Kategoriarkiv: Patchwork

Patchwork og strik

Der har været en smule gang i håndarbejdet i det forløbne år.  Det er mest blevet til mindre projekter, men godt at få brugt nogle rester fra stofbunken. Desuden har jeg øvet mig i nogle processer og fordybet mig i et par gode bøger, som jeg har fået.
Fra Cathrine Staal Axelsens bøger: Håndquiltning og patchwork samt: 5 sjove tasker, har jeg leget lidt med at sy poser, net og toiletpunge.

I julegave fik jeg Rikke Mørk: Snedige symaskineteknikker. Det er en ældre bog, som jeg længe har ønsket mig. En klassiker, som giver en masse gode tips og informationer. Ved at følge råd og vejledning fra bogen finder man ud af, hvor vigtigt det er at være omhyggelig med at skære eller klippe sine stoffer ud meget nøjagtigt. Kurven kan bruges til klemmer, med en hank, der kan knappes af og på. Idé og mønster fra Håndquilting og patchwork af Cathrine Staal Axelsen. Lidt hyggeligt at bruge nogle af de gamle stoffer, som jeg har arvet fra min mor, de vækker minder om kjoler til hende selv og til min søster og mig.
Den lille stofpose er syet af noget af det stof vi købte i Sverige i sommer og et gammelt dynebetræk.

En af de lidt større ting jeg har syet i sommerens løb har jeg ingen billeder af. Men vores søn og svigerdatter i Skanderborg fik mig til at sy betræk til hynder og puder til deres terrassemøbler. Det endte med at være et større arbejde, men alt gik fint, og de blev glade for resultatet.

Vores søn og svigerdatter i Sydney ønskede sig nye dækkeservietter, så jeg fik syet 6 stk + en lille ekstra pose, der kan bruges til at holde blødkogte æg varme, eller til et par stykker ristede brød. Nåede at få det med i julepakken.
Som noget nyt har jeg forsøgt mig ud i at sy små hjerter. Enten til at hænge på juletræet, eller på en gren eller lignende. Mønster har jeg købt hos Hannes patchwork, og hjerterne er lette at sy. 

Strikkepinde og hæklenål har også været i sving. Jeg strikker karklude og små håndklæder, samt hækler grydelapper, når jeg har brug for lidt afslapning om aftenen. Det er enkle og lette projekter. Nu har jeg efterhånden en lille bunke karklude; men klude kan man ikke få for mange af. Der er også igen blevet strikket sokker som kalendergave til børnebørnene i år.

Nyt fra systuen

Et ønske fra familien i Australien i år var nye dækkeservietter. Så sidst i november, lige i tide for afsendelse af julepakken, fik jeg syet de 8 dækkeservietter færdig. Mønsteret fandt jeg i et australsk tidsskrift:  AllPeopleQuilt.com, som jeg får nyhedsmails fra. Her kan man downloade flere gratis opskrifter, og desuden er der masser af god inspiration.

Hos familien i Skanderborg skulle Cecilie have en pakkekalender ligesom sin storebror Sebastian. Hans var gået lidt i stykker og skulle repareres, så det hele endte med en nyfortolkning af det gamle mønster, så der i stedet for 24 ringe, kom en pose på maven af begge nisser. Det fungerede fint.
Cecilie ønskede sig dyne og pude til sin dukkeseng, og fik et fleecetæppe med i købet.

De to poser her til at hænge, skal bruges i hytten i Norge til vanter og huer. De er lavet i patchwork og efter eget mønster.

 

Projekt hule

Cecilie (= hendes mor…) ønskede sig en “hule” til sin 2 års fødselsdag. Ideen var, at den skulle passe hen over spisebordet. Både Cecilie og Sebastian på 5 elsker at lave huler.
Jeg hoppede med på ideen, og indvilgede i at sy sådan en sag. Merete købte stof, og jeg gik i tænkeboks. Det blev til et temmelig stort arbejde, men resultatet blev rigtig godt modtaget både af fødselsdagsbarnet og storebroderen.

Hulen kan også bruges ude på havebordet. Den ene ende er lukket med velcro, så man kan lave den længere. Vinduerne kan åbnes, og døren kan rulles op.

Billedtæppe med rensdyr

Efter en lang proces er mit billedtæppe med rensdyr endelig færdigt. Stoffet er købt i en forretning i Jokkmokk i Sverige for nogle år siden.
Jeg har brugt nogle store mønsterstykker fra det fine stof som top og bund. I midten er min tanke at give udtryk for de samiske farver, rød, blå, grøn og gul, som alle er repræsenteret såvel i deres flag som i deres farvestrålende dragter.

billedtaeppe-rensdyr

Her er et billede af stoffet før der bliver klippet 🙂 Jeg kunne næsten ikke nænne at klippe i det, men ville rigtig gerne bruge det til noget, som vi kunne gå og kigge på i stedet for at det bare lå i en pose. Nu skal billedet hænges op i stuen i huset i Storeng når vi kommer derop her i foråret.

samestof-webEt ophæng med patchwork- lommer, skal bruges til opbevaring af A4 blok, tegneblyanter og farveblyanter, er også klar til at komme med til Norge.

ophaeng-tegnemat1

Quiet-book – legebog til Cecilie

Juegaven til yngste barnebarn, Cecilie var denne soft-book, eller quiet-book, som den kaldes på nettet. Den blev godt modtaget, hun blev glad for den, og har også haft fornøjelse af den siden.

cecilies-quiet-book-web

Det var et stort, sjovt og hyggeligt arbejde at lave den. Den består af 16 “sider” (incl. for- og bagside). Jeg har selv lavet alle skabelonerne efter inspiration fra rigtig meget research på nettet. Der findes massevis af you-tube film og billeder af disse imponerende bøger i alle mulige afskygninger og til alle aldre. Cecilie er 1½, så det skulle helst passe til hendes alder. Indbindingen af bogen blev den letteste, den er bare syet sammen i ryggen.
Juleaften var hun mest optaget af mariehønen og den lynlås, der kunne køres op og ned. Og så kunne mariehønen indeholde meget mere end kun dens “prikker” 🙂

Vimpel til Sebastian

Sebastian er lige fyldt 5 år, så jeg har lavet denne række af små vimpler til ham til at hænge på hans værelse.
Jeg havde lidt problemer, for min symaskine var afleveret ved “doktoren”, så alt måtte syes i hånden for at få den færdig 🙂

vimpel1

vimpel2

Risposer, brødbakkeservietter, penalhus og toiletpung

Julegaven til vores yngste barnebarn Cecilie var 10 små risposer. Hun er nok for lille til at bruge dem endnu, men forhåbentlig får hun fornøjelse af dem inden længe. De er gode at lære gribeøvelser på, og jeg har syet bogstaver på nogen af dem, så de også kan bruges til at øve lidt læsetræning. Men først og fremmest er de kun til fornøjelse.

risposeklip

Vi skal til Australien i januar for at besøge familien dernede, og igen se os lidt omkring, mens vi er der. Som små hyggelige ekstragaver har jeg syet en brødkurvserviet til hver af de tre familier. Nu må vi se, om de synes om dem.

broedbakkeservietter4

Til Jacob er der et penalhus og en lille toiletpung til Isabella. Syet af noget nyt stof jeg har købt hos www.hannes-patchwork.dk

penalhus+toiletpung

 

Håndarbejde

I disse mange timer, som vi trods alt har været inde i vores dejlige hytte, har der været god tid til at lave nogle små håndarbejds-projekter. Altsammen syet i hånden. Jeg har eksperimenteret lidt med den runde brødkurv serviet i mønstret Double Wedding Ring. Det er første gang jeg prøver at lave runde og ovale former. Men lidt sjovt. Kun manglede jeg en passer til at få det helt perfekt, den må med herop når vi kommer igen.

Den lille “pung”, syet i Japansk foldning, er lavet af stof jeg har fået af min mor. Hun har haft en skjortebluse, som hun selv har syet af det ternede lilla stof. Lidt hyggeligt at man på den måde kan genbruge og genkende stofferne.