Vi er på Sveriges højeste punkt, toppen af Kebnekaise – hvor Niels Holgersen endte sin færd på ryggen af Morten gase, inden han på ny vendte hjemad mod Småland igen.
Udsigt fra toppen af Kebnekaise
Vi er selv aset herop på sydtoppen, uden hjælp af gåsevinger. Men sikke en oplevelse. Udsigten heroppefra – en sneklædt top 2.118,5 m. over havets overflade – er formidabel. Vi er priviligeret med et smukt solskin fra en knaldblå himmel. Hvide skyer sejler rundt nede under os, og giver de omkringliggende fjeldtoppe et særligt skær. Vi kan i godt vejr se 1/11 af Sverige (- og i dårligt vejr 1/11 af Kebnekaise…) – vi kan se de norske fjelde – ja det er ganske enkelt imponerende. Der er kun plads til én ad gangen på toppen, så vi skiftes – i gåsegang – til hæderspladsen.
Herfra kan man fortsætte til nordtoppen, der egentlig er den højeste klippe; men da der altid er mindst 50 m sne på sydtoppen er det altså i praksis den højeste. (Turen til Nordtoppen foregår i reb og med isøkse og pigstav).
Turen herop starter fra Kebnekaise fjeldstation. Vi har meldt os på en guidet tur, idet vi ikke opfylder betingelserne om, at være kyndige brævandrere eller habile fjeldklatrere, så vi behøver en fører. Der er 35 personer tilmeldt vores hold – alle får udleveret en turrygsæk, hvori vi lægger regntøj, vanter, hue, solbriller, madpakke, drikkevarer, camera og kikkert. Klokken 9 starter vi vandringen mod Tolpagorni. Ruten har en stigning på 1420 m. over ca. 16 km. tur/retur. Det er ”østre leden” vi følger. Elven Jøkelbækken kan vi passere via en snebro, så det er let.
Herfra er der en kraftig stigning ad den såkaldte storbakke – op til en lille bræ. Små grupper af tue-limurt og mikroskopiske små himmelblå sneensian, titter frem, hvor det er muligt.
Efter en tur over blokmark går vi ind over en tunge af den meget store bræ: Björlings gletcher. Vi har strenge ordrer om at gå i førerens fodspor. Flere steder passerer vi lange dybe smalle revner – en enkelt hopper vi over. Det er først heroppe vi kan begynde at se toppen af Kebnekaise.
Passagen slutter af over den snedækkede ”drageryg”, der strækker sig frem til bjergvæggen under Kebnekaises topplateau. Her undrer vi over, hvordan vi mon kommer videre – indtil vi erfarer, at vi skal op over bjergvæggen foran os! Det var altså den såkaldte ”lettere klatring”. Heldigvis går det fint. Vi følger en hylde i væggen ca. 200m og klatrer så videre direkte op gennem en rende til topplateauet. Der er flere steder fastgjort reb til at hale sig op i. Det er en ret så luftig tur, så man skal bestemt ikke lide af højdeskræk.
Et smukt syn møder os, da vi når op over kanten. Vi kan nu se den spidse kridhvide sydtop mod den blå himmel. Vi får også øje på tophytten, bygget i 1909. Den ligger i 1900 m’s højde. Her lægger vi vores rygsække, spiser madpakken og fortsætter endelig de sidste 240 stejle meter op til toppen.
Det var den dansk-islandske læge Th.S. Gudjohnsen, der i 1919 fandt og beskrev Østre Rute til Kebnekaise Sydtop.
Vi går i gåsegang op til toppen og er alle efter tur fremme på spidsen.
Under os mod vest strækker den store Robots gletcher sig milevidt mellem fjeldtoppene.
Turen tilbage til fjeldstuen går noget hurtigere end opstigningen. De stejle snefelter, hvor vi havde aset os opad, tager vi nu glidende på støvlerne, som om det var ski vi havde på fødderne. Björlings bræ passerer vi et nyt sted – her er der blank is at gå på. Solen har smeltet isen mange steder og lavet små runde vandhuller, der lyser i smukke blå og grønne nuancer under et isvindue. Her er i det hele taget meget vand og mange små smeltevandsbække. Ikke længe efter kommer vi til Kebnetjåkka-bræen. Alle ifører sig nu regnbukserne, tager rygsækken om på maven, lægger sig på ryggen ned i sneen og sætter af! Det går i susende fart de omkring 500 meter ned ad bræen – sikke en tur! Selv om man lige skal tage sig sammen for at starte ud, overgiver vi os helt – det er SJOVT! Sidste strækning er nedad – nedad… men på en helt god sti. Knæene er ved at føles godt brugte.
En fantastisk og meget anderledes tur end vi normalt har indladt os på.
Det er august måned. Vi har taget toget fra Göteborg til Kiruna – og bussen herfra til Nikkaluokta. de næste tretten dage tilbringer vi i det dejlige område mellem Kebnekaise og Store Sjøfallet Nationalpark.
Sommeren er netop kommet til fjeldtragterne dette år, så vi oplever det helt fantastiske, at vi på stort set hele turen har solskin fra morgen til aften. Aldrig har vi gået så meget i shorts og t-shirts på en fjeldtur.
Der findes meget fine teltpladser i området omkring Nikkaluokta fjeldstation. men de sanitære forhold er ret sparsommelige. Der er ét toilet pr. køn, og vi tæller både teltfolk og hyttefolk, så det er lige i underkanten! Det går selvfølgelig alligevel.
Vi pakker sammen og begynder vandreturen for alvor. Første stop er søen Laddjujavri, hvor det er normalt, at man sejler de næste ca. 7 km. af ruten. Her får vi verdens skønneste vafler med multebærsyltetøj og flødeskum – det er bare kræs! Vores ”kaptajn” venter et kvarters tid med at sejle, så vi kan nå at få vaflerne med om bord – gaflerne afleverer han bagefter for os på cafeen!
Vi slår lejr ved elven Darfaljokka, et stykke væk fra vejen. Der ligger i forvejen mange små telte spredt ud over området. Herfra er der kun ca. 1 km. ind til Kebnekaise fjeldstation.
Om aftenen går vi ind til fjeldstationen for at se lysbilleder og høre et foredrag om turen til sydtoppen. Det er noget af et kulturchok! Her vrimler det med mennesker. De små rum er tæt pakket med tilhørere eller gæster, der enten spiser eller råhygger. Hvor kan man få alle folk til at sætte støvler/sko/sandaler o.l. i gangen og så gå rundt i strømpesokker? Aldrig har vi set et sådant opbud af fodtøj!
Næste dag er der ganske enkelt ingen pladser ledige på ”sydtopturen”. så vi tager en dagstur op til Tarfalastuerne. Det er en flot og meget voldsom natur der møder os langs Darfaljokka, som vi følger gennem dalen op til hytterne, der ligger i ca. 1380 m’s højde. Der er store områder med blokmark – på modsatte side af elven vælter bræarme sig ud over fjeldsiden. vi sidder ved søen Darfajavri og spiser frokost – det småregner – det blæser – det er rent ud sagt pivkoldt! Men her er en imponerende natur! Ved hytterne er der ryddet små runde felter med læmur af store sten. Her kan man slå telt op, og nogen har også gjort det. Rutern her fortsætter rundt om søen langs med drageryggen nord om Kebnekaise og ender ude ved Kungsledens rute fra Abisko.
Dagen efter begynder sommeren – vi har masser af sol og blå himmel på sydtopturen. Senere ved søen Jiertajavri, der ligger ca. 900 m. over havet, er vandet så klart at himmel – klipper- og vandspejl går ud i ét. Tre dage tilbringer vi i dette paradis. der er gode traveture rundt om søen og over til søen Liddujavrit. Og så er der ørreder i søen. store lækre, røde ørreder, der lader sig fange på hjemmebundne fluer, der lokker for enden af en handy 4-delt Hardy fluestang. Stangen er ny og bliver indviet med manér. Der bliver landet mange flere fisk end to ellers ret sultne danskere kan sætte til livs, så flere fisk kommer tilbage i søen – en oplevelse rigere. Den største af ørrederne bliver stegt med et drys af frisk klippet kvan – og det er ikke så ringe…
Vilde blomster vrimler det med, også i dette område. Stort set alle de vækster, der findes i vores lille fjeldflora. Desuden er der mange arter af græsser og mosser. Også et rensdyr ser vi i ny og næ. Der er meget kravl i luften – det er det gode vejr, der har skylden! Noget ubehageligt følger der med sol og sommer. Men man lærer at begå sig med diverse afskrækkende spray og olier. Ude i søen kan vi sidde på en lille stenø og være næsten fri for fluer og myg.
En rypemor med 5-6 unger farer op foran os på en af vores ture i området. Ravnene skriger fra det store klippeparti mod nord, Liddubaki. Ved et lille vandfald, der forbinder to søer, smider vi alt tøjet og bliver grundigt vasket. Vandet er koldt i starten; men efterhånden helt acceptabelt.
En vandflyver lander under stor larm på ”vores” sø, og sætter to cyklister af!! De har telt og mountainbikes med og skal cykle tilbage til Nikkaluokta… vi har vanskeligt ved at forestille os, hvordan det kan lade sig gøre; men de er ikke de eneste cyklister vi har set i fjeldet.
Fra toppen af fjeldet Unna Jierttas har vi om aftenen en pragtfuld udsigt. Mod nordvest til Singistuerne og samerlandsbyen der ligger tæt derved. Mod syd snor elven Tjaktajokka sig ned gennem dalen mod Kaitum. Det er vores rute i morgen. Solen er meget skarp og farver skyerne røde. Græsset glimter gyldent i de tilbageværende stolstråler. Kungsleden tager man ikke fejl af på denne rute. Da vi møder denne brede ”tosporede” vej, er vi ikke i tvivl om, at det er en meget populær rute. Det er en forholdsvis let rute vi er ude på, eneste problem er, at rygsækkene er for tunge!
Vi spiser frokost på nogle store flade sten i kanten af elven og får også kølet tæerne af i det kolde vand. Vi ser en lille flok dværgfalke undervejs.
Lige efter broen forlader vi ruten og aser os i den modsatte retning, og op ad fjeldet. Her er rimelig meget pilekrat, dværgbirk og andet forhindrende krat, men vi finder efter et stykke tid en plet græs lige ved en lille elv. Her er en million myg og små grønne græshopper – eller noget lignende, så myggesprayen kommer øjeblikkelig frem. Underet sker ret hurtigt – de små kræ holder sig ca. 1 cm. fra huden, i hvert fald den næste times tid…
Også her holder dværgfalke til. Om aftenen nyder vi det med et hyggeligt bål indtil vi kryber i soveposerne.
Man kan følge elven Sanjarvåggi op til den store sø Viddjajavri og videre mod syd ti Kaitumjåkka, og herfra følge elven ned til Kaitumjaure… Det er en flot tur – men anstrengende, især hvis man har 25 kg. på ryggen. Her er ingen sti, så mange steder bliver ruten ret besværlig. Vi pakker en turrygsæk til en dagstur til Viddjajavri. Det er en meget flot tur. Søerne i dette område er mangfoldige og rimelig store. Vi ser ryper flere gange; men ellers ikke noget liv. Der er spor på fjeldet efter fjeldræve, mange huller, men ingen ræve. Heller ingen rovfugle i luften – det virker lidt underligt. Der er til gengæld masser af tabte gevirer overalt i området, så der er ingen tvivl om, at det huser rensdyr på efterårsgræsning.
Søerne heroppe er meget dybe. I det klare vand kan man se den stejle søkant forsvinde forbavsende hurtigt i dybet.
Ved Kaitumhytterne er der proviantsalg. Vi skal have suppleret maden op, og falder for fristelsen til en dåsecola! Teltet står lidt efter meget tæt ved elven, faktisk lige ved et lille vandfald, der bruser så kraftigt, at vi stort set ikke kan høre andet… Her er en stor flad sten lige i vandkanten – præcis beregnet til at sidde på ved måltiderne. Rigtig flot!
Solen skinner fra en skyfri himmel. Vi går en tur hen til et sameviste, der ligger et par kilometer fra vores lejr. Det er Kaitumkätje sameviste. Alt er øde, folk er flyttet ind til byen igen, så tørvekåterne er forseglede med hængelåse. Det virker helt utroligt, at disse kåter fortsat er i brug. En antenne stikker ud af taget på en af kåterne, tørvene er visse steder faldet lidt sammen. På vej tilbage finder vi modne multebær – ikke dårligt.
Fjeldet Sanjachokka ligger og lokker til en toptur. Der er afmærket rute derop, så det er enkelt at finde vej. Vi pakker en turrygsæk og lægger ud. Fjeldet er 1580 m. højt med en del sne omkring toppen. På selve toppen har nogle Jesuittermunke i 1986 rejst et trækors, hvortil der hvert år valfarter munke. Desuden er der en trækasse med en gæstebog, som vi skriver os ind i. Vi var nr. 56 og 57 i år på denne top. Udsigten herfra er fantastisk og da vejret er klart med sol og masser af blå himmel, kan vi se milevidt. Vi kan endnu engang se sydtoppen i Kebnekaisemassivet, Sarektjåkkas kæde af sneklædte toppe og nyder især udsigten ud gennem Kaitumdalen, der i dette perspektiv her danner perfekt symetri.
Vi følger Kungsleden videre til Teusajaure. Efter et langt stykke på et forholdsvis fladt plateau, så fladt som fjeldet nu en gang kan være …, er der en meget brat nedstigning til Teusajaure stuerne. Her skal man selv fragte sig over vandet, der er meget bredt. Der ligger kun en robåd på ”vores” side af søbredden. Det betyder, at vi skal ta’ turen tre gange for at sikre en båd på hver bred… Der hænger et skilt hvorpå der står, at man kan blive sejlet over af hytteværten i hendes motorbåd for omkring 100 kr. Vi er faktisk ret villige til at betale os fra det – så det gør vi, og får en hyggelig sludder bl.a. om gode fiskesteder med i købet.
Planen er, at vi skal slå telt op på denne anden side af teusajaure. Efter at have lokaliseret lidt i området, er vi hurtigt blevet mindre vanvittige af en sand vrimmel af små fluer, så vi bliver enige om, at fortsætte vandringen op gennem skoven til barfjeldet. Efter en god times tid, er vi endelig ude af skoven; men desværre er fluerne fulgt med os, og her er stort set vindstille, så de har gode betingelser på et par lækre svedige kroppe.
Her er ingen vand! Ingen små rislende vandløb, kun sten og sten overalt! Vi bliver mere og mere tørstige, og vi er også trætte og trænger til at slå lejr; men vi er nødt til at finde vand først!
Endelig efter to meget lange timer, er der en elv. Vi får stillet tørsten, men ikke slået lejr – her er umuligt at finde en bare nogenlunde flad plads til et telt – og vi er ikke kræsne på nuværende tidspunkt, så vi aser os videre.
Først ved 19.30 tiden om aftenen er vi heldige – en lille lev og en god teltplads. vi nyder udsigten til de flotte sneklædte fjelde i Sarek, mens vi spiser en omgang blå bånd med tilsætning af nudler.
Om aftenen sidder vi inde i teltet i fred for fluerne og fordriver tiden med at læse, skrive og snakke. Pludselig hører vi lyde udenfor – og kigger ud. En stor flok rensdyr kommer stille og roligt spadserende forbi teltet. Der er mange kalve i flokke – det er bare et flot syn. Flere dukker op og i lang tid kan vi høre klovene på stenene og den stille prusten fra de mange dyr. Næste morgen kan vi se dem på en sneklat meget, meget langt borte.
Gällivare station
Det er næsten slutningen på endnu en dejlig ferie. Vi mangler lige en meget skrap nedstigning på ca. 2 km. til Vakkotavare. Her fanger vi bussen til Gällivare, hvorfra togen et par dage efter bringer os til Göteborg. Endnu et eventyr er ved at være slut….