Vi står på Olderbakktind her først i august med fantastisk udsigt til alle fire verdenshjørner. Vi kan se ind over Burfjorden og ud til Spildra og Kvænangstinderne. Vi kan se ned til Alteidet og helt ind i bunden af Jøkefjorden, hvor Øksfjordjøkelens is hænger ned mod vandet og ender i et brusende vandfald. Mod vest kan vi se lidt af Langfjordjøkelen og fjordene der forsvinder langt ude i Nordishavet.

Vejret er med os i dag – selv om der nok ikke er mere end 4 grader her på toppen, så skinner solen engang imellem fra store områder af klar, blå himmel og lyser på fjeld og is.

Vi er startet turen lidt over kl. 9 om morgenen. Det er en fin dag, 10 grader med både sol og skyer.

Første stop mod Olderbakktind er Lasslettind, 819 moh.
Der er ikke nogen egentlig sti eller rute derop, engang imellem kan man være heldig, at der er noget der ligner en sti, men det meste af vejen må man selv finde ud af, hvor det er bedst at gå. Det første lange stykke går man i lav birkeskov, revling, lyng og blåbærkrat. Der er end del blåbær lige nu, så det er slet ikke til at lade være med lige at snuppe en håndfuld engang imellem. Det giver kræfter – sagde vi altid til yngstemanden, når han var med på en hård fjeldtur, hvor man godt kunne blive lidt træt i benene.
Blåbær giver stadigvæk kræfter. Det kan også godt gøres nødvendigt, en opstigning her får gang i blæsebælgen. Snart når vi skråningen, hvor der kun er sten. Vi forundres altid over alle de blomster og planter der alligevel kan gro i dette stenede landskab. Her i august der de fleste dog ved at være afblomstret, men hist og her lyser bl.a. små gule fjeldhøgeurt op.

Da vi gik her sidste år var det i juli måned, og her var masser af gøgeurter nede i det grønne område og mange fine fjeldplanter. Den hårdføre Isranunkel blomstrede heroppe mellem stenene. Den er afblomstret nu. Vi ser kun nogle få sene lilla blomster.

Vi tager os god tid op, nyder området og får taget en del billeder. Efter godt to timer står vi ved varden på toppen af Lasslettind, 819 moh. Allerede herfra er der en fantastisk udsigt over mod Kvænangsfjeldene, ind i Burfjorden og ned over Alteidet. Vi kan også se lidt af Øksfjordjøkelen.

Men vi vil videre i dag, så efter et par billeder her ved varden fortsætter vi op langs kanten af Lasletttind helt op til Olderbakktind. Det er et meget stenet område at gå i.

.
Hold da op! Her får vi bare valuta for anstrengelserne. Vi mødes her af en endnu mere imponerende udsigt. Store og vilde fjelde hele vejen rundt om os. Vi kan se store dele af Øksfjordjøkelen, som er den eneste fastlandsbræ i Europa, der kælver i havet. Fordi vi er så højt oppe er der udsigt langt ind over bræens top og vi kan se, hvor den falder ned i Jøkelfjorden og ender i et brusende vandfald. Tænk, at vi engang “klatrede” op ad klipperne derinde i bunden af fjorden og var helt oppe på toppen af bræen! Gik endda et stykke ind på den. Det var ret vildt. Og Anders var med – han var dengang kun 12 år, men klarede det flot! Kors hvor var vi dog trætte, da vi tumlede i soveposerne om aftenen den gang. Nå – men det er en helt anden historie. Der var et hold videnskabsmænd der holdt til på  bræen den sommer, så det var OK at gå på isen, der hvor vi gik.

Vi går lidt rundt heroppe og tager billeder. To havørne flyver pludselig op over klipperne og vi får også skræmt 3 ryper op. Der ligger en stor klat sne her, der endnu ikke er smeltet. Stilheden her er ubeskrivelig. Følelsen af at stå her og bare være skal opleves. At stå her omgivet af klipper, himmel og hav er en helt speciel fornemmelse.

Vi finder et læsted bag en klippe, hvor vi spiser frokosten. Som næsten altid består den af en klapsammen rugbrød med spegepølse og en med ost. I dag er der endda også et stykke hjemmebagt hindbærsnitte. Dertil en kop dejlig varm the.

Så går turen tilbage igen – det er lidt hurtigere at gå ned, så efter et par timer er vi nede ved bilen igen. Godt ømme i knæerne; men glade og mætte af indtryk.