Sarek Nationalpark – har draget os i mange år. Sarek har stået for os, som indbegrebet af vildmark og fjeld, et område, hvor kun erfarne vandrere kommer, hvor der ingen mærkede ruter findes, hvor de store rovdyr lever, og hvor den store sarekelgen har sit revir.
Nu har vi taget springet, har planlagt en tur ind i det forjættede område.
Da vi lander med fly i Kiruna den 9. august 1999 er temperaturen 8 grader. Det virker nu ikke så koldt, der er helt vindstille. Om natten i teltet kan vi dog mærke de lave temperaturer på trods af at vi har det gode undertøj på med lange bukser og langærmet trøje, og vores soveposer er rigtig gode. Men 3 grader er ikke meget, når man trods alt har vænnet sig til sommertemperaturer i Aalborg på 26 grader.
Vi skal med bus til Gällivare, og herfra igen med bussen der går til Ritsem. Forinden må vi lige købe en liter rødsprit. Det er ikke helt enkelt, faktisk sælges det stort set kun på benzinstationer, og sådanne ligger altid lidt i udkanten af byerne, så det tog lidt tid inden vi havde fået tanket op. Man må ikke medbringe den slags farlige stoffer i flyet, så det skal altså købes på åstedet.
Inden vi når Ritsem står vi af bussen ved Kebnats, bliver færget over til Saltoluokta, og starter vandreturen mod Sitojaure.
Først nu er turen rigtig startet! Det er Kungsleden vi følger, og det er en rigtig autostrada. Alligevel lykkes det os at følge et af samernes spor, så vi må krydse en mindre sump for at komme på ret køl igen. Ja – ja, vi skal altså lige i gang igen.
Vejrguderne er ikke alt for venlige, vi har blæst og småregn, og meget lave temperaturer, men besøg af et par nysgerrige rensdyr hen på aftenen giver mange point på plussiden.
Turen fra Saltoluokta til Sitojaure er ret let at gå. Der er omkring 20 km., så det er rart med en overnatning undervejs. Der er spanger og broer, og da det er en af fjeldets hovedveje, møder man mange vandrere undervejs.
I Situjaure forsøger vi at finde ud af, om der bor folk i Rinim, som er vores endestation om 9 dage, og hvorfra vi gerne skal sejles de 10 km. på søen her tilbage til Situjaure. Det er ikke et spørgsmål man får et entydigt svar på! Så da vi selvfølgelig er nødt til at vide, hvordan vi fik klaret sejladsen, ender vi med at hyre og forudbetale den skipper der nu har sejlet os til Svine.
Senere finder vi ud af, at der også her sidst i august er fastboende samere i Rinim, der som en del af deres levebrød, sejler vandrere fra Rinim til Situjaure.
Vi overnatter lige ovenfor trægrænsen og går næste dag til Aktse. Vejret er efterhånden blevet mere klart, der er oftere og oftere blå himmel, men temperaturerne er ikke til at rokke op over de 10 grader om dagen. Turen til Aktse byder på en fantastisk udsigt, da vi endelig når op over blokmarken. Et kæmpemæssigt sletteområde breder sig ud omkring os. Vi kan bag os se den store sø Situjaure og helt ind til fjeldene omkring Saltoluokta. Mod øst et vældigt skovområde og efter en stund dukker et stort blågrønt vand op langt nede, og vi kan se et vældigt deltaland mod vest. Det er søen Laitaure hvorfra vi skal sejles ind til Rapadalen i Sarek.
Masser af modne blåbær gør nedturen lidt sjovere.
Bådturen ind til Sarek Nationalpark
Ved syttentiden om eftermiddagen stiger vi ud af motorbåden ved foden af det karakteristiske firkantede fjeld Namntj på grænsen til Sarek Nationalpark. Man skal dog ikke tro man er helt alene i verden, selv om man er kommet til Sarek. Inden vi slår lejr et par timer efter, har vi allerede mødt de første 10 vandrere.
Vi vågner til blå himmel og solskin! Selv om vi går i skovområdet i Rapadalen har vi ofte en fantastisk udsigt til fjeldtoppene i det fjerne. Himlen er blå, så alle toppene er fine og tydelige. Flere steder ligger der nysne på toppene. Det er en meget afvekslende natur her langs elven. Skov og krat, åbne myrområder, birkeskov med hvide træstammer så langt øjet rækker, multebærområder og store sandbanker i en elv, der er stor og stærk. Pludselig går der 4 store elge på en mark tæt ved stien. Det er tre hanner med mægtige gevirer og en enkelt hun.
Ved Lulep Vassajokki må vi ha’ gang i vadeudstyret, som består af to kraftige plastikposer og lette sandaler. Det viser sig at være en rigtig smart løsning. Det fungerer fint, og fylder og vejer minimalt.
I hjertet af Rapadalen, ved foden af fjeldet Skårki, bor vi i telt et par dage. Vi har et flot udsyn ned over Rapaselet, lige midt i ”Rovdyrtrekanten”, som det kaldes. Her lever bjørn, los og jerv. Vi ser dog ingen af delene, desværre. Derimod kan vi nyde synet af en flok på fem elgtyre, der græsser i selet, krydser sandbankerne og det lave vandområde og forsvinder ind i et krat igen. Kan man ønske sig en bedre udsigt og underholdning til eftermiddagskaffen?
Det er i det hele taget et betagende område vi er havnet i. Vi tager en dagstur op på toppen af Låddepakte, hvorfra der er en formidabel udsigt ud over Rapadalen både mod Aktse og modsat. Desuden kan vi se mod vest ti Skårki, hvor alle toppene er pudret med nysne. Botanisk er det et ønskeområde, der er planter overalt, og jeg har stort set indtil nu kunnet konstatere eksistensen af næsten alle de arter der er i min lille fjeldblomsterbog.
Vejret er flot – sol og masser af blå himmel, men blæst og koldt! Så det er kun meget lidt mulighed for at smide jakkerne. Det bliver trods alt til en omgang vask i elven, som er så kold, at jeg ikke kan blive stående med fødderne i vand ret længe. Men den kolde vind holder myggene væk! Og det er da mageløst. En fjeldtur stort set uden myg!
Turen videre går via Snavvavagge. Vi bekræfter hinanden i, at de vidunderlige udsyn vi bliver belønnet med igen og igen, slår andre fjeldture i storslåethed og mangfoldighed.
Vi går i omkring 1000 m’s højde, gennem et stenfyldt og goldt område hvor sneen mange steder kun lige er smeltet. Men snart åbner udsynet ud over Sarektjåkkå mod Smila sig for vores blikke. Nedturen er stejl og lang, men man kan følge en slags sti, det meste af vejen. Vi ser mange svaler her på denne klippeskråning. Knæene får virkelig sin sag for på denne nedtur.
Næste stoppested er Pielavalta. Et kæmpe deltaområde, hvor de store dale Pastavagge, Kukkesvagge, Kuopevagge og Ruotesvagge støder sammen. Vi har fundet en fin plads til teltet, med udsigt til vand og fjeld, får en kop kaffe og finder ud af, hvilke fjeldtoppe der er vi kan se rundt om os. Aftenen bød på en flot solnedgang der farvede fjeldene røde længe efter at solen var forsvundet fra vores dal.
En fridag bliver brugt på ture rundt i området, nede i deltaet, oppe på Pelatjåkkå og med at frådse i nybagt brød med spegepølse, læse og bare nyde at være til, og at glæde sig over, at være så heldig at befinde sig et så smukt sted på vores jordklode.
Pastavagge benævnes som den meste højalpine og sterile af Sareks hoveddale. Den er rimelig letvandret, der er ikke mange stigninger men der er store områder med sten og flere vandløb man skal over. De er dog uproblematiske lige for tiden, der er stærk strøm i nogle af dem, men vi finder steder hvor vi kan træde på sten hele vejen over. Det får os til at glæde os over de gode støvler vi har. Selv om man ofte står i vand ind over skosnuderne, er de helt og aldeles tætte stadigvæk, efter at ha’ gået nu i en god uges tid i vand og mudder, sump og sten. Det er da utroligt.
Vi er omgivet at høje fjelde på begge sider ofte med en del sne på toppen, eller kanten af en bræ. De mørke fjelde mod en blå himmel og Pastajokkå der snor sig i bunden af dalen, en flot tur.
Vi laver bål den sidste aften her i Sarek, så temperaturen på omkring 5 grader og den kolde blæst bliver formildet med et blussende bål og dejlig varm cacao.
Ved samevistet i Rinim er det ingen problem at få en bådtransport ind over Sitojaure. Også badstue, overnatning og røgede fisk kan der investeres i. Vores aftale med skipper holder, han dukker op efter planen kl. 11 om formiddagen på det aftalte sted. Det er en lang sejltur til Sitojaurestuerne. Undervejs holder skipper ind til klipperne for at se efter et enligt rensdyr, der går lidt forvirret rundt. Han er sikker på, at det er blevet jaget af Jærv eller los, og udstøder høje lyde, der får det til at runge mellem klipperne. For at skræmme rovdyrene væk igen, siger han.
Turen tilbage til Saltoluokta tager vi i to etaper. Vi nyder vandringen hen over de store sletteområder, hvor melbærris skinner ildrøde og de lave bevoksninger er ved at tage efterårsfarver.
På Saltoluokta fjeldstue lever vi luksuriøst indtil næste dag. Varmt brusebad, dejlig middag og en rigtig seng at sove i. Vi er en tur ved samevistet, hvor vi ser på den smukke kirkekåte. Her i denne kirke er en god veninde af os begge blevet gift for få år siden. Det må ha’ været en helt fantastisk oplevelse.
Denne luksus-overnatning koster os godt 1300 kr. med overnatning, mad og drikke, og for at ha’ haft bagage i opbevaring under Sarek turen.
Turen her fortsætter med en fisketur ved Kaitumelven