Kategoriarkiv: Blomster

Hestehove – hvide og røde

Foråret er her! Også selv om der er frost om natten og bidende kold vind om dagen. Solen skinner, lærken synger og den første vibe er hørt. Og finder man et godt læsted kan man fint sidde ude.
Nogen af de allerførste blomster, ud over vintergækker og erantis, er hestehovene. De røde myldrer som sædvanlig frem, mens de hvide er lidt mere sjældne. Vi har en lokalitet i nærområdet ved Lundum, hvor vi tager hen hvert år, for at tjekke dem ud. Også følfod er en af de tidligste blomster i naturen. Anemonerne også godt på vej, flere steder i fuldt flor, andre steder har de kun lige vist sig mellem de visne blade.

På turen mod Lundum passerer vi et meget fint naturområde med skov, bakker og både dyrkede og udyrkede marker. Her så vi hele 7 musvåger en dag på samme sted, og en stor fin havørn. Det var da virkelig usædvanligt.
I disse første måneder af året har der været flere små flokke af halemejser, troldænder i vådengene og en del grågæs på markerne.
De første sommerfugle er også i fuld sving. Masser af nældens takvinge, men også den gule citronsommerfugl.

Sidst i marts går vi tur i Sondrup plantage. En fin tur og dejligt at gå et nyt sted. Næste gang vi går her, må vi finde en rute uden for skoven, måske i bakkerne. Vi var nede ved fjorden, hvor man kan se over til Vorsø. Vi har madpakken med, og ser en lille træløber og hører spætten mens vi spiser.
På vej hjem runder vi Trustrup Høje, går en tur op på toppen og nyder udsigten herfra.

Nu er vi taget til Nordjylland i sommerhuset i Egense. Vi har været heldige med nogle fine Påskedage, hvor vi kunne sidde ude og spise frokost, og har gået en dejlig lang dagstur med gode venner. Ellers må vi sige, at vi holder os meget for os selv endnu i disse coronatider. Vi har ikke haft besøg af familien fra Skanderborg i Påsken. Erik har fået sin indkaldelse til vaccine, Karen venter stadig. Det bliver godt at komme på den anden side af den, så der kan komme lidt ro på, og vi kan se familie og venner igen inden døre.

 

 

Farvefyldt forår

“Kom maj du søde milde”

Flot vejr i april og de første dage af maj med masser af sol. Vi har gået ture næsten hver eneste dag.
I Klosterskoven ved Egense har vi fulgt bøgen fra de spæde lysegrønne blade til nu, hvor alt er grønt.

I udkanten af skoven er der en brakmark, hvor der i år myldrer med de smukkeste vilde stedmoderblomster.

Tyndakset gøgeurt står stolte i skovbunden og lyser op med deres dybe blålilla farver, og bliver helt rødlilla i sollyset. Snart tager liljekonvallerne fat og overtager skovbunden med duftende hvide blomster.

Lige nu er vi i østjylland. Her er der bakker, der bliver farvet gule af mælkebøtter. Hvide frøplanter spreder sig med hundredevis af små paraplyer, når man går på marken. Mange steder er der fine gule døvenælder.

Ousted kirke er omkranset af vidtstrakte gule rapsmarker, og fra Møgelhøj ved Ejer Baunehøj er der en mageløs udsigt ud over det danske landskab. Ved et lille vandhul vokser der en masse smukke Storblomstret vandranunkel. Vores tøj er efter denne tur gult af pollen fra mælkebøtter og raps 🙂

Nu står også æbletræerne i fuldt flor de fleste steder. Håber de klare sig, på trods af truslen med let frost. Smukke er de med de lyserøde knopper og hvide blomster.

Foråret er bare en optimistisk årstid. Selv her i denne dystre coronatid, hvor verden er vendt helt på hovedet, kan man glædes over naturens ukuelige livskraft.

 

Midnatssol på Stuora Riidevarri

Så har vi været der igen! På toppen af Stuora Riidevarri (723 moh). Torsdag nat er der endelig iflg. vejrprognoserne udsigt til midnatssol. Det er længe ventet 🙂
Vi har haft flere overskyede, våde og kolde dage end normalt i år i slutningen af juni og begyndelsen af juli. Men nu er sommeren kommet!
Vi pakker rygsækkene og kører op til Baddereidet først på aftenen. Her parkerer vi og starter turen op til toppen. Her er så fint med blomster og smukke farver overalt. Det virker, som om der er flere i år, end der plejer, og smukt er det.

Turen op til toppen af fjeldet er altid en smule uforudsigelig. Her er ingen afmærket rute, så man må selv finde vej. Vi ender som som vi har planlagt, helt oppe, hvorfra der er et fantastisk udsyn ud over fjorde, øer og fjelde. Mageløst! Svært at forholde sig til, at klokken er 23:30 og tæt på midnat, Der er en smule diset ude i horisonten og små tågeformationener begynder at danne sig nede over havet. Solen skinner alt det bedste den har lært 🙂
Vi nyder midnatssolen en god timestid. Får også en tiltrængt kop varm kakao til at lune maver og fingre på. På en af søerne heroppe er der stadigvæk is på vandet, og der ligger sne flere steder. 

Undervejs nedad ser vi en rype, og der bliver flittigt taget billeder af blomster og udsigter igen. Midnatssolen giver terræn og vegetation et helt særligt skær. Først ved 03-tiden er vi hjemme i hytten igen. Det har endnu engang været en uforglemmelig flot tur, som altid er sliddet værd.

 

Saft på Gederams

Successen er gentaget 🙂 der er blevet lavet en dejlig og velsmagende saft af blomsterne fra Gederams. Farven på saften er lige så smuk som blomsterne.

Her vrimler med Gederams i området, så det er bare at gå i gang med at plukke. Dog, viser det sig, i stærk konkurrence med bierne, som i den grad sværmer i de søde blomster. Heldigvis er de helt ligeglade med mig.

Jeg vil gerne tage billeder af bierne; men det er en svær øvelse. De sidder kun stille i få sekunder før de er videre til den næste blomst. I øvrigt er der hele tre forskellige slags bier, en af dem med fine orange farver.

Opskrift; 150 g. blomster, 6 dl. sukker, 25 g. citronsyre eller vinsyre, Ca 1 liter kogende vand.
Kog vandet op og hæld det over sukker og citronsyre. Rør til det er opløst. Hæld det over blomsterne og dæk med et låg eller film. Sæt det køligt 4-5 dage (mit stod 4 dage). Si og hæld på flasker. Saften kan fortyndes. Holdbart i køleskab en uges tid.
God fornøjelse 🙂

Højt græs, mange blomster og tåge!

Så er vi i Storeng, Nordnorge igen. Har selv kørt herop denne gang, 2266 km., en ganske lang tur op gennem Sverige ad Indlandsvejen, et stykke gennem Finland og endelig fra den norske grænse og hjem til Storeng.

Ankommer til en vej og en grund med meterhøjt græs overalt! OG masser af fine blomster, der har haft frit spil hele forsommeren. Hele 34 forskellige slags bliver der lokaliseret, alle fundet på grunden. Her er en liste:
Musevikke, Plettet Gøgeurt, Hvidkløver, Røllike, Havrerug, Dagpragtstjerne, Nyrebladet Ranunkel, Park Ranunkel, Skov Storkenæb, Kohvede gul og hvid, Lugtløs Kamille, Skjaller, Bjergløvefod, Kløftet Løvefod, Hundeviol, Sæterviol, Fjeldviol, Gederams, Kørvel, Tyttebær, Blåbær, Fruebær, Hindbær, Hønsebær, Liden Klokke (Klokkeblomst), Almindellig Syre, Øjentrøst, Forglemmigej, Fjeldsalat, Høstborst, Almindelig Gyldenris, Almindelig Høgeurt, Almindelig Kongepen, Græsbladet Fladstjerne. Desuden mange forskellige græsser.

Vi er startet ud med 2 dages tåge, der har indhyllet alt omkring os, indtil fjeldene langt om længe kommer til syne. De første dage er gået med at slå græs, og det har resulteret i store høstakke. Det kommer til at tage nogle dage før alt er normaliseret igen.

På jagt efter søen Gryta

Vi har flere gange snakket om en tur til en sø, der ses på fjeldkortet. Den ligger oppe ved kanten af Laslettind. Nu skal det være. Vi starter ved foden af Laslet først på eftermiddagen. Man ser ikke søen fra Laslet, så vi går på langs af fjeldet skråt op mod det “hul”, hvor vi regner med at finde søen. Støder selvfølgelig ind i noget lidt besværlig blokmark, men ellers fint og ok at gå her.

Her er store området med masser af blomster – meget frodigt og smukt med fantastiske udsigter ud over dalen. Vi når op til søen, der lever op til sit navn – Gryta – idet den virkelig ligger som en gryde mellem fjeldene. Der er smukke spejlinger i søen. Vi får en kop te, mens vi sidder og nyder det fine sted. Går lidt rundt i området, hvor der er flere fine små fjeldplanter og masser af fotomuligheder. Følger det lille vandløb fra søen nedad.  I øvrigt sjovt og helt anderledes at se Laslettind og Mikkaltind fra denne vinkel.
Også udsigten til Nedre- og Øvre Tverrelvtind er fra en helt ny vinkel. Fjeldene ligner profilen af en mand, der ligger og hviler sig med næsen i vejret og hænderne må maven 🙂

Inden vi når helt ned, kommer tågen rullende. Det ser lidt voldsomt ud, men udgør ingen problemer for os. Vi er hjemme ved 18-tiden igen efter en rigtig flot tur.

Saft af blomster fra gederams

Tænk, at man kan få så dejlig og velsmagende en saft ud af de smukke lilla blomster på gederams, som står overalt her lige nu.

gederams-saft

Jeg havde set en opskrift på nettet, og det lød spændende, let og enkelt, så det var bare at gå i gang.
Jeg fik plukket blomsterne, og det var egentlig mange blomster, der skulle til for, at det kunne give 150 g., men her er blomster nok at tage af. Næste projekt var at få rystet alle de små sorte fluer ud af blomsterne! Skulle hilse og sige, at der er MANGE fluer, på størrelse med de allermindste tordenfluer, så det er noget lille kravl. Jeg ryster blomsterne i en skål, lægger dem over i en ny skål, og gentager processen indtil jeg synes det er OK. Resten af kravlet dør alligevel i det kogende vand, og bliver siet fra til sidst.

Her er opskriften på saften:
150 g. blomster, 7 dl. sukker – det brugte jeg ikke, jeg tog knap 6 dl, og man kunne nøjes med 5 tror jeg, 1 liter vand og 25 g. citronsyre.
Vandet bringes i kog, og heri opløses sukker og citronsyre. Derefter hældes det over blomsterne, og det hele sættes i køleskabet med låg el.l. i 4 (eller 5) døgn.
Derefter sies blomsterne fra, og man har den flotteste lilla saft, fuldstændig samme farve som blomsterne. Saften smager helt forrygende, og er endda så kraftig, at den kan blandes i omkring 1-1, alt afhængig af ens eget ønske.

 

Hyld, fløjlsgræs og rabarbersaft

Lige nu er de smukke hvide hyld sprunget ud i markskel og skovkanter. Der er masser af store klaser, så et syltetøjsglas er fyldt med blomster og vodka til en dejlig sommersnaps. Den skal kun trække 2-3 dage, så måske er den allerede klar til lørdagsfrokosten.

Naturen lige nu byder på mange farver og dufte. Marker med lilla fløjlsgræs og gule smørblomster, duftende hybenroser og hvidkløver. Masser af sommerfugle flyver omkring, og svalerne har travlt med at fange insekter. Et vibepar forsøger at jage en krage væk, der er sikkert store unger, der skal forsvares.

Ved vandløb og søer vrimler det med den lille fine Blåvinget Pragtvandnymfe.
De første Pomerans høgeurt er lige sprunget ud i blomsterengen.
Der har været rigtig mange rabarber, så nu står der næsten 4 liter dejlig rabarbersaft og en stor skålfuld kompot.

 

Toptur til Laslettind og Olderbakkfjeld

I dejlig solskin starter vi turen op ad fjeldet Laslet lidt i elleve om formiddagen. Det er fjerde gang vi tager denne toptur, så vi kender efterhånden noget til terrænet.
Først skal vi lige omkring et lille vandløb for at se, om der også i år er mange gøgeurter her. Det er der desværre ikke – forsommeren har været kold, så de planter vi ser er små og næsten ikke sprunget ud. Fint er her alligevel – og der er masser af andre blomster.

Turen op til toppen er lige så lang som den plejer, og “blæsebælgen” kommer på arbejde! Da vi når op til stenområdet finder vi de første isranunkler. Utroligt at de små, smukke blomster kan klemme sig op mellem klipper og sten.

Vi nyder udsigten fra toppen ved varden – 819 moh – mod Alteidet, Burfjorden og Klubben.
En fjeldvåge svæver hen over fjeldryggen.
Bagud kan vi se Olderbakkfjeld og Øksfjordjøkelen. Det er også vores udsigt mens vi spiser frokost. Således med fornyede kræfter fortsætter vi op på Olderbakken. Ruten herop ser pærelet ud; men fakta er, at det går op og ned og ud og ind mellem sten og klipper, og endda også over et pænt stort stykke sne, der endnu ikke er smeltet fra vinterens sne – før vi endelig står 900 meter oppe ved varden og har den mest forrygende udsigt hele horisonten rundt.

Vi ser et par ryper heroppe og en lemming. Går lidt videre hen over fjeldryggen mod Koppartind. Gyser ved kanten af en kløft med næsten frit fald ned mod fjorden. Nede i dalen mod Låvan er der et par småflokke af rensdyr, der hviler i sneen.

Vi må jo ned igen, så efter et stykke tid løsriver vi os og tager turen retur, nedad og nedad. Med lidt ømme knæ kan vi sætte os ind i den firehjulede, som venligt kører os hjem.
Turen tog 6 timer.