Et tilbageblik mod en svunden tid
Efter 40 år i Nordjylland, er vi flyttet ”tilbage til rødderne” og bor nu på Gl. Kirkevej i Egebjerg, hvorfra vi kan se lige over på de gamle gule fabriksbygninger, der engang husede keramikfabrikken Annashaab. Det får ofte tankerne til at vandre hen til historien om, at flere i familien Dissing har arbejdet her og været tæt knyttet til det sted. I dag er der Autohandel, og ikke alle bygninger er intakt mere.
Ydermere kan vi næsten se over til Eriks barndomshjem, Aalyst, der ligger lige i starten af Hansted by ned mod åen.
Historien om Eriks far, Harald Dissing, er en del af en unik familiehistorie om 6 Dissing-brødre, der alle var i lære og blev udlært pottemagere hos deres far Jens Andreas Pedersen Dissing. Pottemageren, der kom til Hansted fra Thisted og, sammen med sin kone Marie Skaaning, købte værksted på Banevej 1 i Hansted i 1898. Om et fag, der blev ført videre i generationer, og en historie som udspandt sig i lokalsamfundet med en radius af 15-20 km. omkring Hansted/Egebjerg.
Harald Dissing
Harald Dissing blev født i 1906 som det 6. barn af 8. Der var 6 drenge og 2 piger. Han blev udlært hos sin far og arbejdede som pottemagersvend på Annashaab i Egebjerg frem til 1945. I 1930 blev han gift med Erika Hopff (født 1909), og efter at have boet flere steder i Egebjerg, købte de i 1940 ejendommen Hanstedvej 1. Her, hvor Hansted Å løber lige forbi, opbyggede Harald og Erika Dissing keramikfabrikken, som de kaldte ”Aalyst”. I begyndelse samtidig med at han var ansat på Annashaab, og fra 1945 som selvstændig. Under krigen malede de direkte på det brændte ler, og efter krigen kunne de købe glasurer igen.
Harald Dissing byggede selv sin ovn i værkstedet, som blev lavet i den tidligere garage. Der blev brugt en del rummeter træ til hver brænding, så det var et stort arbejde med al det træ, der skulle skaffes, stables og gøres klar til at fyre med. Der lå ofte lange rækker med træ på gårdspladsen, inden det hele blev kørt om i brændeskuret bag ved huset.
Aalyst i de tidlige år med brændestakke på gårdspladsen, og lervarer til tørring
Harald Dissing lavede mange forskellige ting, både brugs- og pyntegenstande. Deriblandt figurer, vaser, fade samt traditionelt lertøj. Erik var som barn engang imellem med til at lave figurer, trykkede dem ud i formen og pudsede af og rettede dem til inden brænding og glasur.
Det var ikke varme i værkstedet, kun en ovn til kul og koks. Om vinteren, var der om morgenen ofte is på det vand, der skulle bruges til at dyppe hænderne i, når der skulle drejes, og leret var også koldt, så det var ikke så underligt, at mange pottemagere fik gigt i fingrene. Leret blev opbevaret i en lerkælder i forbindelse med værkstedet. Leret kom hjem i store plader, som blev stakket. Derefter kørt igennem en valse til tykke lerpølser. Disse blev opbevaret i lerkælderen, og skulle så æltes godt igen, før leret kunne anvendes til at dreje med.
Det ler, der blev skåret af, eller bare var en mislykket drejning, kom tilbage i lerkælderen, fik en ny behandling og blev genbrugt. Erik kan huske, at han af og til hjalp til med leret.
Når ovnen var fyldt og der skulle brændes, stod fyringen på i over 24 timer, hvor der skulle holdes øje med brændingen. Til at hjælpe med den proces, havde de ofte hyret Jens Munk fra Hansted, der så natten igennem holdt øje med temperaturen i ovnen.
I halvtredserne købte Harald Dissing en elektrisk ovn, en stor lettelse, så der ikke skulle fyres med træ ved brænding. For at få ovnen ind i værkstedet, måtte der ved siden af døren fjernes en mur, som så blev muret op påny bagefter.
Senere købte han den lille ovn, der ses her på billedet sammen med den første elektriske ovn. I den kunne han brænde mindre portioner.
Harald ved sin nye ovn, den store elektriske ses bagved
I de tidlige år solgte Harald Dissing mest til danske grossister, senere kom der også en eksport i gang, både til Sverige og til USA. I 50’erne og 60’erne var der indrettet en lille forretning i kælderen under huset med en udstilling af forskellige ting til salg.
Der kom af og til store busser forbi med folk på udflugt, som stoppede op og skulle se og købe. Desuden kom der opkøbere ind i forretningen. De kørte rundt i lastbil til de forskellige pottemagere, købte ind og solgte det videre. Erik fik af og til lov til at kigge ind i lastbilen for at se, hvad de kørte rundt med. Det var altid spændende.
Når der skulle pakkes til grossister, hjalp Erik med til at pakke tingene ind i aviser og derefter ned i trækasser, som blev foret med træuld. Var han rigtig flittig, og det havde været en god brænding, og alt var pakket ind (uden uheld…), fik han engang imellem lov til at gå over til ishuset – Købmand Djernes – og købe en is 🙂
Produktionen ophørte i 1965, da Harald døde efter længere tids sygdom.
Vi viser her et udsnit af lertøj og keramik, som Harald Dissing, har lavet. De to jydepotter er fra en meget tidlig periode, hvor der blev malet på det brændte lertøj. Der har stået potteplanter i dem, så desværre er de ikke så pæne i kanterne mere.
Desuden et fad og en kande af bedstefaderen J.A.P. Dissing, samt nogle produkter, der er fremstillet på Annashaab i den periode, hvor Harald Dissing arbejdede der. Sidste galleri er vores samling af barselspotter og en enkelt ting af Gunnar Dissing.
Hvordan er det så gået med faget for de næste generationer?
Af de 6 Dissing brødre var det kun Harald, der fik drenge. Harald og Erika Dissing fik 4 børn, Henry (f. 1931), Jens (f. 1934), Erik (f. 1948) og Carna (f 1949).
De to ældste børn, Henry og Jens, blev begge udlært pottemagere hos deres far. Henry Dissing arbejdede en tid på Den kongelige Porcelænsfabrik, inden han begyndte at studere biologi ved Københavns Universitet og specialiserede sig i svampe. Jens Dissing blev ved faget, arbejdede bl.a. på Langeland, havde værksted i Låsby og derefter i mange år værksted og forretning i Sejs. Erik er en del år yngre end sine brødre. Han hjalp til i værkstedet hos sin far, mens han var dreng, men gik en helt anden vej med sin uddannelse. Lillesøsteren Carna har heller ikke ført pottemagertraditionen videre.
Det var dengang ikke så ofte, at piger blev pottemagere eller keramikere. Ejnars datter brød dog traditionen som den eneste af pigerne og blev udlært keramiker. Hun oprettede familiefirmaet Grethe Keramik i Hedensted. Her er det iflg. deres hjemmeside, ”4. og 5. generation, der sidder ved drejeskiven”. (kilde: www.grethekeramik.dk).
Robert og Leon fik hver to piger, der ikke blev oplært i faget, og Gunnar, og Tage fik ingen børn.
Alle 6 Dissing brødre havde en periode arbejde på keramikfabrikken Annashaab i Egebjerg, og alle 6 fik senere eget værksted i nærområdet. De to yngste Robert Dissing og Gunnar Dissing overtog faderens værksted da han døde i 1932. Robert Dissing førte det videre til han døde i 1965, Gunnar Dissing flyttede til Gedved, hvor han fik sit eget værksted. Tage Dissing overtog det gamle værksted efter Robert Dissings død og videreførte det. Da det gamle værksted blev solgt, flyttede Tage Dissing til Horsens, hvor han fik sit eget værksted. Ejnar Dissing fik værksted i Hovedgård allerede i 1919. Tage Dissing arbejdede sammen med broderen i Hovedgård i mange år før han overtog det gamle værksted i Hansted efter Robert Dissing. Leon Dissing var ud over arbejdet hos Annashaab også ansat en overgang på keramikfabrikken Danico, før han fik sit eget værksted i Horsens og Harald Dissing havde som sagt eget værksted i Hansted.
Aalyst omkring 1955. I øverste venstre hjørne ses Annashaab
Skulle nogen have noget keramik med merkaten “Aalyst Keramik”, eller noget af de andre Dissing brødres produktioner, er vi fortsat interesserede. F.eks. mangler vi noget af Robert og af Ejner.
Der er flere artikler om Dissing-brødrene, Annashaab og keramik her i bloggen
