Målet denne sommer er Hellemobotn, som ligger inderst i Tysfjorden, syd for Narvik.
Vi flyver fra Aalborg til København, herfra til Oslo og til Everness, flypladsen nord for Narvik.
Herfra tager vi flybussen mod Narvik, og bliver sat af ved Hærsletta Camping nord for byen.
Det er regnvejr og ikke over 10 grader. Men tørvejr da vi efter 5 kvarter når campingpladsen.
Her sidder vi på en bænk foran teltet og spiser rugbrød med ost mens vi ser ud over en flot blikstille fjord. Godt at være nået så langt.
Det regner meget om natten, men ellers vågner vi til en tør morgen, overskyet og noget køligt-
Sidst på formiddagen stiger vi igen på flybussen mod Narvik, og herfra tager vi en bus videre til Kjøpsvik. Denne bus har forbindelse med båden til Musken, så pludselig flaskede det hele sig med transporten.
Det er en lang køretur, vi skifter bus undervejs.
I Musken har vi en aftale med Poul, som skal sejle os ind i bunden af fjorden til Hellemo. Det viser sig, at det ikke er Poul – men Mikael der er skipper, og han viser sig at være alle tiders turistguide.
Han fortæller at det har været den mest aktive rute til Sverige under 2. verdenskrig. Hele 3000 var flygtet ad denne vej. Undervejs ser vi en kalkstensklippe, der gemmer på Norges største grotte med en indvendig elv. Vi sejler helt hen til klippen og ser hullet, hvorfra man kan kravle ind, og ser også hvor elven løber ud under vandet. Fjorden her er Norges dybeste på godt 400 m.
Vi når Hellemobotn og kommer i land. Det viser sig at Michael og svigersønnen, som også er med på sejlturen, begge skal ind på fjeldet. Svigersønnen går, men Michael, som er 74 år, skal med helikopter sammen med sin kone. Han får betalling for turen. Og vi har en aftale om, at han henter os næste onsdag, om 9 dage.
Nu starter vandreturen for alvor. Og det går opad lige med det samme! Efter et stykke tid kommer vi til en bro, hvor der er fin plads til teltet. Det bliver fluks slået op, så vi kan få aftensmad. Klokken er ved at være 20.30, så vi er godt sultne.
Vi slentrer lidt rundt inden vi kryber i soveposerne. Godt trætte efter en hektisk rejsedag.
Næste morgen vågner vi til tørvejr. Men det har regnet en del i løbet af natten, så teltet er sjaskvådt.
Det bliver en barsk start på turen. Det småregner, så stenene på stien er glatte, og der er en del mudder og rødder. Vi går op gennem skoven, og det er temmelig stejlt opad. Et godt stykke fremme kommer vi til en stejl klippe. Her er der sat ”trapper” op, så man kan gå op ad dem. Det er ikke helt let, og stejlt er det da også. Engang imellem er et trin faldet af, eller noget er løs; men med hiv og sving går det opad. Der er endda to steder, hvor der er spændt ståltråd og reb ud mellem nogle træer, så man kan bruge dem til at komme op ad nogle særlig stejle klipper. Ja, der er allerede udfordringer nok på turen på dag 1. Men også flotte udsigter tilbage mod fjorden. Forude kan vi se flere store vandfald.
Ved halv et tiden, kommer vi endelig til en kilde. Her smider vi rygsækken og får pustet ud. Imens vi står her, begynder det at småregne, og vi kan se regnen komme ind fra fjorden. Det bliver faktisk til temmelig meget regn, så vi skynder os at slå yderteltet op. Vi har pakket ydertelt og indertelt ned hver for sig, så det var jo genialt lige nu. Det regner temmelig længe. Erik henter noget vand, og jeg får skiftet bluse. Den er helt våd af sved, så jeg er blevet noget kold. Men selv om det er besværligt er det alligevel dejligt. Vi sidder og bliver enige om, at vi lige så godt kan blive her. Vi er alligevel en dag forud for programmet. Så, da det bliver tørvejr igen, bliver inderteltet hægtet på, og vi får organiseret os igen.
Vi får set os lidt omkring i området. Erik finder en lille sø og endda multebær. Der er et superflot udsyn ned over elvområdet, som snor sig nede i dalen. Det holder faktisk tørt om eftermiddagen. Vi får samlet lidt brænde til et bål. Dejligt at få set sig godt omkring her på den lille fine plet. Det er vild natur der omgiver os. Dog temmelig vådt, så vores sokker er ved at være noget klamme. Her er masser af myr og sumpede områder, revling, blåbær og dværgbirk. Lige nu skinner solen faktisk på teltet. For første gang!
Faktisk bliver der mere og mere blå himmel! Dejligt. Til aftensmaden får vi multebær som dessert. En stor tallerkenfuld hver. Vi får gang i et bål til at varme os ved, og alle de våde sokker bliver tørret.
Næste morgen vågner vi til SOLSKIN! og helt blå himmel. Fantastisk. Vi kommer hurtigt ud af poserne, får morgenmad og pakker sammen. Snart er vi på vej op over fjeldet igen. Det kan nok være det går opad! En meget barsk start på dagen. Det var lidt vanskeligt at følge stien, der var en del klippepartier og ingen varder. Men vi klarer os op over det første fjeld. Her skal stien dele sig, og vi kommer vist til at følge det forkerte stykke. Nok til at vi må tilbage igen og prøve at finde over til den rigtige rute. Der er noget besværligt. Der er nogle runde klipper med stejle sider, men vi finder dog vej gennem moradset, og ved halv et tiden står vi ved søen, som Erik har udpeget på kortet. Vi har valgt at gå hen i den sydligste ende, her er der en lille halvø, der ser hyggelig ud. Men vi kan bare ikke finde et sted, hvor vi kan komme ned ad klipperne. Til sidst smider vi rygsækkene og rutsjer ned – det bedste sted vi kan finde. Ude på halvøen er det desværre ikke let at finde en teltplads, kun inde mellem træerne. Vi vil hellere ha’ lidt udsigt, så vi klatrer op igen. Her oppe på plateauet finder vi faktisk nu en fin lille plet, hvor teltet kan stå. Så det er jo herligt. Vi spiser frokost og rejser teltet.
Ikke længe efter går vi over til søerne og får vasket vores svedige kroppe. Koldt med dejligt. Det var så fint og lunt i vejret, at vi næsten tørrer i vinden. Erik får bygget et vindskjul til kogested, vi får kaffe, solen skinner og alt er ren idyl.
Det er et helt utrolig flot område. Der er vand til næsten alle sider. Vandfald der bruser og vandfald der bare falder. Små øer og halvøer, klipper med sneklatter på. Det er dejlig varmt. Solen bager. Vi går en tur hen til en anden sø. Her er vandet så klart at bjergene spejler sig helt eventyrligt i vandet. Erik fisker flere gange i løbet af eftermiddagen, men ingen ørreder. Der er vårfluer på vandet. Et par lemminger ser vi også. Der er vandstær her og et par vadefugle og en enkelt and, som jeg aldrig finder ud af navnet på.
Om aftenen blæser det op. Vi får bardunerne på teltet, det småregner. Vejret har lige pludselig skiftet.
Vi vågner til gråt og tåget vejr. Stort set alle fjeldtoppe rundt om os er dækket af tåge. Myg i massevis. Under yderteltet er der spækket af myg her til morgen. Vi beslutter os til at udsætte afgangen til den næste sø. Der er ganske enkelt for tåget og for usigtbart til, at det vil være forsvarligt. Vi kan dårligt orientere os når vi ikke kan se fjeldtoppene. Så vi kravler ind i teltet igen! Vi ender med at være inde det meste af dagen. Det regner mere eller mindre hele tiden. Sidst på eftermiddagen går vi dog en tur over til søen, og lidt videre til skoven for at se om vi kan komme den vej til næste teltplads. Det ender i noget vådt ufremkommeligt skov med et vandløb vi også skal over, så planen om at være ved en sø vest for stien i et par dage bliver droppet. Erik fisker lidt igen – ingen fisk! Man skal være meget varsom med at gå på klipperne, som er blevet temmelig glatte efter al denne her regn. Tågen vælter bare ned over bjergene rundt om os. Den ligger som en ring oppe på fjeldvæggen. Vi har set toppene – nogen af dem – meget kort i dag, ellers har alt været gråt. Aftensmaden spiser vi inde i teltet. Der er en lille kvækerfinke her i dag, og vandstæren har travlt. Ryler er der også i søen. Og myg er her fortsat nok af!
Masser af regn om natten men tørvejr om morgenen. Skyerne hænger fortsat tungt ned over fjeldene. Vi bliver enige om at droppe den anden sø og gå tilbage til stien mod Sverige og fortsætte op til canyonen og Kanonen, som er en klippeformation der ligner løbet af en kanon, der stikker ud over kløften. Så vi pakker sammen og drager afsted. Inderteltet for sig selv igen, yderteltet er pjaskvådt. Vi tager regntøj på og overtrækket over rygsækkene og går! Det småregner lidt og alt er meget vådt. Klipperne er virkelig glatte og lumske, så det går kun langsomt fremad. Vi når over forbi søen og skal finde stien tilbage. Problemet er, at vi ikke kan gå hen over klipperne – de er ganske enkelt for glatte – men må bruge de steder hvor der er lidt bevoksning. Det gør turen en del vanskeligere og meget mere våd! Snart er vores støvler virkelig våde, strømperne nærmest svupper! Det er fortsat meget gråt og svært at se fjeldtoppene. Et sted vil Erik prøve at gå ned ad en lidt stejl men ellers OK klippe, det er faktisk der, hvor ruten går. Pludselig skrider han, får overbalance, løber og kan ikke få stoppet på grund af den tunge vægt fra rygsækken! Falder og rutsjer et stykke ned ad klippen. Det ser ikke godt ud! Jeg kan ikke hjælpe, for hvis jeg går nedad risikerer jeg samme rutsjetur. Pyh! Han slår hul på jakke og bukser men slipper ellers med skrækken. Det kunne være gået virkelig galt. Der er en stejl skråning lige, hvor hans rutsjetur stopper!
Efter denne oplevelse lister vi forsigtig videre. Det er en sej tur – gennem masser af myr, sump og nedad, nedad, nedad!
Efter ca. 3 timer når vi vores gamle lejrplads. Her stopper vi op og holder frokostpause. Der er kommet betydelig mere vand i den lille bæk siden vi var her sidst. I øvrigt løber der rigtig meget vand ned af mange af klipperne efter al den regn.
Vi går nu videre hen over træbroen og igen nedad gennem skoven. Det er ikke den samme sti nedad , som vi fulgte opad. Først er vi lidt bekymrede; men det går da nedad og stien er tydeligvis meget brugt. Den er meget stejl, våd og glat. Der er ikke noget her der er let! Vi når broen, hvor vi havde tænkt at slå lejr ude på en slette; men det viser sig desværre, at slette består af myr og sump, så vi må videre nedad. Vi ender faktisk helt nede ved vores gamle plads oven for Hellemobotn ved den første bro. Her får vi snart slået teltet op og gjort det behageligt. Koger vand og får en kop kaffe. Vi er meget våde. Får tørt tøj på og kravler ned i soveposerne. Ligger og læser et par timer. Dejligt! Det regner en del af og til. Erik får samlet lidt brænde og vi får med hiv og sving ild i et bål. Her får vi tørret sokkerne (som kan vrides), støvler, bluser og hvad der ellers er vådt. Støvlerne blev nu ikke helt tørre, men det hjalp på dem. Desværre svider jeg hul i mine sokker, så de nu er ubrugelige! En dag med solskin vil gøre underværker! 🙂
Næste morgen er det lidt svært at komme ud af poserne. Det har faktisk ikke regnet om natten! Men selvfølgelig regner det her til morgen. Vi kommer dog op, får müsli og te og har en lille rådslagning om, hvorvidt vi skal tage Sverigesruten eller ej. Men bliver enige om, at det skal vi.
Vi kommer først afsted ved 11-tiden. Vejret er lidt mildere og ingen regn. Alligevel tager vi regntøj og overslag over sækken Det første stykke er ligeud, så det er ingen sag. Da vejen deler sig – Sverige til venstre og vore ”gamle” vej til højre, drejer vi altså mod venstre.
Det er igen en brat opstigning. Og der er selvfølgelig pløret overalt, så inden længe er støvlerne godt våde igen. På et langt stræk hen over nogle forholdsvis bratte klipper er der lagt sten ud og sat en kæde op, så man kan passere uden at være bange for at skride. Det er et superfarligt sted, så hvis der ikke havde været et hegn, ville det være vanskeligt at passere, og da helt umuligt i vådt vejr.
Vi spiser frokost på en flot plet med en formidabel udsigt ud over en canyon med et flot vandfald og flere mindre vandfald.
Det varer længe før vi kommer ud af skoven og op på barfjeldet. Forinden møder vi tågen. Der bliver koldt og herefter kan vi ikke se meget af ruten foran os. Det er helt umuligt at orientere sig om ruten. Vi aser og maser os derudaf. Ofte er det svært at se og finde de næste mærker, og på grund af tågen har vi meget svært ved præcis at sige, hvor vi er. Vi kommer forbi et par søer, som passer med kortet; men så bliver det af en eller anden grund forkert. Vi går fejl et par gange, men finder tilbage på ruten. Et eller andet sted lykkes det for os at gå tilbage ad i stedet for fremad. Vi kan kun se få meter omkring os, og slet ingen toppe. Det begynder også at gå nedad – og det skulle der bestemt ikke være noget af på ruten, når vi først er oppe. Det går op for os at vi ikke er på vej mod den svenske grænse mere, men derimod retur mod Hellemo. Sikke noget! Pludselig kan vi genkende nogle skråninger. Hvordan det er sket, kan vi ikke forklare.
Nå – men vi beslutter os til at slå teltet op. Det er ved at være sidst på eftermiddagen. Vi er meget trætte begge to efter at have gået i næsten 6 timer. Og sjaskvåde støvler og sokker har vi igen. Det er meget vådt her, masser af vand, mudder og myr.
Så vi får en tiltrængt kop kaffe. Går lidt rundt og fotograferer. Tågen er lettet lidt igen, og faktisk kan vi se Kanonen herfra. Vi opdager pludselig et fjeld lige bag ved os. Det dukker lige frem af tågen – et fjeld på 1.374 m., som vi ikke havde set!
Der bliver lidt blå himmel og sol i en meget kort periode, hvorefter vi er helt syltet ind i tåge igen!
Hygger os lidt med blåbær og multebær og forsøger at finde ud af, hvor det gik galt på ruten. Snart er det kakaotid. Det bliver ikke sjovt at skulle i de våde støvler i morgen!
Det utrolige sker – der er skyfri himmel og sol da vi vågner næste morgen. Så alle tanker om at gå tilbage til Hellemobotn og sejle ind igen, bliver forkastet! Nu vil vi op på fjeldet igen! Der er ingen sol på vores teltplads – det store fjeld skygger – så temperaturen er ikke meget over 5 grader. Faktisk er det pivkoldt! Vi får snart noget mere tøj på, spiser müsli og varmer os lidt over teen. Pakker sammen, hanker op og drager opover igen. Pyh! Nu kender vi turen, utrolig at man orker. Våde sokker – våde støvler – ondt i skulder og ryg og syre i benene. Ruten er ikke blevet bedre siden i går. Masser af myr – mudder – sten og rødder. Svære passager osv. Ikke noget for en nybegynder, blev vi enige om. Noget uforklarligt driver os fremad.
Vi kan pludselig se klippeformationen Kanonen. Et meget karakteristisk klippefremspring ud over canyon’en. Vi går så langt op/ud på den, som vi tør. Selve Kanonen er faktisk en meget smal klippe, så der skulle vi ikke nyde noget. Vi har sat sækkene, så vi bedre kan klatre rundt.
Vi bliver enige om, at det var heromkring, at vi var begyndt at følge stien tilbage igen. Her var vi nemlig gået lidt vild – fordi der er flere spor og svært at finde mærkerne på stenene, selv i fint vejr. Men nu har vi i hvert fald set Kanonen!
Allerede ved halvto tiden slår vi lejr. Det småregner lidt. Det er et rigtig fint sted. Et rislende vandløb ved siden af os og et vandfald der bruser i baggrunden. Der er vist ofte nogen her, for her er et fint bålsted. Og så er her multebær! Erik går en lille tur, og imens plukker jeg en pose bær. Får set os omkring i området om eftermiddagen. Her er igen en formidabel udsigt.
Dagen efter aser vi videre og efter et stykke tid passerer vi en lavvu, som Michael havde snakket om. Den ligger rigtig fint nede på en slette. Vi passerer et lidt svært vadested. Der ligger ganske vist sten hele vejen over; men al regnen havde gjort vandstanden lidt højere, så flere af stenene er dækket af vand.
Hovsa! Nu kommer der lige en havørn hen over hovederne på os – moppet af en kjove. Det var sjovt. Vi ser også en skærpiber eller en bjergpiber og et par hedehjejler. Finder en fin teltplads. Lidt væk fra stien ned mod den store sø Gussajavri. Endnu engang et formidabelt sted. Det har været en meget flot tur herop, vi har taget en del billeder. Alting er meget mere fantastisk i solskin! Og tænk at vi kan se vores omgivelser. Det er ikke så sært, at vi gik fejl i går. Men en utrolig mærkelig oplevelse. Og lærerig!
Mens Erik får lavet et lidt mere plant underlag til teltet, ælter jeg dej til pandebrød og bager 6 stk. på panden. Vi får først frokost sidst på eftermiddagen. Men det er bare mums – med rigtig brød. Ih hvor bliver vi dejlig mætte. Efter at have lagt alt på plads, sætter vi os stille og roligt med en kop kaffe og kortet. Eneste problem er nu de 1000 myg, der sidder overalt på os!
Efter kaffen bliver vi vasket i søen. Koldt men godt! Solen skinner og her er umanerlig flot.
Vi kan jo ikke sidde stille, så vi går herefter lige en tur ind til Sverige! Der er ca. 1-1½ time til grænsen herfra, så vi tager kamera og kikkert med og giver os på vej.
Grænsen går midt på en stor slette. Det er den rene autostrada at gå derhen. Ved grænsen er der en bunke sten, og et gult metalskilt hvorpå der står: Riksgrensen mot Sverige. Her kan vi stå med det ene ben i Norge og det andet i Sverige. Her er også nogle fine områder med kæruld.
Solen tørrer alle sokker og bluser i løbet af dagen. Faktisk er støvlerne også tæt på at være tørre igen! Erik fanger en flot røya lige her neden for teltet.
Det regner stort set hele natten – og blæser – så det er med bange anelser vi kigger ud om morgenen. Skyer, men også lidt himmel at se og ingen tåge! Det er koldt, så vi må have godt med tøj på. Men derefter regner det ikke mere den dag, tværtimod bliver vejret bedre og bedre. Fortsat med blæst, men det holder myggene lidt væk! Vi har fået bygget et fint vindskjul til brænderen, ellers bliver maden og vandet aldrig varmt i den her vind.
Om formiddagen går vi hen til nogle søer og fisker lidt. Erik fanger flere ørreder.
Tilbage ved teltet fisker Erik videre ved søen. Jeg koger fisk og bager brød. Ved 14-tiden får vi et herremåltid med nybagt brød – fisk og syltetøj af multebær og blåbær. Solen skinner helt forrygende hele eftermiddagen. Sidst på dagen er der ved at komme flere store skyer igen, så her bliver hurtigt køligere. Vi ser en fjeldvåge. Ravn er der også her og en lom i søen.
Erik ser noget der minder om bjørnespor nede ved søen. Han fortæller det først, da vi er tilbage ved Hellemobotn…
Sidst på dagen går vi over til den store grønne slette ved Rigsgrænsen. Igen fint vejr og dejlig varmt. Solen skinner fra en flot blå himmel her først på aftenen. Efter aftensmaden sidder vi ude. Solen er bag nogle tynde skyer og er ved at forsvinde bag fjeldet. Det bliver til en flot solnedgang. Klippen bag os er rød som Ayers Rock, hvad den herefter hedder!
Næste morgen regner det igen! Begynder ved 4-tiden om natten og varer til næsten frokost. Vi spiser morgenmad inde i teltet. Så snart det stopper får vi pakket sammen og starter turen nedover. Det føles ikke så tungt at gå i dag. Vi kommer til vadestedet og får vadesandalerne på og kommer over. Nu går det så over klipperne og stille og roligt nedad. Vi når Kanonen igen, holder en pause og går videre. Godt nede i skoven spiser vi frokost ved en lille bæk. Snart når vi ned til vore ”gamle” teltplads.
Endnu engang snupper vi en afstikker til en sø, hvor der skal fiskes. Her er rigtig skønt, og vi finder en fin plet til teltet for enden af søen med udsigt ud over fjorden. Herfra kan vi også se Kanonen og canyonen. Solen skinner, der bliver hængt tøj til tørre, vi får smurt os ind i myggebalsam og får en kop kaffe og et styrkende stykke chokolade. Mens vi sidder her, ser vi at to mænd som vi har mødt undervejs faktisk står oppe på Kanonen – helt ude på ”løbet”. Det ser fuldkommen vildt ud!
Her ved søen er der et par rider med to unger. De flyver skrigende rundt meget af tiden for at jage os væk. Der er også jagtfalk oppe ved klipperne.
Det er godt at få ro på det hele igen. Vi går lidt rundt og fotograferer. Jeg plukker en bøttefuld revling, som jeg vil lave snaps af, når vi kommer hjem.
Det bliver en fin, stille aften. Efterhånden som solen forsvinder bliver himlen rød ude over fjorden. Det bliver en flot solnedgang. Da vi ligger i poserne kan vi høre en konstant prikken på teltet – det er insekter. Her er rigtig mange. Det har også blæst lidt op nu. I det fjerne kan vi høre vandfaldet bruse.
Vi vågner til solskin! Hurra! Det varer ikke længe før solen rammer vores spiseplet, så morgenmaden bliver i solskin. Det er vist første og eneste gang på denne tur. Der er lidt syltetøj tilbage som kommer på müslien.
Inden vi pakker sammen går vi en tur op på toppen af fjeldet. Herfra er der en flot udsigt ud over fjorden og ligeså flot ind over fjeldet. Vi kan se over til vores tidligere lejrplads. Nu ser vi det hele fra den anden side af. Der er virkelig mange steder, hvor der er multebær her i området – eller i det hele taget på dette her fjeldområde. Og de er ved at være på slutningen. Aldrig har vi mæsket os så meget i bær som i år. Vi går nu ned igen – og ser, at der er kommet et stort turistskib ind i bugten. Der er en livlig aktivitet med både til og fra skibet. Senere hører vi, at der er et amerikansk skib. Og at der i august var et af verdens største cruisere inde i bugten. Det må vist være et attraktivt sted vi er havnet! Vi spiser frokost og pakker sammen. Vi skal over det store klippestykke med rækværk og wirer af stål igen. Dejligt at klipperne denne gang er tørre – det gør en stor forskel.
Det er meget tankevækkende at der under 2. verdenskrig var så mange flygtninge der gik over til Sverige ad denne her rute. Det må have været ekstremt hårdt. Der er foregået så mange heltemodige ting under krigen, som man virkelig må tage hatten af for.
Undervejs nedad møder vi en familie, der spørger om det er os, der skal med båd ind til Musken. Det er åbenbart rygtes, og han fortæller, at der er helt styr på det 🙂
Vi får lidt frisk vand ved broen og går så ned til ”byen”. Også hernede møder vi flere, der vil snakke lidt. Vi sætter os foran Michaels hus og laver en kop kaffe. Der kommer en mand og snakker lidt. Han fortæller os, at der har været bosætning her indtil 1964. Nu bor de her kun om sommeren og i Drag om vinteren. Lige nu saver han brænde og vi sidder bare og slapper af. Der kommer flere som vi snakker med. Varmt, vindstille og myg.
Pludselig kommer en helikopter inde fra fjeldet og læsser nogle folk + bagage af. Den flyver tilbage til fjeldet 3 gange for at hente alt og alle ud. De kører al bagagen hen til det røde hus på en gummiged. Mikael er med helikopteren og vi bliver enige om at sejle til Musken nu. De havde faktisk plukket 60 kilo multebær inde på fjeldet. Aldrig har vi set så mange multebær på én gang før.
Det tager ½ time at sejle til Musken. Meget fint vejr at sejle i. Ved Musken skal vi finde et sted at slå teltet op for natten. Ikke så let, men til slut får vi lov til at slå teltet op på en skråning. Det viser sig at det er den rene blåbærmark, så det er helt umuligt IKKE at slå teltet op hvor der er bær. Også helt umuligt IKKE at plukke en posefuld bær. 🙂 Det er bare at sætte sig ned og fråse løs. Vi finder et sted til teltet nær ved elven, så vi kan få vand og kan vaske op. Om aftenen sidder vi og kigger ud over fjorden. Hunde gør i baggrunden med jævne mellemrum, der er hele tiden en båd på vej ud eller ind. Vækkeuret er sat til 6.45 næste morgen, vi skal med båden tilbage til fastlandet.
Allerede ved 8-tiden står vi klar ved kajen. Der er lidt forvirring om, hvorvidt båden kommer eller ej. En dame kommer tøffende i sutsko og siger, at der er noget i vejen med båden. Men på trods af forvirringen kommer båden – og det endda til tiden. Efter en lille afstikker går det rask mod Drag. Herfra med en lille bus til Drag vegkryds, hvor vi skifter til langtursbussen mod Narvik. Undervejs til Narvik sejler vi fra Borgnæs til Skaberget – en 25 minutters færgetur. Herfra er der en fantastisk udsigt ud over fjorden. Vi kan se Lofoten i det fjerne.
Vores buschauffør fortæller, at der er set bjørn på fjeldet – så vi tænker på de spor, som Erik havde set. Der skulle også være los i området.
Efter at have handlet lidt i Narvik tager vi flybussen ud til Narvik Camping. Den har desværre ikke forandret sig siden sidst! Vi slår teltet op på det græsområde vi plejer, og det er også fuldstændig som det plejer. Om natten den samme støj fra biler og malmtog. Der er også kommet flere telte, så der er folk der snakker det halve af natten. Vi er bare slet ikke vant til al den tummel efter de dejlige fredelige dage på fjeldet. Så det er lidt sejt.
Dagen efter tager vi flybussen til Everness, og herfra fly til Oslo, København og til sidst til Aalborg.
Endnu et eventyr er slut.