Tag-arkiv: anemoner

Forår, Anemoner og Coronavirus

Det er alt for længe siden vi sidst har lavet et indlæg her. Nu skal det være. Vi har været i Australien hen over jul og nytår, og været på tur i omkring 6 uger med telt på Tasmanien og i Victoria i januar og februar. Der er en artikel undervejs om det eventyr.

Nu og her har vi på trods af coronavirus nydt at se, hvordan foråret udvikler sig dag for dag. I skoven er anemonerne allerede langt fremme. Om en uge vil skovbunden være hvid af blomster. Vi husker ikke, at anemonerne før har været så tidligt på den. Også ramsløg er nu pænt store og sender skønne dufte op i vores næser.

Hvidtjørn står snehvid og lyser op. Der er også så småt ved at komme blade på buske, så det varer vist ikke længe før alt er lysegrønt. Dejligt og opløftende i denne tid, hvor vi venter på at kunne være sammen med familie og venner igen uden at tænke på corona-smitte. Da vi kom hjem fra Australien, den 1. marts, var vintergækkerne på sit allersidste. Det lykkedes at finde et par stykker til to gækkebreve, som blev sendt til børnene i Skanderborg.

På tur i en forårsklædt Tofte Skov

I en af Påskedagene er vi på en guidet bustur ind i Tofte Skov i Lille Vildmose. En lukket skov, hvor man kun kan komme med guide fra Vildmosecentret.
Altid imponerende at køre igennem denne helt specielle, fredede skov, der dækker et areal på ca. 4000 ha og er blandt de største sammenhængende naturskove i Danmark.

Vi ser en del vildsvin og masser af store og små områder, hvor de har pløjet jorden op. Helt utroligt! Der er små flokke af krondyr og rådyr inde mellem træerne. Vi gør holdt tæt ved skovkanten, hvor højmosen breder sig ud. Her er turens mål: Det nye udsigtstårn og en plankesti et lille stykke ud på højmosen. Tårnet er imponerende flot og rejser sig 17 meter, lige akkurat op over trætoppene, så man heroppefra har en forrygende udsigt ud over højmosen med Toftesø ude i horisonten.
Højmosen er den største, intakte højmose i den nordvestlige del af det europæiske lavland. (Kilde: https://lillevildmose.dk/)

Forårshilsen fra skov og bakker
På hjemturen kigger vi til kobjælderne, som lige nu er på sit højeste og myldrer frem i bakkerne ved Dokkedal.

Mange små træer og buske er nu sprunget ud og lysegrønne bøgetræer lyser mere og mere op i skoven for hver dag der går. Bare så smukt. Vi går en tur i Klosterskoven ved Egense sidst i april.
Vi ser de første gøgeurter, anemonerne har været i gang længe, masser af den Lille Kålsommerfugl i en selvsået rapsmark og falken, der er på jagt efter mus.


Og til slut lidt fra den hjemlige front

Påskeharen har været på besøg i Påskedagene og gemt æg, som børnebørnene var så heldige at finde ude i haven. En hyggelig tradition.

Kobjælder, Anemoner og forår i luften

Store Bededag er der det skønneste, lune forårsvejr. Sol og høj blå himmel. Det skal udnyttes, så vi kører til Dokkedal om formiddagen og går en lang tur op gennem bakkerne. Endnu er bøgen ikke sprunget ud her, men anemoner er der masser af i skovbunden.
Vi er på udkig efter Kobjælderne, og det viser sig, at de er ved at springe ud lige nu. Der er kun meget få af Opret Kobjælde, men de der er, er bare så fine. Det er også den mest sjældne af de to arter.

Går også en tur ud på molen og træbroen. Et par smådrenge er optaget af at fange krabber her i det lave vand.

I bakkerne tæt ved kirken vrimler det allerede med nikkende kobjælder. De allerfleste er bittesmå og dunede endnu, og man skal kigge godt efter for at få øje på dem. Men hist og her er der udsprungne planter. Vi forundres hvert år over denne lille, smukke blomst.

Efter en dejlig frokost på terrassen kører vi ned til Vildmosen. Her går vi tur ved Portlandsmosen langs det nye elge-hegn. Følger de gamle, overgroede banespor fra tørvetoget. Det er endnu muligt at komme ind på den anden side af hegnet; men det er nok slut, når elgene engang bliver sluppet løs i området. Efterhånden er alle vores små smuthuller hist og her i Vildmosen blevet “civiliserede” med organiserede stier.

Vi fortsætter ned til Brandvagtstårnet, hvorfra der er en formidabel udsigt ind over fennerne og hegnsvej. Vi ser nogle traner og hører rørdrummen. Rørhøgene er også rigtig i luften i dag, både her og på den næste tur rundt på plankestien i Portlandsmosen. Desværre ingen hugorme i dag, men vi kan jo heller ikke få det hele 🙂
På vej tilbage mod Egense kan vi slet ikke stå for skovbunden her med en skøn blanding af gule vorterod og hvide anemoner.
Rigtig fin dag.

Nikkende Kobjælder, kælling på bjerget og havørn

2. Påskedag har vi en fin dagstur i det dejlige solskin. Først til Dokkedal, hvor både Nikkende og Opret Kobjælde blomstrer nu. En tur i bakkerne her er altid en god oplevelse. Skovbunden er hvid af anemoner og der er masser af fuglekvidder. Vi spiser madpakken på en bænk ved de gamle bådehuse.

Turen går videre til Vildmosecentret, hvor vi ser fotoudstillingen med de mange meget flotte og imponerende billeder.
Der er lavet en ny sti ud til Kællingbjerg. Den går gennem en birkeskov hen over de tidligere tørvegrave med fine spanger lagt ud, så det er let at gå.
Ved Kællingbjerg er der endda en trætrappe helt op til toppen, så vi slipper for at klatre på skråningen, som vi gjorde sidste år. Det er næsten for let 🙂
Træet står stadigvæk på toppen, nu i nytrimmede omgivelser. Der vokser mange kodrivere på toppen og nogle steder på skråningen. Klart vejr i dag, så der er en flot udsigt heroppe. Hele horisonten rundt, ind over mosen og ud mod Lindenborg, ja helt til Aalborg kan vi se.

Sidste oplevelse er vejen langs Portlandsmosen og Hegnsvej. Vi ser et par rørhøge og da vi stopper for at drikke te ved fennerne, er vi så heldige at se en ung havørn, der har travlt med at lede efter føde. Blandt alle hættemågerne svømmer et par gråstrubet lappedykkere, og vi ser en enkelt grågås med ællinger.

De første anemoner

Så er vi tilbage i Danmark igen, og bliver mødt af lunt vejr og sol. Vi går en tur langs Hansted Å ned til Hansted Skov. Der er meget fugleliv, hele tre musvåger i luften over os og en masse småfugle. Vi ser for første gang bjergvipstjert – der er to af dem, som hopper rundt på stenene i åen tæt ved Vandværkssøen.

Langs Hansted Å

Langs Hansted Å

Og så ser vi anemoner i blomst 🙂 Det er vist de tidligste anemoner vi har set, og der er fine gæslinger mange steder på piletræerne.

Den første anemone i år

Den første anemone i år

gaeslinger

Fine lysegule gæslinger

 

Så er vi i gang!

Nu må vi se at få startet vore blog. Vi har lagt nogle turbeskrivelser ind, og de nærmeste dage vil der komme flere. Vi mangler lidt billedmateriale til nogle af turene, men det bliver der rådet bod på.
Lige nu sidder vi i vores sommerhus i Egense. Det er en kold og regnfuld dag. I går så vi ellers de første anemoner i en lun skovkant, så vi er fulde af forhåbninger om, at foråret er på vej.
første-anemoner