Sommeren kom en lørdag :-)

Så kom sommeren endelig for alvor. Vi har haft et skønt solskinsvejr i dag med temperaturer helt op til 17 grader 🙂 Wow! Har spist frokost på terrassen for første gang i år.

6-frokost

Fredag var vi en tur ved Langfjordbotn, hvor vi kørte ind til Bubbelen. En lille naturperle, med en underjordisk elv, der bobler ud fra fjeldet op i en lille selvskabt sø, og fortsætter som et formidabelt vandfald ned i dalen. Der var god gang i Bubbelen, sikkert på grund af smeltevand fra sneen. Bagefter gik vi over i skoven, hvorfra man kan se hele det imponerende vandfald.

Tur til Svanefjeldet onsdag. Vi må træne os op til de lidt mere krævende ture, så en god start er “Svanefjeldet rundt” med en afstikker op til Svanevatnet. Så tre rensdyr i skoven.

Vi nyder rigtig de lange, lyse aftener og er stadig forundrede over lyset ved midnatstide.
Det første billede er fra onsdag aften kl. 24, hvor der var en del skyer; men hvor solen alligevel lige fandt fjeldene. De to sidste billeder er fra henholdsvis fredag aften kl. 24 med klar himmel natten igennem, og lørdag morgen.

Naturen byder hele tiden på motiver, en perlemorssommerfugl, der bare sad på en sten lige foran døren, blåbær i blomst og de fine fjeldvibefedt. Erik var nede ved fiskestedet igen, og solen glimtede forunderlig flot i vandet. En lille sjaggerunge sad på en gren og kiggede på os, og her til aften har vi igen haft fjeldvågen hen over huset. Det ser ud som om det er lige her, den fouragerer, for vi ser den – eller dem for der er to -, stort set hver dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *