Hytteliv i august

Det er nu midt i august. Vejret har været både varmt, vådt, solrigt og overskyet. Vi har haft det hele. Måske nok mest det sidste 🙂 Temperaturen har dog været nogenlunde fine, endda helt op til 29 grader. Men 14 grader og vindstille er helt fint. Det er blevet til gode ture i fjeld og skov. Nye områder er blevet udforsket, der er et uudtømmeligt lager af vandreture her.

Vi har haft fint besøg igen i år af en elgko med sin kalv. På marken neden for vores hus kan vi se, at hun har holdt til. De store dyr går lydløse rundt, så vi var heldige lige at få øje på dem. Der har også været ræv et par gange. Den er løbet forbi huset med et bytte i munden. En ræveunge har også været forbi. Måske er det den, der har leget med et rensdyrgevir vi har liggende på en sten her på grunden 🙂
En hare har forelsket sig i en musevikke og noget dejlig frisk kløver på vores vej, og skovsneppen har vi set både oppe i skoven og i buskadset på vores grund.

Der har været flere indbringende ture til multeområderne og vi har efterhånden plukket 14 kilo! Alt for meget, vi har stadigvæk en del syltetøj fra sidste år, så det var slet ikke meningen, at vi skulle plukke så mange multer. Men det er bare SÅ svært at lade være 🙂
Blåbærrene er så småt ved at være modne nu også. Det varer dog lige lidt før det kan betale sig at tage plukkeren med på tur. Lækkert at gå og småspise af de første bær.
Vi har kigget efter kantareller, men det ser ikke ud til at der er nogen af dem i år. I det hele taget er der næsten ingen svampe.

Så er der mere held i fjorden. Erik har fisket ved fyret og har fange rigtig mange fine torsk og sej. Det er så lækkert med den friske fisk. Dog også arbejde med at rense og filetere. I fryseren er der nu både til at stege, koge og ryge.

Der er så småt ved at komme gule blade på birketræerne. Især røn viser tegn på, at efteråret er lige om hjørnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *