Tag-arkiv: sommerfugle

Tidselsommerfugle

Så fik vi tidselsommerfugle i massevis alle steder i Danmark.

Vi gik tur i bakkerne i Dokkedal, for at se de mange kobjælder, der nu står med smukke frøstande. Hold da op, hvor har der været mange blomster.

Bonus her var masser af forskellige fine sommerfugle. En rigtig sommerfugledag. Især en lidt stor sommerfugl fangede vores opmærksomhed. Det viste sig at være en tidselsommerfugl. Efter at have spurgt Emil (nevø og ekspert i sommerfugle) fik vi det bekræftet. 
Han skrev til os: “Den lever ikke i Europa, men kommer på træk fra den Arabiske halvø. Det er en “supertrækker”. Et gigantisk træk har ramt Danmark og resten af Europa første halvdel af juni. Milliarder og atter milliarder flyver rundt her. Der har aldrig været så stort et træk af den som nu, og derfor er det p.t. den almindeligste sommerfugl i Danmark”.

Senere har vi set tidselsommerfugle hvor vi end har gået. I Egense både hjemme på grunden og ude i området omkring os, samt i Egebjerg alle steder, hvor vi færdes. Selv uden for vores vindue på 1. sal, var der én, der nær var fanget i et edderkoppespind. Den blev hurtigt sat fri 🙂
Der har endda været omtale af det sjældne træk i Nyhederne på TV.

Kyststien – Sporet fra Snaptun

En sommerdag i maj kører vi til Snaptun. Parkerer på havnen og finder starten af “Sporet mellem Snaptun og Juelsminde”, som vi har bestemt os til at udforske en del af i dag. Juelsminde er dog ikke vores endemål i dag, Vi satser på en mindre “runde”: Langs kysten, ind omkring Jensgård, Østrup og tilbage til Snaptun.

Færgen til Hjarnø lægger fra havn, da vi starter vandreturen. Vandet glitrer og glimter i solskinnet. Der er et par sejlbåde på fjorden. En lille flok skalleslugere flyver op fra kysten og lægger sig ude på vandet.

Det er en fin og afvekslende tur langs kysten. Vi følger stranden og går op i Tønballe skov og senere ind i Nederskov. Der har været flere skanser her helt siden Svenskekrigen i 1658. Omkring Hundshage er der 10-20 meter høje lerskrænter ned mod vandet. Her har havet gnavet godt og grundigt af kysten. Store gamle bøgetræer ligger som væltede kæmper i række og geled ved foden af skrænten. Det ser ret vildt ud. I det hele taget er det nogle imponerende bøgetræer der er her i denne skov.

Spætten har travlt med at tromme og der er et væld af fuglesang denne formiddag. Alle steder er der forårsblomster og hvide og gule sommerfugle der svirrer rundt.

Vi går gennem Nederskov til den vældig fine, gamle og velholdte Jensgård.  Vi kan slet ikke få nok af at fotografere i skov og marker her. Store gamle egetræer langs stien er lige akkurat også ved at springe ud.  Mælkebøtter, egetræer og åbne landskaber. Bare smukt! 

Fra Østrup må vi følge landevejen tilbage til Snaptun, vi ser langt efter et sted at spise frokost, men må pænt vente til vi kommer helt til Snaptun. Her er der til gengæld frit valg af bænke ved havnen. Lystbådene vugger i vandet og svalerne knitrer, mens vi spiser de madder vi har med hjemmefra. Inden vi kører hjem, går vi en lille runde på havneområdet, som er anlagt rigtig fint med træbroer rundt langs bådpladserne. På et stort græsareal lige ved siden af er der en fin legeplads og masser af muligheder for at boltre sig.

Havnen i Snaptun

Mætte og glade efter endnu en dejlig ny oplevelse i vores nærområde, kører vi hjem til Egebjerg.

Gå væk klæg!

Sommervarmen bliver bare ved og ved her i de nordlige strøg 🙂 Vi har nu i mange dage haft temperaturer fra 25 til 32 grader (i dag). Fantastisk! Og vi nyder at gå i shorts og bare tæer.

Så er der dømt sol, læsning og klar til klapsning af klæg

Så er der dømt sol, læsning og klar til klapsning af klæg

Hvad vi IKKE nyder er, at der sammen med varmen er kommet en masse meget aggressive klæg! Det har betydet, at vi ikke tager ture i fjeld og skov lige nu. I stedet nyder vi et meget afslappet liv i og omkring hytten, så vi kan gå ind når bæsterne bliver for nærgående!

KLÆG - levende og døde...

KLÆG – levende og døde…

Røllike er plukket på egen grund og sat på vodka.
Krydderurterne gror.
Der er bagt franskbrød og müsli-hapser.
Der bliver læst bøger, syet og leget med billeder på iPad og PC.

Skrænten ved plateauet har været så flot med hvide kamilleblomster, og sommerfuglene, der svirrer rundt alle steder; men er svære at fange i kameraets linse.

I går fejrede vi Eriks fødselsdag. Kunne endda sidde i fred for klæg på terrassen og spise aftensmad. Det var “fish & chips” med masser af friske torskefileter. Fanget af fødselaren himself. Med et glas rødvin på en mandag og is til dessert, så bliver det ikke meget bedre.

Kvænangsfjeldene skal lige med her igen. Det er altså utroligt, som lyset og fjeldene forandres hele tiden.
Her sidst på eftermiddagen trak et tordenvejr hen over fjeldene med lyn og brag. Ingen regn til os.