Tag-arkiv: vandfald

Vandfald i stride strømme

Vandfaldstur til hele 16 store Svenske vandfald i sensommeren.

Teltet og soveposerne er pakket, ja faktisk er hele bilen fyldt godt op!! Vi er nu, sidst i august, endelig på vej til Sverige og Norge. Norge bliver dog droppet i løbet af ferien. Der opstår usikkerhed om coronaproblemer, så vi holder os til Sverige. Det betyder desværre at bl.a. en planlagt tur til øen Vega og fjeldene De Syv Søstre, må blive en anden gang.

Den første aften overnatter vi i Våmåbadet, og her er der en virkelig fin og sjov udstilling ved et hus tæt derpå. En total retrooplevelse med benzintank og bil, samt en saloon i bedste amerikanske stil med et væld af små sjove detaljer. Der er nogen der rigtig har hygget sig med at lave alt det, og et kæmpe arbejde!

Efter 2 dage er vi i Gäddede i det nordlige Jämtland. Vi kører ad Villmarksvägen, og har udset os nogle seværdigheder undervejs.

Første seværdighed på turen er Hallingsåfallet, et imponerende vandfald, der har et fald på 40 m, hvorefter Hallingsån fortsætter gennem Sveriges længste canyon på ca. 800 m. Vi kører ad en lang grusvej indtil de sidste 2-3 km. Her parkerer vi og følger en sti langs elven op til vandfaldet. Udsigtsplatformen over for vandfaldet er lukket af pga fare for skred, så vi må beundre og fotografere vandfaldet fra andre vinkler. Vi er heldige med, at der er sol af og til, hvilket skaber en smuk regnbue i vandstøvet fra faldet. Man kan også vælge at køre helt op til vandfaldet, så her er pludselig en del turister.

Næste dag går det op forbi Store Blåsjön til Lia Ranch i Ankarvattsliden. Smukt sted at campere, fredeligt ved en stor sø. Vi er sent på sæsonen, så der er ikke nogen af de campingpladser vi overnatter på, der er overfyldte. Tværtimod oplever vi for det meste, at vi er det eneste telt. Det er campervans og campingvogne, der dominerer pladserne.

Undervejs mod Ankarede er der lige et vandfald vi må se: Bråkkåfallet, som er tæt ved vejen i en høj canyon. Imponerende.

Ankarede ligger lidt afsides og er et specielt sted, for her har samerne samlet sig så længe man kan huske og gør det stadigvæk. Ved midsommer, til bryllup, dåb eller bare for at mødes. Her er et smukt kapel og en masse velbevarede trækåter. Desuden en café med skønne hjemmebagte cremeboller 🙂

Der er flere vandreruter her, men vi tager den 4 km. lange rute langs Lejarälven ud til vandfaldet Lejarfallet. Som de fleste steder her i Sverige, er der lagt spanger (træplanker) ud ved specielt våde og mudrede områder. Så fint! Vandfaldet er imponerende og bliver fotograferet både nedefra og oppefra. Vi når lige kaffe og kage ved cafeteriet inden lukketid 🙂

Det har været en flot dag med klar himmel og sol – hvilket også betyder en kold nat med temperaturer under frysepunktet. Så – der er is på teltet om morgenen, og en smuk rimtåge ud over søen.

Nord for Store Blåsjön ligger Naturreservatet Bjurälven med en spændende og helt unik vandrerute gennem Bjurälvens Karstområde. Elven her løber delvis gennem underjordiske kalkbjerge. Karst er benævnelsen på det meget specielle landskab, der dannes på kalkbjerge med helt eller delvis underjordisk vandløb. Forudsætningen for det dramatiske karstområde langs Bjurälven er tre: kalkbjerg, sandjord og vand. Bjerggrunden her er usædvanlig kalkholdig og oven på det findes et tykt lag sand, som har ligget her siden istidens is smeltede. Når kulsyre reagerer med bjerggrunden og dermed underminerer sandjorden, opstår der fascinerende former og huller, som kaldes Doliner. Der opstår også grotter. Doliner er et nyt ord for os, det er tragtformede huller, hvor det underjordiske vandløb har opløst kalkstenen og dermed falder det overliggende jord/sand ned og føres bort med vandet. Der findes her mere end 300 Doliner. Den største er 20 m. dyb og ca. 50 m. i diameter. Vi ser den, der skulle ligge evig sne i bunden, men kan faktisk ikke se bunden… Vi ser rigtig mange doliner i alle mulige størrelser. Også flere mindre grotter undervejs.

Vi runder ude ved det såkaldte Colleseum, hvor vi spiser frokost med en flot udsigt ud over »Blinda Dalen«, og fortsætter turen tilbage.

Ved slutningen af den 6 km. lange rundtur, får vi øje på Grytrennän. Et stort tørlagt stykke af elven, 100 m langt og op til 7 m bredt med en række store og små skulpturerede skålforme i klipperne. De er formet gennem tusinder af år af sten og strømhvirvler. På store områder er der også fine muslingeformede mønstre/aftegninger på klipper og sten – kaldet facetter – som også er dannet af vand og småsten samt det faktum, at den letopløselige kalksten sammen med kulsyren i vandet har opløst stenene. Måske har denne rende engang været en vandfyldt grotte eller tunnel, hvor taget nu er borte. (Kilde: Karstlandskab i världklass, Bjurälvens väg över och under jord. Udgivet af Natur och Kultur i Jämtlands Län). Sikke en spændende tur med masser af gode informationstavler undervejs.

Vi er tæt på den norske grænse her og undervejs på den 3 kilometer vandring før vi kommer til rundturen ved Naturreservatet, er der information om, hvordan flygtninge fra Norge gik denne vej ind over grænsen til Sverige under 2. verdenskrig. Ude ved P-pladsen ligger gården Leipikvattnet, og her har været beboelse siden 1800-tallet, og gården er stadigvæk i brug.

Næste dag fortsætter vi ad Villmarksvägen. Passerer igen et flot vandfald Gaustafallet, som ligger tæt ved vejen. Vandfaldet har været med i filmen Ronja Røverdatter, så det var lidt specielt at se. Canyonen her havde voldsom stejle sider, som virkede lidt truende, når man står lige under dem.

Vi er nu kommet op til det sydlige Lappland, og når Stekenjokk – vejens højeste punkt på 876 moh. Dagen i dag er pivkold – 7 grader – våd og blæsende. Alligevel må vi ud at se stedet, som også er et stort mineudvindingsområde og græsningsområde for rener. Her er milevid udsigt 360 grader rundt.

I Klimpfjäll må vi ind og se Norgesfarargården. Det var den første gård der blev bygget i Klimpfjäll i begyndelsen af 1800-tallet. Det har været en driftig gård op gennem tiderne med forskellige ejere. Her var også senere en slags gæstgiveri for de ”handelsfarere”, der skulle til Norge, deraf navnet. I perioder har den desuden fungeret som skole.  Nu er den et meget interessant og fint museum, og der er en hyggelig cafe der serverer kokekaffe og kanelboller, eller vafler hvis det er det man ønsker.

Inden vi kommer til Saxnäs kører vi ad en grusvej op til Fatmomakke, en samisk kirkeby som ligesom ved Ankerrede har været og stadigvæk er et samlingssted for samere. Kirken bliver stadigvæk brugt. Der er desværre et rigtig dårligt vejr da vi er her. Det regner og det er koldt. Så vi haster lidt rundt. Ser de mange fine trækåter, hvoraf en er åben. Et fint forrådskammer der står på pæle, et velbevaret hus, Länsmannsstugan, hvor lensmanden og præsten boede sammen i 1850. Og ikke mindst den fine kirke, som heldigvis er åben. Her er den fineste døbefond lavet af en birkeknude, samt en speciel malet altertavle.

I Saxnäs lejer vi en lejlighed på vandrehjemmet – det er for træls med telt, kulde og regn. Vi trænger også lige til at have en aften i varme og tørvejr.

Temperaturen næste dag kommer ikke over 8 grader. Vi er kørt videre og stopper nu ved det berømte og vældig imponerende Trappestegsforsen. Det er virkelig de mest imponerende ”trappetrin” som vandet fra Kultsjön fosser nead. Det begynder desværre at regne igen.

Næste vandfald er Dimforsen, lidt længere nede ad Kultsjön. Vi parkerer ved vejen og går ad en sti med masser af trærødder ned til et flot udsyn til fossen. Her er i øvrigt også dejlige modne tyttebær.

Ved Stalon følger vi et skilt op til en udsigt. Og herfra kan man rigtignok se langt omkring. Der er lidt råkoldt, så turen går videre mod Kittelfjell. Vi har udset os en campingplads her, men den viser sig at være ret så ucharmerende. En helt ny plads med grus overalt, stadigvæk under opførelse og med en del campingvogne. Ikke et græsstrå at se! , så vi fortsætter til Grönfjäll. Her er der også en plads, men heller ikke her satser man på telte. Da vejret bestemt ikke er blevet bedre, lokker det med en hytte. Vi er sent på sæsonen, så er det forholdsvis let at leje hytte. En dejlig hytte er det, med eget køkken og toilet, soverum og stue til 550 svenske kroner, så det bliver til to dage.

Vandreruterne her findes lige uden for døren, så det kan ikke være meget bedre. Den første dag går vi en tur i omegnen, følger en scootervej et stykke og går et stykke ud ad en grusvej inden vi laver aftensmad. De vanker en øl om aftenen 😊

Næste dag bliver brugt på en fin fjeldtur op gennem skoven og videre ind gennem en lang, frodig dal langs elven Grantonbäcken. En let tur uden stigninger ind gennem dalen. Vi finder en masse dejlige blåbær, så en posefuld kommer med tilbage til müslien næste morgen. Vi er også så heldige at finde en lille håndfuld multebær, de er ellers færdige alle steder, men her var lige en gruppe efternølere 😊

Plukker også kvan, som senere bliver hængt til tørre i bilen og nu herhjemme er forvandlet til et snapseudtræk.

Vores næste base er Dikanäs. Den udsete campingplads er lukket, men efter at have ringet til ejeren, får vi mulighed for at slå telt op alligevel og sørge for os selv. Får anvist nøgle til servicebygningen, så alt er fint. Og vi har virkelig det hele for os selv 😊

Om eftermiddagen kører vi op til Matsdal og Kanan. Vi er blevet lokket af en beskrivelse af Bullerfallet, som skulle være et vandfald i Vilhelmina kommunes måske smukkeste canyon. Vi finder skiltet, og starter på turen. Her mangler der lige lidt af Sveriges fantastiske ”spanger”, men heldigvis ikke et problem for os. Ret hurtigt kommer vi til et stykke af elven, hvor vi pludselig skal vade! Nå, men det gør vi så, og fortsætter turen indtil vi kommer til et mindre vandfald. Her har en gruppe piger tændt bål og sidder og hygger. Vi fortsætter op gennem skoven. Kommer langt op!! Da vi opgiver og vender rundt, finder vi på vej tilbage den rigtige sti ned til Bullerfallet. Også her har vi antydning af regnbue i vandstøvet, her er fint, så vi sidder et stykke tid og nyder det, inden turen går tilbage til bilen. Ved vadestedet er vi lige lidt dovne og springer igennem uden at tage støvlerne af… hmmm… de var våde indtil næste dag efter det stunt.

Lige ved campingpladsen er der en flot elv, Dalsån. Vi kan se et vandfald fra vejbroen, så vi følger en grusvej derop. Det er også fint, men der er bygget et lille vandkraftværk ved vandfaldet, så det er lidt svært at få et fint udsyn ud over vandfaldet.

Næste camping bliver i Vilhelmina. Pladsen er ubemandet på nær et par timer sidst på dagen, og her er det ikke nogen dejlig og stille nat der venter os. En gruppe udlændinge fra byen holder pladsen vågen til efter midnat med høj musik, sang og råb. Ved halv tre-tiden om natten starter de igen ude på vejen, så det var virkelig ikke nogen god oplevelse.

Videre gennem Strömsund og ind mod Valsjöbyn kun få kilometer fra norske grænse. Vi er nu kørt ind i Jämtlând igen. Her slår vi lejr på en hyggelig fiskecamp ved søen Rörvattnet. Vejret er varmt og dejligt, vi sidder ude i fint solskin og spiser aftensmad.

Dagen efter er igen en vandfaldsdag. Vi starter med at køre ind til Rötviken og dreje ind mod Ansättåns canyon. Her er der hele tre vandfald: Storforsen, Källarforsen og Broforsen. Elven Ansättsån løber faktisk ud i vores sø Rørvattnett ved campingpladsen.

Vi går ad en grusvej og møder først Storforsen, som styrter lige ned i en stor dam. Lidt længere oppe i canyonen er det Källerforsen. Den har ikke så brat et fald, men er næsten vildere og breder sig ud over klipperne inden den forsvinder ned i elven. Sidste på denne vandfaldstur er Broforsen. Der er en lille bro over elven, hvor canyon’en er smallest og meget dyb. Broen har været anvendt som overgang i mange år. Lidt højere oppe ad elven er der blankslebne huller og jættegryder.

Vejen her kaldes Fiskevägen, og der er vitterlig mange søer, elve og vandløb her. Undervejs videre til Haslingsåfallet gør vi holdt og spiser frokost ved Toskströmmen. En elv som er kendt via forfatteren Hans Lidmans bøger, som vi har flere af derhjemme på hylden. Hans Lidman var blandt andet passioneret fluefisker.

Hasslingsån er næste stop. Vandfaldet her er også en slags trappetrins-vandfald og meget imponerende. Vi går længe rundt på stenene, her er meget smukt.

Sidste vandfald i dag er Rengsfallet, som vi finder helt oppe ved Valsjöbyn. Vandfaldet her er bredt og mægtig. Det har styrtet ned på denne måde i 9000 år siden sidste istid, og kaldes også for Hotagens Tännforsen. Der er vandstær her, og vi ser den også. Det siges, at den dykker ind gennem faldet og bor bag vandfaldet. Der er også hele 6 rødstrubet lom i søen neden for faldet.

Det var en stor vandfaldsdag i dag. Om aftenen har vi bestilt en hjemmelavet elg-burger i restauranten på campingpladsen. Mums, og en værdig slutning på en fin dag.

Næste dag kører vi ned til Krokum og videre ad E14 mod Norge. Vi kører igennem Åre, som er et stort skisportssted med store boligområder med etagebyggeri. Helt mærkeligt at se efter alle de små almindelige byer vi ellers er kørt igennem. Men det er også Sveriges alpine centrum. Videre gennem Duved, hvorefter vi drejer fra. Et stykke inde er Tännforsen, som er et af Sveriges største vandfald. Det falder 38 meter og er 60 meter bredt, så det er virkelig stort og mægtigt.

Det blæser lidt i dag, så vandstøvet fra faldet går lige mod os og gør kameralinserne våde…. Men sikke et flot syn, vi har også her fornøjelse af regnbue i vandstøvet, endda en dobbelt regnbue.

Det er et turistpræget sted, for første gang oplever vi, at vi skal betale p-afgift for at holde på parkeringspladsen. Vi tager en time til 30 kr, og når kun lige akkurat at se og fotografere det hele. Frokosten spiser vi et andet sted, vi vil alligevel ikke betale for at få lov til at spise vores egen mad…

Vi kører nu lidt sydover og målet er Vålådalen. Undervejs er der lige endnu et vandfald på vores vej, Vålåfallet 😊

Turen hernedad er lidt nostalgisk, vi var her engang for mange år siden, hvor vi havde combicampen med.
Camperer ved Fångåmon og går en lille tur om aftenen ned mod Ottsjön. Det er ved at være tidligt mørkt om aftenen, så vi må tilbage til teltet i tide.

Det går fortsat sydover. Mod Svenstavik og Tänna, hvor vi kører ad vej 3ll ned mod Särna. Det viste sig at være en ret så kroget vej med masser af sving og bakker. Men et flot område med store sletter, skov og vådområder. Vi ser endelig et par spredte rensdyr undervejs her. Kører igennem Sveriges højest beliggende by Högvålen, 955 moh. Vi holder ind ved et Loppis – og det viser sig at være et godt valg. Et hyggeligt sted, hvor et privat hjem er næsten forvandlet til loppemarked med – som ejeren fortæller – arvegods fra familien. Vi finder et par ting her, som vi køber og får en pose æbler med til billige penge oven i handlen. Der vrimler med Loppis-skilte langs vejene i Sverige! Mange er dog lukket for sæsonen, og mange er helt små og med rent ud sagt ikke særlig interessante eller gamle ting.

Undervejs ser vi også en flok traner på en mark.

Vi slår det meget våde telt op i Särna. Det er heldigvis hurtigt tørt, så alt er godt. Pladsen her er også lukket, så vi må vente til i morgen med at betale for overnatning.

Næste morgen er målet Sveriges højeste vandfald, Njupskär, med et frit fald på 70 meter. Vi så det første gang i 1975, og vi har glædet os til at skulle se området igen. Vi kan selvfølgelig ikke huske den mindste lille smule!! Desuden er det blevet en stor turistattraktion, der er en kæmpestor p-plads, og rigtig mange mennesker her. Det ligger i Fulufjällets Nationalpark, hvor der er rigtig mange vandreruter.

Vi er heldigvis tidligt på færde, så turen på omkring 1 kilometer ind til vandfaldet har vi stort set for os selv. Der er arbejde i gang med at forbedre gangbroen helt ind til vandfaldet, så den vej er desværre lukket. Alligevel er der et flot udsyn til vandfaldet her fra den eksisterende bro. Erik er inde over stenene og kommer lidt tættere på faldet. Det er et flot syn. På vej tilbage vrimler nye turister til….

Vi fortsætter sydover, passerer Mora og Malung. Ved Bunkris er det tid til frokost, og helt tilfældig stopper vi ved et stort trætårn, som vi ser og tænker at det ser helt specielt ud. Det viser det sig også at være. Det er et brandtårn, 24 m højt, og da det er placeret ca. 600 moh, er der en utrolig udsigt ud over skovområdet omkring. Det er også det, der har været hensigten med tårnet, hvor en brandvagt havde mulighed for at opdage brande i det store skovområde, hvor der i 1800-tallet blev en øgende efterspørgsel efter tømmer, og dermed også vigtigt at have kontrol over skovbrande. Tårnet blev bygget engang i 1890’erne.

I byen Älvdalen forsøger vi også at huske tilbage til 1975, men også denne gang uden held. 😊

Vi går en tur i byen og køber en is og en sjov lille container til te og sukker lavet af birketræ og birkebark i en genbrugs/loppemarked butik.

Vi kører helt til Sunne, hvor vi camperer på en KÆMPE-plads! For første gang får vi tildelt et nummer, hvor vi skal slå teltet op. Her er VARMT!! – så natten kan indtages uden alt det ekstra udstyr 😊 som lagenposer, tæpper og ekstra sokker….

Sidste dag, tager vi en lille omvej ned til Göteborg, og kører ud til Ekenäs, hvor vi aldrig har været. Tænkte det kunne være fint at se lidt af Vänern. Men ak, vejen er lille og snoet, og der er ikke noget vand at se overhovedet undervejs ned til Ekenäs. Selv ikke hernede ved spidsen, kan vi se ret meget af søen. Dog en fin tur frem og tilbage, igen med et par traner på en mark, men også en lidt træt chauffør efter den lille, snoede vej. Han så ikke ret meget andet end vejen…

Færgen går fra Göteborg, og vi er hjemme i Egense ved halv ni-tiden. Mætte og glade efter en dejlig ferie.

Sommer i Nord-Norge

Coronaen har gjort, at vi først er kommet til Nord-Norge, 70 grader nordlig bredde, midt i juli. I starten havde vi lidt blandet, men helt fint vejr. Derefter det skønneste sommervejr i mange dage her, tæt på de 30 grader. Nu, midt i august, er vejret slået om, så der hænger skyer nede om fjeldene og Kvænangstinderne er ind imellem helt forsvundet… Men, men… mon ikke vi ser den smukke blå himmel igen inden længe.

Vi har nydt de første par uger med midnatssol, og indtil nu også pænt lyse nætter. Har haft det mest fantastiske blomsterflor overalt, fanget fine torsk og sej, lavet saft af gederamsens smukke violette blomster og fundet de første små kantareller i skoven.

 

De første multebær er også plukket. De modner i meget spredt fægtning; men når de først er begyndt, må man være på pletten for at få de lækre bær. Egentlig har vi syltetøj i massevis fra sidste år! så vi tænker at begrænse plukningen, hvilket er ret så svært, når de nu er lige der og smager så godt 🙂 Så vi får se, nogen af bærrene indtil nu er forvandlet til is i stedet for syltetøj.

Har været heldig at møde hele fire dværgfalke, sikkert unger, der fløj larmende omkring. En af dem satte sig endda til rette på vores rækværk 🙂

Huset er blevet malet i år. Erik klarede endnu engang at stå øverst på den høje stige og male helt oppe i spidsen af gavlen. Bare så flot!! Ingen aldershindringer der.

Fjeldture og småture har der som altid været gode muligheder for, og vi udnytter vejret så snart vi kan. Der har været meget vand i elvene på grund af forårets store snesmeltning. Vi gik endnu engang fra Langfjorddalen op langs Russelven. Denne gang kom vi helt op til det øverste vandfald. Store områder var nemlig endnu dækket af sne, hvilket gjorde det meget lettere at komme frem, og på den måde slap vi for at tumle rundt i de mange sten. Så to vandstære.

En tur i dalen bag Laslettind, hvor Laslet-elven løber ned og ud ved Alteidet, er altid en fin oplevelse. I år vrimlede det med plettet- og skov-gøgeurt her.

En helt ny rute fra Ut i Nord, er beskrevet op til Jøkelfjordklubben. Der var endnu ikke lavet en mærket sti, men det lykkedes os alligevel at finde vej 🙂 Forrygende udsigt ud mod Nøklan og Skorpa, Kvænangstinderne, Spildra og helt ud til det store hav. Samt ind i fjorden mod Øksfjordjøkelen og toppen af Langfjordjøkelen.

Ture langs fjorden, til fyret ved Storengneset, op til Storengelvens Vandfald og i skoven er altid hyggelige, og kan faktisk også godt få pulsen lidt op 🙂

 

At gå! Vandreture i Nordnorge

Der er for tiden kommet stor opmærksomhed på det ”at gå”.
Gå dig til mere livsglæde. Og til et sundere liv!

Der bliver både knyttet videnskabelige undersøgelser, gode argumenter og fordele ved at gå.
Nogle af resultaterne er, at man kan nedsætte risikoen for forskellige sygdomme, skærpe hukommelsen og kreativiteten, ja, der er ikke grænser for superlativerne i den forbindelse.

Fakta for os er, at vi har det godt med at gå. Vi kan bekræfte, at det giver en masse energi og holder vores fysiske form ved lige. At det giver livsglæde og godt humør, og at det virker sundt for sindet, at have ro til at lade tankerne vandre sammen med fødderne.
At det så måske også forlænger levealderen er da ikke så dårligt.

Heldigvis behøver man ikke at gå Caminoen for at lade op i krop og sjæl. Det kan man gøre alle steder. Vi har stort set altid gået! Det er ikke kun når vi er i Norge, at vi går. Det gør vi året rundt. Der er selvfølgelig forskel på at vandre til tops på et fjeld og at gå en tur rundt på veje og stier i midt- og nordjylland. Men på bundlinjen er det ens, kroppen har det godt, og man er tilfreds med sig selv, fordi man tog endnu en tur, og allerede i gang med at planlægge den næste, det går der nemlig også sport i, det at finde nye, udfordrende og smukke områder.

De små ting gør ofte en tur til en god oplevelse. Det kan være en efterårstur, hvor birketræerne lyser gyldne på fjeldet, og hvor farverne giver helt nye mønstre i landskabet. Det kan være lyden af en fjeldvåge, eller en lille flok ryper, der flyver op foran dig. En mus, der løber over stien, eller lyden fra en elv .
Når man går tur sammen, behøver man nødvendigvis ikke at snakke sammen. Det er helt tilladt at lade sine egne private tanker flyve.

Enhver gåtur er ny, også selv om det er i de samme fjelde, de samme skove, på de samme veje, som vi har gået på tidligere. Tænk så stor forskel det kan gøre at gå til venstre hvor man plejer at gå til højre. Pludselig er der nye dale og nye toppe, der skal udforskes. Vejret og lyset er forskelligt, og årstiderne skifter.

Vi har altid kamera og kikkert med på tur. Altid! Og vi tager massevis af billeder. Og vi elsker det. Det giver os et helt unikt blik for farver, linjer og små detaljer i naturen, en gruppe træer, en speciel aftenhimmel, nogle bær eller en blomst.
Desuden giver det mange dejlige timers arbejde med billederne ved computeren i vintermånederne. Nogle af billederne havner på Eriks hjemmeside med fotos: https://www.dissingphotopulse.com/, nogle her på vores hjemmeside og et stort, blandet udvalg bliver til en fotobog for året der gik.

Vi er så heldige, at vi har hytte i et område med store muligheder for ture i fjeld, skov og langs fjord. Et u-udtømmeligt lager af oplevelser. Det er igen blevet til mange ture fra juni til oktober denne sommer. Vi har lavet et kort over området, der viser hvor de forskellige lokaliteter er, samt en kort beskrivelse over turene med billeder og nogle steder links til tidligere artikler.
Klik her og gå til beskrivelse af turene, der er plottet ind med numre på kortet. 

 

Farveidyl i september

Mikkaltinden – Reinfjellet – Villreindalen

Tre meget forskellige og smukke efterårsture. Den først tur går til tops på Mikkaltinden. Selv om der er pæn stigning på, er det en let tur, fordi der er grusvej hele vejen op. Sidst vi gik her i maj, var der endnu sne på vejen. I nat blev der drysset et pudderlag af nysne på de højeste fjeldtoppe. Den fine sne smelter dog stort set i løbet af denne fine solskinsdag. Endnu ligger der lidt sne på toppen af Laslettind, Olderbakkfjellet og hen over Tverrelvtinderne. Dalen for foden af fjeldene hvor Vikselva snor sig ud og ind er stor og vid. Der går en pæn lille flok rensdyr dernede. Det varer ikke længe før den store rensdyrsamling skal finde sted.

Tur nummer to går op gennem Reindalen til Reinfjellet. Vi tager rygsækken på hjemmefra og går op gennem skoven og vandfaldet langs Burfjordelva. Denne dag er vi oppe på en ny top (740 moh) i Mefjell massivet, hvorfra vi kan se ind over de to søer Mikkeldalvatna for enden af Mikkeldalen. Langt mod nord, kan vi også se et godt stykke ind over bræen Øksfjordjøkelen. Der er lange strækninger her med morænebakker, som er dejlig lette at gå på.
Vi går op til varderne på toppen af “Trehakkene”, som de kaldes lokalt. De tre toppe, som vi kan se hjemme fra huset. Den sidste varde dropper vi dog i dag, der er så mange sten at kravle rundt i undervejs, så det må vi have til gode.
Flotte farver og som sædvanlig en fantastisk udsigt heroppefra. En lang tur denne dag på hele 28.095 skridt.

Tredie tur går til Langfjordsbotn og videre ind i Bognelvdalen. Vi parkerer og går op gennem skoven forbi Bubbelen og ender oppe på de store sletter, der strækker sig milevidt her. Alle steder krydser rensdyrstier ud og ind på begge sider af elven. Farverne i dag er ubeskrivelige! Nok den flotteste dag vi har haft i år. Alle nuancer ligger som et farvemosaik af gule, røde og brune farver over fjeld og skov. Her er flere specielle vandfald. Vi spiser frokost i bunden af canyon’en ved et vandfald, som vi “fandt” i foråret.
Længere inde i Villreindalen langs Ørplasselva (der er en sideelv til Bognelva) er det specielle vandfald, hvor der kommer et ekstra lille fald direkte ud af et hul i fjeldvæggen.

Sikke heldige at være med så fine solskinsdage.

Langs Navitelva

En af de allersidste dage i august får vi endelig igen en dag med sol og blå himmel. Vi får hurtigt smurt en madpakke og kører ned til Navitelva. Her følger vi den velkendte rute op mod Røykfossen.

Turen her er i år blevet en beskrevet rute i projektet “Ut i Nord”, og fører 8 km. ind over fjeldet og op til toppen af Geitfjelltinden. Så nu er her pludselig kommet skilte 🙂

Vi stopper ved Røykfossen, som altid er fascinerende. Herfra fortsætter vi videre opad. Denne gang længere end vi plejer, men dog kun halvvejs til Geitfjelltinden. Forlader ruten og går ind mod elven. Vi vil se, om det er muligt at få et billede af canyon’en fra den anden ende. Men her er for stejlt ned, så det bliver opgivet. I stedet for opdager vi flere fine, mindre foss op langs elven. Spiser frokost og fortsætter op mod de nyfundne vandfald.

Ind imellem dale og fjelde er der er store områder med flade sletter, og flere steder vrimler det med lækre, modne tyttebær. Der bliver plukket 2-3 kilo med hjem.

På vej retur er vi henne ved den imponerede udsigt ud over canyon’en.  Eftermiddagens sollys giver nu de grønne mosbeklædte fjelde omkring Røykfossen et helt specielt smukt skær.


En super fin dag i et super flot område.

Sensommer langs Badderelven

Tre flotte augustdage med dejlig varme og solskin fra en knaldblå himmel, bliver brugt på en fin vandretur med telt og rygsæk. Vi går fra Baddereidet ad den gamle gruvevej op på fjeldet.
Her slår vi lejr ved elven efter at have tilbagelagt omkring 8 km.
Nyder en fin solnedgang om aftenen fra toppen af Kisganghumpen.

Næste dag starter vi ud kl. 9 på en dagstur længere ind på fjeldet. Følger Badderelven og passerer et meget imponerende vandfald, der vælter ned over smukke gule og rødgule sandsten. Vi fortsætter ind over fjeldet i et storslået område med sletter så langt øjet rækker. Undervejs mod vores mål, søen Djupvatnet, må vi vade over elven i bare tæer (hmmm…).  Søen ligge bag ved nogle fjeldtoppe, og herfra har vi en smuk udsigt ud over delta, søer og uendelige fjeldvidder. Som en ekstra kolorit ser vi to dværgfalke jage småfugle, og den allestedsnærværende hjejle.

Om aftenen nyder vi igen aftensolen indtil den forsvinder bag fjeldmassivet Unna Hoankkas.
Vil du læse mere om turen og se masser af billeder er der en artikel under Norge, eller følg linket her.

 

 

Forår på vej med masser af underholdning

For første gang er vi her i Storeng i maj måned. Vi havde nok forventet en del sne, men april har været en meget mild måned, så det meste er allerede smeltet. Vejen op til vores hus er snefri. Birketræerne har store knopper, og her efter en uge er det så småt ved at være lysegrønt flere steder. Vi får lige foråret to gange i år, først i Danmark og nu her i Nord Norge. Meget fint. Der ligger dog stadigvæk sne på fjeldene, og for eksempel har vi erfaret, at vejen op til Mikaeltinden kun er farbar på ski eller snesko (truger).

De første spæde birkeblade er plukket til snaps ligsom de nye skud af strandkvan også har fundet vej til et udtræk. Begge dele skal stå fra en uge til 14 dage før de igen skal filtreres og hvile i mindst 14 dage.

Det er tydeligt at se på jorden, hvor sneen er smeltet, og det pibler med vand mange steder. Storengelven bruser afsted, vores lille kilde her på grunden klukker lystigt og stien op i skoven er forvandlet til en bæk med både sideløb og minivandfald.

Det viser sig dog, at der er mere sne på stien op til vandværket og vandfaldet end vi havde regnet med. Støvlerne synker i og sokkerne bliver våde 🙂 men vandfaldet er bare brusende, flot. Svært at komme tæt på det med al den sne i kanterne.

Fuglene underholder os nu døgnet rundt. Sjaggere og vindrosler er der flest af. Vi har også set og hørt gransanger, løvsanger, musvit, ringdrossel, kvækerfinke og broget fluesnapper. Den sidste viste stor interesse for en af de nye fuglekasser. Håber den flytter ind.
Fjeldvågen er netop kommet sydfra, vi så den for første gang i går, havørnen har vi set et par gange, men den bor her jo også om vinteren.
Erik så en urhøne flagre op, vi har ikke hørt dem endnu, men stødt på deres ekskrementer flere steder. De første sommerfugle flagrer rundt, det er Nældens Takvinge.

I dag var der havlit og toppet skallesluger i fjorden, og en lille hval (nisse) dukkede også op.
En birk på grunden er blevet godt og grundigt gnavet i af en hare, der er tegn på mange mus og to gange har vi haft besøg af Mikkel ræv.

Første gang Erik fiskede nede ved fyret kom han glad hjem med 2 sej og 3 torsk. En god start!

Det er stort set lyst allerede nu døgnet rundt. Solen går ned 23:12  og står op igen 01:52, så det når ikke at blive mørkt. Om en uge er der sikkert midnatssol.

Storeng – 70 grader nord

To uger har vi været her, og har allerede nået at lave og opleve en masse.
På vores grund er der blevet klippet, luget og genfundet stier, trapper og siddesteder fra sidste år. Vejen rundt om hytteområdet er blevet trimmet for højt græs både i midten og langs siderne.

Vi har været en tur oppe i skoven lige bag huset. Nede ved fyret og gået langs stranden. Erik har fisket nogle gange, og der ligger allerede flere poser dejlige fileter i fryseren.

Multemarkerne er blevet inspiceret – der er mange blomster nu; men også mange planter, der ikke har sat blomst endnu. Der er godt gang i vandfaldet i Storengelven. Her syntes de to fjeldvåger ikke rigtig om, at vi opholdt os. De må have rede her, for det er ofte sket, at vi ser dem netop her.
Undervejs hører og ser vi en høgeugle. En af vores naboer har sat flere redekasser til høgeugler op her i området.


Stort set fra dag et, har vi observeret urfugle. En han spadserer over indkørslen, og to nætter underholder de os efter vi var gået i seng. Torsdag flyver en hun op fra grunden da vi kommer hjem fra Alta.

Tirsdag den 23. juni holder vi vores egen lille Sct. Hansaften. En heks bliver sendt afsted og vi får stegte pølser og pandebrød. En lille whisky til “dessert”. Nu for andet år i træk må det næsten være blevet til en tradition?

Første fjeldtur er fra Baddereidet, en rundtur på fjeldområdet Unna Riidervarri. Søndag går turen til tops på Mikkaltinden. Her ser vi en stor flok rensdyr nede i dalen ved elven. Der er en vældig foto-villig fjeldrype, og vi finder den fine, lille, rødlilla Rhodondendron art Arktisk Alperose for første gang. Den har jeg godt nok kigget meget efter i mange år på fjeldture, og så er den her pludselig 🙂 Stort!

En morgen kan vi i kikkert se en flok spækhuggere nede i fjorden. Der er en 4-5 stykker. Om aftenen er der pludselig en havørn tæt ved huset mens vi spiser.

Overliggeren på rækværket rundt om terrassen er blevet malet. Torsdag er vi på tur til Alta, hvor vi får handlet en masse ting.

Der har været mange fugle siden vi kom. Sjagger, vindrossel, kvækerfinke, broget fluesnapper, musvit, dompap, løvsanger, urfugl, havørn, fjeldvåge, dværgfalk, høgeugle, fjeldrype.

Og blomsterne vælger frem alle steder. Der er specielt mange fine lyngarter i fjeldene så tidligt på sæsonen: Blålyng, kryblyng, kantlyng og rypelyng.
Orkideerne er så småt på vej op. Der er masser af smørblomster, engblommer og vandranunkel. Multebær er i blomst, nogle blåbær i blomst og nogle tyttebær ligeså. Vi har set Arktisk Alperose, masser af gule fjeldvioler nu, hvor de blå hunde violer (eller sætervioler?) er ved at være færdige. Vi har set følfod for første gang, der er tue-stenbræk og tue-limurt mange steder på fjeldet. Ja, det er bare nogen af de mange, mange blomster vi ser. Storkenæb, fine blå skov forglemmigej er der også overalt og gederams er på vej.


I denne uge gør vi klar til at få besøg fra på søndag, af vores allerbedste venner fra Danmark. De er lige nu på vej op gennem Norge og oplever en masse spændende ting undervejs, inden de kommer til os.
Vi glæder os meget til at tage dem med på ture og vise dem “vores” område.

Røykfossen med vandstøv og flotte udsigter fra Mefjell

Onsdag er vi en tur ved Navitelven, hvor vi går op til Røykfossen. Der er rigtig meget vand i fossen. Så flot og imponerende har vi aldrig set den før. Der er så meget vandstøv fra fossen, at vi må blive oppe på kanten for ikke at få våde linser på kameraet.

Fortsætter lidt opover til den store canyon, hvor Navitelven skærer sig ned igennem. Heroppe er der flere store myrområder, lige nu hvide af smukke multeblomster. Ikke helt som et anemonetæppe, men det snerper 🙂

Torsdag er der sol fra en knaldblå himmel. Vi går op gennem Mikkeldalen til Mefjell. Igen massevis af engblommer også her. Det er helt utroligt som der er engblommer overalt! Men også mange andre fine fjeldblomster. Vi hører og ser hedehjejlen, og Erik får endda taget et fint billede af den.
To fjeldvåger flyver “skrigende” rundt hen over fjeldsiderne på vores vej op gennem dalen, og vi hører dem igen på vej ned.

Der ligger en del sne rundt omkring og danner fine mønstre på fjeldene. Søen vi kommer op til er endnu ikke isfri.
Heroppefra er der i klart vejr en virkelig flot udsigt ud over fjorden mod Kvænangstinderne, andre store fjeldområder, store øer og halvøer, der stikker ud i vandet.

På vej ned kan vi ikke modstå fristelsen at plukke en buket engblommer. De står nu og lyser op på spisebordet.

Buket af engblommer

Buket af engblommer

Kveite fanget på stang

Kveite fanget på stang

En kveite igen i dag :-). De bliver større for hver gang, så det er jo spændende, hvad det kan ende med!

Vandfald, revlingesaft og rårørte tyttebær

Søndag er endnu en fin dag. Vi pakker frokost og en lille rygsæk og kører ned til Langfjorden, og derfra ind til Bognelvdalen. Vi har planer om en tur op på fjeldet her – der går en traktorvej – eller hvad man nu skal kalde den, op gennem skoven og langt ind på fjeldet. Det er en MEGET stejl vej, så det tager kun 1 time at nå op over skovgrænsen. Men så sveder vi også så brillerne dugger! Vi er gået gennem et rensdyrgærde, og er heldige at se nogle rensdyr lige inden vi når ud af skoven.

Der er så småt ved at vise tegn på efterår på fjeldet og i skoven. Om få uger eksploderer det hele i smukke farver. Vi går endnu en times tid og kommer til to søer, her spiser vi frokost. På vej tilbage må vi lige op på toppen af et fjeld, hvor vi kan se en varde knejse 🙂  Herfra opdager Erik et vandfald i det fjerne, så der må vi også lige hen. Elven her hedder Ørvasselva og er en sideelv til Bognelven. Det viste sig at være et rigtigt fint vandfald, og en sjov bonus var, at fra et hul oppe på klippen fossede vandet ud fra en underjordisk kilde.

Inden vi forlader Bognelvdalen må vi lige se det imponerende vandfald, der kommer fra Bubbelen, og som støder til Ørvasselva. Der er fint udsyn til vandfaldet fra skoven. Bubbelen er et naturfænomen,  en underjordisk elv, der strømmer/bobler op af klipperne og danner en lille sø, der strømmer ud over kanten og danner dette mægtige brusende vandfald. Helt utroligt. Og vandet er selvfølgelig rent og kan drikkes. Der er sti op til Bubbelen, som er et stykke oppe ad fjeldet. Det tager under ½ time at gå derop.

Nu til noget helt andet. Seneste skud på bærstammen er Revling. Jeg har egentlig aldrig brugt de bær til andet end snaps – og det er der bestemt heller ikke noget i vejen med, men der skal jo ikke så mange bær til den aktivitet, og det bare vrimler med revling næsten alle steder i skov og fjeld, så det er jo herligt, at de endelig kan bruges til noget fornuftigt.
Vi snakkede for nylig med et par nordmænd, som fortalte at de lavede saft af bærrene. En råsaft, som dermed beholder alle de gode antioksidanter, som bærrene bl.a. indeholder. Nordmænd har lavet saft af Revling i årevis – heroppe hedder de i øvrigt Krøkkebær.
Altså har jeg nu lavet næsten 2 liter saft . Plukkede knap 3 pund bær til forsøget. Bærrene skal knuses – det brugte jeg stavblenderen til (jeg har en minihakker til stavblenderen, og den var helt suveræn til det), derefter hældte jeg 6 dl. vand på og satte det hele koldt et døgn. Så blev blandingen siet, og tilsat sukker og citronsyre. Stod så koldt igen ca. 1½ dag til sukkeret var opløst. Og nu har vi en skøn saft. Den har en speciel smag, frisk og lækker. Der skal vist laves lidt mere inden vi skal hjem. Den færdige saft kan kun holde sig i kortere tid da det er friske bær, der ikke er kogt og ikke er tilsat noget atamon eller lignende. Man kan jo fryse saften, evt. i plastikflasker; men det går ikke rigtig her, når vi skal bruge 3 dage i bil på hjemturen.

Tyttebærrene er ved at være på det sidste. Helt utroligt – sidste år var de knap nok modne på dette tidspunkt. Der kan man se, hvor stor forskel vejret giver på modning af bær her. Vi har plukket rigtig mange bær. Selv på vores grund her er der tyttebær. Jeg har rårørt en portion af de sidste med sukker og lidt vaniliesukker, det er en superdejlig måde at få tyttebær på.

Mandag morgen havde vindrosler og sjaggere overtaget gråsiskenenes spisekammer af frø fra birketræerne. Der var vindrosler og sjaggere overalt på jorden, i græsset og i træerne lige her udenfor køkkenvinduet. 🙂