Forfatterarkiv: admin

Sommerens første multebær

Vi er kommet lidt senere i gang med ture rundt i området i år. Kom til Storeng først i juli og havde et dejligt besøg helt fra Alaska, af Dorte, Kasper og Bjarke, som var her sammen med deres gode venner Bodil, Rolf, Tulie og Sirka fra Tromsø.
Vi gik alle 9 en tur ud til Innervikselven – i regntøj med trangia, frokost og masser af godt humør.

Fredag den 15. juli fik vi tjekket de fleste af multebærmarkerne. Det så ud som om der er langt igen, men pludselig stødte vi på et område, hvor der var masser af modne bær 🙂 Vi smovsede rigtigt – plukning til syltetøj må blive en anden dag.

Fugleungerne er ved at være udvoksede. Vi ser stort set ikke de brogede fluesnapper mere; men løvsangere og gransangere underholder os hver dag.

Det er meget smukt nede ved stranden lige nu med massevis af blomster, der lyser op. Især kamilleblomsterne stjæler billedet.  Også sommerfuglene har travlt så snart solen skinner. Og der er bare mange af dem.

Erik har fanget de første fisk fra kysten. Det blev til en fin fødselsdagsmiddag med fish & chips.
Nu går vi og venter på at denne uge vil byde på varme og solrige sommerdage. Det trænger vi til!

 

Dissing keramik er kommet hjem til familien igen

Retur til: Mere Dissing keramik samt Annashaab og Danico lervarefabrikker

Vi har købt en meget smuk lille vase (ca. 12 cm høj) lavet af  Eriks farbror Leon Dissing. En af hans unika-ting i sort glasur med orange kant. Og desuden en helt fantastisk samling af tallerkener, skåle, barselspotter, smørbøtter, sildebøtter, krus, snapsebægre et fad og endda et dørslag og tre fine fiskefade, med en skål i midten til dressing. Alt sammen også lavet af Leon Dissing i en smuk blå glasur med begitning af hvide og orange bølgestreger.

Vi har ofte prøvet at lede efter keramik af enten Eriks far, farfar eller nogen af Eriks farbrødre, som alle var pottemagere. Og så var heldet pludselig med os. Vi bestemte os derfor til at købe sættet, det var en meget sjælden mulighed for at få fat i så mange fine ting fra familien,
Det er ikke så let at finde de gamle keramikting fra Dissing familien, som har en helt unik pottemagerhistorie. Eriks farfar, far og 5 farbrødre var alle pottemagere.

Farfaderen Jens Andreas Pedersen Dissing, der var udlært pottemager. kom sammen med sin kone Marie født Skaaning og deres første barn Elfrida til Hansted i 1893, hvor han 5 år senere i 1898 købte værkstedet på Banevej 13 i Hansted.
Børneflokken voksede med 6 drenge og  endnu en pige.

Det helt særlige var, at alle 6 drenge blev udlært pottemagere hjemme hos faderen, og fik hver sin løbebane i faget. Og alle har arbejdet i nærområdet til barndomshjemmet. Da faderen døde allerede i 1932, overtog to af brødrene værkstedet. Det var Robert og Gunnar. Fra 1936 havde Robert værkstedet alene, Gunnar fik eget værksted i Gedved.

De andre brødre var Eriks far Harald, der havde pottemagerværkstedet Ålyst i Hansted. Eriks to ældre brødre Jens og Henry blev også begge to udlært pottemagere hjemme hos faderen, så traditionen blev ført videre her. Jens vedblev at være pottemager/keramiker, og havde bl.a. værksted og forretning i Sejs i mange år.  Den ældste bror Henry havde en kort periode på Den Kongelige Porcelænsfabrik, men fortsatte på Universitetet og blev magister i svampe.

Farbrødrene Ejnar, Leon og Tage fik alle tre deres eget værksted i henholdsvis Hovedgård og Horsens. Der var på det tidspunkt en lervarefabrik Annashåb i Egebjerg, og både Jens Andreas og alle hans drenge har arbejdet der i en periode inden de fik foden under eget bord. Leon arbejdede desuden nogle år på DANICO i Horsens.

En sjov historie knytter sig til sættet med tallerkener, krus osv, som vi har købt af Lars, der bor i Holbæk. Lars’s forældre, der kommer fra Vejgård ved Aalborg, havde nogle gode venner, der boede i Horsens. De havde et par drenge, som var gode kammerater til Lars, De besøgte sammen drengenes bedstefar (Leon) på Stejlbakken i Horsens. Lars kendte egentlig ikke hans fornavn, idet de altid bare kaldte ham “Bedstefar”. Kammeraternes mor hed Selma (datter af Leon), og var gift med Poul. Lars kunne huske, at Selma var død af kræft, og at Poul var blevet gift igen. Han huskede mest den nye kone. Lars fortalte, at Leon havde høns i gården, og at han huskede tydeligt, at han var med til at passe de der høns.

Lars’s forældre købte to sæt keramik af Leon engang i 70érne. Det ene sæt arvede hans bor, og det andet var altså det her.  Ringen blev sluttet, nu er det tilbage i Dissing slægten igen.

Vi fik al keramikken leveret til døren i sommerhuset. Det viste sig nemlig helt utroligt, at Lars havde sommerhus i Hals, og her stod det hele. Vi sluttede handelen af med en kold øl på terrassen, selvfølgelig serveret i de fine krus 🙂

Hvis du har lyst til at læse mere af historien om Pottemagerfamilien Dissing i Hansted, har Overlærer Mogens Kirkegaard fra Egebjerg skrevet en meget fin artikel, der er trykt i bogen: Fra det gamle Lundum-Hansted.

NB – har du kendskab til Dissing keramik, eller til personer som kunne tænkes at ville afhænde noget, er vi altid interesseret. Så kontakt os venligst.

Retur til: Mere Dissing keramik samt Annashaab og Danico lervarefabrikker

 

 

 

Hyld, fløjlsgræs og rabarbersaft

Lige nu er de smukke hvide hyld sprunget ud i markskel og skovkanter. Der er masser af store klaser, så et syltetøjsglas er fyldt med blomster og vodka til en dejlig sommersnaps. Den skal kun trække 2-3 dage, så måske er den allerede klar til lørdagsfrokosten.

Naturen lige nu byder på mange farver og dufte. Marker med lilla fløjlsgræs og gule smørblomster, duftende hybenroser og hvidkløver. Masser af sommerfugle flyver omkring, og svalerne har travlt med at fange insekter. Et vibepar forsøger at jage en krage væk, der er sikkert store unger, der skal forsvares.

Ved vandløb og søer vrimler det med den lille fine Blåvinget Pragtvandnymfe.
De første Pomerans høgeurt er lige sprunget ud i blomsterengen.
Der har været rigtig mange rabarber, så nu står der næsten 4 liter dejlig rabarbersaft og en stor skålfuld kompot.

 

Bo Bojesen inspireret hæklet abe

Så kom jeg også med på bølgen, og har hæklet nogle stykker af denne søde abe.

Èn er kommet helt til Sydney,  èn bor nu i Nordnorge, og to hænger i lejligheden i Egebjerg sammen med den helt originale træ-abe.
De er rigtig sjove at hækle.

aber1

Hvis du selv har fået lyst til at hækle en Bo Bojesen inspireret abe, er der gratis mønster at få her: http://garngrammatik.dk/gratis-haekleopskrifter/svaere-haekleopskrifter/haeklet-kay-bojesen-abe/
På hjemmesiden: garngrammatik.dk, er der rigtig mange sjove og fine gratis hækle mønstre.

Aftentur til tops på Unna Riidevaras

Søndag har vi et fantastisk flot vejr. Sol og blå himmel hele dagen. Op til 20 grader i skyggen. Vi spiser både frokost og aftensmad på terrassen. Herligt!

20 grader i skyggen - træerne er ved at være grønne - smukt, smukt

20 grader i skyggen – træerne er nu grønne næsten overalt

Solen skal skinne hele natten iflg, metereologerne, så vi har besluttet os til en sen fjeldtur.
Vi kører op til Baddereidet ved 22-tiden og går op over fjeldet. Her går en flok rensdyr allerede, det må være de allerførste, der er kommet helt fra vinterområderne ved Kautokeino.

Fjeldene er høje her, så vi jagter de toppe, som solen endnu kan nå. Den er nok ikke så højt på himlen her sidst på aftenen endnu, det er trods alt kun 6 dage siden midnatssolen startede her hos os. Der er dog sol hele aftenen ind over Sørstraumen.

En helt stille og fantastisk fin aften og nat. Vi får en kop varm kakao og et stykke nybagt kryddertyttebærkage mens vi nyder udsigten ud over Kvænangstinderne, hvor solen har farvet himlen i gule farver.

Flere af blomsterne her på fjeldet er allerede ved at lyse op. Purpur Stenbræk, Fjeldpryd og den lille røde kryblyng. Dværgbirken har store bristfærdige knopper, kun et enkelt sted er der lysegrønne blade. Men det varer ikke længe før de farver fjeldet grønt i store områder. Finder et par rensdyrgevirer, det ene er fældet for nyligt.

Ved midnatstid er der stadigvæk sol på toppen af Daumannstinden, så måske er han målet for en midnatssoltur? 🙂

Hjemme igen tager vi lige endnu et billede af “vores” Kvænangstinder. Klokken er næsten 1 om natten, det er da mageløst 🙂

17. maj – Norges nationaldag

For første gang har vi oplevet Norges nationaldag den 17. maj.
Vi tog ned til Burfjord lidt før klokken 12. Der skulle være optog fra skolen og ned til Gargo. Vejret var ikke alt for godt. Det startede egentlig helt fint; men så kom der alligevel et par byger og paraplyerne kom i brug. Senere tittede solen dog kortvarigt frem.

Det var hyggeligt at se alle de fine nationaldragter – Bunad, som mange af kvinderne og pigerne havde på. Kvænangens Bunad har smukke blomsterbroderier bl. a. på nederdelen.

Ordføreren holdt tale, orkestret spillede og der var fællessang med nationalsangen.
Derefter gik alle over til Flerbrukshuset, hvor der var mulighed for at købe noget at drikke og spise, og sikkert også for at feste videre. Vi kørte hjem, en fin norsk oplevelse rigere.

Forår på vej med masser af underholdning

For første gang er vi her i Storeng i maj måned. Vi havde nok forventet en del sne, men april har været en meget mild måned, så det meste er allerede smeltet. Vejen op til vores hus er snefri. Birketræerne har store knopper, og her efter en uge er det så småt ved at være lysegrønt flere steder. Vi får lige foråret to gange i år, først i Danmark og nu her i Nord Norge. Meget fint. Der ligger dog stadigvæk sne på fjeldene, og for eksempel har vi erfaret, at vejen op til Mikaeltinden kun er farbar på ski eller snesko (truger).

De første spæde birkeblade er plukket til snaps ligsom de nye skud af strandkvan også har fundet vej til et udtræk. Begge dele skal stå fra en uge til 14 dage før de igen skal filtreres og hvile i mindst 14 dage.

Det er tydeligt at se på jorden, hvor sneen er smeltet, og det pibler med vand mange steder. Storengelven bruser afsted, vores lille kilde her på grunden klukker lystigt og stien op i skoven er forvandlet til en bæk med både sideløb og minivandfald.

Det viser sig dog, at der er mere sne på stien op til vandværket og vandfaldet end vi havde regnet med. Støvlerne synker i og sokkerne bliver våde 🙂 men vandfaldet er bare brusende, flot. Svært at komme tæt på det med al den sne i kanterne.

Fuglene underholder os nu døgnet rundt. Sjaggere og vindrosler er der flest af. Vi har også set og hørt gransanger, løvsanger, musvit, ringdrossel, kvækerfinke og broget fluesnapper. Den sidste viste stor interesse for en af de nye fuglekasser. Håber den flytter ind.
Fjeldvågen er netop kommet sydfra, vi så den for første gang i går, havørnen har vi set et par gange, men den bor her jo også om vinteren.
Erik så en urhøne flagre op, vi har ikke hørt dem endnu, men stødt på deres ekskrementer flere steder. De første sommerfugle flagrer rundt, det er Nældens Takvinge.

I dag var der havlit og toppet skallesluger i fjorden, og en lille hval (nisse) dukkede også op.
En birk på grunden er blevet godt og grundigt gnavet i af en hare, der er tegn på mange mus og to gange har vi haft besøg af Mikkel ræv.

Første gang Erik fiskede nede ved fyret kom han glad hjem med 2 sej og 3 torsk. En god start!

Det er stort set lyst allerede nu døgnet rundt. Solen går ned 23:12  og står op igen 01:52, så det når ikke at blive mørkt. Om en uge er der sikkert midnatssol.

Kobjælder, Anemoner og forår i luften

Store Bededag er der det skønneste, lune forårsvejr. Sol og høj blå himmel. Det skal udnyttes, så vi kører til Dokkedal om formiddagen og går en lang tur op gennem bakkerne. Endnu er bøgen ikke sprunget ud her, men anemoner er der masser af i skovbunden.
Vi er på udkig efter Kobjælderne, og det viser sig, at de er ved at springe ud lige nu. Der er kun meget få af Opret Kobjælde, men de der er, er bare så fine. Det er også den mest sjældne af de to arter.

Går også en tur ud på molen og træbroen. Et par smådrenge er optaget af at fange krabber her i det lave vand.

I bakkerne tæt ved kirken vrimler det allerede med nikkende kobjælder. De allerfleste er bittesmå og dunede endnu, og man skal kigge godt efter for at få øje på dem. Men hist og her er der udsprungne planter. Vi forundres hvert år over denne lille, smukke blomst.

Efter en dejlig frokost på terrassen kører vi ned til Vildmosen. Her går vi tur ved Portlandsmosen langs det nye elge-hegn. Følger de gamle, overgroede banespor fra tørvetoget. Det er endnu muligt at komme ind på den anden side af hegnet; men det er nok slut, når elgene engang bliver sluppet løs i området. Efterhånden er alle vores små smuthuller hist og her i Vildmosen blevet “civiliserede” med organiserede stier.

Vi fortsætter ned til Brandvagtstårnet, hvorfra der er en formidabel udsigt ind over fennerne og hegnsvej. Vi ser nogle traner og hører rørdrummen. Rørhøgene er også rigtig i luften i dag, både her og på den næste tur rundt på plankestien i Portlandsmosen. Desværre ingen hugorme i dag, men vi kan jo heller ikke få det hele 🙂
På vej tilbage mod Egense kan vi slet ikke stå for skovbunden her med en skøn blanding af gule vorterod og hvide anemoner.
Rigtig fin dag.

Fuldmåne og solnedgang

En aften i april er vi nede ved havnen i Egense for at se solnedgangen hen over Limfjorden. Vi følger stien langs Kattegat hjem, og her er himlen helt rosa, og månen står højt på himlen og laver genskin i havet.

Tirsdag den 21. april er der den fineste fuldmåne. Billedet er taget gennem okularet på vores teleskopkikkert.

Fuldmåne sidst i april

Fuldmåne sidst i april