Kategoriarkiv: Fjeldtur

Efterår, Nord-Norge, 70 graders nordlig bredde

I september er efteråret på sit allerhøjeste her i Nord-Norge. Med helt forrygende farver overalt. De gule og gyldne birketræer, hvor bladene drysser af ved den mindste vind, røde blåbærris og alt det indimellem er smukt både i sol og regn. Regn og dis har der så også været en del af, men heldigvis super, flotte solskinsdage ind imellem. Til gengæld har vi fået mere sne end vi plejer i denne måned. Snegrænsen er krøbet længere og længere ned. Det overrasker os faktisk lidt på fjeldturen ved Alteidet den 20. september, at der er SÅ meget sne! Vi har ikke tænkt på at tage vanter og snesko med 🙂 Sne og sten er en lidt besværlig og glat konstruktion. Men superflot er det og en stor oplevelse.

Næste gang har vi garderet os med vanter og endda staver. Det gør livet lidt lettere i glat og stejlt føre. Stavene er dog besværlige at jonglere rundt med, når der også skal være plads til kamera og kikkert, så normalt går vi uden. Det bliver turen inde i Bognelvdalen, op langs Villreindalen og Øverplasselva, hvor sne i fjeldene igen møder os. Et vildt og flot landskab her, som imponerer os igen og igen.

To anderledes ture har vi midt i måneden. Vores “nye” dal langs Russerelven ved Langfjorden, bliver udforsket næsten helt op til de første søer, og for første gang er vi helt inde ved canyonen og vandfaldet i JonLarselven i Burfjorddalen. Begge ture ender ud i et lidt uvejsomt, spændende område, hvor vist ikke mange andre færdes.

 

Vi må selvfølgelig også en tur ind i Navitdalen. Det er sådan en fin efterårstur med store sletter, søer, fjelde og Navitelven med de imponerende vandfald. Igen i år er der mange tyttebær, så der bliver lige plukket 2-3 kg.

Fredag den 27. september er der så endelig sol fra en skyfri, blå septemberhimmel. Vi er tidligt afsted til Riidevaras, og bliver belønnet med en meget smuk tur. Blikstille vand i søerne og spejlinger så klare, at man ikke kan se forskel på op og ned. Turen bliver lang, vi går i godt 6 timer, så det er luksus at returnere til hytten, hjemmelavet pizza og et glas rødvin.

Det er svært at beskrive det at være midt i de store og vidtstrakte fjelde, der bare fortsætter og fortsætter ind over, eller ender bratte ved hav og fjord.
Stilheden her, og fornemmelsen af at være ét med naturen må man selv opleve for at kunne fornemme. Det er store følelser, når man giver slip.
Billeder fortæller heller ikke alt. Der skal som regel forceres stejle skråninger – besværlige stenras – krat, sumpe og store eller små vandløb. Det ender dog altid med at være besværet værd.

Vi hører og ser ikke særlig mange fugle undervejs, men ved Russerelven er vi heldige at se et par vandstære, og på fjeldet ved Bognelven er der sørme en kongeørn. Den har vi ikke set før, men er ikke i tvivl, da den er så flink at give sig til kende med sin stemme og vi kan se de hvide pletter på undersiden af vingerne.
Tretået spætte ser vi i skovområdet ved fjorden tæt på vores hus. Den har travlt med at hakke i birketræerne.

Ture ned til fjorden har der været mange af. Også i denne måned. Her er altid fint. Lige nu står gederams på det sidste med knaldrøde og gyldne farver i mange nuancer. Der er små flokke af toppet lappedykker og edderfugle i fjorden, engang imellem svæver en havørn og altid er der fin udsigt mod Kvænangstinderne. Også her har vi fred og ro og møder meget sjældendt andre folk.

Bærhøsten er nu slut og har været stor igen i år med omkring 34 kilo i alt fordelt på multebær, blåbær, tyttebær, revling, vilde hindbær og her til slut tranebær. Nogle små bæster at plukke… Også enebær har vi fået, de skal bruges til mad og til snaps.
Det har været et stort arbejde at plukke, rense og sylte det hele. Men vi glæder os til at nyde de lækre resultater.

For første gang, har der ikke været et eneste rensdyr at se på vores mange fjeldture. Men så fik vi lige kompensation, idet en flok på omkring 50 dyr fandt vej til vores eng bag skoven. Her fik vi årets rensdyrbilleder i “kassen”, samt en fin oplevelse oveni. Vi kom ret tæt på dem, de var næsten ligeglade med os, havde bare travlt med at guffe græs.

Nu står oktober klar. Vi har kun kort tid tilbage her i det nordlige, før vi pakker sammen og drager mod Danmark igen. 

Midnatssol på Stuora Riidevarri

Så har vi været der igen! På toppen af Stuora Riidevarri (723 moh). Torsdag nat er der endelig iflg. vejrprognoserne udsigt til midnatssol. Det er længe ventet 🙂
Vi har haft flere overskyede, våde og kolde dage end normalt i år i slutningen af juni og begyndelsen af juli. Men nu er sommeren kommet!
Vi pakker rygsækkene og kører op til Baddereidet først på aftenen. Her parkerer vi og starter turen op til toppen. Her er så fint med blomster og smukke farver overalt. Det virker, som om der er flere i år, end der plejer, og smukt er det.

Turen op til toppen af fjeldet er altid en smule uforudsigelig. Her er ingen afmærket rute, så man må selv finde vej. Vi ender som som vi har planlagt, helt oppe, hvorfra der er et fantastisk udsyn ud over fjorde, øer og fjelde. Mageløst! Svært at forholde sig til, at klokken er 23:30 og tæt på midnat, Der er en smule diset ude i horisonten og små tågeformationener begynder at danne sig nede over havet. Solen skinner alt det bedste den har lært 🙂
Vi nyder midnatssolen en god timestid. Får også en tiltrængt kop varm kakao til at lune maver og fingre på. På en af søerne heroppe er der stadigvæk is på vandet, og der ligger sne flere steder. 

Undervejs nedad ser vi en rype, og der bliver flittigt taget billeder af blomster og udsigter igen. Midnatssolen giver terræn og vegetation et helt særligt skær. Først ved 03-tiden er vi hjemme i hytten igen. Det har endnu engang været en uforglemmelig flot tur, som altid er sliddet værd.

 

At gå! Vandreture i Nordnorge

Der er for tiden kommet stor opmærksomhed på det ”at gå”.
Gå dig til mere livsglæde. Og til et sundere liv!

Der bliver både knyttet videnskabelige undersøgelser, gode argumenter og fordele ved at gå.
Nogle af resultaterne er, at man kan nedsætte risikoen for forskellige sygdomme, skærpe hukommelsen og kreativiteten, ja, der er ikke grænser for superlativerne i den forbindelse.

Fakta for os er, at vi har det godt med at gå. Vi kan bekræfte, at det giver en masse energi og holder vores fysiske form ved lige. At det giver livsglæde og godt humør, og at det virker sundt for sindet, at have ro til at lade tankerne vandre sammen med fødderne.
At det så måske også forlænger levealderen er da ikke så dårligt.

Heldigvis behøver man ikke at gå Caminoen for at lade op i krop og sjæl. Det kan man gøre alle steder. Vi har stort set altid gået! Det er ikke kun når vi er i Norge, at vi går. Det gør vi året rundt. Der er selvfølgelig forskel på at vandre til tops på et fjeld og at gå en tur rundt på veje og stier i midt- og nordjylland. Men på bundlinjen er det ens, kroppen har det godt, og man er tilfreds med sig selv, fordi man tog endnu en tur, og allerede i gang med at planlægge den næste, det går der nemlig også sport i, det at finde nye, udfordrende og smukke områder.

De små ting gør ofte en tur til en god oplevelse. Det kan være en efterårstur, hvor birketræerne lyser gyldne på fjeldet, og hvor farverne giver helt nye mønstre i landskabet. Det kan være lyden af en fjeldvåge, eller en lille flok ryper, der flyver op foran dig. En mus, der løber over stien, eller lyden fra en elv .
Når man går tur sammen, behøver man nødvendigvis ikke at snakke sammen. Det er helt tilladt at lade sine egne private tanker flyve.

Enhver gåtur er ny, også selv om det er i de samme fjelde, de samme skove, på de samme veje, som vi har gået på tidligere. Tænk så stor forskel det kan gøre at gå til venstre hvor man plejer at gå til højre. Pludselig er der nye dale og nye toppe, der skal udforskes. Vejret og lyset er forskelligt, og årstiderne skifter.

Vi har altid kamera og kikkert med på tur. Altid! Og vi tager massevis af billeder. Og vi elsker det. Det giver os et helt unikt blik for farver, linjer og små detaljer i naturen, en gruppe træer, en speciel aftenhimmel, nogle bær eller en blomst.
Desuden giver det mange dejlige timers arbejde med billederne ved computeren i vintermånederne. Nogle af billederne havner på Eriks hjemmeside med fotos: https://www.dissingphotopulse.com/, nogle her på vores hjemmeside og et stort, blandet udvalg bliver til en fotobog for året der gik.

Vi er så heldige, at vi har hytte i et område med store muligheder for ture i fjeld, skov og langs fjord. Et u-udtømmeligt lager af oplevelser. Det er igen blevet til mange ture fra juni til oktober denne sommer. Vi har lavet et kort over området, der viser hvor de forskellige lokaliteter er, samt en kort beskrivelse over turene med billeder og nogle steder links til tidligere artikler.
Klik her og gå til beskrivelse af turene, der er plottet ind med numre på kortet. 

 

Olderbakkfjell og Laslettind

Så har vi været der igen, en smuk efterårsdag i september – på toppen af Olderbakkfjellet 900 moh. Det højeste fjeld i vores nabolag, som vi har gået til tops på. Herfra er der den mest  forrygende udsigt, 360 grader rundt. Vi kan bl.a. se ned til bunden af Jøkelfjorden, hvor isbræen Øksfjordjøkelen hænger med sin nederste klat mod vandet. Klatten som dog med årene er blevet mindre. Bræen kælver fortsat i fjorden som den eneste i Norge. Vi kan se ind over den yderste kappe af sne og is, som bare fortsætter mange kilometer ind over fjeldet og dækker et areal på omkring 41 km2. Højeste punkt på bræen er 1191 moh, og det er samtidig Finnmarks højeste punkt. Øksfjordjøkelen er Norges 9. eller 10. største isbræ alt afhængig af kilden.

Turen starter fra Parkeringspladsen ved vejen mod Jøkelfjord. Herfra går det støt opad til toppen af Laslettind på 819 moh. Fra Laslet er der en lille kilometer videre til Olderbakkfjellet. Vi fortsætter et lille stykke langs kammen mod Koppartind, der med sine 930 moh er det højeste punkt.

Fra Olderbakkfjell kan vi mod nordvest se helt ud i Loppahavet. Her er der skræmmende dybe kløfter og stejle klipper ned mod Jøkelfjorden og lidt venligere skråninger ned mod Burfjorden og Alteidet. Der går grupper af rensdyr hist og her på flere af de små sneklatter. I fred for insekterne 🙂

Undervejs op mod Laslet ser vi en isranunkel i blomst. Det er usædvanligt så sent på året. Normalt blomstrer den i juni, det er en af de tidlige blomster. En lille undselig smuk blomst, der stikker op mellem klipperne de mest ugæstfrie steder. Tak fordi du ventede på os 🙂
Også en havørn cirklede roligt rundt over fjeldtoppen.
Turen op og ned er stejl visse steder, hård, men ellers let at gå.

 

Sidste flok af rensdyr

Torsdag kører vi ind til Tverrelvdalen, og går en tur langs rensdyrgærdet, der snor sig tværs hen over sletten så langt øjet rækker. Der ser helt tomt ud her. Men mens vi går, passerer en lille flok rensdyr dog elven Øvre Tverrelva, en sideelv til Vikselva. Det er mest okser kan vi se, og ved også, at den sidste flok nu er svømmet over Jøkelfjorden, og at det netop bl.a. var de store okser, der var tilbage. De andre rener er løbet videre på deres vej mod vidderne ved Kautokeino.

Vi kan komme ret så tæt på dyrene, de er ikke særlig skræmte. Nogle af dem lægger sig på bakken og hviler.

 

Vi fortsætter hen til søen Kopplvatnet. Her finder vi et fint udsigtssted, og spiser frokost. Der er snart ikke flere blade på birketræerne, og selv blåbærrisene er ved at være på det sidste. Lige nu er det Mosebølle (Blokkebær på norsk), der står med helt lilla blade.

Vi går tilbage mod dalen og rensdyrene. Der er ved at komme lidt opbrud, og de er lidt urolige. Vi fortsætter ud af dalen, og kan ikke se rensdyrene mere. Men kan høre på førerrenens klokke, at de nu er gået gennem gærdet, som var helt åbent, og er på vej videre ud forbi Kopplvatnet. Samme vej som alle de andre er løbet. Vi har fået at vide, at det tager omkring en uges tid, så er de i Kautokeino. Ret utroligt, der er virkelig en lang strækning.

Farveidyl i september

Mikkaltinden – Reinfjellet – Villreindalen

Tre meget forskellige og smukke efterårsture. Den først tur går til tops på Mikkaltinden. Selv om der er pæn stigning på, er det en let tur, fordi der er grusvej hele vejen op. Sidst vi gik her i maj, var der endnu sne på vejen. I nat blev der drysset et pudderlag af nysne på de højeste fjeldtoppe. Den fine sne smelter dog stort set i løbet af denne fine solskinsdag. Endnu ligger der lidt sne på toppen af Laslettind, Olderbakkfjellet og hen over Tverrelvtinderne. Dalen for foden af fjeldene hvor Vikselva snor sig ud og ind er stor og vid. Der går en pæn lille flok rensdyr dernede. Det varer ikke længe før den store rensdyrsamling skal finde sted.

Tur nummer to går op gennem Reindalen til Reinfjellet. Vi tager rygsækken på hjemmefra og går op gennem skoven og vandfaldet langs Burfjordelva. Denne dag er vi oppe på en ny top (740 moh) i Mefjell massivet, hvorfra vi kan se ind over de to søer Mikkeldalvatna for enden af Mikkeldalen. Langt mod nord, kan vi også se et godt stykke ind over bræen Øksfjordjøkelen. Der er lange strækninger her med morænebakker, som er dejlig lette at gå på.
Vi går op til varderne på toppen af “Trehakkene”, som de kaldes lokalt. De tre toppe, som vi kan se hjemme fra huset. Den sidste varde dropper vi dog i dag, der er så mange sten at kravle rundt i undervejs, så det må vi have til gode.
Flotte farver og som sædvanlig en fantastisk udsigt heroppefra. En lang tur denne dag på hele 28.095 skridt.

Tredie tur går til Langfjordsbotn og videre ind i Bognelvdalen. Vi parkerer og går op gennem skoven forbi Bubbelen og ender oppe på de store sletter, der strækker sig milevidt her. Alle steder krydser rensdyrstier ud og ind på begge sider af elven. Farverne i dag er ubeskrivelige! Nok den flotteste dag vi har haft i år. Alle nuancer ligger som et farvemosaik af gule, røde og brune farver over fjeld og skov. Her er flere specielle vandfald. Vi spiser frokost i bunden af canyon’en ved et vandfald, som vi “fandt” i foråret.
Længere inde i Villreindalen langs Ørplasselva (der er en sideelv til Bognelva) er det specielle vandfald, hvor der kommer et ekstra lille fald direkte ud af et hul i fjeldvæggen.

Sikke heldige at være med så fine solskinsdage.

Langs Navitelva

En af de allersidste dage i august får vi endelig igen en dag med sol og blå himmel. Vi får hurtigt smurt en madpakke og kører ned til Navitelva. Her følger vi den velkendte rute op mod Røykfossen.

Turen her er i år blevet en beskrevet rute i projektet “Ut i Nord”, og fører 8 km. ind over fjeldet og op til toppen af Geitfjelltinden. Så nu er her pludselig kommet skilte 🙂

Vi stopper ved Røykfossen, som altid er fascinerende. Herfra fortsætter vi videre opad. Denne gang længere end vi plejer, men dog kun halvvejs til Geitfjelltinden. Forlader ruten og går ind mod elven. Vi vil se, om det er muligt at få et billede af canyon’en fra den anden ende. Men her er for stejlt ned, så det bliver opgivet. I stedet for opdager vi flere fine, mindre foss op langs elven. Spiser frokost og fortsætter op mod de nyfundne vandfald.

Ind imellem dale og fjelde er der er store områder med flade sletter, og flere steder vrimler det med lækre, modne tyttebær. Der bliver plukket 2-3 kilo med hjem.

På vej retur er vi henne ved den imponerede udsigt ud over canyon’en.  Eftermiddagens sollys giver nu de grønne mosbeklædte fjelde omkring Røykfossen et helt specielt smukt skær.


En super fin dag i et super flot område.

Sensommer langs Badderelven

Tre flotte augustdage med dejlig varme og solskin fra en knaldblå himmel, bliver brugt på en fin vandretur med telt og rygsæk. Vi går fra Baddereidet ad den gamle gruvevej op på fjeldet.
Her slår vi lejr ved elven efter at have tilbagelagt omkring 8 km.
Nyder en fin solnedgang om aftenen fra toppen af Kisganghumpen.

Næste dag starter vi ud kl. 9 på en dagstur længere ind på fjeldet. Følger Badderelven og passerer et meget imponerende vandfald, der vælter ned over smukke gule og rødgule sandsten. Vi fortsætter ind over fjeldet i et storslået område med sletter så langt øjet rækker. Undervejs mod vores mål, søen Djupvatnet, må vi vade over elven i bare tæer (hmmm…).  Søen ligge bag ved nogle fjeldtoppe, og herfra har vi en smuk udsigt ud over delta, søer og uendelige fjeldvidder. Som en ekstra kolorit ser vi to dværgfalke jage småfugle, og den allestedsnærværende hjejle.

Om aftenen nyder vi igen aftensolen indtil den forsvinder bag fjeldmassivet Unna Hoankkas.
Vil du læse mere om turen og se masser af billeder er der en artikel under Norge, eller følg linket her.

 

 

Langs Kvænangselven til Dalstua

En dag i august med tåge på fjeldtoppene, kører vi ned til Kvænangsbotn og håber på lettere vejr dernede. Selv om solen ihærdigt prøver at komme igennem, lykkes det ikke; alligevel synes vi, at det er fint vejr til en god lang dagstur ind til Dalstua og videre langs Kvænangselven næsten op til Storfossen.
I bunden af Kvænangsbotn, lige efter broen over elven, drejer vi ind ad en grusvej, som vi følger ca. 4 km ind til en P-plads. Med forsigtig kørsel i almindelig bil går det fint, selv om der er temmelig mange huller og den slags i vejen. Vi er nu heller ikke de eneste, der holder allerede 4-5 biler herinde.

Vandreturen starter ad en fin skovvej. Snart kommer vi til en spektakulær hængebro, der bringer os tørskoet over Kvænangselven. Ruten fortsætter på den anden side af elven, snor sig ind og ud i skovområdet – langs elven og oppe på bakkerne. Undervejs er der opsat kasser med interessante og nyttige informationer om skovdrift og lignende fra gammel tid. Snart når vi den fine gamle skovstue – Dalstua – som blev opført omkring 1880 i forbindelse med skovdrift og tjærebrænding.

Efter at have kigget lidt på hytterne her, fortsætter vi videre gennem skov og myrområder (med dejlige modne multebær, mums) nogle kilometer længere ind i dalen.
Vi finder et godt sted på nogle sten nede ved elven, hvor vi spiser frokost. Der er virkelig knald på vandet her. Iflg. kortet er vi tæt på vandfaldet, men vælger alligevel at gå retur.

I det sidste stykke af skoven før parkeringspladsen er der rigtig mange svampe, der lyser op i skovbunden med gule og brune farver mellem alt det grønne.


Vi fortsætter de sidste 300 meter hen til søen Rundvannet for at se den. Her er en familie gået i gang med at riste pølser på bål, og en hjemmelavet båd skal søsættes. Det ser hyggeligt ud.

Det har været en rigtig fin tur, der var mange insekter i dag, men vi klarede skærene uden at blive syltet ind i myggemiddel. Turen viste sig at være på 25.672 skridt, vist det meste vi har været oppe på endnu. Man kan leje Dalstua, dog ikke den gamle skovstue, men en lidt nyere hytte der ligger et par meter væk. Så måske var det en ide til overvejelse.

Tur langs fjorden fra Bankenes til Molvikøra

En af de første dage i august er vi nede på Miljøstationen ved Badderen med nogle dunke og malerbøtter.
Vi kører ud mod Dorras og videre til Bankenes. Her parkerer vi bilen og fortsætter til fods langs fjorden ud til Molviksøra. Det er en fin tur, vi har gået den flere gange.

Stille og roligt vejr, solen er lige ved at titte igennem. Eneste malurt i bægeret er en del irriterende fluer, mest når vi går igennem græs, men det er dem der bider…
Der er fin udsyn til øen Nøklan her fra kysten. Vi passerer en laksefarm, dem er der virkelig mange af i fjordene her omkring (for mange??).
Ruten her er speciel fordi den flere steder snor sig op over fjorden på siden af fjeldet. Dækket mange steder med stenskærver, så den er fin at gå. På en lang strækning er der rester fra et gammelt stengærde, som stadigvæk holder stien på plads.
Der ligger et par forladte huse herinde, hvor der har boet folk indtil måske engang i 60-erne. Mindst et af dem er stadigvæk i brug som hytte af familien.

På stranden og især på et næs ved et af de gamle huse, har der samlet sig hundredvis af sølvmåger samt nogle få svartbag og strandskader. Hele flokken letter, da vi kommer nærmere. Vi fortsætter ud til rullestensbugten. Her får vi eftermiddagste, hvorefter vi går lidt rundt i området. Der kommer mange tyttebær her om en måneds tid. Og enebær. Der ruller også lige et par rullesten ned i rygsækken 🙂 inden vi vender næsen og støvlesnuderne retur mod bilen.