Lige nu lyser den gule Gyvel op på Mulbjergenes bakker og marker, ligesom mange andre steder.
Den gule farve er krydret med smukke blomstrende Hvidtjørn og et farvespil af blomster. Gule Høgeurt, Storkenæb og Tjærenellike. De små blå Ærenpris, kæmper for sin plads midt i alt det grønne.
Hist og her blomstrer hvid Kornet Stenbræk endnu, og nogle skråninger er helt gule af Håret Høgeurt.
Smørblomsterne dækker stadig store områder og ses næsten alle steder. Det må bestemt være smørblomsteår i år, de er der bare i massevis.
Nikkende Kobjælde er endnu i blomst hist og her. Det er dog frøstandene, der dominerer lige nu. De er som et kunstværk at se på.
Vi går længe rundt i det fascinerende landskab, og kan slet ikke få nok. Hele tiden er der nye kombinationer af gult, hvidt og grønt. På vej tilbage har vi udsigt til bakkerne på den anden side af bådehusene. Her er det populært for paraglidere at svæve ud fra toppen. I dag er ingen undtagelse, der er mange flotte farvestrålende skærme.
En så fin »næsten sommerdag« i maj.