Blomster og fugle – sommeren er nær
Ved fjorden og på engene er der i år rigtig mange kokleare, som lyser hvide op mellem græsset.
Malurt er grøn nu og vokser hurtigt op og spreder en liflig duft når man går langs vandkanten.
En stor stæreflok har holdt til på mark og eng, de flyver op i flok og danner fine formationer. Man kan høre deres “snak” langt væk, når der er så mange samlet.
De små tornirisk har dagligt travlt med at guffe mælkebøttefrø – fint, for så er der færre til at lave nye mælkebøtter i græsplænen. Håret høgeurts gule farver er ved at overtage mælkebøtterne på skråninger og græsområder.
Alt imens underholder lærkerne med deres utrættelige melodi, og svalerne suser frem og tilbage efter insekter til ungerne.
April og maj har været travle måneder på hjemmefronten.
Vi nåede dog at se kobjælderne igen i år, selv om turene i nærområdet har været meget begrænset på grund af de hjemlige projekter.
Først arbejde og dernæst fornøjelser 🙂 det har vi lært hjemmefra – meeen det er vist sundt at vende lidt rundt på de gamle dyder.
Kobjælderne, disse smukke, specielle og hårdføre blomster, der år efter år dukker op, ofte meget spredt over store områder og ind imellem i massevis på en enkelt lokalitet.
I år har været helt specielt. Der har været så mange af begge slags, især den nikkende, som vi aldrig har oplevet før. De nikkende kobjælder står tæt hen over bakkerne, og deres frøstande lyser op i skæret af solen.
Nu er det midt i maj, solen har skinnet flere dage i træk – smukt forårsvejr. Mirabeller og æbletræer blomstrer og pilens små hvide dunbolde strutter som store gule gæslinger, men visner snart hen.
Det dejlige solskin og tørre vejr har helt udtørret jorden. Især ses det i engene, hvor vi kan gå mellem tuerne uden problemer. Kan ikke huske hvornår det har været tilfældet. Sammenlignet med de store oversvømmede arealer i januar og februar er det helt ekstremt. Engelsk græs ses nu også både i vejkanter, på toppe af de tørre ture og rundt omkring i landskabet.
Se bloggen fra marts med oversvømmelser til sammenligning af de tørre enge:
Vi ser frem til nogle dejlige sommermåneder.