. Vi kan ikke få tilladelsen inde i byen, men må ud til minen i morgen. På campingpladsen myldrer det med den hvide og rosa papegøje Galah – som er en art coockatoo.
Igen en dejlig morgen. Vi står op inden 7 og sidder ude på græsset og drikker kaffe og spiser franskbrød med syltetøj. Det er det eneste vi har tilbage. De to pakker ost i skiver vi har købt er helt løbet ud i varmen og er blevet uspiselige… Vi får ikke handlet inden vi kører videre, Coles åbner først kl. 10 og det vil vi ikke vente på. Vi får tanket bilen op og kører op til minen – Hamersley Mines, hvor vi håber på at få tilladelse til at køre ad vejen, som følger jernbanen op til Dampier. Denne vej er kortere end den officielle. Den er ejet af Hamersley Iron og er den vej der bruges af maskiner og lastvogne med ærinder til både minen og toget. Vejen er næsten 300 km. lang. Vi finder kontoret og må se en informations video som fortæller os hvilke forholdsregler man skal tage for at køre ad denne vej. Der er lidt skrækkampagne over det! Men det er sikkert fornuftigt nok. Tilladelsen bliver udfyldt, og vi drager afsted. Vi kører faktisk 40 km. inden vi kommer til vejen. Der er en del ovesrvømmede steder, men ikke værre end at vi fint kan køre igennem.
Vi kører nu ad Tom Price Railway-Track. Vejen følger jernbanen det meste af tiden. 10 gange bliver vejen ført lidt uden om, og en enkelt gang kører den sammen med den offentlige vej ved Millstream Nationalpark. Det er en meget øde vej. Vi møder ikke mange biler. Det meste af vejen er bred og fin. Dog engang imellem smal og af og til op og ned gennem et flodleje, meget sjældent med vand i. De steder, hvor der er størst sandsynlighed for oversvømmelse er vejen asfalteret nede i hullet, så den er lettere at køre igennem. Efter Millstream er der et stykke der går gennem et klippeområde. Her er vejen lille og smal og meget ujævn et langt stykke. Heldigvis kommer der ingen modkørende, for der ser ikke ud som om der ville være plads til to biler her, og da slet ikke hvis det var en af de store lastbiler! Så – godt vi kører her en søndag, tænker vi 🙂
Vi ser toget et par gange. Den sidste gang indhenter vi det og kommer hen foran det. På en lang lige strækning fotograferer vi toget. Man kan faktisk lige se det hele; men stort set kun med kikkert. Der er to lokomotiver foran.
Det har været en lang grusvejstur men heldigvis er alt gået godt.
Vi kører nu ud til Dampier. Slår teltet op på campingpladsen.
Trækker badetøjet på og går ned til havet. Fantastisk dejligt helt lunkent vand! Her flyder vi rundt resten af eftermiddagen. Solen går ned ved 18-tiden. Vi finder en hyggelig Seafood restaurant. Her får vi en kæmpe portion fisk, rejer og chips og en kold øl. Det ser flot ud og smager forrygende. Så vi går dejlig mætte tilbage til teltet, hvor vi sidder og kigger ud over vandet og månen og kryber i poserne ved 22-tiden.
Næste dag får vi handlet ind i byens supermarked. Og tilbringer igen nogle timer på stranden, som vi har helt alene. Vi svømmer lidt engang imellem og sidder ellers bare og nyder solen og slapper af. Der er fisk i vandet – Erik ser en stor stingray suse hen forbi sine fødder og på vej ind en anden fladfisk.
Senere på formiddagen kører vi mod Roeburne. Det regner undervejs. I Roeburne– er alt forsømt og rodet, og der står og sidder aboriginere flere steder på gaden. Et par stykker går ude midt på vejen og forsøger at dirigere trafikken. Et sørgeligt syn!
Vi kører til Cassack. Det er en museumsby og vi ser de gamle huse her. En bager, et fængsel, et posthus og et hotel samt et par andre huse. Meget gamle fine huse. Vi var inde i fængslet – et temmelig skræmmende oplevelse – det har ikke været nogen spøg at være spærret inde her! Nede ved havnen er der flere aboriginere, og der står to australiere og fisker efter krabber. Tre små aboriginer drenge hjælper til og er meget ivrige og interesserede.
I Port Samson slår vi teltet op for natten. Det småregner igen lidt om aftenen. Vi går en tur ned til stranden, herfra kan vi se den meget lange mole i Dampier (jetty) i det fjerne. Erik ser en fisk slå op og fisker lidt, fanger faktisk en hornfisk! Der er også andre fisk derude, Whiting og ”Spanish Flag” fisken med de gule striber. Jeg snakker lidt med en dame der er ude for at lufte sine hunde. Hun er Irlænder. Hun fortæller at der også er solstrålehistorier om aboriginere. Nogle af de unge klarer at få gode uddannelser.
Der er mange fine musingeskaller og sjove forsteninger på stranden.
Dagen efter går turen videre tilbage til Roeburne og mod Port Hedland. Vi ser en del rovfugle på den tur. De sidder i træerne tæt ved vejen. Ved Whim Greek er der et roadhouse med en pub, her køber vi is og sodavand. Sidder i haven og spiser isen. Her har de en masse volierer med papegøjer og undulater.
Videre ad vejen er der af og til nogle store floder med vand i, der er hejrer og ørne, og Erik ser en slange bugte sig hen over vejen. Vi ser også en stor goanna. Så – alt i alt en livlig tur J. Landskabet består mest af store slettearealer og er i øvrigt meget fladt. Få steder går der køer, nogle specielle nogle med en høj ”pukkel” på ryggen.
I Port Hedland afleverer vi bilen igen. Så nu er der kun de flade futter til at transportere os rundt.
Vi er ved lufthavnen, og her er også ”The Flying Doctors” og ”School of the Earth”. Desværre er vi lidt sent på den til rundvisning. Vi går alligevel ind, og får lov til at se os omkring. Er endda alligevel så heldige, at vi får lov til at se deres informations video, som fortæller om begge instanser. Det var meget interessant.
Vi har bestilt en hotelovernatning på forhånd her til denne nat, så vi får fat i en taxi som kører os hen til vores logi. Det viste sig at være et noget primitivt ”hotel”. Her er helt tillukket og øde. Vi finder et værelse, hvor nøglen sidder i døren. Går ind – det er måske vores værelse? Det ser ikke alt for spændende ud – rodet og snavset! Heldigvis viser det sig, at det ikke er vores, vi får anvist et andet værelse. Det er en lille smule bedre. Stadigvæk snavset og aircondition’en virker ikke. Nå – men vi har tag over hovedet. Ringer efter en taxi til en restaurant, hvor vi skal fejre fruens fødselsdag J Mens vi står og venter på taxien må vi gå frem og tilbage hele tiden så myrerne ikke får for god tid til at vandre op på vores tæer….
Vi får en rigtig lækker fiskemiddag på en hyggelig restaurant med udsigt ud over havet. Vi har en fin aften og slutter den af med lidt shapes og et glas hvidvin på værelset. Kun afbrudt af jagt af firben, der kravler rundt på væggen!
Vi sover i vores soveposer ovenpå sengetæppet. Har bare slet ikke lyst til at krybe ned i de dyner og lagner der er her.
I dag skal vi med bussen Grayhound Pioner til Broome.
Den store bus kommer lidt over 11. Vi får lov til at sidde på forsædet – herfra kan man rigtig følge med på den ca. 600 km. lange tur, som varer hele dagen.
Landskabet her oppe langs den nordlige kyst af Australien er meget fladt. Vejen går næste snorlige derudaf. Eneste afveksling er, om bevoksningen er mere eller mindre høj! Om der er buske eller kun græs og røde termitboer. Af og til er der store områder der er sortsvedne af brand. Chaufføren fortæller, at han engang imellem ser kameler inde på vidderne. Der er også af og til fugle, både småfugle og rovfugle.
Vi ser en sandsky – nærmest en lille hvirvelvind/tornado. De opstår efter brand, fordi der ikke er noget til at holde på sandet, som hvirvler rundt i blæsten og danner denne lange søjle. Vi møder virkelig meget få biler. Efter 4 timer ser det hele stadigvæk ens ud! Fladt som en pandekage. Der har været områder, hvor træerne er gået helt ud. Chaufføren fortæller, at en cyklon for ca. 1 år siden har hærget og blæst alle knopper og blade af træerne. Det lader ikke til, at træerne begynder at gro igen.
Ved Kunnunurra brænder de spinifix-græsset af en gang om året for at forhindre bushfire, og for at få det hele til at gro igen. Der ligger en stor fed slange på vejen – brun med lyse ringe – Tigersnake siger chaufføren!
Vi så en fin solnedgang og det bliver mørkt.
Vi ender i Broome 18.40. Der holder en bus fra det backpackerhotel hvor vi har booket et værelse for natten. Der bliver læsset helt utrolig mange mennesker og bagage ind i den lille bus, som så kører os alle det lille stykke vej over til ”hotellet”. Det ser fint ud – og ligner alle andre backpacker-hoteller.
Vi får vores værelse, og går så ud i byen for at finde Chinatown, hvor vi kan spise. Det er godt nok mørkt! Vi har løseligt fået at vide hvilken vej vi skal gå – der er en kæmpestor græsplæne, hvor der er samlet flere grupper af aboriginere. De sidder og råber og mange af dem er halvfulde.
Vi finder Cinatown og køber en sanwich hver. Går tilbage til hotellet, hvor vi sætter os i gården og spiser.
Igen en varm nat – vi savner vores telt!!
Næste etape er udforskning af Broome, på 4WD-tur ad Gibb RIver Road