Forfatterarkiv: admin

Projekt hule

Cecilie (= hendes mor…) ønskede sig en “hule” til sin 2 års fødselsdag. Ideen var, at den skulle passe hen over spisebordet. Både Cecilie og Sebastian på 5 elsker at lave huler.
Jeg hoppede med på ideen, og indvilgede i at sy sådan en sag. Merete købte stof, og jeg gik i tænkeboks. Det blev til et temmelig stort arbejde, men resultatet blev rigtig godt modtaget både af fødselsdagsbarnet og storebroderen.

Hulen kan også bruges ude på havebordet. Den ene ende er lukket med velcro, så man kan lave den længere. Vinduerne kan åbnes, og døren kan rulles op.

Bøgetræer – Kobjælder og Rapsmarker

Kom maj du søde milde…..

Maj måned er startet på smukkeste vis med lysegrønne bøgetræer og gule rapsmarker.
De første svaler er kommet og gøgen kukker på livet løs.

De fine Nikkende og Oprejst Kobjælder ved Dokkedal strækker sig nu lige akkurat op over græsset i massevis og viser sine lilla farver frem.

En smuk solnedgang ved Limfjorden med rødben og måger i det lave vand og en flok skarv i silhuet mod den rødlilla himmel.

Anemonerne er ved at synge på sidste vers. Kan dog stadigvæk lyse op i skovbunden, men bliver efterhånden afløst af andre blomster. På marken står masser af stedmoderblomster i den tørre jord. Majgøgeurt er lige sprunget ud og snart kommer liljekonvallerne.
En stor cruiser “Viking Sea”, sejler forbi “Salt og Peber” ind i Limfjorden. Kitesurferne må lige holde stille mens det store skib passerer 🙂

Billedgalleri fra vintertur 2017

Fra først i februar til midt i marts har vi nydt den nordnorske vinter og vores dejlige plet her. Mange ture er det blevet til ned til fjorden både morgen og aften samt i skovområderne omkring os. Nogle gange med rim på træerne, andre gange “bare” i godt vejr. Altid en god oplevelse og noget nyt at se på.

Iført truger (snesko) vandrer vi til tops på Mikkaltinden (497 moh) først i marts med sol og knaldblå himmel. Lige overfor på Laslettind (819 moh) er der livlig aktivitet af skiløbere i det flotte terræn. Tænk så anderledes fjeldene ser ud når de er dækket af sne.
Op ad Mikkaltinden er der allerede trampet en sti i sneen. Stort held for os, for vejen er stort set forsvundet i sne. Fra toppen er der en smuk, smuk udsigt ud mod Kvænangstinderne og ind mod Jøkelfjord.

Igen i smukt vejr, har vi en tur på vores gode truger til tops på Unna Riidevarras (438 moh). Sneen er mange steder hård på overfladen, så da vi først er kommet op, er det let at komme omkring. Vinden har formet de flotteste mønstre i den hårde sne. Udsigten fra toppen er som altid forrygende.

Nordlys – naturens eget lysshow

Nordlys – Aurora Borealis

I de første uger vi har været her i Nordnorge,  gik vi og sukkede og kiggede langt efter nordlys om aftenen, som på trods af stjerneklar himmel af og til kun gav os en lille snert.

Men så kan det nok være det brød løs. Fra den 28. februar og helt frem til den 7. marts, så vi masser af nordlys. Det ene mere fantastisk end det andet.
Det flotteste show vi længe har set. Masser af grønne, rosa, og lilla farver, og fantastisk når “gardinerne” blafrer hen over himlen. Wow! Det var overalt over os. Når det fadede ud det ene sted begyndte det at bygge op et andet sted.
Samtidig en smuk stjernehimmel, og endda et enkelt stjerneskud samt en lysende nymåne. Planeten Venus lyser også godt op hver aften i denne tid.

De næste aftener igen superflot nordlys. så vi har tilbragt mere tid ude end inde de sidste aftener, med sokker, hue og vanter på, for det er KOLDT men meget dragende at være nordlysobservatør 🙂

Lidt facts og historie om nordlys
I den nordiske mytologi forklarede man, at de flotte farvemønstre på himlen var et hegn bygget af guderne for at holde jætterne ude af Midgård – menneskenes verden. Hegnet blev bygget af øjenvipperne fra den døde urjætte Ymer.
I dag ved vi, at nordlys opstår når elektrisk ladede partikler fra Solen rammer Jordens magnetfelt. Men det gør det ikke til et mindre spektakulært syn.

Nordlys kommer om aftenen og om natten, når himlen er mørk, og optræder ofte som flimrende gardiner eller høje røgsøgler over nattehimlen. Farven er lysende grøn, gerne med et snert af rosa langs kanten, og nogle gange med en dyblilla kerne. Lysfesten varer stort set i et minut eller to, og kan så være slut, men kan også bare blive ved i 1-2 timer med mere eller mindre styrke.

Magnetfelt skaber lysshow
De elektrisk ladede partikler kommer fra en boble med store mængder glødende gas, der bliver skudt ud fra Solens kraftige magnetfelt. Disse bobler er også kendt som solbrud.

Boblen farer gennem universet med otte millioner kilometer i timen, og når partiklerne fra boblen rammer Jordens nord- og sydpol, begynder luften i den del af vores atmosfære, som ligger ca. 90-500 kilometer over jordoverfladen, at gløde.

Den glødende tilstand opstår, fordi molekylerne i vores atmosfære bliver tilføjet mere energi, når de bliver ramt af de elektrisk ladede partikler fra Solen. De kommer i det man kalder en højere energitilstand og begynder derfor at lyse. Dette lys ser vi som polarlys.

Tæt på polerne ses nord- og sydlyset som store bølgende tæpper, mens det længere væk fra polaregnene kan ses som stråler, fordi magnetfeltet er anderledes. Lyset kan bevæge sig hurtigt over himlen eller tilsyneladende stå stille og blinke. I Danmark ses nordlys ofte blot som en meget svagt lysende diffus sky i horisonten.

Kilde:  videnskab.dk: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-opstar-det-flotte-nordlys

 

.

Fjæraplytt, edderfugle, havørn og spor i sneen

Masser af spor i sneen alle steder efter snehare, odder, ræv og rype lige nu. Desværre har vi kun set sporene, og ingen af dyrene. Dog nåede Erik at se en lille flok ryper flyve op, da vi gik tur op på Mikkeltind.

Derimod har vi haft fornøjelse af flere sortgrå ryle, som meget tillidsfulde hoppede omking på stenene nede ved fjorden. På norsk hedder de fjæraplytt – et hyggeligt navn, som lige bestemt passer til de små vadefugle. Også en stor flok edderfugle holder til her i fjorden. Dem ser vi ofte.

Havørne har vi set nogle gange, oftest når vi har været på tur ved fjorden sidst på dagen. En dag var der endda hele to. De var højt oppe, men kan da ses her på billederne.

En af de første dage vi var her, var springerhvalerne på tur langs fjeldet på den anden side af fjorden.
Og så har musvitterne fundet interesse i fuglekasserne. Det tegner godt.

Store kontraster i Nord

Så er vi landet i Nordnorge igen. Kommer til Alta i minus 16 grader torsdag nat og kører hjem til huset i Storeng fredag formiddag. Starter opholdet med dejlig og flot solskinsvejr. Det er lyst nu mellem 8 og halv fire. Vi ser dog først solen (hvis den er der…) ved 10-tiden hos os. Første dag bliver brugt til at komme på plads, gå en lille tur og få gravet en parkeringsplads til bilen 🙂

Den næste dag går vi en tur ned til fjorden om formiddagen og ser lyset og solen komme til syne, og igen langs fjorden om eftermiddagen, hvor vi følger de sidste solstråler på fjeldene og ser det langsomt bliver mørkt igen.

Vi starter altså med to virkelig flotte – og kolde – dage; men så vender bøtten. En regulær storm og regn (plusgrader) tager over. To dage rusker det godt og grundigt i vores lille hus og havet viser tænder.
Meget af sneen regner/smelter væk og græs og sten kommer til syne mange steder, og alle veje bliver isede og svære at gå på.

Her til morgen vågner vi så op til et nyt, smukt, hvidt landskab. Fuldstændig vindstille. Alle træer er pudret hvide af tyk sne, som stadig daler stille ned. Lyset inden solen står op er helt fortryllende.


Senere på formiddagen er det blevet helt lyst og dermed et helt andet lys over landskabet.
Nu er det ikke længere muligt at gå oven på sneen, plusgrader og regn har gjort den blødere, så man synker i til knæene ved hvert andet skridt!

Det har været 4 dage med store kontraster; men hold da op hvor flot her er 🙂 og skønt at være her igen.

Krikænder

På vores ture til Deltaet ved Nørrestrand nord for Horsens, og i engene ved Egebjerg, støder vi af og til på den lille fine Krikand.
Da vi gik langs den lille sø i kanten af Nørrestrands delta i denne uge, var der en hel flok af både hanner og hunner. Det var en lidt grå og overskyet dag, men det lykkedes at få taget et par gode billeder af ænderne.

Nørrestrand er et vildt- og naturreservat med hele 230 fuglearter. Det er en stor ferskvandssø, 3 km. lang og 4-500 m bred, hvor den er størst. Den ligger ca 1 km. fra Horsens centrum. Vådområdet er forbundet mod vest med Egebjerg Enge via Store Hansted å, og mod øst med Horsens fjord gennem det smalle Stensballe sund. Vi har let adgang til det store delta med søen via flere uafhængige stisystemer langs Hansted å, gennem Løvhøj,

Man kan følge en sti hele vejen langs sydsiden af Nørrestrand. Der er både en “nedre sti” som går gennem rørskov tæt ved vandet, en vandresti lidt højere oppe i landskabet og et par steder også en lille trampesti. Undervejs masser af fine muligheder for at se fugle og planter. Ved Lindskov knude er der et fugletårn, hvorfra der er fin udsigt ud over området.

Man kan komme hele vejen rundt om området, men på den nordlige side er der ingen stier, der må man bruge de asfalterede veje gennem Vær og Nebel til Hammersholm enten på cykel eller i bil.

Billedtæppe med rensdyr

Efter en lang proces er mit billedtæppe med rensdyr endelig færdigt. Stoffet er købt i en forretning i Jokkmokk i Sverige for nogle år siden.
Jeg har brugt nogle store mønsterstykker fra det fine stof som top og bund. I midten er min tanke at give udtryk for de samiske farver, rød, blå, grøn og gul, som alle er repræsenteret såvel i deres flag som i deres farvestrålende dragter.

billedtaeppe-rensdyr

Her er et billede af stoffet før der bliver klippet 🙂 Jeg kunne næsten ikke nænne at klippe i det, men ville rigtig gerne bruge det til noget, som vi kunne gå og kigge på i stedet for at det bare lå i en pose. Nu skal billedet hænges op i stuen i huset i Storeng når vi kommer derop her i foråret.

samestof-webEt ophæng med patchwork- lommer, skal bruges til opbevaring af A4 blok, tegneblyanter og farveblyanter, er også klar til at komme med til Norge.

ophaeng-tegnemat1

Spændende møde med Spidsand og Stillits i det nye år

2017 har allerede her midt i januar budt på fine oplevelser. Vejret har været blandet. Mange dage med et noget grumset vejr med masser af blæst og regn, men også sol, frost og is. Allerede en af de første dage fandt vi disse fine isblomster ved åen.

I dag har vi været en tur i Egebjerg Kær, og ud over masser af gråænder, blishøns, pibeænder og svaner, ser vi en lille flok Stillits og endda et par Spidsænder.

Både før og efter årsskiftet er vi ofte gået ned til Hansted skov, videre gennem skoven og ad Højballevej hjem. På markerne her, har vi i to omgange set store flokke af både sangsvaner og grågæs. De sidste billeder er taget en diset dag med let regn. Billedet af Musvågen er fra samme område. Vi hører eller ser næsten altid en musvåge på vores ture omkring Hansted skov. På sidste tur også en lille flok fuglekonger.

Lige før jul var vi heldige at se en Rød Glente over markerne mellem Lundumhede og Lundumskov.