Selv om vi havde liggevogn i toget op gennem Sverige og bare kunne lade de offentlige transportmidler om arbejdet med at bringe os til Kvikkjokk – gør det  godt at krybe i soveposen og slumre ind i teltet lørdag aften den femte august.

Søndag morgen – eventyret  starter for alvor i dag. Vores plan er at vandre Padjelantaleden fra Kvikkjokk til Akkastugorna og herfra sejle over til Ritsem. Den tur er på ca. 150 km., og vi har sat ca. 13 dage  af til formålet. Nationalparken Padjelanta er Sveriges største nationalpark. Et vidtstrakt lavfjeldsområde med nogle af fjeldverdenens største søer. Navnet Padjelanta er samisk og betyder “det høje land”. Det giver en fin beskrivelse af områdets karakter – en højslette næsten udelukkende beliggende over trægrænsen. Indenfor parkgrænsen findes græsningssområder til rensdyr og sommerbosætninger for tre samebyer. Den højeste top her er Jeknaffo med 1.836m o.h.

Vandreturen starter med en sejltur  på ca. 1/2 time ind til Bobäcken. Herfra må vi selv klare resten. De første par dage går vi i Tarradalen. En frodig og meget imponerende dal. Inde i skoven ser vi små flokke af rensdyr og af og til nogle ryper i græsset. Ruten er vældig fin, der ligger træplanker hver gang der bare er antydning af sump, så det er den rene luksus. Ved Njunes lander der en politihelikopter om aftenen. Vi hører senere at en ung pige er  blevet væk på ruten mod Staloluokta. De næste par dage ser vi ofte helikoptere på eftersøgning og hører hundeglam på den modsatte side af elven. En uge senere erfarer vi heldigvis at pigen bliver fundet  i god behold.

På vej mod Sommerlappa passerer vi et væld af forskellige blomster, selv om vi er sent på sæsonen. Det må være helt vidunderligt her når sommeren og blomsterpragten er på sit højeste. Ved lejrpladsen om aftenen finder jeg 17 forskellige arter lige omkring os: Topspirende pileurt, tjærenellike, engblomme,  stormhat, leverurt, alm løvefod, multebær, bjørnebær, storkenæb, kvan, vintergrøn, baldrian, sorttop, kongescepter, blød  høgeskæg, langakset trådspore (gøgeurt) og plettet gøgeurt. Inden aftensmaden går vi ned til elven, smider alt tøjet  og bliver vasket fra top til tå! Vandet er  iskoldt – næsten umulig at stå i, så vi hopfryser; men det er dejligt bagefter! I træerne omkring os , holder en flok dværgfalke til.

Solen varmer teltet op om morgenen. Ved Sommerlappahytterne provianterer vi  til de næste dage. Alt er rimelig dyrt herinde på fjeldet; men det er der jo ikke noget at gøre ved. Det hjælper på vægten af rygsækken at vi har muligheden for at supplere op efterhånden som vi kommer frem.

Halvvejs til Tarraluoppal passerer vi grænsen til Padjelanta Nationalpark, og er nu oppe på  højsletten. Vi ser en del rensdyr her, et par rypeflokke og en lille hermelin. Ruten passerer vældige store sumpområder, og her er vi glade for brædderne.

Det småregner lidt, så vi må have overslaget  på rygsækkene. Selv om det vrimler med fine broer, må vi to gange smide støvlerne og vade over en elv. Vi har besluttet os for et langt stræk, og når ved 17.30  tiden Tarraluoppal. Det  har været en lang dag, vi er trætte, det er koldt og det er svært at finde et godt sted  at slå teltet op. Vi møder to englændere, der fortæller at de denne morgen var vågnet op til sne. Men næste etape går også helt op omkring 1000 m. over havet.

Det regner en del om natten og det er koldt om morgenen. Toppen af fjeldene ind mod Sarek er pudret med  nysne. Vi spiser morgenmad inde i teltet. Derefter trodser vi det fakta, at temperaturen er 10 grader, og bliver vasket i elven.

Iført regntøj og gummistøvler  går vi en tur ved den store sø Tarraluoppa. Der er en del småfugle – pileværling – i pilekrattet ved kanten af søen. På vej tilbage møder vi to lidt ældre svenskere  + en ung mand, der har skadet sit ben. De står og venter på at blive hentet af en helikopter. De to svenskere fabler om dansk wienerbrød efter at have været på fjeldet i adskillige dage.

Ved frokosttid  bager vi et brød på stormblusset. Vi spiser det friske varme  brød til frokost. Resten af dagen foregår i teltet. Det  regner stort set hele tiden og temperaturen er nu omkring  5 grader samtidig med at det blæser noget, så nogen stor fornøjelse at udforske området her er det i hvert fald ikke. Det bliver en kold nat, så vi må ha’ fundet de lange underbukser frem som nattøj. Alle bjergtoppene har sne på toppene den næste morgen.

Det regner og blæser fortsat; men ved 10-tiden drager vi alligevel videre på ruten. Flere hold vandrere  er på vej op af fjeldet foran os. Det er en ret stejl opstigning de næste 2-3 km. Hele tiden småregner det og det blæser meget hårdt, da vi efterhånden når 950 m. o.h. På trods af vejret er her en rigtig flot udsigt mod Kierkevare mod vest og mod nord det fire mil lange Akkamasivet (2015 m. o.h.)

Kun 11 km. er der  til Tuottarhytterne, så allerede ved 13-tiden er vi fremme. Der er faktisk ualmindelig koldt, så vi finder et læsted ved elven,  hvor vi spiser frokost. Meget hurtigt – for det er bedre at bevæge sig end at sidde stille og spise. Vi må over elven Tjekimjaure to gange. På dette sted er den som et bredt delta, så vi kan vade over uden de store  problemer.

Landskabet åbner sig nu for os med nogle vidder så brede og mægtige at man helt taber pusten. Hele det vældige landskab er omkranset af  høje fjelde, alle med nysne på  toppen men flere med småbræer. Her er masser af  store og små søer spredt  ud  over det hele.

Vi leder efter en sø, som vi kan slå lejr ved. Ved 17-tiden finder vi en dejlig plet ved bredden af Leltjaure. Solen skinner, men der blæser en kold vind endnu. Vi får skyllet sveden af i søen – som er knap så kold som elven. Om aftenen har vinden lagt sig, solen skinner endnu indtil den forsvinder bag fjeldene i vest. Luften er helt fantastisk klar og himlen krystalblå. Oppe på en fjeldtop nyder vi det flotte udsyn over til de store og vilde fjelde i Sarek mens solen farver himlen en lille smule rød.

Regnen starter igen om natten og varer ved næste morgen. Der er nu kun ca. 10  km. til Staloluokta. Efterhånden tager regnen dog af, så vi på trods af lavthængende skyer kan beundre det lanskab vi passerer.

En lille flok rensdyr har så travlt med at grave i jorden efter et eller andet, at de næsten ikke har tid til at være bange. Flere kilometer går vi nu gennem et mandshøjt pilekrat. Her er et utal af insekter, og det er ret vådt og smattet, så vi ånder lettede op, da vi når ud på den anden side ved den store sø Kiedaure. Her er en kæmpestor rensdyrindhegning; men den er gabende tom. Kalvene er mærket for længst, og snart skal rensdyrene samles for at gå på vintergræsning.

Endelig kan vi i det fjerne se den mægtige sø Virihaure, og samelandsbyen Staloluokta. Vi finder en stor teltplads og får slået lejr kun få meter fra søen. Det er diset, vi kan godt se langt ud over søen; men fjeldtoppene er gemt bag skyerne.

På en bakketop ligger kirkekåten. En lille rund tørvekåte med fine glasmosaikvinduer og kors på taget. Klokketårnet står lidt derfra. Kåten er ualmindelig smuk indrettet. Gulvet er dækket af birkeris og rensdyrskind. I midten er er en smal gang med et ilsted for enden. Bagest i kirken er alteret bygget op helt i birketræ. På det blå alterklæde er der en gul sol med et rødt kors, smykket med tintrådsbroderier. En frisk buket blomster står på den hvide alterdug. Der er gudstjeneste her hver søndag hele sommeren.

Den 108 km²  store sø Virihaure ligger i en højde af 580 m. over havet, og er på det dybeste sted 138 m. Søen anses for at være en af Sveriges smukkeste fjeldsøer med fantastiske farveskift i blåt og grønt. Årsagen til dette er sol, vind og det brævand, som den stride Tukijåkka tilfører søen. Fiskebestanden er rødding, og også den er berømt for sin gode kvalitet.

I den lille samelandsby ligger der masser af tørvekåter; men alle familier har også et træhus, så kåterne bliver vist mest brugt til brænde og opbevaring, og visse steder til sauna.

Her skal vi også ha’ suppleret proviantforsyningen, så vi kan klare os 4-5 dage mere. Med en del møje og besvær får vi købt ind. Forretningen befinder sig i en lille træhytte – nærmest som en gammeldags dansk ishytte. Vi står udenfor og peger og forsøger at forklare på noget dansk-svensk gebrokkent sprog, hvad vi gerne vil købe. Det er en ældre mand der passer forretningen, han er tydelig tunghør, forstår absolut ikke dansk,  men er en meget venlig og tålmodig mand! Vi har bl.a. købt mad, the, müsli, nudler 12 postkort og 12 frimærker. Det er et svært regnestykke, og hele udregningen bliver foretaget to gange. Flere andre skal også handle. De er også vældig tålmodige. Det skal man være her, ellers går det ikke. Vi køber halvdelen den ene dag, og det sidste den næste dag. På den måde går det bedre.

Postkortene bliver afsendt dagen efter med helikopter.

Normalt kan man købe fisk og glødekager hos samerne; men de fleste har på dette tidspunkt midt i august, forladt stedet for at gøre klar til flytning af rensdyrene, og fordi børnene skal begynde i skole.

Tågen ligger tungt overalt om morgenen. Det tøj der var vådt i går – er præcis lige så vådt i dag. Intet kan tørre i denne fugtige luft.

Ved 11-tiden pakker vi alligevel sammen og begynder at gå mod Arasluokta. Tågen begynder så småt at lette nu. Vi skal op over fjeldet. Det er en hård opstigning;  men belønningen er stor, da vi endelig kan se ud over Virihaure. Tågen er lettet og solen er endda kommet frem. Fantastisk som vejret kan skifte på få timer. Den mest betagende udsigt åbenbarer sig nu for os med en knaldblå Virihaure omkranset af gråblå sneklædte fjelde der spejler sig i vandet. Hvide skyer ligger som en bremme inden himlen fortsætter alt  det blå hen over vores ydmyge hoveder.

Nu er det pludselig fint vejr igen – sol og sommer! Mens vi spiser frokost har vi spredt det våde tøj ud på jorden. For en gangs skyld kan vi sidde stille og nyde maden, så det gør vi.

Ved Aresluokta køber vi et par glødekager hos en samer. Konen har en skøn, sort hund, som viser sig at  have to endnu skønnere 14 dage gamle  hvalpe.

Vi følger stien udenom samelandsbyen og bliver ledt op over fjeldet. Da vi endelig finder et godt sted til teltet er vi meget trætte, så det gør godt at få rygsækken af. Et  pjaskvådt telt bliver slået op, og diverse våde klædningsstykker ligger snart spredt ud over området. Skønt med solskin.  Snart er alt tørt igen. Men med solen kommer også myggene tilbage! Efter at have fået normaliseret  kroppen igen i et lille vandløb fordriver vi tiden med at tegne og fotografere. Sæbelugten bliver snart overdøvet af en herlig omgang stinkende myggebalsam! Men det er vilkårene. Ikke langt fra vores lejr ligger der en gammel kirkekåte. Den er noget faldefærdig og absolut ikke i brug mere. Mere primitiv end kirkekåten ved Staloluokta.

Om aftenen har vi en flot udsigt ud over Titerjaure mens vi fylder maverne med gryderet og kartoffelmos. Vi tænder bål senere, og nyder en kop varm chokolade og glødekager lagt sammen med margarine og sukker. Himlen bliver rød og flot – vandet er klart og stille. En meget fin aften.

Det kan næsten ikke være rigtigt – men det er det. Udsigten ud over fjeldene med flere høje sneklædte tinder mod tre verdenshjørner bliver ved med at være enestående og imponerende. Mætte er vi på ingen måde endnu. Hedehjejlen er med os her, og oven over  os kredser fjeldvågen og ravnene udstøder ofte sine hæse skrig.

Allerede halv tre om eftermiddagen er vi ved Låddejokke. Det er rigtig varmt, så hvor der er læ kan man faktisk sidde og solbade.

Henne ved hytterne møder vi det danske ægtepar, der er hytteværter  her. Hyggeligt at møde danskere – faktisk de første siden Kvikkjokk, selv om vi har mødt rigtig mange folk her på ruten. De to har været værter her de sidste 7 år. De fortæller at de ofte har haft besøg af havørne. Et år havde der siddet 9 stykker på skråningen lige ved hytten. Det var en af de mere fantastiske oplevelser de har haft her. De holder meget af naturen, fuglene og omgivelserne.  Kender samerne der bor her omkring vældig godt. Herude er man meget isoleret. Den eneste radioforbindelse der kan etableres er norsk – det kan være godt nok; men vejrudsigterne passer ikke på området her. Ellers skal de helt op på den nærmeste klippetop, og det er de hurtigt blevet trætte af. Derfor svarer de altid når nogen spørger efter  hvordan  vejret bliver de næste dage,  at “der i hvert fald bliver vejr…” De resterende otte måneder af året bor de to i Jokkmokk.

Erik finder fluestangen frem om aftenen. Ingen fisk bider på;  men Loddejåkke er en flot elv at stå ved. Og der er ørreder i den.

Imens har de små dværgfalke umådelig travlt på den anden side af elven. De flyver skrigende frem og tilbage flere gange.

Næste morgen sidder vi på klipperne ude i elven og spiser müsli. Flere skyer dækker dele af himlen; men det er fortsat varmt og godt.

Som sædvanlig er det en voldsom opstigning inden ruten fortsætter langs højderyggene  mod Sallohaure. Her skal vi gennem to rengærde. Udsigten er stadigvæk fin; men det er mere diset. Ude i vandet langt borte mod øst ligger der to små samelandsbyer spredt ud over nogle små øer. Et helt utroligt sted at bo.

Hængebroen ved Sallohaure er berygtet for sin længde og sin stand. Overdrevent  er det ikke! Den har et spænd på 80 m., gynger pænt når man går over den, og er endda lidt hullet hist og her… På skiltet står der, at det er på eget ansvar… Erik skal selvfølgelig en ekstra tur frem og tilbage. Det forgår i forholdsvis langsom tempo og ret koncentreret. Efter vel overstået dåd kommer en ung mand til syne på den modsatte side af broen. Han springer hurtigt op, og nærmest løber over broen – ser på et skilt på “vores” side af elven og spæner tilbage hvor han kom fra… Vi står forholdsvis målløse og kigger på  og må konstatere, at man kan vænne sig til de særeste ting.

Egentlig er det meningen vi vil overnatte her; men der vrimler ikke med gode teltpladser, så vi bliver enige om at fortsætte til Kutjaure.

Kun afbrudt af et lille hvil i ny og næ og en enkelt chokoladepause når vi Kutjaure sameviste. Heller ikke her er det godt at telte, så vi fortsætter videre nordpå mod Kisuris. Vi er efterhånden godt trætte begge to; men der skal kun være 3-4  km. til hytterne, så det klarer vi nok.

Det er 4 meget lange kilometer. Vi går det meste af vejen på en af de ishavterrasser, som præger området. De er dannet af grus og sten, aflejringer fra istiden, og moræneryggen bare fortsætter og fortsætter… Trods alt når vi Kisuris ved 18.30 tiden, efter at have været på farten i 9 timer. Vi har tilbagelagt ca. 25 km. , så det er to meget trætte danskere, der finder plads til teltet ved elven. Tågen begynder at vælte frem fra alle sider, og himlen er snart dækket af skyer. Der er ikke meget spræl tilbage i os den aften, soveposerne nærmest råber efter os.

Sidste etape mod Akkarstuerne går gennem birkeskov og store vådområder. vi passerer kort efter Kisuris en elv med et navn der er umuligt for os at huske endsige at udtale. Den hedder: Sjnjuftjutisjåkka!

Vi har nu udsigt  til det 2015 m. høje fjeld Akka.

Kort før vi kommer til broen over den store vilde og brusende elv Vuojatätno, passerer vi nationalparkgrænserne. Tre store nationalparker mødes her. Padjelanta, Sarek og Store Sjøfallet. Vandet i elven er grønt som gletchervand.

Fra broen er der endnu et par kilometer til Akkarstuerne. Vi går en tur ned til søen Akkajaure og finder lidt modne multebær undervejs. Vi samler sammen i en lille plastikpose og har snart til et par syltetøjsmadder. Der har været masser af multebær områder på hele turen, som alle har været fyldte med endnu umodne bær. Men her i området efter Kisuris er bærrene så småt ved at være modne.

Fra Akkarstuerne er der endnu to kilometer til Anonjälme, hvorfra der er bådfart  over til Ritsem. Et af husene ved havnen er indrettet med servering af kaffe hvortil man kan købe glødekager, eller sukkerkage. Også røget fisk findes på menuen. Vi køber et krus kaffe og et stykke kage, dejligt. Der hænger lidt samesløjd på væggen. Nogle fine strikkede vanter og tasker med tintrådsbroderier. Men det meget dyrt, så vi nøjes med at kigge.

Omkring kl. 16.30 kommer båden. Anløbsbroen her er helt speciel. Lavet på skinner, så den kan hejses op og ned alt afhængig af højden på vandstanden, som her kan svinge mange meter. Grunden er et vandkraftværk, der ligger længere nede ad elven. Værket har helt forandret og ændret den smukke natur der var her for år tilbage. Dengang Store Sjøfallet virkelig var et fantastisk vandfald. Nu er det væk – afløst af dæmninger i beton.

Det er en fin sejltur over til Ritsem. Vi har håbet på et par gode dage her; men stedet er forholdsvis trøstesløst, øde og forladt. Kun ved fjeldstationen og turistforeningen er der liv. Her bor nogle få vandrere på værelserne. vi finder en meget lille, dårlig teltplads, klods op ad vejen hvor de store turistbusser kommer ind og vender – ligesom i øvrigt alle andre biler i området!! Natten igennem har vi larm fra biler og fra et stort metalskilt, der klaprer i vinden. Ikke noget særlig charmerende møde med civilisationen. Kun 1/2 l. laplandsøl og nylavet multebærsyltetøj holder humøret oppe.

Altså tager vi næste dag bussen ned til Store Sjøfallet. Heller ikke her er der en særlig teltvenlig campingplads. Alt er beregnet på campingvogne og campingbiler. Desuden er det dyrt at campere, så vi ender med at springe på bussen igen og kører med helt til Gällivare. Det er en tur på et par timer.

Endestationen er Gällivare station. Herfra er der rimelig langt til campingpladsen, der ligger lige i udkanten af  byen. Vi spørger buschaufføren om han skal videre, og da han hører at vi skal ud til campingpladsen, kører han os uden videre lige til døren. Det var bare flot! Dejligt med rigtig græs under ryggen igen – vi får hurtigt slået lejr og får aftensmad. Det er mørkt her allerede ved 22-tiden.

Næste dag bruger vi på at se os omkring i Gällivare. Desværre er det så sent på sæsonen, at alle arrangementer er slut. Vi ville gerne have været en tur nede i minerne; men der er lukket for turister her den 17. august. Arbejdet i minerne er igen i fuld gang.

Byen er heldigvis fin at spadsere rundt i. Vi finder Gällivare gamle kirke der har næsten 250 år på bagen. Kirken kaldes også 1-øres kirken, fordi hver husstand i Sverige i 40 år skulle betale 1 øre i sølvmønter til kirkebyggeriet. I nærheden af kirken ligger Lapphärbärget. Skole og beboelse i årene 1756-1912 for same- og nybyggerbørn. En meget fin velholdt træbygning. Om aftenen spiser vi en dejlig middag på en kinesisk restaurant.

Fredag eftermiddag sætter vi os igen i toget og starter hjemtuen. Selv om man sover uroligt er det en  udmærket løsning at have liggevogn. Det er en lang tur fra Boden til Göteborg, men med lidt hyggelig snak med medpassagererne, noget medbragt mad og en god bog, ja så flyver tiden af sted trods alt.