Søndag går vi en god lang tur på omkring 3 timer i Egebjerg Enge. Vejret er rigtig flot, helt vindstille, høj solskin og et efterår der går på hæld. Vi har faktisk stien helt for os selv, og det havde vi også sidste gang vi gik her..
Der er to fugletårne på ruten. Begge har udsigt ud over sø og oversvømmede enge.
Et langt stykke følger stien Store Hansted Å.
For et par uger siden gik vi en fin efterårsdag på naturstien fra Egebjerg langs Lille Hansted å ned til Hansted skov og Vandværkssøen. Denne natursti blev anlagt i 2009.
Selv om der var skyer og ind imellem en regnbyge skinnede solen pludselig og gav skoven efterårsfarver og liv. Vi fulgte åen det meste af vejen.
Nede ved søen er der næsten altid nogen der fisker – det var der også denne lørdag. Vi udvidede turen og går op gennem skoven. En meget smuk sti i et kuperet område som gør, at man går højt oppe på bakken og kan se ned gennem skoven. Her er nogle imponerende gamle bøge- og egetræer.
Hvor heldigt, at have to sådanne naturperler lige udenfor døren 🙂
