Forfatterarkiv: admin

På opdagelse i Nationalpark Thy

Teltet bliver pakket sammen – denne gang “luksusteltet” med plads til bord og stole indendørs, til forskel fra vores små fjeldtelte. Plads er booket i Nationalpark Thy på Nystrup Camping i Klitmøller.
Vi får en ilddåb, eller rettere sagt en vanddåb ved ankomsten med skybrud, torden og lyn samt heftig regn. Det er heldigvis kun udenfor, at det sejler med vand – alt er tørt inde i teltet.

Ingen vandreture den dag – ud over en lille aftentur ned til Vesterhavet. Eneste oplevelse er det nye Nationalparkcenter Thy i Nørre Vorupør. Centret er vist ikke officielt indviet endnu, men en udstillingshal er åben og man kan købe kort og bøger samt få lidt brochurer. Der er en flot udstilling med en stor interaktiv landskabsmodel over hele nationalparken med stier, byer, fortællinger m.v.
Aftensmaden bliver lavet og spist inde i teltet. Heldigvis klarer det lidt op om aftenen. Regn, bulder og lyn fortsætter dog hele natten med.

Dagen efter må vi ud og opleve noget, og vi har fin solskin og ophold indtil om eftermiddagen. Turen går til Lodbjerg Fyr. På turen derned oplever vi endelig det meget specielle og storslåede landskab med klitheder og plantager.
Lodbjerg Fyr på 35 meter troner op over landskabet. Fyret har sendt lys ud over Nordsøen siden 1884, og lyser stadig med to hvide blink hver 20. minut. Udsigten fra fyret er helt forrygende, selv om det er diset i horisonten. Vi spiser frokost i området omkring fyret.

Vi går det meste af Sorte Næse Ruten, 6,2 km. , går dog samme vej tilbage. Ruten går hen over Lodbjerg Sande og ned langs den særprægede kystklint “sorte næse”. Klinten er op til 10 m. høj og består af moræneler som er overlejret af flyvesand. Man kan være heldig at finde fossiler her, og jeg fandt en stump af et forstenet søpindsvin 🙂 Efter frokosten går vi Bavnehøjruten på 3,6 km.

Da vi når tilbage til Klitmøller, står det ned med regn igen….. Efter aftensmaden klarer det dog op, og vi får en rigtig fin tur på Trojborgruten 2,9 km, som starter og slutter lige ved campingpladsen. En spændende og afvekslende rute med masser af modne mosebøller og klokkelyng, der lyser op på klitheden. En tur til havet med en fin solnedgang runder dagen af på bedste vis.

Næste oplevelse er Isbjerget, der er Hanstholm Vildtreservats højeste punkt, en kæmpehøj 56 m. over havet. Den 2,6 km. lange rute mod toppen følger en gammel hulvej og snor sig stejlt op ad den gamle kystskrænt fra stenalderen. Vi må have regntøjet på og en poncho uden om rygsækken, det regner temmelig meget undervejs op til toppen. Flot udsigt herfra ud over Hanstholm Vildtreservat og ned over Nors Sø.
Ved Vandet sø går vi først Årbjerg ruten, som viser sig at holde sig inde i Vilsbøl Plantage, så det kunne have været sjovere. Ruten er kun på godt 2 km. , så vi snupper lige Hulvejruten på ca. 1 km. bagefter i samme plantage.
Om aftenen igen en fin solnedgang ud over Vesterhavet.

Dagen efter går vi fra campingpladsen langs kysten ind til Klitmøller by, der ligger lige midt i strækningen Cold Hawaii. Det er en helt speciel by, hvor hovedvægten helt sikkert ligger på surfing, lige fra paddleboard, longboard til vindsurfing og kitesurfing. Rigtig spændende og et mylder af liv på trods af at det regner pænt meget ind imellem.
Cold Hawaii – er surfernes betegnelse for kyststrækningen i Thy mellem Agger og Hanstholm, hvor der er intet mindre end 31 gode surfspots. Cold Hawaii har fået sit navn, fordi området har nogle helt særlige vindforhold, der minder om dem, man kan finde på Hawaii.

Ellers noget af en regnvejrsdag igen, så der bliver læst bøger og løst krydsord samt opladet iPads og mobil i fællesrummet.

De næste to dage er vejret rigtig fint – tørvejr og en del sol 🙂
Vi kører op til den nordlige del af Hanstholm Vildtreservat, til Tved Klitplantage, hvor vi finder Sårup og Savbjerg Ruten på 5 km. Ved rutens sydligste punkt er der et udsigtstårn med udsigt ud over vildtreservatet. Her ser vi endelig krondyr. De går langt ude i klitterne, der er et par mindre flokke, så det er godt vi har kikkerten med, ellers havde vi aldrig fået øje på dem. Vi møder et lokalt ægtepar, der er ude for at plukke kantareller. De har to bøtter med lækre svampe. Vi så også kantareller flere steder på vores ture, de pibler frem her efter regnen.

Næste stop er Tved Kirke. Kirken fortæller historien om landskabets forandringer og konsekvenser for dem, der boede her. Store dele af Tved sogn blev ødelagt af sandflugt og med tiden måtte gårde og huse rundt om kirken give op og flytte længere mod øst. Kirken blev stående og man gjorde en stor indsats for at holde kirkegården fri for sand. Efterhånden som Tved klitplantage voksede til, forandredes landskabet til det vi ser i dag. Kirken er fra 1100-tallet og der er fine kalkmalerier fra 1100-1500 inde i kirken, som er åben for offentligheden.

Vi spiser frokost ved kirken og går Langesande ruten på 6 km. En sande er det samme som en vandreklit. Langesande ruten starter fredeligt i frodig løvskov, men inde ved et vådområde er stien helt oversvømmet, så det kræver lige lidt snilde at komme videre. Ved Langesande kommer man højt op og har igen en flot udsigt over klitten til en lille sø.
Vi snakker lidt med et par lokale ryttere. Manden bor ved Nors Sø og han kunne fortælle, at der på de sidste 4-5 dag er kommet 80 mm regn.
Om aftenen fråser vi i Fish & Chips fra Hanstholm Fisk. Det var rigtig fin fisk, men meget friture….

Vores sidste dag i Nationalparken bliver udnyttet optimalt. Vi kører ned til Bøgsted Rende i Tvorup Klitplantage. Her går vi ruten Bøgsted Rende, der en stor del af vejen følger bækken/renden omgivet af høje klitter. Der har ligget en vandmølle på stedet, og den gamle møllesten kan ses tæt ved parkeringspladsen. Vi ser den store Båke, et sømærke, som er en af tre tilbageværende båker i Thy.
Bøgsted Rende ligger i Thagård plantage som er en af syv forsøgsplantager mod sandflugten i Thy. Her er der 200 år gamle birketræer krybende langs jorden i kampen mod vestenvinden. Et rigtig specielt et af slagsen ser vi lige i starten af ruten Thagård Plantage på 2,9 km. Der er også rigtig mange forkrøblede fyrretræer og lave vindblæste egetræer undervejs.

 

Vi kører ud til den gamle landingsplads Stenbjerg. Her er fint – de gamle velbevarede hvidkalkede huse står på begge sider af vejen ned mod havet. Nede på stranden ligger der flere fiskerkuttere trukket op på stranden. Vi spiser frokost her, og slår et smut inden om udstillingen i Redningsstationen med den gamle redningsbåd, redskaber, redningsveste og en masse interessant historie om redningsvæsenet gennem årene. Redningsstationen blev etableret i 1884.
På vej tilbage til Klitmøller er vi ude ved Vangså, hvor vi går en tur ned til vandet. Der er rigtig gang i bølgerne i dag og dermed også i surfere og kitesurfere.

Ved Klitmøller kører vi ned til Vesterhavet på nordsiden af byen. Her fortsætter vi på gåben lidt nordpå, både på stranden og i klitterne. Her går redningsvejen, som kan følges til fods fra Lodbjerg Fyr op til Hanstholm. Ruten følger i øvrigt Vestkyststien, som går hele vejen fra Agger Tange til Bulbjerg og er på næsten 100 km.
Om aftenen blæser det og og det rusker kraftig i teltdugen hele natten.

En uforglemmelig og rigtig interessant og spændende ferie i det store og komplekse område som Nationalpark Thy er. Vi har kun set en brøkdel af, hvad der er at se i denne Nationalpark med den storslåede og meget særprægede natur.

 

 

Vandreture i Jyske Ås

Jyske Ås – Fejborg Bakke – Nymølle Bæk og Knøsen

En onsdag i juni med det fineste solskinsvejr, kører vi op mod Brønderslev og videre til Hellum. Første stop er en vandretur i Fejborg Bakke. Vi bliver hilst velkommen af en Rød Glente, der svæver lige over os flere gange. Den gule afmærkede rute på ca. 4 km. starter her fra P-pladsen på Dybvadvej. Ruten følger på en lang strækning dele af Hærvejen.
Det bliver en fin og meget varieret tur. Sikke smukke dale, bakker og skov vi bliver ledt igennem. Her vrimler det med blomster, og flere steder er det helt hvidt af Vandkarse. I skoven forstyrrer vi et lille rålam, der lige kigger os an og derefter løber væk.

Inden frokost finder vi op til en fin langdysse, der ligger tæt ved vejen. En stor dæksten er synlig med et lille kig ind under stenen. Langdyssen stammer tilbage fra Stenalderen.

Efter at have spist madpakken, kører vi videre til Nymølle Bæk, og parkerer på Nymøllevej. Også her er det gul rute vi følger. Vi starter med at gå ned i en frodig dal igen.  Gyvelen, der er på sit højeste, giver farve på skråningerne, og i de lidt fugtige områder er der både vandkarse og engkarse. På en vidtstrakt blomstereng er der grupper af trevlekrone, der lyser op blandt alle de gule smørblomster, som ellers dominerer her, som mange andre steder lige nu.

Ruten leder os gennem store skovområder med bakker op og bakker ned! Hold da op et kuperet område. Flere steder er der endda sat “hjælpetov” op langs de stejleste strækninger. Bøgetræerne her er mange steder flerstammede, kaldet bøgerøller, som er karakteristisk for skovbevoksningen her. En veludviklet bøgerølle har mellem 15 og 30 stammer. Træet deler sig under jorden og skyldes stress, dels på grund af det barske klima og de tørre morænebakker, dels fordi rådyr eller kvier har bidt af træet mens det endnu var ungt. (kilde: nymoelle-baek.pdf)

Vi finder den gamle kvaderstensbro, der fører over en klar og rislende Nymølle Bæk. Ved slutningen af turen er vi heldige at finde en Bakke Gøgelilje.

Inden vi vender snuden mod Egense igen, gør vi holdt i Dronninglund Storskov. Vi skal da op på Knøsen, som med sine 136 m. er højeste punkt på Jyske Ås. Knøsen er oprindelig en Bronzealderhøj og stammer fra ca. år 1000 f. Kr. Ved siden af Knøsen ligger den lidt mindre Knaghøj, 127 m. Der har engang været fin udsigt herfra; men træerne har vokset sig store, så nu er udsigten desværre skjult af trætoppe.

Det bliveren fin tur til Jyske Ås, hvor der er meget mere at se og dermed basis for flere ture.

 

 

 

Lille Vildmose og Smidie – endelig en elg

Turen er gået til Lille Vildmose flere gange her i maj. En af dem på cykel.
Vi cykler via Ny Høstemarksvej og videre rundt på grusvejene, mens vi nyder den fine og helt særlige natur, der er her i mosen. Vi ser som altid en rørhøg svæve over tagrørene, og i den sidste af de store gravebaner ved Høstemark skov, er der en stor flok grågæs, nogle bramgæs og en skeand.
Vi fortsætter til Høstemarkstårnet, hvor vi drikker te og tager et kig fra tårnet. Herfra ser vi en trane, der ligger på rede.
På vej hjem bliver vi indhentet af en voldsom regnbyge, så det er et par helt gennemblødte pensionister, der endelig når tilbage til sommerhuset.

Et par dage efter kører vi ned til Tofte Sø Tårnet. Her stiller vi bilen og går ud gennem skoven mod plankestien ind på Tofte Mose. Der bliver lige nu arbejdet på en ny sti ad en nyetableret tørvevold det sidste stykke mod plankestien. Her er der også lysnet op, fældet buske og træer, så der nu er fint udsyn ud over vådområdet mod nord.

Sørme om ikke vi pludselig ser en elg 🙂 Det er kun anden gang det lykkes for os, og vi kommer ofte her i Vildmosen. Det er bare helt fantastisk. Elgen står længe og kigger på os, mens vi også kigger på ham. Han står omkring 75 m. fra os. Går så stille og roligt videre hen over de våde enge og forsvinder ind i hegnet af træer. En stor oplevelse og vi føler os fantastisk heldige.

Erik får øje på et lille insekt, der sidder nede i græsset. Det viser sig at være en guldsmed, en Blå Libel. Den er virkelig meget smuk.
På trods af de lidt svære adgangsforhold med sumpede tørvestier, som er under forbedring, kommer vi ind på plankestien. Altid imponerende fornemmelse at stå inde på den vidtstrakte mose. Der er mange fugle i skoven med dominans af løvsanger, skovsanger og gransanger.

Det begynder at regne på vej retur; men vi når tårnet uden at blive alt for våde. Her spiser vi frokost i selskab med landsvalerne, der flyver ind og ud ad vinduet og sidder og pludrer inde i tårnet tæt på os. Udenfor tordner og regner det!
Vi har også landsvaler hjemme ved sommerhuset. De har udset sig tørresnoren under udhænget, som en fin landingsplads. Tjekker også jævnligt hjørner af for muligheder til rede!! Men selv om vi er glade for svalerne, så gider vi altså ikke at de bygger rede på terrassen, så vi har hængt plastikstrips op for at forhindre det. Det virker faktisk udmærket.

Undervejs tilbage til Egense, kører vi omkring den lille landsby Smidie. Får fotograferet en rapsmark, der står i stor kontrast til den sorte uvejrshimmel. Fortsætter forbi Kongstedlund med den fine allé af seljerøn. Her åbner himlens sluser sig for alvor. Det tordner, lyner og hagler som vi sjældent har oplevet det. Vi holder stille, lidt i ly af træerne, mens haglene hamrer ned på bilen. Der bliver ikke noget af at fotografere her i dag.
Bagefter er vejkanter og jordbunker helt hvide af hagl, og der løber en flod af regnvand ned ad vejen.

Allerede to dage efter er vi tilbage i Smidie og Kongstedlund. Undervejs er vi heldige at se en trane fouragere på en mælkebøttemark. Nu er der solskin, drivende skyer og blå himmel. Rapsmarkerne står flotte og gule. Der er lærkesang og masser af svaler i luften over markerne. 
Vi går en tur rundt om byen. Følger Nordsøstien noget af vejen og ellers biveje og grusveje.
Det lykkes også at få fotograferet alléen med seljerøn ved Kongstedlund 🙂

På vej hjem gør vi holdt ved Rovfugletårnet. Spiser den medbragte frokost. Undervejs har vi set en rørhøg, en glente og en havørn. Oppe i tårnet spotter vi to traner langt ude i området.

Hestehove – hvide og røde

Foråret er her! Også selv om der er frost om natten og bidende kold vind om dagen. Solen skinner, lærken synger og den første vibe er hørt. Og finder man et godt læsted kan man fint sidde ude.
Nogen af de allerførste blomster, ud over vintergækker og erantis, er hestehovene. De røde myldrer som sædvanlig frem, mens de hvide er lidt mere sjældne. Vi har en lokalitet i nærområdet ved Lundum, hvor vi tager hen hvert år, for at tjekke dem ud. Også følfod er en af de tidligste blomster i naturen. Anemonerne også godt på vej, flere steder i fuldt flor, andre steder har de kun lige vist sig mellem de visne blade.

På turen mod Lundum passerer vi et meget fint naturområde med skov, bakker og både dyrkede og udyrkede marker. Her så vi hele 7 musvåger en dag på samme sted, og en stor fin havørn. Det var da virkelig usædvanligt.
I disse første måneder af året har der været flere små flokke af halemejser, troldænder i vådengene og en del grågæs på markerne.
De første sommerfugle er også i fuld sving. Masser af nældens takvinge, men også den gule citronsommerfugl.

Sidst i marts går vi tur i Sondrup plantage. En fin tur og dejligt at gå et nyt sted. Næste gang vi går her, må vi finde en rute uden for skoven, måske i bakkerne. Vi var nede ved fjorden, hvor man kan se over til Vorsø. Vi har madpakken med, og ser en lille træløber og hører spætten mens vi spiser.
På vej hjem runder vi Trustrup Høje, går en tur op på toppen og nyder udsigten herfra.

Nu er vi taget til Nordjylland i sommerhuset i Egense. Vi har været heldige med nogle fine Påskedage, hvor vi kunne sidde ude og spise frokost, og har gået en dejlig lang dagstur med gode venner. Ellers må vi sige, at vi holder os meget for os selv endnu i disse coronatider. Vi har ikke haft besøg af familien fra Skanderborg i Påsken. Erik har fået sin indkaldelse til vaccine, Karen venter stadig. Det bliver godt at komme på den anden side af den, så der kan komme lidt ro på, og vi kan se familie og venner igen inden døre.

 

 

Patchwork, hæklerier og strikkede sokker

Det er ved at være længe siden jeg sidst lavede en blog med håndarbejde.
Der er dog løbende produceret mange forskellige ting, både af stof og med garn, i hånden og på maskine. Så her er et lille udvalg af forskellige projekter.

To juletræstæpper er der fremtryllet, et til familien i Skanderborg og et til familien i Sydney. Begge syet efter samme mønster med lidt forskellige stoffer. Desuden et lille firkantet til vores eget lille juletræ, som er blevet meget lille efter vi er flyttet i lejlighed.
Af julerier er der hæklet to sæt Bo Bojesen-aber forklædt som juleaber, et sæt hver til familierne i Skanderborg og Sydney. Aberne har jeg et godt mønster på, og har hæklet mange helt almindelige brune aber, men disse her juleaber har jeg selv konstrueret opskriften til efter lidt inspiration på Pinterest.
Også to langbenede nissebørn kom i kalenderpakkerne i år, og en lille rund pyntedug er syet i hånden. 

 

Nu er jeg også kommet med på “flag-trenden”, og har syet mange små dannebrogsflag i hånden. Kassen med flag på billedet er givet til vores svigerdatter Merete, som ønskede sig flag til at hænge på en troldegren. Derfor fik de små kroge. En anden kassefuld (som jeg ikke fik taget billede af) er lavet som almindelig flagranke på en snor og sendt til Sydney med julepakken i 2020. Jeg har lavet flag i flere forskellige størrelser, en hyggelig lille ting at sidde med.

 

I løbet af året har jeg syet på et billede med to dompapper i et snelandskab. Det har været lidt af en udfordring, resultatet er ok, kunne dog være blevet meget bedre, men jeg har lært en masse under forløbet, som jeg kan bruge til mit næste billedtæppe.

 

Muleposer kan man aldrig få for mange af, og de er desuden gode at have som gaver, så der er syet nogle nye af dem. De to er syet fortrinsvis i hånden, mens den med de blå farver er helt på maskine.

 

Her de sidste par måneder har jeg øvet mig lidt i at sy små pennalhuse og kosmetikpunge med lynlåse. Det er sjovt at få brugt nogle af sine rester til noget fornuftigt. Et par grydelapper blev eksempelvis til af rester fra barnebarnet Sebastians aflagte bukser, som blev syet om til shorts. I det hele taget har jeg mange stofrester, det er ikke ret tit jeg køber nyt stof, mest hvis det er et større projekt jeg skal i gang med. 

 

Og så er en storfamilie af påskehare-poser tryllet ud af symaskinen. De skal fyldes med æg til børnebørnene til Påske.

 

En stander til iPad’en og et cover til den nye PC er rigtig praktisk at have. Standeren er speciel god når vi Skyper med Tommy fra Sydney.

 

Året igennem  strikker jeg ofte sokker, mest til os selv, men op til jul er det blevet en tradition, at der er sokker i kalenderpakkerne. En meget vigtig detalje her er, at der skal være en lakridspibe gemt i sokkerne 🙂 Det var noget som vores sønner huskede, at deres mormor altid gjorde. Hun strikkede sokker til vores drenge, puttede en lakridspibe i og sendte sokkerne med posten.
Jeg strikkede hygge-spiralsokker til Anders og Merete i julegave, og havde ikke kommet lakridspiber i sokkerne!! Til stor skuffelse for Anders 🙂

 

Vores niece fik her i efteråret en lille søn. Han har fået navnet Eskild, og Eskild fik ligesom sin søster Trine en hæklet elefant. Opskriften på elefanten er fra Stof og Stil, og jeg har hæklet den flere gange som gave til små nye verdensborgere i familien.

 

Lige nu strikker jeg firkanter af restegarn. Jeg har en masse forskellige rester, som ikke rigtig kan bruges til andet end den slags, så mon ikke der engang bliver lavet tilstrækkelig mange, så der kan blive et tæppe ud af det.

 

Nytår 2021

Fantastisk fyrværkeri klokken 12 her i Egebjerg. Det nye år bliver skudt ind med store ønsker om, at vi kommer gennem coronapandemien, får vaccine til alle danskere og vores hverdag tilbage.

2021 er startet som 2020 sluttede med grå og våde dage. Lidt frost og sne de seneste dage; men her hos os er alt stort set grønt igen. Solen har kun vist sig meget lidt den sidste måned! Alligevel har vi gået mange ture, næsten som vi plejer. Kun er der taget temmelig mange færre billeder i den periode….

På en roemark ved Højballevej raster en stor flok Sangsvaner. I slutningen af 2020 så vi Snespurve ved Dokkedal. Senere var der Skeand, Spidsand, Knarænder og Pibeænder i vådområdet omkring Egebjerg Enge og en flok Fuglekonger i Hansted skov. Så der sker alligevel altid et eller andet på turene.

Den største og sværeste forandring i det nye år er, at vi har solgt vores dejlige hytte i NordNorge. Så nu er det eventyr slut og et nyt må rigtig gerne begynde 🙂

Sommer i Nord-Norge

Coronaen har gjort, at vi først er kommet til Nord-Norge, 70 grader nordlig bredde, midt i juli. I starten havde vi lidt blandet, men helt fint vejr. Derefter det skønneste sommervejr i mange dage her, tæt på de 30 grader. Nu, midt i august, er vejret slået om, så der hænger skyer nede om fjeldene og Kvænangstinderne er ind imellem helt forsvundet… Men, men… mon ikke vi ser den smukke blå himmel igen inden længe.

Vi har nydt de første par uger med midnatssol, og indtil nu også pænt lyse nætter. Har haft det mest fantastiske blomsterflor overalt, fanget fine torsk og sej, lavet saft af gederamsens smukke violette blomster og fundet de første små kantareller i skoven.

 

De første multebær er også plukket. De modner i meget spredt fægtning; men når de først er begyndt, må man være på pletten for at få de lækre bær. Egentlig har vi syltetøj i massevis fra sidste år! så vi tænker at begrænse plukningen, hvilket er ret så svært, når de nu er lige der og smager så godt 🙂 Så vi får se, nogen af bærrene indtil nu er forvandlet til is i stedet for syltetøj.

Har været heldig at møde hele fire dværgfalke, sikkert unger, der fløj larmende omkring. En af dem satte sig endda til rette på vores rækværk 🙂

Huset er blevet malet i år. Erik klarede endnu engang at stå øverst på den høje stige og male helt oppe i spidsen af gavlen. Bare så flot!! Ingen aldershindringer der.

Fjeldture og småture har der som altid været gode muligheder for, og vi udnytter vejret så snart vi kan. Der har været meget vand i elvene på grund af forårets store snesmeltning. Vi gik endnu engang fra Langfjorddalen op langs Russelven. Denne gang kom vi helt op til det øverste vandfald. Store områder var nemlig endnu dækket af sne, hvilket gjorde det meget lettere at komme frem, og på den måde slap vi for at tumle rundt i de mange sten. Så to vandstære.

En tur i dalen bag Laslettind, hvor Laslet-elven løber ned og ud ved Alteidet, er altid en fin oplevelse. I år vrimlede det med plettet- og skov-gøgeurt her.

En helt ny rute fra Ut i Nord, er beskrevet op til Jøkelfjordklubben. Der var endnu ikke lavet en mærket sti, men det lykkedes os alligevel at finde vej 🙂 Forrygende udsigt ud mod Nøklan og Skorpa, Kvænangstinderne, Spildra og helt ud til det store hav. Samt ind i fjorden mod Øksfjordjøkelen og toppen af Langfjordjøkelen.

Ture langs fjorden, til fyret ved Storengneset, op til Storengelvens Vandfald og i skoven er altid hyggelige, og kan faktisk også godt få pulsen lidt op 🙂

 

Farvefyldt forår

“Kom maj du søde milde”

Flot vejr i april og de første dage af maj med masser af sol. Vi har gået ture næsten hver eneste dag.
I Klosterskoven ved Egense har vi fulgt bøgen fra de spæde lysegrønne blade til nu, hvor alt er grønt.

I udkanten af skoven er der en brakmark, hvor der i år myldrer med de smukkeste vilde stedmoderblomster.

Tyndakset gøgeurt står stolte i skovbunden og lyser op med deres dybe blålilla farver, og bliver helt rødlilla i sollyset. Snart tager liljekonvallerne fat og overtager skovbunden med duftende hvide blomster.

Lige nu er vi i østjylland. Her er der bakker, der bliver farvet gule af mælkebøtter. Hvide frøplanter spreder sig med hundredevis af små paraplyer, når man går på marken. Mange steder er der fine gule døvenælder.

Ousted kirke er omkranset af vidtstrakte gule rapsmarker, og fra Møgelhøj ved Ejer Baunehøj er der en mageløs udsigt ud over det danske landskab. Ved et lille vandhul vokser der en masse smukke Storblomstret vandranunkel. Vores tøj er efter denne tur gult af pollen fra mælkebøtter og raps 🙂

Nu står også æbletræerne i fuldt flor de fleste steder. Håber de klare sig, på trods af truslen med let frost. Smukke er de med de lyserøde knopper og hvide blomster.

Foråret er bare en optimistisk årstid. Selv her i denne dystre coronatid, hvor verden er vendt helt på hovedet, kan man glædes over naturens ukuelige livskraft.

 

Tasmanien rundt, og gennem dele af Victoria

Med imponerende naturområder, vandfald, platypus, slanger og masser af wombats og wollabies

Denne blog er kun en lille appetitvækker. Vil du læse mere, er der her en artikel om hele turen og masser af billeder 🙂

Rigtig mange gode, anderledes og spændende oplevelser dette år i Australien, hvor vi har været i omkring 2½ måned.

Primært et besøg hos familien, som vi fejrer en dejlig jul og nytår sammen med. Det er ikke ofte vi har haft den mulighed, så det nyder vi. Gået mange ture omkring Manly og de nordlige kyster og strande.

Midt i januar tager vi afsted for os selv. En rejse, der har været planlagt og arbejdet med i detaljer gennem mange måneder hjemmefra. Booking af biler, overnatninger, planlægning af ruter og research på ture og oplevelser. Et kæmpearbejde, som især Erik har været mester for, og som virkelig viser sig at være guld værd undervejs.

Vi har telt med og ender med 37 overnatninger i telt og sovepose, 2 overnatninger i cabins (på Tasmanien) og 3 overnatninger på hotel (i Melbourne). I vores telt er der lige plads til to therm-a-rest liggeunderlag, og hovedpuden består af en sammenlagt jakke i et pudevår 🙂
Vi lejer bil i Devonport (Tasmanien) og senere i Ballerat (Victoria). Overnatter på vidt forskellige campingpladser, primitive frie campsites, tjekkede pladser og alt ind imellem.

 

Det bliver en tur med utrolig mange spændende og anderledes oplevelser og vandreture. Små og store. I bjergområder, f.eks. Craddle Mountain, Mt. Field, Wilsons Prom og Mt Buffalo samt rigtig mange andre steder. Masser af vandring i regnskov med fantastiske og særprægede træer og buske, imponerende udsigter, rigtig mange flotte vandfald, smukke blomster og spændende dyr. Alt sammen oplevelser vi aldrig glemmer.

 

Vi kører Tasmanien tyndt og set rigtig mange områder her på denne smukke ø. Smager på honning, æbler, kirsebær, vine, meatpies, fish and chips m.v. 
Snakker med et utal af venlige mennesker undervejs. Andre campister og lokale indbyggere og får masser af spændende og gode historier.
Ser store dele af det østlige Victoria,  smukke bakkelandskaber, imponerende bjergområder, guldgraverområdet ved Ballerat og smager på skønne vine i Murray River området.

Besøger nationalparker, huler med fanstastiske stalagtitter, stalagmitter og glowworms. Bestiger bjerge og kører ad et væld af små snoede veje.

Vi ser wombat, forskellige slags kænguruer, wollabies, pademelons, black tiger slanger, platypus, echidna, cape barren geese, papegøjer, cockatoos, galah og lyttet til et utal af koocaburra-latter, samt til mange andre fuglestemmer.

 

Helt utrolig meget har vi oplevet på de mange vandreture, hvor vi også har set rigtig mange imponerende kæmpetræer, specielle træer, sodsvedne træer, smukke snowgums, tree-ferns og mange, mange andre slags træer.

 

Forår, Anemoner og Coronavirus

Det er alt for længe siden vi sidst har lavet et indlæg her. Nu skal det være. Vi har været i Australien hen over jul og nytår, og været på tur i omkring 6 uger med telt på Tasmanien og i Victoria i januar og februar. Der er en artikel undervejs om det eventyr.

Nu og her har vi på trods af coronavirus nydt at se, hvordan foråret udvikler sig dag for dag. I skoven er anemonerne allerede langt fremme. Om en uge vil skovbunden være hvid af blomster. Vi husker ikke, at anemonerne før har været så tidligt på den. Også ramsløg er nu pænt store og sender skønne dufte op i vores næser.

Hvidtjørn står snehvid og lyser op. Der er også så småt ved at komme blade på buske, så det varer vist ikke længe før alt er lysegrønt. Dejligt og opløftende i denne tid, hvor vi venter på at kunne være sammen med familie og venner igen uden at tænke på corona-smitte. Da vi kom hjem fra Australien, den 1. marts, var vintergækkerne på sit allersidste. Det lykkedes at finde et par stykker til to gækkebreve, som blev sendt til børnene i Skanderborg.