Risfjordelven
Solen varmer teltet op – det er morgen. Vi befinder os på Nordkyn, på en græsskråning lige uden for Mehamn. Turen herop er gået med fly via Oslo til Tromsø, og herfra med et 50 personers propelfly til Lakselv. Fra Lakselv den lokale bus til Mehamn. Busturen tager fem timer; men så har vi også mulighed for at gense de veje vi tidligere selv har kørt på. Chaufføren har alle mulige små jobs undervejs med pakker og ærinder, turen tager lang tid. Til sidst er der foruden chauføren, kun os to i bussen, så da vi når Mehamn, drøfter vi lidt med ham, hvor han mener det vil være godt at slå teltet op for natten. Vi bliver sat af omkring ved lufthavnen. Klokken er 21.30, det er sidst i august, så de lyse nætter er ved at være på retur.
Vi pakker teltet sammen om morgenen, hanker op i rygsækkene og går ind til byen. Vi køber knækbrød, pålæg og ris. Rødsprit og brød. Hvorpå vi finder Åge Hansens forretning. Åge Hansen har vi skrevet til hjemmefra engang i foråret, for at få diverse informationer om fiskekort og facts om eksempelvis Risfjordelven. Hos ham køber vi fiskekort.
Det viser sig at vi (=jeg) har læst forkert i køreplanen. Efter at have ventet længe på en bus, er der et venligt menneske, der fortæller os, at der ikke kører bus til Gamvik lørdag og søndag! Vi beslutter os til at tage den på stop. Det varer mere end en time, før der viser sig en mulighed. En væsentlig grund til dette er, at der faktisk ingen biler kommer! Et par tyske turister får proppet os og vore megastore rygsække ind i en meget lille bil, og kører os til Gamvik.
Her er næste projekt at hyre en båd, der kan sejle os ind til Risfjordelven. Efter at have talt med den halve by, bliver vi tilbudt at sejle med et ægtepar, der alligevel skal ind til deres hytte, når fruen er færdig med arbejdet på postkontoret. Vi fordriver ventetiden med en is og en sodavand og nyder i øvrigt det gode vejr. Sidst på eftermiddagen bliver vi losset ned i en dejlig motorbåd sammen med et venligt norsk ægtepar. Sejlturen tager en times tid – vandet er spejlblank – så vi nyder turen. Og betaling vil de ikke høre tale om – de skulle jo selv herind alligevel… Vi føler os meget heldige over at have mødt disse flinke mennesker.
Herinde i bunden af Risfjorden ligger der en masse hytter. Her er store flade engarealer og et ofte mildt klima. Vi følger elven ind mod Koifjordvatnet. Ved 20-tiden om aftenen er teltet stillet op, og aftensmaden serveret.
De næste dage tilbringer vi her i dette fantastiske område. På en gang venligt, frodigt og så alligevel helt utrolig barsk. Solen skinner i flere dage – men blæsten er ind imellem noget hård. Vi er omgivet af fjeld, vand, rensdyr og musvåger. De sidste flyver rundt lige over os, så langt nede, at vi kan se dem ind i øjnene når vi studerer dem med kikkerten. Skønne, modne blåbær forvandles til det dejligste syltetøj, og en flot rød røya bliver stegt i bålet nede ved søen, medens vi ser fuldmånen komme op over klipperne mod øst ved 21-tiden om aftenen. Det lyder idyllisk – og det er det også! Især når vejret arter sig som her.
På vej tilbage mod Risfjorden støder vi på vores venlige buschauffør og hans far. De er vældig snakkesalige. Sidst på dagen går vi op på en fjeldtop live ved lejren. Herfra er der en fantastisk udsigt ud over Risfjorden til Koifjorden og videre ud til ishavet så langt øjet rækker. Heroppe på dette fjeld, er der snespurve, ryper, rensdyr og i en lille sø lom. Desuden er her så stille så man bliver helt andagtig. At være i et sådant område er ubeskriveligt. En følelse af fuldkommen sjælelig tilfredshed breder sig i kroppen, så man har svært ved at løsrive sig.
Næste morgen bliver vi mindet om at alt ikke er lutter idyl her i disse nordlige tragter. Tåge og dis har lagt sig over fjorden, så det er ikke uden betænkeligheder vi starter hjemturen, som går ind over fjeldet, med elmasterne som holdepunkter.
Heldigvis er det ikke mere diset heroppe på fjeldet end at vi kan orientere os, så efter ca. 3 timer kan vi se vejen.
Vi skifter tøj – det er gennemvådt af sved – får lidt frokost og sætter os så til at vente på bussen, der gerne skulle komme denne vej forbi. Selvfølgelig begynder det også at regne og det er blevet en god del mere tåget, så vi er glade for at fjeldturen er overstået.
Kjøllefjord
Bussen kører til Kjøllefjord. Og her bliver vi mødt af det dejligste solskin! Utroligt. Siden vi sidst har været her i 1985 er der lavet en campingplads, så vi slår teltet op på en lille stump græs i udkanten af byen med udsigt lige ud til Finnkirken. Denne aften forkæler vi os selv med en øl til hver.
Fra Kjøllefjord kan man gå ud til Finnkjerknæringen, som er en stor halvø, der strækker sig ud langs Kjøllefjorden. Herfra kan man se klippeformationen Finnkirken fra oven. Turen derud er opmærket. Der er ca. 12 km. i “let turterræn” , som det hedder i brochurerne.
Vi starter turen om formiddagen og nyder de mange modne blåbær der er på det første stykke af ruten, hvor vi skal op ad fjeldet gennem birk og krat. Her er rigtig flot – ind imellem ser vi små flokke af rensdyr. Det går jævnt opad hele tiden. Efter omkring tre timer kommer vi til en stor varde. Her er der fortsat langt ud til klippekanten, men vi går alligevel deruad. Og sikke en kant! Her går det bare meget brat ned. Vi har den flotteste udsigt ud over havet, helt til Nordkap. Pludselig opdager vi Finnkirken. Vi står lige oven over den, men klipperne ser meget anderledes ud i fugleperspektiv, så derfor er den svær at få øje på. Efter at have brugt lidt tid på rigtigt at se området her, starter vi hjemturen.
Ved en lille elv spiser vi frokost. Undervejs spiser vi også multebær. Der er flere store områder med de skønne modne bær, så vi mæsker os rigtigt.
Næste dag går vi nogle kilometer ud ad vejen mod Skjøtningsberg. Skjøtningsberg var en tidlig boplads. Allerede omkring 1400-tallet var det et “storfiskevær” på ca. 200-250 mennesker. Men det gik tilbage efterhånden som robådene blev afløst af større både med motor, både som ikke kunne trækkes på land. Det er de dårlige havneforhold, der har ført til at stedet nu ikke har fastboere. Men om sommeren er stedet godt besøgt. Vi er dog lidt sent på sæsonen, så der er ingen turistkørsel derud. Kun hvis vi vil betale 800 kr. for en bustur – og det vil vi ikke…
Vejen går op over fjeldet fra Kjøllefjord by og følger her grusvejen ud mod Skjøtningsberg. Hvis der er nogen steder i dette land der er øde, så er det her. Det mærkes især når man går. Her er bare sten overalt – kun afbrudt af en lille glimtende sø ind imellem. Undervejs får vi lyst til at gå op til Oksefjeldet, så vi følger en smal grusvej op på toppen, hvorfra vi har en fantastisk udsigt ned over Kjøllefjord – ud til Finnkirken og helt til Magerøya.
Hurtigruten og Nordkapp
Vi har besluttet os til at tage hurtigruten til Honningsvåg. Skibet anløber Kjøllefjord mod syd hver morgen kl. 04.00. Det er jo et noget skummelt tidspunkt at skulle pakke telt og rygsæk sammen på, så vi har undersøgt havneområdet og fundet et lidt hærget venteværelse, hvor der er to bænke og en pære i loftet. Det minder om vores barndoms venteværelse ved rutebilstationen et sted i Østjylland. Desuden er rummet noget snavset; men det er vores eneste mulighed for tag over hovedet, hvis vi ikke vil sove i teltet eller på hotellet. Vi indtager rummet først på aftenen og får os indrettet så behageligt som det nu kan lade sig gøre. Vi har aftalt med en mand, der står og kontrollerer varer i et pakhus på den lille havn, at vores ophold er OK. Ved 24-tiden kommer der et skib til kajen; hvilket betyder, at der de næste timer kører en truck frem og tilbage med sække fra båden. Vi får dog sovet et par timer.
Hurtigruten kommer i havn ca. kl. 04.00. Skibet hedder Narvik. Vi går ombord og sætter os op i Promenadesalonen. Her er der store vinduer, så man rigtig kan følge med i, hvor vi sejler. Da skibet runder Sværholt er vi ude på dækket i håb om at kunne se det store fuglefjeld. Men der er rimelig langt ind til fjeldet, så det bliver ikke den store oplevelse.
Efter et par timers sejlads er vi så i Honningsvåg. Her skal vi vente til 11.59 for at komme med bussen til Skarsvåg. Det er bitterlig koldt og det blæser her kl. 06 om morgenen. I Honningsvåg er der ingen venterum, så vi er nødt til at være ude. Vi er dog så heldige at en flink buschauffør lukker op ind til et gangareal mellem turistbureauet, en souvenirforretning og rederikontoret. Her spiser vi morgenmad og slapper af i en god varme på en blød sofa! Da cafeteriet ved Hotel Havly åbner, får vi kaffe og vafler med gedeost.
Vi kommer med bussen til Skarsvåg, hvor vi bliver sat af ved campingpladsen lige udenfor byen. Her er der plads nok – for vi er de eneste der slår telt op! Nogle få af hytterne er udlejet; men ellers er her helt tomt. Endnu et tegn på at turistsæsonen er ved at være ovre. Det er i dag d. 27. august.
Skarsvåg er Norges nordligste fiskevær med 179 indbyggere, og her ligger også verdens nordligste bedehus “Fredheim”. Ikke lang fra Skarsvåg finder vi klippeformationen Kirkeporten. Det er en særpræget geologisk formation, hvor havet har gnavet hul i klippen som så er kommet til at ligne en port. Fra en bestemt vinkel kan man gennem hullet se Nordkaphornet langt ude i havet under Nordkapplatoet. Hornet er en horn-lignende klippe, der er gammel samisk offerplads. Området er fyldt med sære klipper. Meget af det er sandsten, der ligner bløde klemte former af stivnet smør.
Fra Skarsvåg tager vi bussen op til Nordkap. Det er i år 12 år siden vi var her sidst, så vi er spændte på at se forandringen. Den første forandring vi møder er et hegn og et vagthus. En vagt kommer ind i bussen og opkræver adgangsbillet for at kommet ind på plateauet. desværre hænger tågen tyk og grå over fjeldet, så vi ikke kan se mange meter frem. Vi går derfor først ind i Nordkaphallen. Her er der fuldstændig forandret. Den er blevet meget større. Hallen består af restaurant, supervideograf, posthus, historisk udstilling og souvenirbutik. Desuden også “The Royal North Cape Hall”, som man bliver ført ned i gennem en underjordisk tunnel. På vej derned er der flotte udstillinger fra vigtige begivenheder i Nordkapps historie. Siden 1600-tallet har stedet været et internationalt turistmål. Hvert år besøges centret af mere end 200.000 turister. Hernede i den flotte hal med plads til 300 mennesker, hvor væggene er de rå klipper, har man mulighed for at blive medlem af Royal North Cape Club. Gennem et stort panoramavindue ser vi lige ud til havet – hvis man da ellers kunne se noget – for tågen… På trods af vejret går vi en runde på plateauet – men nogen fornøjelse er det nu ikke, når man nærmest skal famle sig frem! I videografen, der består af 5 store sammenhængende lærreder, ser vi en flot film om de fire årstider i Finnmarken. Senere drikker vi varm chokolade i den resaturant der hedder “Kompas” mens vi sidder ved panoramavinduerne og kigger ud i tågen!
Dagen efter tager vi revance og kører med bussen op til plateauet igen. Denne gang er der godt udsyn selv om her er pivkoldt. Vi får nu set den store globus, der står helt ude på pynten, mindestenen over Oscar II’s besøg i 1873 og monumentet “Barn av Jorden”.
Vi går nogle lange ture i området omkring Skarsvåg. Her er nok af muligheder. Ligesom på Nordkyn er der mange ravne her. Hvor vejen ud til Skarvik skærer rigsvejen mod Nordkap, er der opstillet en lille samebod. Ved siden af boden står en lavvu. To ældre samekvinder er i henholdsvis boden og teltet. Vi snakker lidt om vejr og vind, og ser billeder af familien, der i flere generationer har haft rensdyrene her om sommeren. Inde i teltet sidder den anden samekvinde. Hun har travlt med at sy små støvler af rensdyrskind til turistsalg og ser meget nødigt op. De har begge egnsdragtens karakteristiske røde hue på. Sæsonen er ved at være forbi, så de er så småt ved at få pakket sammen.
Stabburselven og Lakselv
Dagen efter tager vi bussen til Honningsvåg og en ny bus herfra videre først med færgen og dernæst langs Porsangerfjorden ned til Stabburselv. Vi står af bussen ved campingpladsen. Her ser det øde og tomt ud, receptionen er lukket – pladsen er gået i vinterhi! Det stod der ikke noget om i brochurerne… En campingbus er i samme bekneb som os. Vi er dog så heldige at få fat i campingejeren, som giver os lov til at bruge faciliteterne på pladsen. Teltet bliver slået op – det er meget vådt fra sidste nats intense regnvejr. Luften føles ret kold, så vi spiser aftensmad i pladsens køkken. Da vi kommer tilbage er der is på teltet. Temperaturen er -2 grader den nat.
Vi har glædet os til at gense pladsen ved Stabburselven. En plads, der har givet os en masse gode oplevelser de tidligere år. Nu får den lige et par minusser i bogen. De sanitære forhold bærer præg af at være godt brugt og kunne trænge til fornyelse. Ligeså køkkenet. Desuden er pladsen blevet hjemsted for omkring 10 hunde, der tilsyneladende bruges som trækdyr. De står bundet to og to ved hundehuse midt på pladsen. Og de laver rent ud sagt en værre larm. I flere af hytterne er der indlogeret Bosniske flygtninge, så pladsen er ikke helt uden liv.
Stabbursnes naturhus og museum ligger tæt ved campingpladsen. Det er en stor og spændende udstilling, som viser kommunens natur og kulturkvaliteter, fra vidderne over dale og fjorde ud til den yderste kyst. Her er mange udstoppede fugle, fisk og dyr. Gamle genstande viser hvordan menneskene har udnytte naturressourcerne. I konferencesalen bliver der vist et lysbilledeprogram om naturen i Finnmarken. Et meget fint sted med en masse informationer. Desuden er der salg af skrifter fra f. eks. Tromsø museum. Udenfor er der lavet en boplads med lavvuer o.l. Et sted, hvor skoleklasser f. eks. kan overnatte.
Vi går en lang tur ud langs Stabburselvens elvdelta og nyder livet af de mange vadefugle. Helt ude ved fjorden er der også mange edderfugle, rider og skarv. Der er lavet meget fine rutebeskrivelser, hvor man bliver informeret om både planter og fugle undervejs. På vej tilbage ser vi en lille flok brushøns.
Sidste stop på denne rejse er Lakselv. Vi tager bussen derned og står af lidt udenfor byen på vejen mod Karasjok. Her bor vi de sidste to nætter på Banak Camping. Vi går en lang tur i området, møder en ren og dens kalv inde i birkeskoven, og kommer til sidst ud til en stor grusslette med stejle skråninger ned til Lakselven. Her er der en flot udsigt både op og ned ad elven. Vejret er perfekt – solen skinner; men vinden er kold. Birketræerne er mange steder ved at få efterårsfarver. Det er et tegn på, at vi er meget højt mod nord. Efteråret er lige om hjørnet. Vi kommer ind omkring byen på vej tilbage. På campingpladsen gør det godt at få luftet tæerne igen efter i 7 timer at have udforsket en lille del af vores omgivelser. Temperaturen om natten ligger lige omkring frysepunktet; men det virker ikke så koldt.l
Dagen efter sidder vi så igen i Lakselv lufthavn. Den er ikke ret stor; men meget hyggelig. Det lille propelfly fører os trygt til Tromsø. Herfra nyder vi en flot flyvetur til Oslo. Vi kan rigtig se Norges kyst, og bl.a. flyver vi lige hen over Svartisen. I Oslo er det hedebølge – næsten 20 grader. Vi er tilbage ved de sydlige breddegrader….