Tag-arkiv: gederams

Saft på Gederams

Successen er gentaget 🙂 der er blevet lavet en dejlig og velsmagende saft af blomsterne fra Gederams. Farven på saften er lige så smuk som blomsterne.

Her vrimler med Gederams i området, så det er bare at gå i gang med at plukke. Dog, viser det sig, i stærk konkurrence med bierne, som i den grad sværmer i de søde blomster. Heldigvis er de helt ligeglade med mig.

Jeg vil gerne tage billeder af bierne; men det er en svær øvelse. De sidder kun stille i få sekunder før de er videre til den næste blomst. I øvrigt er der hele tre forskellige slags bier, en af dem med fine orange farver.

Opskrift; 150 g. blomster, 6 dl. sukker, 25 g. citronsyre eller vinsyre, Ca 1 liter kogende vand.
Kog vandet op og hæld det over sukker og citronsyre. Rør til det er opløst. Hæld det over blomsterne og dæk med et låg eller film. Sæt det køligt 4-5 dage (mit stod 4 dage). Si og hæld på flasker. Saften kan fortyndes. Holdbart i køleskab en uges tid.
God fornøjelse 🙂

Saft af blomster fra gederams

Tænk, at man kan få så dejlig og velsmagende en saft ud af de smukke lilla blomster på gederams, som står overalt her lige nu.

gederams-saft

Jeg havde set en opskrift på nettet, og det lød spændende, let og enkelt, så det var bare at gå i gang.
Jeg fik plukket blomsterne, og det var egentlig mange blomster, der skulle til for, at det kunne give 150 g., men her er blomster nok at tage af. Næste projekt var at få rystet alle de små sorte fluer ud af blomsterne! Skulle hilse og sige, at der er MANGE fluer, på størrelse med de allermindste tordenfluer, så det er noget lille kravl. Jeg ryster blomsterne i en skål, lægger dem over i en ny skål, og gentager processen indtil jeg synes det er OK. Resten af kravlet dør alligevel i det kogende vand, og bliver siet fra til sidst.

Her er opskriften på saften:
150 g. blomster, 7 dl. sukker – det brugte jeg ikke, jeg tog knap 6 dl, og man kunne nøjes med 5 tror jeg, 1 liter vand og 25 g. citronsyre.
Vandet bringes i kog, og heri opløses sukker og citronsyre. Derefter hældes det over blomsterne, og det hele sættes i køleskabet med låg el.l. i 4 (eller 5) døgn.
Derefter sies blomsterne fra, og man har den flotteste lilla saft, fuldstændig samme farve som blomsterne. Saften smager helt forrygende, og er endda så kraftig, at den kan blandes i omkring 1-1, alt afhængig af ens eget ønske.