Kategoriarkiv: Egebjerg

Farvefyldt forår

“Kom maj du søde milde”

Flot vejr i april og de første dage af maj med masser af sol. Vi har gået ture næsten hver eneste dag.
I Klosterskoven ved Egense har vi fulgt bøgen fra de spæde lysegrønne blade til nu, hvor alt er grønt.

I udkanten af skoven er der en brakmark, hvor der i år myldrer med de smukkeste vilde stedmoderblomster.

Tyndakset gøgeurt står stolte i skovbunden og lyser op med deres dybe blålilla farver, og bliver helt rødlilla i sollyset. Snart tager liljekonvallerne fat og overtager skovbunden med duftende hvide blomster.

Lige nu er vi i østjylland. Her er der bakker, der bliver farvet gule af mælkebøtter. Hvide frøplanter spreder sig med hundredevis af små paraplyer, når man går på marken. Mange steder er der fine gule døvenælder.

Ousted kirke er omkranset af vidtstrakte gule rapsmarker, og fra Møgelhøj ved Ejer Baunehøj er der en mageløs udsigt ud over det danske landskab. Ved et lille vandhul vokser der en masse smukke Storblomstret vandranunkel. Vores tøj er efter denne tur gult af pollen fra mælkebøtter og raps 🙂

Nu står også æbletræerne i fuldt flor de fleste steder. Håber de klare sig, på trods af truslen med let frost. Smukke er de med de lyserøde knopper og hvide blomster.

Foråret er bare en optimistisk årstid. Selv her i denne dystre coronatid, hvor verden er vendt helt på hovedet, kan man glædes over naturens ukuelige livskraft.

 

Forår, Anemoner og Coronavirus

Det er alt for længe siden vi sidst har lavet et indlæg her. Nu skal det være. Vi har været i Australien hen over jul og nytår, og været på tur i omkring 6 uger med telt på Tasmanien og i Victoria i januar og februar. Der er en artikel undervejs om det eventyr.

Nu og her har vi på trods af coronavirus nydt at se, hvordan foråret udvikler sig dag for dag. I skoven er anemonerne allerede langt fremme. Om en uge vil skovbunden være hvid af blomster. Vi husker ikke, at anemonerne før har været så tidligt på den. Også ramsløg er nu pænt store og sender skønne dufte op i vores næser.

Hvidtjørn står snehvid og lyser op. Der er også så småt ved at komme blade på buske, så det varer vist ikke længe før alt er lysegrønt. Dejligt og opløftende i denne tid, hvor vi venter på at kunne være sammen med familie og venner igen uden at tænke på corona-smitte. Da vi kom hjem fra Australien, den 1. marts, var vintergækkerne på sit allersidste. Det lykkedes at finde et par stykker til to gækkebreve, som blev sendt til børnene i Skanderborg.

Kyststien – Sporet fra Snaptun

En sommerdag i maj kører vi til Snaptun. Parkerer på havnen og finder starten af “Sporet mellem Snaptun og Juelsminde”, som vi har bestemt os til at udforske en del af i dag. Juelsminde er dog ikke vores endemål i dag, Vi satser på en mindre “runde”: Langs kysten, ind omkring Jensgård, Østrup og tilbage til Snaptun.

Færgen til Hjarnø lægger fra havn, da vi starter vandreturen. Vandet glitrer og glimter i solskinnet. Der er et par sejlbåde på fjorden. En lille flok skalleslugere flyver op fra kysten og lægger sig ude på vandet.

Det er en fin og afvekslende tur langs kysten. Vi følger stranden og går op i Tønballe skov og senere ind i Nederskov. Der har været flere skanser her helt siden Svenskekrigen i 1658. Omkring Hundshage er der 10-20 meter høje lerskrænter ned mod vandet. Her har havet gnavet godt og grundigt af kysten. Store gamle bøgetræer ligger som væltede kæmper i række og geled ved foden af skrænten. Det ser ret vildt ud. I det hele taget er det nogle imponerende bøgetræer der er her i denne skov.

Spætten har travlt med at tromme og der er et væld af fuglesang denne formiddag. Alle steder er der forårsblomster og hvide og gule sommerfugle der svirrer rundt.

Vi går gennem Nederskov til den vældig fine, gamle og velholdte Jensgård.  Vi kan slet ikke få nok af at fotografere i skov og marker her. Store gamle egetræer langs stien er lige akkurat også ved at springe ud.  Mælkebøtter, egetræer og åbne landskaber. Bare smukt! 

Fra Østrup må vi følge landevejen tilbage til Snaptun, vi ser langt efter et sted at spise frokost, men må pænt vente til vi kommer helt til Snaptun. Her er der til gengæld frit valg af bænke ved havnen. Lystbådene vugger i vandet og svalerne knitrer, mens vi spiser de madder vi har med hjemmefra. Inden vi kører hjem, går vi en lille runde på havneområdet, som er anlagt rigtig fint med træbroer rundt langs bådpladserne. På et stort græsareal lige ved siden af er der en fin legeplads og masser af muligheder for at boltre sig.

Havnen i Snaptun

Mætte og glade efter endnu en dejlig ny oplevelse i vores nærområde, kører vi hjem til Egebjerg.

Cykeltur ad Bryrup Banesti til Den Genfundne Bro

En cykeltur på en sommerdag i maj med sol, blå himmel og lysegrønne bøgetræer. Vi hører gøgen for første gang i år.
Så bliver det næsten ikke bedre.

Vi får pumpet cyklerne og tager hjemmefra om formiddagen. Kører ind på Bryrup Banesti, eller “Naturstien” som den også kaldes, ved Lundum. Banestien starter i Horsens og ender i Silkeborg. Vi har cyklet her tidligere, det er en fin og hyggelig rute. Let at cykle fordi den er anlagt ad banens tidligere spor, så der er stort set ingen bakker 🙂

Banestrækningen blev i sin tid kaldt “Danmarks smukkeste jernbane”, og netop i dag lever sporet virkelig op til sit navn. Den tidligere stationsbygning i Lundum har endnu sit skilt på huset, det sidste tog der kørte på banen, var den 30. marts 1968.
Langs ruten passerer man marker, vandløb, søer, skovområder og flere små klynger af huse og gårde. Bøgetræer, æbletræer, hvidtjørn og gule mælkebøtter giver farver til landskabet.

I Østbirk skal man ind gennem byen. Senere passerer vi Vestbirk sø og Naldal sø. Vores vendepunkt er Den Genfundne bro. En stor turistattraktion og en utrolig historie. Broen passerer over Gudenåen ikke langt fra Gammelstrup station. Det er en 13,4 meter høj stålgitterbro, der blev bygget over Gudenåen i forbindelse med etableringen af privatbanen fra Horsens til Bryrup i 1899. I 1925 blev den gemt væk i en mægtig dæmning. Den blev genfundet i 2013 i forbindelse med forberedelserne til en vandløbsrestaurering i Gudenåen. Kilde: Folder fra Horsens kommune, 2016  Vi var her også i maj 2014, mens den blev gravet ud.

Mens vi går rundt neden for broen er vi heldige at se en bjergvipstjert.
Vi spiser frokost tæt ved broen, og cykler tilbage samme vej til Egebjerg igen.

Harald Dissing og Aalyst Keramikfabrik

Et tilbageblik mod en svunden tid

Efter 40 år i Nordjylland, er vi flyttet ”tilbage til rødderne” og bor nu på Gl. Kirkevej i Egebjerg, hvorfra vi kan se lige over på de gamle gule fabriksbygninger, der engang husede keramikfabrikken Annashaab. Det får ofte tankerne til at vandre hen til historien om, at flere i familien Dissing har arbejdet her og været tæt knyttet til det sted. I dag er der Autohandel, og ikke alle bygninger er intakt mere.
Ydermere kan vi næsten se over til Eriks barndomshjem, Aalyst, der ligger lige i starten af Hansted by ned mod åen.

Historien om Eriks far, Harald Dissing, er en del af en unik familiehistorie om 6 Dissing-brødre, der alle var i lære og blev udlært pottemagere hos deres far Jens Andreas Pedersen Dissing. Pottemageren, der kom til Hansted fra Thisted og, sammen med sin kone Marie Skaaning, købte værksted på Banevej 1 i Hansted i 1898. Om et fag, der blev ført videre i generationer, og en historie som udspandt sig i lokalsamfundet med en radius af 15-20 km. omkring Hansted/Egebjerg.

Harald Dissing

Harald Dissing blev født i 1906 som det 6. barn af 8. Der var 6 drenge og 2 piger. Han blev udlært hos sin far og arbejdede som pottemagersvend på Annashaab i Egebjerg frem til 1945. I 1930 blev han gift med Erika Hopff (født 1909), og efter at have boet flere steder i Egebjerg, købte de i 1940 ejendommen Hanstedvej 1. Her, hvor Hansted Å løber lige forbi, opbyggede Harald og Erika Dissing keramikfabrikken, som de kaldte ”Aalyst”. I begyndelse samtidig med at han var ansat på Annashaab, og fra 1945 som selvstændig. Under krigen malede de direkte på det brændte ler, og efter krigen kunne de købe glasurer igen.

Harald Dissing byggede selv sin ovn i værkstedet, som blev lavet i den tidligere garage. Der blev brugt en del rummeter træ til hver brænding, så det var et stort arbejde med al det træ, der skulle skaffes, stables og gøres klar til at fyre med. Der lå ofte lange rækker med træ på gårdspladsen, inden det hele blev kørt om i brændeskuret bag ved huset.

Aalyst i de tidlige år med brændestakke på gårdspladsen, og lervarer til tørring

Harald Dissing lavede mange forskellige ting, både brugs- og pyntegenstande. Deriblandt figurer, vaser, fade samt traditionelt lertøj. Erik var som barn engang imellem med til at lave figurer, trykkede dem ud i formen og pudsede af og rettede dem til inden brænding og glasur.

Det var ikke varme i værkstedet, kun en ovn til kul og koks. Om vinteren, var der om morgenen ofte is på det vand, der skulle bruges til at dyppe hænderne i, når der skulle drejes, og leret var også koldt, så det var ikke så underligt, at mange pottemagere fik gigt i fingrene. Leret blev opbevaret i en lerkælder i forbindelse med værkstedet. Leret kom hjem i store plader, som blev stakket. Derefter kørt igennem en valse til tykke lerpølser. Disse blev opbevaret i lerkælderen, og skulle så æltes godt igen, før leret kunne anvendes til at dreje med.
Det ler, der blev skåret af, eller bare var en mislykket drejning, kom tilbage i lerkælderen, fik en ny behandling og blev genbrugt. Erik kan huske, at han af og til hjalp til med leret.

 

Når ovnen var fyldt og der skulle brændes, stod fyringen på i over 24 timer, hvor der skulle holdes øje med brændingen. Til at hjælpe med den proces, havde de ofte hyret Jens Munk fra Hansted, der så natten igennem holdt øje med temperaturen i ovnen.

I halvtredserne købte Harald Dissing en elektrisk ovn, en stor lettelse, så der ikke skulle fyres med træ ved brænding. For at få ovnen ind i værkstedet, måtte der ved siden af døren fjernes en mur, som så blev muret op påny bagefter.

Senere købte han den lille ovn, der ses her på billedet sammen med den første elektriske ovn. I den kunne han brænde mindre portioner.

Harald ved sin nye ovn, den store elektriske ses bagved

I de tidlige år solgte Harald Dissing mest til danske grossister, senere kom der også en eksport i gang, både til Sverige og til USA. I 50’erne og 60’erne var der indrettet en lille forretning i kælderen under huset med en udstilling af forskellige ting til salg.
Der kom af og til store busser forbi med folk på udflugt, som stoppede op og skulle se og købe. Desuden kom der opkøbere ind i forretningen. De kørte rundt i lastbil til de forskellige pottemagere, købte ind og solgte det videre. Erik fik af og til lov til at kigge ind i lastbilen for at se, hvad de kørte rundt med. Det var altid spændende.

Når der skulle pakkes til grossister, hjalp Erik med til at pakke tingene ind i aviser og derefter ned i trækasser, som blev foret med træuld. Var han rigtig flittig, og det havde været en god brænding, og alt var pakket ind (uden uheld…), fik han engang imellem lov til at gå over til ishuset – Købmand Djernes – og købe en is 🙂

Produktionen ophørte i 1965, da Harald døde efter længere tids sygdom.

Vi viser her et udsnit af lertøj og keramik, som Harald Dissing, har lavet. De to jydepotter er fra en meget tidlig periode, hvor der blev malet på det brændte lertøj. Der har stået potteplanter i dem, så desværre er de ikke så pæne i kanterne mere.
Desuden et fad og en kande af bedstefaderen J.A.P. Dissing, samt nogle produkter, der er fremstillet på Annashaab i den periode, hvor Harald Dissing arbejdede der. Sidste galleri er vores samling af barselspotter og en enkelt ting af Gunnar Dissing.

 

Hvordan er det så gået med faget for de næste generationer?
Af de 6 Dissing brødre var det kun Harald, der fik drenge. Harald og Erika Dissing fik 4 børn, Henry (f. 1931), Jens (f. 1934), Erik (f. 1948) og Carna (f 1949).

De to ældste børn, Henry og Jens, blev begge udlært pottemagere hos deres far. Henry Dissing arbejdede en tid på Den kongelige Porcelænsfabrik, inden han begyndte at studere biologi ved Københavns Universitet og specialiserede sig i svampe. Jens Dissing blev ved faget, arbejdede bl.a. på Langeland, havde værksted i Låsby og derefter i mange år værksted og forretning i Sejs. Erik er en del år yngre end sine brødre. Han hjalp til i værkstedet hos sin far, mens han var dreng, men gik en helt anden vej med sin uddannelse. Lillesøsteren Carna har heller ikke ført pottemagertraditionen videre.

Det var dengang ikke så ofte, at piger blev pottemagere eller keramikere. Ejnars datter brød dog traditionen som den eneste af pigerne og blev udlært keramiker. Hun oprettede familiefirmaet Grethe Keramik i Hedensted. Her er det iflg. deres hjemmeside, ”4. og 5. generation, der sidder ved drejeskiven”. (kilde: www.grethekeramik.dk).
Robert  og Leon fik hver to piger, der ikke blev oplært i faget, og Gunnar, og Tage fik ingen børn.

Alle 6 Dissing brødre havde en periode arbejde på keramikfabrikken Annashaab i Egebjerg, og alle 6 fik senere eget værksted i nærområdet. De to yngste Robert Dissing og Gunnar Dissing overtog faderens værksted da han døde i 1932. Robert Dissing førte det videre til han døde i 1965, Gunnar Dissing flyttede til Gedved, hvor han fik sit eget værksted. Tage Dissing overtog det gamle værksted efter Robert Dissings død og videreførte det. Da det gamle værksted blev solgt, flyttede Tage Dissing til Horsens, hvor han fik sit eget værksted. Ejnar Dissing fik værksted i Hovedgård allerede i 1919. Tage Dissing arbejdede sammen med broderen i Hovedgård i mange år før han overtog det gamle værksted i Hansted efter Robert Dissing. Leon Dissing var ud over arbejdet hos Annashaab også ansat en overgang på keramikfabrikken Danico, før han fik sit eget værksted i Horsens og Harald Dissing havde som sagt eget værksted i Hansted.

Aalyst omkring 1955. I øverste venstre hjørne ses Annashaab

Skulle nogen have noget keramik med merkaten “Aalyst Keramik”, eller noget af de andre Dissing brødres produktioner, er vi fortsat interesserede. F.eks. mangler vi noget af Robert og af Ejner.

Der er flere artikler om Dissing-brødrene, Annashaab og keramik her i bloggen

Mere Dissing keramik samt Annashaab og Danico lervarefabrikker

Siden vi lavede bloggen med Dissing keramik i 2016, har vi fået flere interessante og hyggelige kommentarer og henvendelser. Desuden har vi også selv været mere opsøgende på at finde noget af det ældre keramik enten i antikforretninger, brugtmarkeder eller på nettet.

 Vi har købt en fin lille vase/krukke lavet af Gunnar Dissing, Gedved og endnu en af Leon Dissings unica vaser med sort og orange glasur.

Fra den yngre generation, Eriks bror Jens Dissing, har vi fundet disse to ting, hvoraf især den lille hvide skål er en meget karakteristisk produktion fra Jens.

Vi fandt denne fine vase fra keramikfabrikken DANICO, som lå i Horsens. På den fabrik arbejdede Leon Dissing i en periode.

Vi mangler stadigvæk at finde keramik eller lertøj, som Robert og Ejnar Dissing har lavet.

Da vi flyttede fra Aalborg til Egebjerg, kom vi til at bo meget tæt på den tidligere lervarefabrik Annashaab. En af vejene i vores boligforening hedder endda Annashaab, og vi kan i dag se hen på de resterende bygninger fra vores lejlighed.

Annashaab var i 1920erne en stor virksomhed, der beskæftigede 10-12 mand, pottemagere, arbejdsmænd og malere. Alle 6 Dissing brødre arbejdede i 20erne på fabrikken

Historien om lervarefabrikken Annashaab i Egebjerg hænger på mange måder sammen med historien om lervarefabrikken DANICO i Horsens.
Annashaab blev startet omkring 1891 af pottemager Jens Holm Rasmussen og hans kone Johanne. De kom fra Sorring. Med var Johannes 15 årige søn fra første ægteskab, Peder Madsen.
Frem til 1922 blev der fremstillet traditionelle lervarer og Peder Madsen havde efterhånden overtaget den daglige ledelse mens Holm kørte ud til kunderne.

Omring 1922 skete der en markant ændring af produktionen, idet man nu begyndte at fremstille keramik i betydelig større mængder. Inspirationen kom fra kunstneren Eiler Løndal som havde arbejdet for lervare-fabrikken DANICO i Horsens. DANICO var blevet til i 1919 i et samarbejde mellem bl.a. en af Annashaabs gamle lærlinge, Niels Peter Nielsen, og købmand Corfitzen på Søndergade foruden den ovennævnte Eiler Løndal, der egentlig var kunstmaler, men som i en periode også interesserede sig stærkt for keramik.
Fabrikken havde en begivenhedsrig historie der endte brat i 1929. Der blev produceret godt håndværk og ofte i høj kunstnerisk kvalitet. DANICOS varer blev forhandlet via agenturer til udlandet bl.a. til USA.

Eiler Løndal skiftede fra DANICO til Annashaab i 1922, og her begyndte man nu at fremstille vaser, krukker, urtepotteskjulere o.s.v., der var næsten identiske med DANICOs produkter.

På Annashaab stemplede man keramikken i bunden med en trekant, en slags rebus, der skal læses »Lervarefabrikken Annashaab Danmark«. Der kan også forekomme varer, der blot er stemplet med »Egebjerg« med ret små bogstaver. Foruden stemplet vil der sædvanligvis være et serienummer skrevet i den våde ler.
På DANICO blev der stemplet DANICO og indridset et nummer.

Hvis der mangler fabriksstempel i produkterne fra Annashaab og DANICO fra denne periode, kan det være meget vanskeligt at skelne dem fra hinanden, specielt når de er bemalet med den koboltblå glasur.
En rettesnor hvis der blot er et nummer og ikke noget stempel vil være at nr. 1-499 og nr. 800 og opefter tilskrives DANICO og nr. 500-799 tilskrives Annashaab.

Til at begynde med gik samarbejdet på Annashaab rimeligt. Løndal kom med ideerne, og Peder Madsen, der på dette tidspunkt ledede fabrikken, omsatte dem i produktion. Imidlertid gik der kun kort tid, formentlig højst et år, inden Løndal ophørte med at arbejde for Madsen.
Årsagen var tilsyneladende, at Madsen ikke i længden kunne acceptere, at Løndal ikke ville deltage i det daglige mere rutineprægede seriearbejde. Hans noget bohemeagtige forhold til arbejde kunne ikke forliges med den hårdtarbejdende pottemagers syn på tingene.
Løndals afgang fra fabrikken medførte desværre, at den kunstneriske inspiration tørrede ud. Det blev vanskeligere og vanskeligere at finde på nye serier, originale former og dekorationer. Fabrikkens keramik fra 1930erne og senere nåede aldrig op på samme niveau.

Kilde: http://www.hansted-egebjerg.dk/artikler-fra-broen/fra-det-gamle-lundum-hansted/pottemagere-i-hansted-og-egebjerg/

 

 

 

 

Krikænder

På vores ture til Deltaet ved Nørrestrand nord for Horsens, og i engene ved Egebjerg, støder vi af og til på den lille fine Krikand.
Da vi gik langs den lille sø i kanten af Nørrestrands delta i denne uge, var der en hel flok af både hanner og hunner. Det var en lidt grå og overskyet dag, men det lykkedes at få taget et par gode billeder af ænderne.

Nørrestrand er et vildt- og naturreservat med hele 230 fuglearter. Det er en stor ferskvandssø, 3 km. lang og 4-500 m bred, hvor den er størst. Den ligger ca 1 km. fra Horsens centrum. Vådområdet er forbundet mod vest med Egebjerg Enge via Store Hansted å, og mod øst med Horsens fjord gennem det smalle Stensballe sund. Vi har let adgang til det store delta med søen via flere uafhængige stisystemer langs Hansted å, gennem Løvhøj,

Man kan følge en sti hele vejen langs sydsiden af Nørrestrand. Der er både en “nedre sti” som går gennem rørskov tæt ved vandet, en vandresti lidt højere oppe i landskabet og et par steder også en lille trampesti. Undervejs masser af fine muligheder for at se fugle og planter. Ved Lindskov knude er der et fugletårn, hvorfra der er fin udsigt ud over området.

Man kan komme hele vejen rundt om området, men på den nordlige side er der ingen stier, der må man bruge de asfalterede veje gennem Vær og Nebel til Hammersholm enten på cykel eller i bil.

Spændende møde med Spidsand og Stillits i det nye år

2017 har allerede her midt i januar budt på fine oplevelser. Vejret har været blandet. Mange dage med et noget grumset vejr med masser af blæst og regn, men også sol, frost og is. Allerede en af de første dage fandt vi disse fine isblomster ved åen.

I dag har vi været en tur i Egebjerg Kær, og ud over masser af gråænder, blishøns, pibeænder og svaner, ser vi en lille flok Stillits og endda et par Spidsænder.

Både før og efter årsskiftet er vi ofte gået ned til Hansted skov, videre gennem skoven og ad Højballevej hjem. På markerne her, har vi i to omgange set store flokke af både sangsvaner og grågæs. De sidste billeder er taget en diset dag med let regn. Billedet af Musvågen er fra samme område. Vi hører eller ser næsten altid en musvåge på vores ture omkring Hansted skov. På sidste tur også en lille flok fuglekonger.

Lige før jul var vi heldige at se en Rød Glente over markerne mellem Lundumhede og Lundumskov.

Sidste efterårsfarver omkring Egebjerg

I november og først i december har vi gået mange og lange ture i omegnen af Egebjerg.
Sol og klar blå himmel først i december, kolde dage med tynd is på engene, rimfrost og tågedis over mark og eng, hvor solen har svært ved at trænge igennem, og dage med overskyet vejr og lidt regn.

Først i december går vi en lang tur på omkring 3 timer ad Bryrupbane-stien til Lund, videre et stykke ad banestien mod Lundum og hjem via Rådved Kær.
Det er sidst på eftermiddagen inden vi når hjem, så solen står lavt og giver gyldne farver til landskabet.

De fleste af turene er i kendte omgivelser, langs Hansted å,  i Hansted skov, omkring Gedved og Tolstrup, Egebjerg Kær og Rådved Kær. Til Kannerup og Serridslev, rundt om Bygholm sø hvor vi får de sidste smukke efterårsfarver samt ture til Nørrestrand og Løvhøj. En dag med rimfrost giver kunstfærdige rimdannelser på blade og spindelvæv

Der har været mange fine naturoplevelser. Masser af svaner og ænder i vådområderne. En lille flok silkehaler og næsten på hver tur en eller to musvåger. To gange har vi været heldige at se den lille vævre træløber, og på den sidste tur langs Hansted å hele 3 vandstære.