To gange har vi vandret i Dividalen Nationalpark. Første tur starter i den nordlige ende af Dividalen, og på den anden tur bliver vi med vandflyver fløjet ind til en sø i Sverige, hvorfra vi går ind over grænsen til Norge og videre i Dividalen ned til Anjavass…

Vi lander med fly i Troms om natten kl. 23.30 i 22 graders varme. Det er helt fantastisk. Herfra tager vi en taxa ud til campingpladsen Tromsø Camping. En dejlig campingplads med fine pladser til små telte. Vi er midt på sommeren, hvor det er lyst døgnet rundt, så der er ingen problemer med at finde en plads til teltet.

Næste dag går vi ind til Tromsø. Vi går forbi Tromsdalen kirke= Ishavskatedralen og passerer den store bro over Tromsøysundet. Udsigten herfra mod de sneklædte fjelde i det fjerne er bare helt fantastisk. Solen skinner, der er 26 graders varme og himlen er helt blå. Vi får ordnet nogle praktiske ting, lejer nøgle til hytterne i Dividalen, får busplan og diverse oplysninger om turen derned. Nede på havnen får vi opmagasineret lidt ekstra bagage, som vi ikke vil slæbe med frem og tilbage på vores kommende fjeldtur

Efter at have siddet lidt på pladsen med Roald Amundsens statue tager vi bussen tilbage til teltet. Om aftenen er vi til midnats-orgelkoncert i Ishavskatedralen. Det er en flot oplevelse – midnatssolen skinner ind ad den meget smukke glasmosaik i gavlen. Det er Europas største glasmosaik, 23 m. højt 140 m2, udført af Victor Sparre. Selve indretningen og inventaret i kirken er meget enkelt med egetræsbænke og lysebrune læderpuder.

Nu gælder det vandreturen i Dividalen, så næste dag pakker vi rygsække og telt og tager bussen ind til byen. Hen sidder vi så igen sammen med Roald Amundsen og hans måger! Vi har observeret, at der altid sidder en måge på hans hoved, hvilket bevirker, at han er noget “hvid” i toppen….

Vi kommer med langtursbussen først til Nordkjosbotn og derefter til Øverbygd/Skjold. Herfra ringer vi efter en taxa, der for 280 n.kr kører  os ind til Tverelvmo.

Her hanker vi op i rygsækkene for alvor og starter vandreturen, sidst på eftermiddagen onsdag d. 14. juli. Vi starter som sædvanlig i skovområde, så inden der er gået 1/2 time skifter vi (- trods det fine vejr..)  i panik fra shorts og t-shirt til lange bukser og jakke. Vi er ganske enkelt ved at blive ædt af myg og klæg! Ruten er groft sagt Rostahytterne, Dærtahytterne og til slut Dividalsshytterne. Vejret er varmt og flot. Vi når Rostahytterne torsdag og er nu også kommet ud af Rostadalen og skovområdet. Hytterne her er lige gjort i stand, så de er vældig pæne og velholdte. En meget fin hængebro fører os over på den anden side af den brusende Rostaelv. Det viser sig dog, at de stålwirer man holder i, forsvinder højt op på den sidste halvdel, så man må klare sig ved egen balanceevne – det var nu ikke særlig underholdende.

Herfra går det støt opad, indtil vi når det sted, hvor vi har tænkt os at slå teltet op. Vi har udset os et fladt stykke land med nogle søer ca 3 km. fra hytterne. Medens vi går og leder efter en god teltplads, opdager vi at himlen har trukket sig sammen og det tordner i det fjerne. Det ser ret alvorligt  ud. Det begynder at blæse og småregne, så vi får i hast teltet rejst. Nu går det hurtigt – inden der er gået 10 min, er storm og blæst over os; men det lykkes os at få tag over hovedet forinden, så vi sidder i sikkerhed. Teltet holder til sin første storm og regn, som er en af de barske. Ved halv ottetiden klarer det op igen. Om aftenen  kommer en større flok rensdyr stille og roligt luntende forbi. Et par ryper farer baskende op og hedehjejlen fløjter i nærheden. I søen er der sortstrubet Lom, edderfugle og nogle andefugle vi ikke kunne se ordentligt.

Der vokser mange planter her; men mange steder er de kun lige tittet op af jorden, sneen har ligget her indtil for meget nylig. På en sø lidt borte er der fortsat is på vandet.

Turen den næste dag er også meget præget af sne og is. Det ligger næsten overalt. Ikke langt fra vores lejrplads ser vi nogle ret store spor i sneen, og er først ved at tro at det er bjørnespor; men ved nærmere eftersyn konstaterer vi lettede, at det er det nu ikke! Selv om vi gerne vil se en bjørn, og selv om vi ved, at vi går i et område, hvor der kan være bjørne – er det nu så som så, hvor vilde vi er med det lige nu og her…

På trods af den megen sne er ruten nogenlunde let at følge.

Vi spiser frokost ved to store søer, der ligger i 900  m’s højde. Her er ret køligt (=pivkoldt…) og søerne er kun halvt isfri, så vandet heri er næsten mere end koldt. Det gør godt med en omgang varm blåbærsuppe. Vi skal over et fjeld der er 1033 m., så her er stort set kun sne og områder med store fjeldblokke, der er ret vanskelige at færdes i.

Langt ude i det fjerne på en slette ved en stor sø, kan vi nu se Dærtahytterne. Men vi skal ned ad fjeldet først, og nedstigningen er meget brat. Ruten går ned langs et stenskred, så det er tungt og besværligt. Vel nede går det nu forholdsvis lige ud indtil vi når hytterne.

Vi slår teltet op et stykke fra hytterne. Efter at have været på farten i omkring 8 timer, er vi godt trætte, og det regner hele aftenen og hele natten. Næste dag bliver brugt til at nyde fjeldlivets glæder. Vi bliver vasket i en lille indsø, hvor vi har selskab af både rensdyr, lom og snespurve. I hytterne er den tilsynsførende fra Troms turlag i gang med at vaske og gøre rent, så vi får en sludder om turen, den høje vandstand i elvene og vejret de næste dage.

Om eftermiddagen sidder jeg og tegner medens Erik prøver fiskelykken i søen. Der går ikke ret lang tid, før Erik kommer tilbage i fuld fart. Han fortæller begejstret om en fantastisk ørredfangst, hvor der stort set er bid hver gang! Vi småløber tilbage til søen, og her ligger der fire store, flotte røde røya. Erik fisker videre – det her er for spændende til at holde op  – han fanger to mere, som får lov til at svømme videre – en oplevelse rigere.

Mens Erik gør fiskene rene samler jeg brænde. Her vrimler ikke med brændbart materiale; men det lykkes os alligevel at finde nok til et bål. Fiskene bliver krydret og pakket ind i staniol medens vi forsøger at få ild i den ret tvivlsomme bunke brænde, der er samlet sammen. Det går – der kommer ild og efter en stund får vi placeret fiskene i gløderne, som vi med møje og besvær holder ild i ca. 1/2 time. Heldigvis ligger der også en pose “hvidvinsauce” i rygsækken, så det bliver et meget luksuriøst måltid denne aften.

Vandet i elvene står ret højt. Snesmeltningen er gået sent i gang dette år. Det er derfor ikke altid let at komme over en elv, når de sten man skal balancere på står under vand, er glatte og kan risikere at vippe i et kritisk øjeblik. Og sådanne er der en del af i Dividalen, da broer er en sjælden forekomst her. Denne dag må Erik komme mig til undsætning – jeg er gået i stå midt i elven. Han smider rygsæk, støvler og strømper og får mig sikkert på land igen. Godt at være to!

Vi slår teltet op mellem to store søer. Efter en omgang blæst og regn klarer det op, og vi går en tur op på den nærliggende fjeldtop for at se ud over landskabet. Det stille vejr har også vækket myg og knot. Området er dækket af multebær – i blomst – men det betyder også sump og dermed masser af insekter. Aftensmaden bliver tilberedt med anorakken godt snøret til. Om aftenen nyder vi en meget flot rød himmel. På trods af skyerne er det en meget idyllisk udsigt.

Næste mål er Skaktarelven. Der er ikke de store stigninger, vi går ved foden af fjeldet “Store Nanna”. Her er der derimodd meget sumpet, så vi går stort set i vand det meste af tiden. Da vi når Skakterdalen, kan vi se elven og også flere telte på den anden side af elven. Vi har ikke mødt nogen mennesker i et par dage.

Vi når ned til vadestedet og kan hurtigt konstatere, at det ser meget besværligt ud. Elven er ca. 50-100 m. bred og fuld af sten og  halvdybe strømsteder.. Vi bliver enige om at tage bare ben i gummistøvlerne, så vi smider de lange bukser op i rygsækken og starter ud. Det bliver en uforglemmelig tur. Vi hjælpes ad, støtter hinanden, og efter ca. 20 minutter, med støvlerne fulde af vand og næsten 100  myggestik på de bare lår – er vi i sikkerhed på den modsatte side.  Ånder lettet op – hælder vandet ud af støvlerne og får strømper, sokker og bukser på igen.

Vi finder en god teltplads. Ikke så langt fra tre yngre nordmænd. Erik får rigget fluestangen til og går ned til elven.

For 10-11.000 år siden var Dividalen endnu dækket af indlandsis. Det mildere klima, der fulgte resulterede bl.a. i nogle kraftfyldte smeltevandselve under bræerne. Disse elve søgte ned i de dybeste dele af dalene, hvor de flød sammen i en central elv, som ofte fulgte samme løb som dagens elv. Mange af vor tids elve løber i dybe kløfter, skåret ned igennem fjeldet væsentligst af sådanne smeltevandselve. Dette gælder den nordlige og vilde del af Skaktardalen. Bræerne indeholdt en masse sten, grus og sand, som blev afsat på steder, hvor strømhastigheden var lille. Denne her del af Skakterdalen er bred og med forholdsvis lille hældning, så her er et stort område med høje grusbakker langs elven. Det er et flot, særpræget område, som virkelig vidner om naturens kræfter for tusinder af år siden.

Vores tre nordmænd tilbyder os et lift fra Dividalen ud til civilisationen. De har bilen stående omtrent ved Frihetsli. Vi skal alligevel retur om et døgn, og mangler kørsel, så vi tar imod tilbuddet. Det bliver den hurtigste tur ned fra fjeldet vi endnu har præsteret. Ved 13-tiden tager vi afsted. Vi følger Skaktarelven et langt stykke indtil den forsvinder i en canyon, der kiler sig ned i landskabet. Herfra går vi tværs igennem hvad som helst! Vores norske venner er kendt her i området, så de følger ikke stierne; nærmere tværtimod! Det går over stok og sten, gennem krat, sump, pil og vandløb. Og det går stærkt. De tre unges rygsække er ikke tilnærmelsesvis så tunge som vore (- tror vi ikke…), men vi to midaldrende lavlandsdanskere følger efter det bedste vi har lært! Godt at konditionen er i top – ellers var det vist ikke gået. På et tidspunkt er jeg ved at knække sammen af grin – jeg ser pludselig mig selv – selvfølgelig bagest – komme tumlende ned ad fjeldet, idet jeg af al magt forsøger at holde bare nogenlunde trit…

Vel nede ved bilen, 3 timer senere tryller de tre fyre en flok iskolde colaer op af elven under broen. Her har de hængt til afkøling siden de gik op på fjeldet. Alle fem + rygsække bliver mast ind i en lille renault, og vi kører hen til campingplasen. Hvis vi ellers kan klare mosten i den sammenklemte tilstand i bilen, var vi velkommen til at køre med dem helt til Tromsø – det siger vi ja tak til, og giver derefter en omgang pølser m. pommes frites ved det Gatekjøkken der er på campingpladsen.

Det bliver ikke nogen kedelig tur til Tromsø. Vi får talt en masse med de unge mennessker. Ved 18.30 tiden holder vi så på Tromsdalen camping efter en uforglemmelig uge i Dividalen Nationalpark.

Det er noget af et antiklimaks pludselig at befinde sig på en myldrende campingplads med brusebad, toiletter, køkken og varmt  vand..

Stilheden og freden fra fjeldet er væk…

……………………………………………………………………….

Et par år efter i begyndelsen af august er vi igen på vej til Dividalen Nationalpark.
Vi står ved bredden af søen Tjuolmajaure i Sverige nord for Kiruna tæt ved den norske grænse og  ser vores vandfly forsvinde hen over fjeldet.

Det første vi møder er MASSER af meget sultne myg! Vi har ganske glemt at få myggespray på, og bliver ret kontant mindet om, hvordan det er at færdes i myggeland!
Det er kun 12 timer siden vi forlod det flade danske land, så omstillingen til fjeldtur er rimelig voldsom.

Vi er med fly til Kiruna, og herfra vandfly til søen Tjuolmajaure, der ligger op mod den norske grænse, Troms og Dividalen nationalpark.

Vi hanker op i rygsækkene, fordeler håndbagagen imellem os, og begynder vandringen ind mod Norge og en lejrplads for natten.

Her er helt vindstille og rimelig lunt. Efter en times tid passerer vi grænsen, som her er synliggjort ved en rund gul betonklods midt i naturen.

Ved bunden af søen Ravdojauri finder vi en fin teltplads. Søen er blikstille – solnedgangen betagende – hedehjejler og præstekraver underholder os, så eneste minus her er den halve million af myg, der også elsker lunt og stille vejr samt friske ubrugte danskere….Men sikke en start på en forrygende vandre- og fisketur.

Dagen derpå begyndte pænt, men gik efterhånden som den skred frem over i regn og blæst – ja egentlig blev det til et værre møgvejr!

Området vi passerede var ret livligt, der var meget små præstekravekyllinger med bekymrede forældre, meget travle og larmende hedehjejler, som sansynligvis også havde små at passe på, almindelig kjove, terner og lemminger. Små græsreder i terrænet viste tydelige spor på, at det var et yngleområde.

Vi fandt et sted med lidt læ i det store sø- og vådområde som Skaktarjokka løber ud i. En kop varm kaffe og et par skiver medbragt rugbrød fik humøret tilbage, og vejret blev bedre i løbet af eftermiddagen.

Området blev udforsket – her var masser af havterner, der havde meget travlt med at fiske i søen og jage andre fugle væk, meget underholdende at se på. Man skal i øvrigt også holde sig væk selv, for kommer man for nær deres reder, bliver man meget bestemt fulgt til dørs. I det hele taget meget fugleliv.

Næste dag fulgte vi elven et par kilometer ind i Skaktardalen. Undervejs stødte vi på flere ryper, og en stor flok rensdyr på fjeldkanten på den modsatte side af elven.

Erik fandt fluestangen frem, og jeg satte mig til at skrive og tegne. Et rensdyr svømmede over elven, vandrede stille og roligt op mod mig, stod lidt og kiggede kun et par meter fra mig, og løb så roligt tilbage og svømmede over elven. Der blev fanget en enkelt lille fisk, og flere nappede til fluen.

Multebærrene her var kun lige i blomst, eller med røde bær, så det ville vare en rum tid, inden de kunne plukkes. Derimod var der modne blåbær. Det var nærmest krybende blåbær. De lå helt tæt ved jorden/klippegrunden, men der var en del bær, hvis man ville bruge tiden på det – og tid har man heldigvis i rigelige mængder på fjeldtur.

Den følgende dag havde vi en dagstur østover ind mod fjeldet Beassit og nogle store søer. Vejret var lidt blandet, men det meste af tiden udmærket. Vi så igen mange fugle, og også fjeldvåge og kongeørn. Frokosten bestod af nylavet blåbærsyltetøj, hjemmebagt rugbrød, frugtpålæg og ost. Det var et spændende område, meget uberørt og helt uden stier. Vi gik over fjeldet og ned til elven. Det var blevet lidt svært at styre fluelinen i den tiltagende blæst, et par småørreder blev sat ud igen.

Ruten næste dag fulgte vintervejen over fjeldet, så der var ingen stier. Vi skråede op over fjeldet og søgte ind imellem de tre store klippetoppe Store Jerta, Derrabakti og Stohkekeborri. Herfra var det bare lige ud til vi kom til søerne. Terrænet var ikke så vanskeligt at gå i, kun lidt anstrengende når det gik opad. Da vi kom op over fjeldet og kunne se ned mod søen Beassetjavri, så vi en enorm flok rensdyr. Der ganske enkelt vrimlede med rensdyr oppe på fjeldet og nede i lavningen. De sivede ind over fjeldene efterhånden som vi kom nærmere. Søen lå flot og indbydende, og vejret var blevet betydelig bedre med blå himmel og hvide skyer.

Vi slog teltet op tæt ved en lille elv, der endte i søen. Det var sandelig rensdyrland vi var kommet til, for af og til kom en lille flok gående forbi os.

Pludselig lød der lyde fra søen og en meget ivrig vinken. Erik havde bid! Det var en fisk med kampånd, som de næste 20 minutter forsøgte at komme fri af fluen igen. Til slut smed Erik støvlerne og vadede ud i søen og efter endnu en rum tid lykkedes det at nette fisken.

En stor flot rød rødding, på ca. 60 cm. og sikkert et par kilo. Altså – sikke en fangst.

Næste opgave var herefter at få lavet et bål, så fisken kunne blive stegt behørigt. Nu vrimler det jo ikke ligefrem med brænde her på fjeldet, men udgåede pil er altid et godt bud. Så inden længe var der alligevel samlet en bunke tørre grene og snart brændte et lille bål. Da gløderne var tilpas, blev fisken, der var godt pakket ind i staniol, lagt ind i gløderne i en lille halv time.

Resultatet af en sådan øvelse ender altid med succes! Aldrig smager en fisk bedre, end når den er friskfanget og stegt i bål på fjeldet.

Om aftenen havde vi underholdning af flokken af rensdyr, der skulle ned til vandet og ha’ lidt af det saftige græs her. I mere end en time sad vi med hovedet ude af teltet på første parket og kiggede på dyrene, som var ved at falde over bardunerne. De havde god tid, og det havde vi faktisk også, men til slut måtte vi sige stop, og krybe i soveposerne, så vi også kunne få lidt søvn den nat.

Det var i det hele taget et sted, hvor naturens beboere ikke tog sig af forstyrrelser, for vi havde også 6 små Odinshaner i søen. De var vældig fotogene, svømmede rundt og løb på stenene i vandkanten.

I løbet af de næste par dage fortsatte vi til Dividalshytterne og videre herfra til Anjavasshytta. Ved broen over Divielva slog vi lejr for natten.

Vi var bestemt nu ret tæt på indfaldsvejen til Dividalen fra hovedvejen, for pludselig myldrede det med mennesker. Rart nok at snakke med folk igen, men det var næsten for meget af det gode!

Den største gruppe var et feriehold fra Jugoslavien. De havde planer om en rimelig lang tur på flere dage, men deres udstyr var mildt sagt dårligt efter hvad vi kunne se. Børnene havde kondisko på, og flere af de voksne havde meget gamle og primitive rygsække. Vi mødte dem ikke senere på turen, så hvordan, og om de fik gennemført deres tur må vi overlade til fantasien. Entusiasmen var stor, så de har ganske givet gennemført.

Ved Vuomahytterne blev vi budt på kaffe af et par nordmænd. Vi sagde ja tak, og snart sad vi lunt og godt i hytten og fik en god snak om fisk og fjeld. Det småregnede lidt og vinden peb da vi fortsatte, så jakkerne måtte frem. Lige hvor vi igen forlader Dividalen Nationalpark, slår vi lejr for natten. Efter lidt tummel med at finde en ordentlig teltplads får vi lige akkurat teltet sat op og vores ting indendørs begynder det at øsregne og blæse kraftigt. Utroligt som et telt kan være lunt og dejligt når naturens kræfter raser udenfor.

I Gaskarområdet var der meget frodigt. Af planter kan nævnes: Fjeldbregne, Flällummer, Fjälltimotei, Polarull, Fjeld-hønsetarm, Topspirende pileurt, alpetjærenellike, tuelimurt, bidende ranunkel, fjeld-kalkkarse, Rosenrod, leverurt, multebær, fjeldastragel, fjeldviol, kvan, liden vintergrøn, moslyng, revling, alpeærenpris, sorttop, almindelig gyldendri, snebakkestjerne, kattefod, nordisk evighedsblomst, fjeldhøgeurt, dværgpil, blålyng…

Turen ind over fjeldene mod Gaskarhytterne var ret skrap. Der var ikke de store stigninger, men vejret var ikke morsomt. Der var ca. 7 grader nede ved vandet, og meget af ruten foregik i op til 1000 meters højde. I regn og blæst og koldt vejr, er det ikke det mest charmerende man kan tænke sig. Det er som om at fjeldene tager sig en hel del bedre ud i solskin! Vi slog lejr ved elven nede i skoven. Det regnede fortsat,  men det lykkedes mig at få bagt 6 dejlige pandebrød, så det blev råhygge inde i teltet iført tørre sokker og sovepose..

Herfra er der 16 km. til Inset. Det havde regnet det meste af natten. Vi lagde plastikposer på en udgået træstamme og fik morgenmad og varm te. Derefter morgentoilette i elven, vist den koldeste elv på denne tur, men absolut frisk! Godt at få al myggesprayen vasket ud af håret og af kroppen. Så må vi nyde sæbelugten så længe det varer.

Regnen betød at området gennem skoven var vådt og mudret, så det varede ikke længe før vi var godt våde igen. En fjeldvåge fulgte os et langt stykke gennem skoven.

Vi gjorde holdt allerede hvor Koievaselva løber ud i Altevatnet. Trængte til nogle timer uden rygsæk i et fint terræn. I søen var der rødstrubet Lom, og i det store vådområde var der multebær så langt øjet rakte. Et enormt område, og vi var lige præcis for tidlig på den. Bærrene bugnede røde og flotte overalt, men ikke et eneste lillebitte bær var modent. Det var nærmest tortur!

Der var et par småørreder på krogen, men de fik lov til at leve. Aftensmaden blev spist i fuld solskin – hvor heldig kan man være? Undervejs her til pladsen så jeg for første gang planten Bjørnebrod. En lille og unselig plante med meget små blomster. Desuden fjeldsalat, skovstorkenæb, hønsebær og plettet gøgeurt. Nordisk linnea, fjeldløvefod, engnellikerod, bjørnebær, engblommer og stjernestenbræk.

Den obligatoriske cacao blev varmet ved halv-ti-tiden, og derefter var det godnat.

I dag var så dagen, hvor vi skulle forlade fjeldet. Vi nåede Innset ved halv tolv tiden om formiddagen. Herfra skulle vi finde ud af en eller anden måde at komme til Sætermoen på, og da der ikke var busforbindelse havde vi ikke på forhånd kunne arrangere noget.

Vi var så heldige, at da vi henvendte os ved Villmarkcentret viste det sig at ejeren skulle til Sætermoen lidt senere, så hvis vi i øvrigt ikke havde noget imod at sidde lidt klemt, ja så kunne der nok blive plads i bilen. Det viste sig at bilen var en pickup ladvogn. Rygsækkene kom om bagi sammen med hunden, og da der var en passager med foruden os, blev vi to mast ind på klapsæder bagved forsæderne. Det gik vældig fint, og vi fik en god snak med de to herrer på turen. Alt gik som fod i hose herefter, vi blev læsset af ved busstoppestedet, og mindre en en halv time efter var vi på vej mod Narvik. Det var faktisk den eneste bus den dag, så man kan godt undre sig over, hvor heldig man kan være.

Kort før Narvik blev vi læsset af ved campingpladsen. Det er altså ikke den bedste teltplads de har at tilbyde teltfolket her. Der var for så vidt masser af plads, men der var mere jord og grus end der var græs, og det meget våde vejr havde ikke gjort det mere charmerende. Vi valgte det sidste stykke med lidt græs, tæt ved en gammel rusten gril halvt fyldt med affald… Nå – men teltet kom op, og da det var vådt skulle det lige luftes igennem. Svært da det småregnede og var stort set vindstille. Vi gik op i fælleskøkkenet for at se på forholdene, men de var desværre ret forstemmende. Møblerne var slidte og snavsede, gulvet var snavset og heller ikke toiletterne var for pæne. Der var et køkken med to vaske og et enkelt kogeapparat. Da vi heller ikke var det eneste telt på pladsen, var det ikke så let at komme til.

Den følgende dag var der dømt bytur i Narvik. Vi havde en hyggelig dag, hvor vi osede i forretninger og så på byen. Vejret var ikke til sightseeing, det småregnede og var koldt.

Næste dag tog vi toget tilbage til Kiruna. Her skinnede solen! Men kulden havde vi fortsat med. Her boede vi på campingpladsen de næste par dage. Kiruna er en fin by, men ikke forfærdelig stor. Der er flere gode seværdigheder, bl. a. Samegården men en fin udstilling af Samisk kunst, smukke ting men frygtelig dyre. Kiruna Kirke så vi kun udefra, den var desværre lukket.

Området der støder op til campingpladsen er et kæmpestort terræn med stier til bl.a. skiture. Her er en rute der hedder ”Midnatsstigen”, der går ned gennem et dejligt område med birk og blåbør og fyrretræer op mod slaggefjeldene ved minerne helt op til skihejsen der ligger på fjeldet Luossavaara. Undervejs med masser af informationsskilte, så det var en fin tur. Fra toppen kan man se Kebnekaise og sydtoppen. Vi satte os på en bænk og spiste frokost. For føste gang i ferien i shorts og t-shirt! Vi nød solen og udsigten længe.

Om aftenen spiste vi på en kinesisk restaurant i Kiruna, skønt at slippe for posemaden…

Men så var det også næste slut på den tur, næste dag fløj vi tilbage til Aalborg, og faldt tungt ned i en blød seng ved midnatstid.