Fjeldtur på snesko / mørketid = farvetid / Auroras Boreales

Tur på fjeldet igen onsdag. Denne gang kører vi op til fjeldovergangen ved Baddereidet. Her tager vi sneskoene på og går ind på fjeldet og op mod Unna Riidevaras, der er 437 moh. En tur vi har gået flere gange om sommeren og derfor kender rigtig godt.

I starten af turen er der spor efter andre snesko og et enkelt skispor. Vi følger kanten af fjeldet rundt og går op ad fjeldet lige før søen. Mageløst flot er det her! Sneen glitrer kridhvid, og bag de hvide fjelde og sneklædte bakker kan vi se en klar himmel, der til den ene side er gul og orange og til den anden side bliver mere og mere blålilla. Helt fantastisk

.

Vi fortsætter helt op til toppen, hvor vi kan se ud over Sørstraumen og ud gennem fjorden til øerne Nøklan, Skorpa, Spildra og Kvænangsfjeldene længst ude. Inden vi finder en rute nedad, runder vi lige af med at fotografere ved varden. Igen i dag masser af spor efter ræv, hare, mus og ryper. Men ingen af delene ser vi. Her er tyst og meget stille

.

Godt 3½ time tager turen, og vi har fået masser af frisk luft og er mætte af indtryk og oplevelser. Det er helt mørkt inden vi når hjem.

Om aftenen bliver vi belønnet med et fantastisk lysshow, da nordlyset viser sig fra sin allerflotteste side hele to gange. Først ved 18-tiden og sidst og meget spektakulært omkring midnat.

Sikke en dag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *