Rensdyr krydser Jøkelfjorden

En helt fantastisk og meget unik oplevelse!
En drøm går i opfyldelse, da vi en dag sidst i september er så heldige at være med på forreste række, da den store rensdyrflok skal svømme fra Skalsa over Jøkelfjorden for derefter at komme videre mod Kautokeino og vinterophold på vidderne der.

Kun ved hjælp af tips fra en god ven får vi muligheden foræret og kører ind til Saltnes midt på eftermiddagen. Herfra går vi ud mod Øksfjordjøkelen. Vi har en nogenlunde ide om, hvor renerne svømmer fra og til, og efter at have tilbagelagt et par kilometer, ser vi på den modsatte side af fjorden, at renerne stille og roligt bliver til flere og flere. Fjorden er her ca. 1 km. bred, og kalvene er nu så store, at de kan klare den lange svømmetur.

Vi drikker en kop te, mens vi tålmodigt venter på, at der kommer gang i løjerne. Selvfølgelig skal vi også lige have et par regnbyger, men heldigvis får det regnet af!

Efterhånden kan vi se, at flokken er i bevægelse ned mod vandet. Den ene af de to både derovre, sejler ud og starter et kald med en renbjælde. Det er sådan, at rensdyrene altid følger førerrenen, som har en klokke om halsen. Altså “leger” båden fører-ren, og det virker 🙂 snart er hele flokken i en lang række på vej over vandet efter båden. Det er da mageløst!

Synet og oplevelsen af den lange række af svømmende, gryntende rensdyr, som bevæger sig over fjorden med Øksfjordjøkelen i baggrunden er stort og helt uforglemmeligt. Det varer nok 15-20 minutter før alle dyr er i land igen på vores side af fjorden, og er hurtigt på vej videre op ad fjeldet mod dalen på den modsatte side.

En af de største oplevelser vi endnu har haft her. Så meget taknemmelige går vi retur til bilen og kører hjem.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *