Kategoriarkiv: Storeng

Rød solnedgang klokken 14.30 :-)

En lille tur mandag ud til fyret på Storengsneset. Her kommer vi ofte om sommeren, – fisker, plukker tyttebær eller bare nyder udsigten og roen.

Vi bliver mødt af et prust ude fra havet. En hvalryg hæver sig op og forsvinder igen. Ser den to-tre gange, og så er den væk. Det er en større hval denne gang, ikke “bare” en nise.
Foran den svømmer en lille fyr som i første omgang ligner en sæl; men ved nærmere eftersyn kan vi se, at det sikkert er en mink (eller en odder?). Den svømmer vævert rundt, op og ned lige ved tangen, før også den forsvinder igen.
På vej tilbage langs kysten kan vi se den er kommet op af vandet, har løbet i sneen og er forsvundet ud i vandet igen. Får taget nogle billeder af fodsporene. Der er set mink her af de lokale, så det er nok mest sansynlig sådan en fyr.
En stor flok snespurve flyver op fra træerne og hvirvler videre.

Himlen bliver mere og mere rødglødende – det er, som om der er ild bag ved fjeldene. Vandet bliver farvet rødt – virkelig et fantastisk syn. Der bliver knipset mange billeder 🙂

Henne ved Storengelvens udløb ser vi vingespor i sneen efter ørn, sansynligvis havørn, de er her langs vandet i øjeblikket. Der har sikkert foregået en musejagt her. Der er masser af mus alle steder, deres spor i sneen er overalt og ligeså mange små huller, som de kan forsvinde ind i. Så – godt med aftensmad til bl.a. ørne og ræve.

En fin “aftentur”. Klokken 15 er det mørkt igen, og månen hænger halvfuld næsten lige over huset.

Lørdag den 24. januar var solen for alvor oppe og vise sig frem. Vi gik op i skoven, og herfra var der et fint kig ud til den. For første gang i år ser vi træerne lave lange skygger i lyserød sne.

Rosa himmel bag hvide fjelde

De lyse timer midt på dagen her i januar, skal udnyttes. Så vi bruger omkring 3 timer oppe i “vores” skov bag huset. Fra toppen imponerer endnu engang den flotte udsigt ud mod Kvænangstinderne og i retning mod Burfjord.
Himlen bliver mere og mere rosa mod nordvest og orange mod sydøst. Flot, flot!!

Der er en del sne at gå rundt i og rigtig mange steder ser vi spor efter dyr. Et sted ligger der en bunke små ekskrementer – måske efter urfugl? Rigtig svært med de spor. Men i alt fald er der spor efter ræv og elg, de er lette at genkende. Og måske ryper. Her er stille og fint. På multebærmarkerne er der områder med tyk is midt i al sneen.

Vi skrår over markerne og hjem ad scootervejen.

Smuk aftenhimmel og et efterår der går på hæld

Efteråret går på hæld i det nordlige Troms. Dagene bliver mærkbart kortere og bladene på træerne bliver færre. Vi har udnyttet efterårstiden maksimalt, og har blandt andet været på tur til Vassnes og på toppen af Mefjellet. I de små ting har vi fundet det smukke i efteråret – og samtidig har vi selv følt os meget små og ydmyge i de store og voldsomme fjeldområder. Dagen hvor vi går op på Mefjellet – 658 moh – bliver vi nærmest blæst omkuld af naturens kræfter. Blæsten på toppen er hård, så det kniber med at holde balancen og kameraet på én gang. Men udsigten! Den er som sædvanlig fantastisk.

Går langs vores egen elv – Storengelven – i jagten efter vandstæren, og finder den 🙂
De allersidste revling er plukket og hældt over med vodka. Nu skal de bare stå og hygge sig i skabet de næste mange måneder, måske helt til næste vinter.

Aftenhimlen og morgenlyset over Kvænangsfjeldene har vist sig fra sin udpræget smukke side flere aftener, og en dag med overskyet vejr, kan himlen bare være det, der fanger øjet.

Bladene på træerne bliver færre og færre, tydeligt at også efteråret går på hæld. og snart bliver overtaget af vinteren. Vi vil beholde alle synsintrykkene på nethinden.

Nordlys og fjeldture

Vi har været så heldige i år, at se nordlys flere aftener her i september. Det er helt fantastisk et skue, når det bølger hen over nattehimlen.
Er det en stjerneklar aften? Ja, så må vi ud på terrassen for at tjekke.

Mit første billede af nordlys :-)
Mit første billede af nordlys 🙂

En bonus har været, at vi i tilgift har set stjerneskud flere gange.

Vi har været på tur i Burfjorddalen endnu engang, hvor vi så dværgfalk, lille flagspætte, havørn der kredsede lige over os, en død lemming og så fandt vi skovens vogter 🙂

Pludselig står vi over for Skovens Vogter!

Pludselig står vi over for Skovens Vogter!

Dagstur lørdag til et af vores favoritfjeldområder: Mefjell. Vi går op gennem Mikkeldalen. Herfra er der en forrygende udsigt ud over fjorden. Sneen der kom i sidste uge ligger stadigvæk på fjeldet over 500 meter. Her er der også is på søerne. Sneen bliver farvet rød, når vi træder der, hvor den dækker de mange modne revling.

Vi er ude på en top, hvorfra vi kan se hjem 🙂

I dag varmede vi vand til te på bålet herhjemme. Hyggeligt.
Enebær har nu trukket i 10 dage og er filtreret, så nu er der en god lille portion essens til snaps.

tevand1

Efterårsfarver krydret med sne

Mandag den 22. september vågner vi op til et ca. 5 cm snedække. Efterårsfarverne er erstattet af hvid sne, men skinner dog igennem her og der. Efterhånden som solen kommer frem, er det et eventyrligt skue. I løbet af formiddagen er sneen på træer og buske smeltet, dér hvor solen kan ramme dem. Der er plusgrader i luften og vi kan høre det tø – store sneklatter dratter af bladene og det drypper fra tagryggen.

Efterhånden som jorden bliver synlig igen kommer fuglene i gang med at finde insekter og frø, så der er mange vindrosler, sjaggere, kvækerfinker og gransangere rundt i træerne og på jorden.
Fjeldvågen sidder i toppen af et birketræ og skuer ud over sit rige. Bliver jaget væk af en krage og finder en ny trætop. Alt sammen i roligt tempo. En skovskade flyver skræppende forbi.

Der er fotomotiver overalt! Så vi bruger formiddagen på at udforske naturens forunderligheder lige her omkring hytten.
Om eftermiddagen bliver himlen grå igen og sneen daler stille ned. Lidt senere skinner solen smukt på det hele igen, og sådan skifter det hele dagen. Her til aften er det næsten normalt efterår igen. Dog er alle fjeldtoppene hvide og der ligger fortsat sne flere steder.

Selv om det er flot, krydser vi fingre for at få et lidt mere normalt efterår tilbage igen i morgen.

Gå væk klæg!

Sommervarmen bliver bare ved og ved her i de nordlige strøg 🙂 Vi har nu i mange dage haft temperaturer fra 25 til 32 grader (i dag). Fantastisk! Og vi nyder at gå i shorts og bare tæer.

Så er der dømt sol, læsning og klar til klapsning af klæg

Så er der dømt sol, læsning og klar til klapsning af klæg

Hvad vi IKKE nyder er, at der sammen med varmen er kommet en masse meget aggressive klæg! Det har betydet, at vi ikke tager ture i fjeld og skov lige nu. I stedet nyder vi et meget afslappet liv i og omkring hytten, så vi kan gå ind når bæsterne bliver for nærgående!

KLÆG - levende og døde...

KLÆG – levende og døde…

Røllike er plukket på egen grund og sat på vodka.
Krydderurterne gror.
Der er bagt franskbrød og müsli-hapser.
Der bliver læst bøger, syet og leget med billeder på iPad og PC.

Skrænten ved plateauet har været så flot med hvide kamilleblomster, og sommerfuglene, der svirrer rundt alle steder; men er svære at fange i kameraets linse.

I går fejrede vi Eriks fødselsdag. Kunne endda sidde i fred for klæg på terrassen og spise aftensmad. Det var “fish & chips” med masser af friske torskefileter. Fanget af fødselaren himself. Med et glas rødvin på en mandag og is til dessert, så bliver det ikke meget bedre.

Kvænangsfjeldene skal lige med her igen. Det er altså utroligt, som lyset og fjeldene forandres hele tiden.
Her sidst på eftermiddagen trak et tordenvejr hen over fjeldene med lyn og brag. Ingen regn til os.

Sommeren kom en lørdag :-)

Så kom sommeren endelig for alvor. Vi har haft et skønt solskinsvejr i dag med temperaturer helt op til 17 grader 🙂 Wow! Har spist frokost på terrassen for første gang i år.

6-frokost

Fredag var vi en tur ved Langfjordbotn, hvor vi kørte ind til Bubbelen. En lille naturperle, med en underjordisk elv, der bobler ud fra fjeldet op i en lille selvskabt sø, og fortsætter som et formidabelt vandfald ned i dalen. Der var god gang i Bubbelen, sikkert på grund af smeltevand fra sneen. Bagefter gik vi over i skoven, hvorfra man kan se hele det imponerende vandfald.

Tur til Svanefjeldet onsdag. Vi må træne os op til de lidt mere krævende ture, så en god start er “Svanefjeldet rundt” med en afstikker op til Svanevatnet. Så tre rensdyr i skoven.

Vi nyder rigtig de lange, lyse aftener og er stadig forundrede over lyset ved midnatstide.
Det første billede er fra onsdag aften kl. 24, hvor der var en del skyer; men hvor solen alligevel lige fandt fjeldene. De to sidste billeder er fra henholdsvis fredag aften kl. 24 med klar himmel natten igennem, og lørdag morgen.

Naturen byder hele tiden på motiver, en perlemorssommerfugl, der bare sad på en sten lige foran døren, blåbær i blomst og de fine fjeldvibefedt. Erik var nede ved fiskestedet igen, og solen glimtede forunderlig flot i vandet. En lille sjaggerunge sad på en gren og kiggede på os, og her til aften har vi igen haft fjeldvågen hen over huset. Det ser ud som om det er lige her, den fouragerer, for vi ser den – eller dem for der er to -, stort set hver dag.

Fisk, skovtur og Sct. Hansbål

HURRA – solen har skinnet hele dagen i dag 🙂
Dog stadigvæk køligt her med ca. 6 grader om morgenen. Regnet har det også. Endda i flere dage! Alligevel har vi været en tur oppe i skoven på fjeldet her lige bag ved huset. Vores skovsti er helt groet efter, og vi må bruge lidt tid på at finde vores mærkede rute igen. Det er meget let at miste orienteringen.
Gøgeurterne er lige på spring, og der hænger regndråber på engblommerne.

Når vi kommer op gennem det værste krat er der mest birkeskov for resten. Der er sjove krogede fjeldbirk overalt. Fra kanten af toppen kan vi se ud til Kvænangsfjeldene, ind gennem Burfjorden og ned til fyret, hvor Erik kan fiske fra land.
Det gjorde han i går, og kom hjem med en flot fangst! Torsk, sej og endda en kveite. Det er bare mums! Nu ligger der dejlige fileter og kogefisk i fryseren.

Krydderplanterne er bragt med herop fra Danmark. De er nu plantet i en kasse, vi fandt sidste år som drivtømmer. Spændende om planterne vil gro her.

I lørdags plukkede jeg strandkvan til snaps. Det står nu og trækker. Jeg lavede også kvansnaps sidste år, det er en god kryddersnaps.

Vi hører mange vindrosler for tiden, samt kvækerfinker og dompapper.

I aftes lavede vi vores eget lille Sct. Hansbål. Vi havde forgæves set efter opslag om bålarrangementer hos både den lokale Coop, Matkrogen og på Kvænangens hjemmeside. Tilsyneladende var der ikke nogen. Heldigvis har vi vores eget bålsted. Erik fabrikerede en fin heks af strå og kl. 21 tændte vi bålet og sendte heksen til Bloksbjerg 🙂

Fik en lille whisky mens vi ventede på, at der blev gløder til snobrød.
En rigtig hyggelig aften. Solen skinnede hele aftenen, der var dog lidt skyer, og på et tidspunkt skyggede fjeldene for den. Men kl. 24 var der stadigvæk et skin af sol på fjeldene. Solen står ret højt på himlen lige nu.

Lyst døgnet rundt

hus-have-mefjell

Aftenstemning med solkig

Vi har vist allerede vænnet os til klimaet her i Nordnorge. I går drak vi te på terrassen i 7 grader og overskyet. Luften er klar og frisk.
Tyttebær, multebær og blåbær er i blomst. Blåbær er endda ved at sætte bær mange steder. Der er så mange fine blomster undervejs lige nu. Gøgeurten står lige på spring og den lille fine fjeldviol lyser gult i græsset.

Vi har været en tur ovre ved vandværket, som får vand og kraft fra vandfaldet. Skal bare over på den anden side af vejen og op i skoven, så er vi der.
De tidlige lyngarter, rosmarinlyng og klokkelyng blomstrer her.
To fjeldvåger holdt til deroppe og kredsede over os hele tiden. Ind imellem satte de sig i et træ – altid det samme sted – og sonderede terrænet.
Der blev knipset mange billeder på den tur.
Går man lidt højere op, er Mefjeldet lige dér  🙂

Fjeldvåge

Fjeldvåge

I dag har vi været inde ved multebærområderne for at se de fine hvide blomster. Der kommer mange planter, så det er spændende, om der også kommer mange bær.
Vi hørte en dobbeltbekkasin. Først dens kald mange gange uden at være klar over, hvilken fugl det var. Men da vi hørte den helt specielle lyd, som kommer når luften får de yderste halefjer til at vibrere = en slags snurrende lyd, så var vi ikke i tvivl og fik det lige tjekket op på “fuglestemmer” da vi kom hjem.

Dagen er stort set gået her på grunden med bl.a. at rykke bregner og hønsebær op, så alle blåbærplanterne kan få lys og luft. Og der er revet blade og sten sammen, ryddet ved bålpladsen og meget mere. Altid noget man kan lave her, og det bliver der ved med hele sommeren. Dejligt!

Jeg har lavet et lille eksperiment med at spise stænglerne af gederams. De kaldes fattigmands asparges. De første jeg plukkede var vist for store, de trevlede i munden efter kogning. Anden gang tog jeg nogle meget yngre og sprødere skud, de var helt lilla og kun ca. 20 cm. høje. De blev klart bedre, så jeg må have plukket flere af samme slags. Nogle af de grønne blade fra første omgang blev hakket og brugt i tomatsuppen om aftenen.

Gederams "asparges"

Gederams “asparges”

Ellers er vi ved at vænne os til at det er lyst døgnet rundt. Helt utroligt, at man klokken 11 om aftenen kan sidde og læse i en bog uden at tænde lys. Solen står højt på himlen, der har dog været temmelig mange skyer til at dække for den, også om aftenen, så det kan kun gå fremad 🙂

Sommer eller vinter??

Den allerførste dag her i Storeng har for alvor vist, at vi er højt mod nord, hvor vejret kan skifte i løbet af få timer.
Her til morgen fint solskin og kl. 10 står himmel og jord i ét! Halv elleve skinner solen på den nyfaldne sne, fuglene kvidrer, sneen tør og det hele ligner et eventyr.

Resten af dagen bliver det ved med at komme mindre snebyger og perioder med det smukkeste solskin. Temperaturen har ligget mellem 2 og 7 grader.

Vi har fået prischokket da vi handlede mad m.v. i Burfjord, og efterfølgende tankede benzin til 16,25 norske kroner pr. l.

Her er dejligt. Koldt eller ej. Vi nyder udsigten, omgivelserne, huset og bare det at være her.
I går aftes hang fjeldvågen lige over skoven. Vi kunne høre den i lang tid, og næsten se den ind i øjnene.