Kategoriarkiv: Kvænangen

Efterår, Nord-Norge, 70 graders nordlig bredde

I september er efteråret på sit allerhøjeste her i Nord-Norge. Med helt forrygende farver overalt. De gule og gyldne birketræer, hvor bladene drysser af ved den mindste vind, røde blåbærris og alt det indimellem er smukt både i sol og regn. Regn og dis har der så også været en del af, men heldigvis super, flotte solskinsdage ind imellem. Til gengæld har vi fået mere sne end vi plejer i denne måned. Snegrænsen er krøbet længere og længere ned. Det overrasker os faktisk lidt på fjeldturen ved Alteidet den 20. september, at der er SÅ meget sne! Vi har ikke tænkt på at tage vanter og snesko med 🙂 Sne og sten er en lidt besværlig og glat konstruktion. Men superflot er det og en stor oplevelse.

Næste gang har vi garderet os med vanter og endda staver. Det gør livet lidt lettere i glat og stejlt føre. Stavene er dog besværlige at jonglere rundt med, når der også skal være plads til kamera og kikkert, så normalt går vi uden. Det bliver turen inde i Bognelvdalen, op langs Villreindalen og Øverplasselva, hvor sne i fjeldene igen møder os. Et vildt og flot landskab her, som imponerer os igen og igen.

To anderledes ture har vi midt i måneden. Vores “nye” dal langs Russerelven ved Langfjorden, bliver udforsket næsten helt op til de første søer, og for første gang er vi helt inde ved canyonen og vandfaldet i JonLarselven i Burfjorddalen. Begge ture ender ud i et lidt uvejsomt, spændende område, hvor vist ikke mange andre færdes.

 

Vi må selvfølgelig også en tur ind i Navitdalen. Det er sådan en fin efterårstur med store sletter, søer, fjelde og Navitelven med de imponerende vandfald. Igen i år er der mange tyttebær, så der bliver lige plukket 2-3 kg.

Fredag den 27. september er der så endelig sol fra en skyfri, blå septemberhimmel. Vi er tidligt afsted til Riidevaras, og bliver belønnet med en meget smuk tur. Blikstille vand i søerne og spejlinger så klare, at man ikke kan se forskel på op og ned. Turen bliver lang, vi går i godt 6 timer, så det er luksus at returnere til hytten, hjemmelavet pizza og et glas rødvin.

Det er svært at beskrive det at være midt i de store og vidtstrakte fjelde, der bare fortsætter og fortsætter ind over, eller ender bratte ved hav og fjord.
Stilheden her, og fornemmelsen af at være ét med naturen må man selv opleve for at kunne fornemme. Det er store følelser, når man giver slip.
Billeder fortæller heller ikke alt. Der skal som regel forceres stejle skråninger – besværlige stenras – krat, sumpe og store eller små vandløb. Det ender dog altid med at være besværet værd.

Vi hører og ser ikke særlig mange fugle undervejs, men ved Russerelven er vi heldige at se et par vandstære, og på fjeldet ved Bognelven er der sørme en kongeørn. Den har vi ikke set før, men er ikke i tvivl, da den er så flink at give sig til kende med sin stemme og vi kan se de hvide pletter på undersiden af vingerne.
Tretået spætte ser vi i skovområdet ved fjorden tæt på vores hus. Den har travlt med at hakke i birketræerne.

Ture ned til fjorden har der været mange af. Også i denne måned. Her er altid fint. Lige nu står gederams på det sidste med knaldrøde og gyldne farver i mange nuancer. Der er små flokke af toppet lappedykker og edderfugle i fjorden, engang imellem svæver en havørn og altid er der fin udsigt mod Kvænangstinderne. Også her har vi fred og ro og møder meget sjældendt andre folk.

Bærhøsten er nu slut og har været stor igen i år med omkring 34 kilo i alt fordelt på multebær, blåbær, tyttebær, revling, vilde hindbær og her til slut tranebær. Nogle små bæster at plukke… Også enebær har vi fået, de skal bruges til mad og til snaps.
Det har været et stort arbejde at plukke, rense og sylte det hele. Men vi glæder os til at nyde de lækre resultater.

For første gang, har der ikke været et eneste rensdyr at se på vores mange fjeldture. Men så fik vi lige kompensation, idet en flok på omkring 50 dyr fandt vej til vores eng bag skoven. Her fik vi årets rensdyrbilleder i “kassen”, samt en fin oplevelse oveni. Vi kom ret tæt på dem, de var næsten ligeglade med os, havde bare travlt med at guffe græs.

Nu står oktober klar. Vi har kun kort tid tilbage her i det nordlige, før vi pakker sammen og drager mod Danmark igen. 

Tur til Spildra

Faktuelt: Spildra er en ø I Kvænangen Kommune, Troms Fylke. Øen er 21,4 kvadratkilometer og ligger midt i Kvænangesfjorden. Der bor p.t. 26 fastboende på øen, alle stort set omkring byen Dunvik. Den eneste adgang til øen er med båd. Der er kun lidt vej herovre, Vi kunne konstatere, at bilerne her alle var uden nummerplader 🙂 og som sådan ikke er registreret. Der er ingen bilfærge til og fra øen.

Midt i juli får vi endelig realiseret en tur til øen Spildra, som vi kan se spidsen af hjemme fra vores hytte, og ofte har snakket om. Vi tager båden om eftermiddagen fra Burfjord. En meget varm dag, 26 grader i skyggen og sol fra en skyfri himmel.

Der er en del, der skal med båden, både mennesker og købmandsvarer. Båden sejler videre fra Spildra, og har endestation i Skjervøy. Båden er livsnerve for de små lokalsamfund her i området, hvis eneste offentlige transport er denne rutebåd. Fin sejltur på fjorden, rigtig sjovt at se fjeldene fra en ny vinkel.

På Spildre lægger båden til i den lille by Dunvik. Herfra tager vi rygsækken på nakken og starter turen mod Kulturstien. Vi følger først grusvejen et langt stykke, før vi kommer til den mærkede kultursti. 

Her på Spildra er der fundet mange spændende spor af bosættelser. Øen betegnes som et af de fineste kulturlandskaber i Troms. Her har været bosætning i flere tusind år. Stien her passerer en lang række fortidsminder. Terrænet er fint at gå i, vi må lige lede lidt efter skiltene engang imellem, det går lidt op og ned. Vi passerer en samisk kvindegrav fra 12-1400 e.kr. og en offersten, før vi spiser aftensmad på en smuk udsigtsplads. Her på øen er Kvænangstinderne pludselig meget tættere på, end vi er vant til.
Vi passerer flere gravfund – bl.a. en “Norrøn mannsgrav 350-550 e.Kr.”, en af mange grave i et område, hvor der også er spor efter bebyggelse fra samme periode, bl.a. et Nausttufte (bådehus), der fortæller at der allerede i jernalderen har været store skibe her. 

Vi stopper ved en smuk sandstrand. Her bliver der fotograferet lidt, inden vi beslutter os til at vende om og gå tilbage, så vi er sikre på at vi når rutebåden tilbage til Burfjord. Desværre kommer vi så ikke helt ud til bjørnegravene i denne omgang, det må vi have til gode til næste tur, så kender vi også lidt mere til området. Båden sejler ikke ret tit, og slet ikke hver dag, her mellem Burfjord og Spildra, så da vi ikke har tænkt os at overnatte, må vi tilbage med den sene aftenbåd, der kommer ved 23-tiden. Og det gør den kun, hvis man har anmodet om at komme med fra Spildra. Det har vi sikret os ved hjælp af en hjælpsom dame, der hedder Elinor, som vi møder på havnen. Hun har bare styr på det med båden 🙂

Det er en smuk aften, solen skinner stadig og det er så varmt, at vi går i t-shirt. På vej tilbage støder vi ind i en lille rypefamilie.

I Dunvik går vi lidt rundt i byen og ved den lille havn, får en kop varm kakao og nyder den fine aftensol indtil båden dukker op. Sejlturen tilbage til Burfjord byder på en flot himmel, der bliver farvet orange af solen, der i disse dage er tæt på horisonten igen. Vi er i Burfjord 23.40, og kører hjem. Inden vi går til køjs efter en lang og spændende dag, belønner vi hinanden med et glas af den gode australske likør: Vie de Vie fra Vingården Pepper Tree Wines.

Fugle i Kvænangen

Vi har så mange fugle i vores smukke og vilde natur her i NordNorge. Jeg har prøvet at samle billeder og indtryk af de forskellige arter, vi har set, opdelt i fugle omkring vores hytte, fugle vi har set på fjeldture og fugle vi har set i fjorden eller i en fjeldsø.

Så snart man bare kommer udenfor, er der fuglesang. Omkring huset er der især mange sjakkere og vindrosler. I sommerperioden også mange brogede fluesnappere, som ruger i vores redekasser. 
Fugle vi hører og ser  hele tiden i løbet af sommeren er: Løvsanger, gransanger, musvit, kvækerfinke, gråsisken, fyrremejse, dompap og en sjælden gang en vipstjert.

I skoven bag ved huset har vi set den fine tretåede spætte.

Fjeldvågerne har rede i skoven oppe ved Storengelvens vandfald. Der går ikke lang tid før de kredser skrigende over vores hoveder, når vi går der. Vi har også haft dem meget tæt på hytten, både i luften og i træerne. I skoven ved vandfaldet har vi i år også oplevet en jagtfalk.

Høgeuglen har rastet i vores birketræ. Sidste år så vi høgeugle flere gange end normalt.
Urfuglen har vi haft glæde af flere år i træk. Om natten lige uden for huset. Desværre har vi ikke set noget til dem de sidste par år.
Skovsnepperne har være stabile et par år. Vi kan høre dem, når de flyver hen over huset om aftenen. Sidste år kom de næsten præcis kl. 23 og fouragerede lige uden for køkkenvinduet. Op til 4 stk. ad gangen.

På fjeldture har vi set havørn flere gange, også nede ved fjorden. Især om vinteren, er der ofte havørn, ofte to ad gangen. Engpiberen er meget almindelig på fjeldet – eller heipiplerke, som den hedder på norsk. Ligeså stenpikker og gråsisken. Op mod vandværket i Alteidet er der ofte silkehaler.

Næsten hver gang vi går ind over fjeldet hører eller møder vi hedehjejlen, som også kaldes fjeldets følgesvend. 
Vi har ofte set fjeldryper. De ligger og trykker sig, og flyver så pludselig op, når man næsten er henne ved dem. Et år vi gik op på Mikkaltinden, var der en lille flok unger. 

I fjorden er der mange edderfugle. Sammen med havlit, ser vi dem dog mest om vinteren. Om sommeren ser vi ofte toppet skallesluger, tejst og er man ude i båd, er der også lunder. Strandskader har vi selvfølgelig mange af i Danmark, men her er de lidt mere sjældne. Af andre vadefugle har der været fjæreplytt, eller sortgrå ryle på dansk. Det norske navn er næsten det bedste til den fugl, som i øvrigt er meget tillidsfuld. Vi har set rødben og stor præstekrave i en sø på Mefjell. I en sø i Navitdalen er der bjergand, og rødstrubet lom i Lomvatnet ved Gearbbet i Kvænangsbotn. Der er også andre andefugle, men ofte er det vældig svært at lokalisere, hvilken slags det er, Der har været lom flere steder, bl. a. ved Koppvatnet.

 

At gå! Vandreture i Nordnorge

Der er for tiden kommet stor opmærksomhed på det ”at gå”.
Gå dig til mere livsglæde. Og til et sundere liv!

Der bliver både knyttet videnskabelige undersøgelser, gode argumenter og fordele ved at gå.
Nogle af resultaterne er, at man kan nedsætte risikoen for forskellige sygdomme, skærpe hukommelsen og kreativiteten, ja, der er ikke grænser for superlativerne i den forbindelse.

Fakta for os er, at vi har det godt med at gå. Vi kan bekræfte, at det giver en masse energi og holder vores fysiske form ved lige. At det giver livsglæde og godt humør, og at det virker sundt for sindet, at have ro til at lade tankerne vandre sammen med fødderne.
At det så måske også forlænger levealderen er da ikke så dårligt.

Heldigvis behøver man ikke at gå Caminoen for at lade op i krop og sjæl. Det kan man gøre alle steder. Vi har stort set altid gået! Det er ikke kun når vi er i Norge, at vi går. Det gør vi året rundt. Der er selvfølgelig forskel på at vandre til tops på et fjeld og at gå en tur rundt på veje og stier i midt- og nordjylland. Men på bundlinjen er det ens, kroppen har det godt, og man er tilfreds med sig selv, fordi man tog endnu en tur, og allerede i gang med at planlægge den næste, det går der nemlig også sport i, det at finde nye, udfordrende og smukke områder.

De små ting gør ofte en tur til en god oplevelse. Det kan være en efterårstur, hvor birketræerne lyser gyldne på fjeldet, og hvor farverne giver helt nye mønstre i landskabet. Det kan være lyden af en fjeldvåge, eller en lille flok ryper, der flyver op foran dig. En mus, der løber over stien, eller lyden fra en elv .
Når man går tur sammen, behøver man nødvendigvis ikke at snakke sammen. Det er helt tilladt at lade sine egne private tanker flyve.

Enhver gåtur er ny, også selv om det er i de samme fjelde, de samme skove, på de samme veje, som vi har gået på tidligere. Tænk så stor forskel det kan gøre at gå til venstre hvor man plejer at gå til højre. Pludselig er der nye dale og nye toppe, der skal udforskes. Vejret og lyset er forskelligt, og årstiderne skifter.

Vi har altid kamera og kikkert med på tur. Altid! Og vi tager massevis af billeder. Og vi elsker det. Det giver os et helt unikt blik for farver, linjer og små detaljer i naturen, en gruppe træer, en speciel aftenhimmel, nogle bær eller en blomst.
Desuden giver det mange dejlige timers arbejde med billederne ved computeren i vintermånederne. Nogle af billederne havner på Eriks hjemmeside med fotos: https://www.dissingphotopulse.com/, nogle her på vores hjemmeside og et stort, blandet udvalg bliver til en fotobog for året der gik.

Vi er så heldige, at vi har hytte i et område med store muligheder for ture i fjeld, skov og langs fjord. Et u-udtømmeligt lager af oplevelser. Det er igen blevet til mange ture fra juni til oktober denne sommer. Vi har lavet et kort over området, der viser hvor de forskellige lokaliteter er, samt en kort beskrivelse over turene med billeder og nogle steder links til tidligere artikler.
Klik her og gå til beskrivelse af turene, der er plottet ind med numre på kortet. 

 

Dyrespor og fuglespor i sneen

På vores mange ture i omegnen her ved Storeng i Kvænangen, er det rigtig hyggeligt at observere de mange dyrespor og fuglespor i sneen overalt hvor vi går.
Vi har forsøgt at gruppere og bestemme nogle af dem, og fotografere dem. Der er flest rype-, ræve- og sneharespor i skov og mark. Også her på vores egen grund færdes de flittigt. Desværre har vi ikke set hverken ræv eller snehare i år. På marken ved skoven har vi et par gange set spor efter elg. Undrer os lidt over, at der ikke er flere spor efter dem i skoven.

På en tur i Burfjorddalen sidst i februar, er der så alligevel massevis af elgspor, og vi ser endda en mor med sin kalv okse sig op ad skråningen i skoven 🙂 

Nede ved fjorden er der derimod mange spor efter odder, både af glidespor og poter. Helt ude ved fyret har odderen tydeligvis haft sin ædeplads, her er masser af spor i sneen koncentreret på en lille  høj, hvorfra den både kan glide ned i vandet efter mad og spise i fred og ro. Men også langs kysten ser vi, at den færdes.

Flere steder er der også aftryk efter fugle. Ryper og rypevinger, måske kan det være urfugl engang imellem, det er ikke let at se forskel på dem. Havørnen er til gengæld let at kende. Fødderne er meget større og vingeaftrykket er ligeledes mere omfangsrig. Et par steder har den siddet og holdt udkig, tænker vi 🙂

En dag er der tydelige tegn på en fangst af sandsynligvis ungmåge nede ved fjorden. På fangstpladsen ligger der vinger spredt ud og der er masse vis af spor fra havørn og kragefugle, evt. ravne, som der også er en del af her.

To steder tyder det på, at los er vandret forbi. Sneen har været lidt løs, så det er ikke helt let at bestemme, men størrelse og gangart tyder på los.

Små musespor ser vi ofte, og af og til ser vi en lille mus smutte over sneen og ned i et hul. Den lille adrætte hermelin viser sig endda ved selvsyn, så her giver sporene sig selv. Dem ser vi også flere steder.

3 Trugeture: Til tops på Mikkaltinden, over markerne og op på Riidevaras

Lyset hen over fjeld, sne og hav er helt forrygende i den korte tid, hvor solen giver himlen farver fra gult over orange til sarte lyslilla nuancer.

17. januar, den første dag, hvor solen er over horisonten i omkring 1 time, er vi på trugetur (=snesko) til tops på Mikkaltinden (497 moh). Der er lyst i nogle timer midt på dagen, så en lidt længere fjeldtur er mulig. Sneen er frosset hård på stort set hele turen, vi synker kun en smule i engang imellem, hvilket gør opstigningen temmelig meget lettere. Flere steder ligger der store driver ned over rækværket.
Temperaturen ligger mellem -6 og -9 grader og med lidt blæst. En flot tur med fantastisk fine sneklædte fjelde.

Invalid Displayed Gallery

Et par gange derefter går trugeturen ad scootervejen hen over markerne over til skoven ved Storengelvens flotte vandfald, der nu er helt frosset til. Vi ser det første lys fra solen ramme toppen af Laslet og Olderbakktind.  Der er mange spor i sneen efter ræv og hare. Flere af de mange hvide ruller med ensilage (hø fra sommerens høst) er bidt i stykker og giver let tilgængelig vinterføde til harerne.

Den 21. januar er solen allerede over horisonten i næsten 2 timer. Vi kan dog ikke se den endnu, det er lige før den titter op over fjeldkanten. En kold dag med -14 grader og en vind på 8 m/sek.


Fra Baddereidet går vi på truger op på Riidevaras. Også her er sneen hård og god at gå på. Mange steder på toppen har sne og vind dannet smukke mønstre. På trods af vinden er her fint at gå, kun lige helt oppe på toppen, hvor der er frit udsyn ud over Kvænangsfjeldene mod det åbne hav og ind mod Sørstraumen, mærker vi blæsten for alvor. Værst er det, når vanterne skal af, fordi der skal fotograferes….

Sikke en flot himmel vi bliver belønnet med. Og smukke, smukke snelandskaber. Vi er tilbage ved bilen ved halv tre tiden, med dejlige røde kinder. Nu er det ved at blive tusmørke og klokken tre er det helt mørkt igen.

Mørketidens mange smukke farver

Vi er nu tilbage i Storeng. Det er endnu mørketid, først omkring den 17. januar kommer solen op over horisonten igen. Der går så yderligere nogle dage, før den kommer så højt på himlen, at vi kan se den dukke op over fjeldene.
Der er et helt specielt lys i denne tid, både ved 9 tiden om morgenen, når det begynder at lysne og et stykke efter frokost, når det er ved at være mørkt igen. Omkring kl. 12 er det næsten normalt dagslys, men klokken tre er det helt mørkt som om natten.
Man må udnytte de lyse timer midt på dagen til at komme ud i naturen.

Vi ankom onsdag den 10. januar midt på eftermiddagen. Bilen blev parkeret på campingpladsen, hvorefter vi tog tre ture med bagage op til hytten i knæhøj sne. Vi måtte have pandelampen på for at se, hvor vi gik.
Dagen efter fik Erik gravet/trampet en god sti ned til vejen, og gravet en parkeringsplads fri til bilen. Lige 5 timers arbejde!

Vi har allerede gået tur langs fjorden et par gange, og har haft den første tur på truger (snesko) op i skoven. Vi har set havørn hver dag indtil nu. En lille smule nordlys er der også tilsmilet os.
Det føles godt at være tilbage. At sidde i stuen og kigge ud på fjeldene er vores allerbedste terapi.

Olderbakkfjell og Laslettind

Så har vi været der igen, en smuk efterårsdag i september – på toppen af Olderbakkfjellet 900 moh. Det højeste fjeld i vores nabolag, som vi har gået til tops på. Herfra er der den mest  forrygende udsigt, 360 grader rundt. Vi kan bl.a. se ned til bunden af Jøkelfjorden, hvor isbræen Øksfjordjøkelen hænger med sin nederste klat mod vandet. Klatten som dog med årene er blevet mindre. Bræen kælver fortsat i fjorden som den eneste i Norge. Vi kan se ind over den yderste kappe af sne og is, som bare fortsætter mange kilometer ind over fjeldet og dækker et areal på omkring 41 km2. Højeste punkt på bræen er 1191 moh, og det er samtidig Finnmarks højeste punkt. Øksfjordjøkelen er Norges 9. eller 10. største isbræ alt afhængig af kilden.

Turen starter fra Parkeringspladsen ved vejen mod Jøkelfjord. Herfra går det støt opad til toppen af Laslettind på 819 moh. Fra Laslet er der en lille kilometer videre til Olderbakkfjellet. Vi fortsætter et lille stykke langs kammen mod Koppartind, der med sine 930 moh er det højeste punkt.

Fra Olderbakkfjell kan vi mod nordvest se helt ud i Loppahavet. Her er der skræmmende dybe kløfter og stejle klipper ned mod Jøkelfjorden og lidt venligere skråninger ned mod Burfjorden og Alteidet. Der går grupper af rensdyr hist og her på flere af de små sneklatter. I fred for insekterne 🙂

Undervejs op mod Laslet ser vi en isranunkel i blomst. Det er usædvanligt så sent på året. Normalt blomstrer den i juni, det er en af de tidlige blomster. En lille undselig smuk blomst, der stikker op mellem klipperne de mest ugæstfrie steder. Tak fordi du ventede på os 🙂
Også en havørn cirklede roligt rundt over fjeldtoppen.
Turen op og ned er stejl visse steder, hård, men ellers let at gå.

 

Højt græs, mange blomster og tåge!

Så er vi i Storeng, Nordnorge igen. Har selv kørt herop denne gang, 2266 km., en ganske lang tur op gennem Sverige ad Indlandsvejen, et stykke gennem Finland og endelig fra den norske grænse og hjem til Storeng.

Ankommer til en vej og en grund med meterhøjt græs overalt! OG masser af fine blomster, der har haft frit spil hele forsommeren. Hele 34 forskellige slags bliver der lokaliseret, alle fundet på grunden. Her er en liste:
Musevikke, Plettet Gøgeurt, Hvidkløver, Røllike, Havrerug, Dagpragtstjerne, Nyrebladet Ranunkel, Park Ranunkel, Skov Storkenæb, Kohvede gul og hvid, Lugtløs Kamille, Skjaller, Bjergløvefod, Kløftet Løvefod, Hundeviol, Sæterviol, Fjeldviol, Gederams, Kørvel, Tyttebær, Blåbær, Fruebær, Hindbær, Hønsebær, Liden Klokke (Klokkeblomst), Almindellig Syre, Øjentrøst, Forglemmigej, Fjeldsalat, Høstborst, Almindelig Gyldenris, Almindelig Høgeurt, Almindelig Kongepen, Græsbladet Fladstjerne. Desuden mange forskellige græsser.

Vi er startet ud med 2 dages tåge, der har indhyllet alt omkring os, indtil fjeldene langt om længe kommer til syne. De første dage er gået med at slå græs, og det har resulteret i store høstakke. Det kommer til at tage nogle dage før alt er normaliseret igen.

Billedgalleri fra vintertur 2017

Fra først i februar til midt i marts har vi nydt den nordnorske vinter og vores dejlige plet her. Mange ture er det blevet til ned til fjorden både morgen og aften samt i skovområderne omkring os. Nogle gange med rim på træerne, andre gange “bare” i godt vejr. Altid en god oplevelse og noget nyt at se på.

Iført truger (snesko) vandrer vi til tops på Mikkaltinden (497 moh) først i marts med sol og knaldblå himmel. Lige overfor på Laslettind (819 moh) er der livlig aktivitet af skiløbere i det flotte terræn. Tænk så anderledes fjeldene ser ud når de er dækket af sne.
Op ad Mikkaltinden er der allerede trampet en sti i sneen. Stort held for os, for vejen er stort set forsvundet i sne. Fra toppen er der en smuk, smuk udsigt ud mod Kvænangstinderne og ind mod Jøkelfjord.

Igen i smukt vejr, har vi en tur på vores gode truger til tops på Unna Riidevarras (438 moh). Sneen er mange steder hård på overfladen, så da vi først er kommet op, er det let at komme omkring. Vinden har formet de flotteste mønstre i den hårde sne. Udsigten fra toppen er som altid forrygende.