Mere Dissing keramik samt Annashaab og Danico lervarefabrikker

Siden vi lavede bloggen med Dissing keramik i 2016, har vi fået flere interessante og hyggelige kommentarer og henvendelser. Desuden har vi også selv været mere opsøgende på at finde noget af det ældre keramik enten i antikforretninger, brugtmarkeder eller på nettet.

 Vi har købt en fin lille vase/krukke lavet af Gunnar Dissing, Gedved og endnu en af Leon Dissings unica vaser med sort og orange glasur.

Fra den yngre generation, Eriks bror Jens Dissing, har vi fundet disse to ting, hvoraf især den lille hvide skål er en meget karakteristisk produktion fra Jens.

Vi fandt denne fine vase fra keramikfabrikken DANICO, som lå i Horsens. På den fabrik arbejdede Leon Dissing i en periode.

Vi mangler stadigvæk at finde keramik eller lertøj, som Robert og Ejnar Dissing har lavet.

Da vi flyttede fra Aalborg til Egebjerg, kom vi til at bo meget tæt på den tidligere lervarefabrik Annashaab. En af vejene i vores boligforening hedder endda Annashaab, og vi kan i dag se hen på de resterende bygninger fra vores lejlighed.

Annashaab var i 1920erne en stor virksomhed, der beskæftigede 10-12 mand, pottemagere, arbejdsmænd og malere. Alle 6 Dissing brødre arbejdede i 20erne på fabrikken

Historien om lervarefabrikken Annashaab i Egebjerg hænger på mange måder sammen med historien om lervarefabrikken DANICO i Horsens.
Annashaab blev startet omkring 1891 af pottemager Jens Holm Rasmussen og hans kone Johanne. De kom fra Sorring. Med var Johannes 15 årige søn fra første ægteskab, Peder Madsen.
Frem til 1922 blev der fremstillet traditionelle lervarer og Peder Madsen havde efterhånden overtaget den daglige ledelse mens Holm kørte ud til kunderne.

Omring 1922 skete der en markant ændring af produktionen, idet man nu begyndte at fremstille keramik i betydelig større mængder. Inspirationen kom fra kunstneren Eiler Løndal som havde arbejdet for lervare-fabrikken DANICO i Horsens. DANICO var blevet til i 1919 i et samarbejde mellem bl.a. en af Annashaabs gamle lærlinge, Niels Peter Nielsen, og købmand Corfitzen på Søndergade foruden den ovennævnte Eiler Løndal, der egentlig var kunstmaler, men som i en periode også interesserede sig stærkt for keramik.
Fabrikken havde en begivenhedsrig historie der endte brat i 1929. Der blev produceret godt håndværk og ofte i høj kunstnerisk kvalitet. DANICOS varer blev forhandlet via agenturer til udlandet bl.a. til USA.

Eiler Løndal skiftede fra DANICO til Annashaab i 1922, og her begyndte man nu at fremstille vaser, krukker, urtepotteskjulere o.s.v., der var næsten identiske med DANICOs produkter.

På Annashaab stemplede man keramikken i bunden med en trekant, en slags rebus, der skal læses »Lervarefabrikken Annashaab Danmark«. Der kan også forekomme varer, der blot er stemplet med »Egebjerg« med ret små bogstaver. Foruden stemplet vil der sædvanligvis være et serienummer skrevet i den våde ler.
På DANICO blev der stemplet DANICO og indridset et nummer.

Hvis der mangler fabriksstempel i produkterne fra Annashaab og DANICO fra denne periode, kan det være meget vanskeligt at skelne dem fra hinanden, specielt når de er bemalet med den koboltblå glasur.
En rettesnor hvis der blot er et nummer og ikke noget stempel vil være at nr. 1-499 og nr. 800 og opefter tilskrives DANICO og nr. 500-799 tilskrives Annashaab.

Til at begynde med gik samarbejdet på Annashaab rimeligt. Løndal kom med ideerne, og Peder Madsen, der på dette tidspunkt ledede fabrikken, omsatte dem i produktion. Imidlertid gik der kun kort tid, formentlig højst et år, inden Løndal ophørte med at arbejde for Madsen.
Årsagen var tilsyneladende, at Madsen ikke i længden kunne acceptere, at Løndal ikke ville deltage i det daglige mere rutineprægede seriearbejde. Hans noget bohemeagtige forhold til arbejde kunne ikke forliges med den hårdtarbejdende pottemagers syn på tingene.
Løndals afgang fra fabrikken medførte desværre, at den kunstneriske inspiration tørrede ud. Det blev vanskeligere og vanskeligere at finde på nye serier, originale former og dekorationer. Fabrikkens keramik fra 1930erne og senere nåede aldrig op på samme niveau.

Kilde: http://www.hansted-egebjerg.dk/artikler-fra-broen/fra-det-gamle-lundum-hansted/pottemagere-i-hansted-og-egebjerg/

 

 

 

 

7 tanker om "Mere Dissing keramik samt Annashaab og Danico lervarefabrikker"

  1. jenni Maj Møller

    Hej 🙂 Har i lørdags den 1 oktober været på en” Genbrugsplads” hvor vi måtte fylde en Kurv med forskellige ting 🙂 Jeg fandt en flot keramikkande m.hank og der er et lille mærkat på hvor der står Dissing keramik. Den er Grøn med lysere grønne og hvide farver på 🙂 SÅ fin 🙂 Hvis i er intresseret kan jeg sende et foto 🙂 MVH.Jenni

    Svar
    1. admin Forfatter

      Hej Jenni
      Tak for din mail. Det lyder så fint, dejligt at finde gode ting på Genbrug 🙂
      Vi vil rigtig gerne se din keramikkande
      Send gerne billedet til min alm. mail: karenkb.dissing@gmail.com
      Bedste hilsener Erik og Karen

      Svar
  2. Morten Kilian

    Hej. Har en stor kugleformet kande med, måske en ilder som håndtag. Signeret E Dissing. Ved interessere er I velkomne til at skrive til mig.

    Svar
  3. Jette Thomassen

    Hej 😊
    Jeg har en lille vase / bæger som jeg har fået fortalt er Dissing keramik. Den har et firben som kravler udvendig, ligesom askebægeret i har afbilledet her på siden. Sender gerne billeder 😊
    Mange hilsner Jette

    Svar
  4. Birte Danielsen

    Jeg er medarbejder i en genbrugsbutik, hvor vi får indleveret mange varer. Vi har fået en urtepotskjuler, som jeg straks viste, er noget særligt.
    I bunden står Dissing keramik.
    Om du er interesseret, sender jeg gerne et foto.w

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *