Tag-arkiv: fjeldtur

Vandfald i stride strømme

Vandfaldstur til hele 16 store Svenske vandfald i sensommeren.

Teltet og soveposerne er pakket, ja faktisk er hele bilen fyldt godt op!! Vi er nu, sidst i august, endelig på vej til Sverige og Norge. Norge bliver dog droppet i løbet af ferien. Der opstår usikkerhed om coronaproblemer, så vi holder os til Sverige. Det betyder desværre at bl.a. en planlagt tur til øen Vega og fjeldene De Syv Søstre, må blive en anden gang.

Den første aften overnatter vi i Våmåbadet, og her er der en virkelig fin og sjov udstilling ved et hus tæt derpå. En total retrooplevelse med benzintank og bil, samt en saloon i bedste amerikanske stil med et væld af små sjove detaljer. Der er nogen der rigtig har hygget sig med at lave alt det, og et kæmpe arbejde!

Efter 2 dage er vi i Gäddede i det nordlige Jämtland. Vi kører ad Villmarksvägen, og har udset os nogle seværdigheder undervejs.

Første seværdighed på turen er Hallingsåfallet, et imponerende vandfald, der har et fald på 40 m, hvorefter Hallingsån fortsætter gennem Sveriges længste canyon på ca. 800 m. Vi kører ad en lang grusvej indtil de sidste 2-3 km. Her parkerer vi og følger en sti langs elven op til vandfaldet. Udsigtsplatformen over for vandfaldet er lukket af pga fare for skred, så vi må beundre og fotografere vandfaldet fra andre vinkler. Vi er heldige med, at der er sol af og til, hvilket skaber en smuk regnbue i vandstøvet fra faldet. Man kan også vælge at køre helt op til vandfaldet, så her er pludselig en del turister.

Næste dag går det op forbi Store Blåsjön til Lia Ranch i Ankarvattsliden. Smukt sted at campere, fredeligt ved en stor sø. Vi er sent på sæsonen, så der er ikke nogen af de campingpladser vi overnatter på, der er overfyldte. Tværtimod oplever vi for det meste, at vi er det eneste telt. Det er campervans og campingvogne, der dominerer pladserne.

Undervejs mod Ankarede er der lige et vandfald vi må se: Bråkkåfallet, som er tæt ved vejen i en høj canyon. Imponerende.

Ankarede ligger lidt afsides og er et specielt sted, for her har samerne samlet sig så længe man kan huske og gør det stadigvæk. Ved midsommer, til bryllup, dåb eller bare for at mødes. Her er et smukt kapel og en masse velbevarede trækåter. Desuden en café med skønne hjemmebagte cremeboller 🙂

Der er flere vandreruter her, men vi tager den 4 km. lange rute langs Lejarälven ud til vandfaldet Lejarfallet. Som de fleste steder her i Sverige, er der lagt spanger (træplanker) ud ved specielt våde og mudrede områder. Så fint! Vandfaldet er imponerende og bliver fotograferet både nedefra og oppefra. Vi når lige kaffe og kage ved cafeteriet inden lukketid 🙂

Det har været en flot dag med klar himmel og sol – hvilket også betyder en kold nat med temperaturer under frysepunktet. Så – der er is på teltet om morgenen, og en smuk rimtåge ud over søen.

Nord for Store Blåsjön ligger Naturreservatet Bjurälven med en spændende og helt unik vandrerute gennem Bjurälvens Karstområde. Elven her løber delvis gennem underjordiske kalkbjerge. Karst er benævnelsen på det meget specielle landskab, der dannes på kalkbjerge med helt eller delvis underjordisk vandløb. Forudsætningen for det dramatiske karstområde langs Bjurälven er tre: kalkbjerg, sandjord og vand. Bjerggrunden her er usædvanlig kalkholdig og oven på det findes et tykt lag sand, som har ligget her siden istidens is smeltede. Når kulsyre reagerer med bjerggrunden og dermed underminerer sandjorden, opstår der fascinerende former og huller, som kaldes Doliner. Der opstår også grotter. Doliner er et nyt ord for os, det er tragtformede huller, hvor det underjordiske vandløb har opløst kalkstenen og dermed falder det overliggende jord/sand ned og føres bort med vandet. Der findes her mere end 300 Doliner. Den største er 20 m. dyb og ca. 50 m. i diameter. Vi ser den, der skulle ligge evig sne i bunden, men kan faktisk ikke se bunden… Vi ser rigtig mange doliner i alle mulige størrelser. Også flere mindre grotter undervejs.

Vi runder ude ved det såkaldte Colleseum, hvor vi spiser frokost med en flot udsigt ud over »Blinda Dalen«, og fortsætter turen tilbage.

Ved slutningen af den 6 km. lange rundtur, får vi øje på Grytrennän. Et stort tørlagt stykke af elven, 100 m langt og op til 7 m bredt med en række store og små skulpturerede skålforme i klipperne. De er formet gennem tusinder af år af sten og strømhvirvler. På store områder er der også fine muslingeformede mønstre/aftegninger på klipper og sten – kaldet facetter – som også er dannet af vand og småsten samt det faktum, at den letopløselige kalksten sammen med kulsyren i vandet har opløst stenene. Måske har denne rende engang været en vandfyldt grotte eller tunnel, hvor taget nu er borte. (Kilde: Karstlandskab i världklass, Bjurälvens väg över och under jord. Udgivet af Natur och Kultur i Jämtlands Län). Sikke en spændende tur med masser af gode informationstavler undervejs.

Vi er tæt på den norske grænse her og undervejs på den 3 kilometer vandring før vi kommer til rundturen ved Naturreservatet, er der information om, hvordan flygtninge fra Norge gik denne vej ind over grænsen til Sverige under 2. verdenskrig. Ude ved P-pladsen ligger gården Leipikvattnet, og her har været beboelse siden 1800-tallet, og gården er stadigvæk i brug.

Næste dag fortsætter vi ad Villmarksvägen. Passerer igen et flot vandfald Gaustafallet, som ligger tæt ved vejen. Vandfaldet har været med i filmen Ronja Røverdatter, så det var lidt specielt at se. Canyonen her havde voldsom stejle sider, som virkede lidt truende, når man står lige under dem.

Vi er nu kommet op til det sydlige Lappland, og når Stekenjokk – vejens højeste punkt på 876 moh. Dagen i dag er pivkold – 7 grader – våd og blæsende. Alligevel må vi ud at se stedet, som også er et stort mineudvindingsområde og græsningsområde for rener. Her er milevid udsigt 360 grader rundt.

I Klimpfjäll må vi ind og se Norgesfarargården. Det var den første gård der blev bygget i Klimpfjäll i begyndelsen af 1800-tallet. Det har været en driftig gård op gennem tiderne med forskellige ejere. Her var også senere en slags gæstgiveri for de ”handelsfarere”, der skulle til Norge, deraf navnet. I perioder har den desuden fungeret som skole.  Nu er den et meget interessant og fint museum, og der er en hyggelig cafe der serverer kokekaffe og kanelboller, eller vafler hvis det er det man ønsker.

Inden vi kommer til Saxnäs kører vi ad en grusvej op til Fatmomakke, en samisk kirkeby som ligesom ved Ankerrede har været og stadigvæk er et samlingssted for samere. Kirken bliver stadigvæk brugt. Der er desværre et rigtig dårligt vejr da vi er her. Det regner og det er koldt. Så vi haster lidt rundt. Ser de mange fine trækåter, hvoraf en er åben. Et fint forrådskammer der står på pæle, et velbevaret hus, Länsmannsstugan, hvor lensmanden og præsten boede sammen i 1850. Og ikke mindst den fine kirke, som heldigvis er åben. Her er den fineste døbefond lavet af en birkeknude, samt en speciel malet altertavle.

I Saxnäs lejer vi en lejlighed på vandrehjemmet – det er for træls med telt, kulde og regn. Vi trænger også lige til at have en aften i varme og tørvejr.

Temperaturen næste dag kommer ikke over 8 grader. Vi er kørt videre og stopper nu ved det berømte og vældig imponerende Trappestegsforsen. Det er virkelig de mest imponerende ”trappetrin” som vandet fra Kultsjön fosser nead. Det begynder desværre at regne igen.

Næste vandfald er Dimforsen, lidt længere nede ad Kultsjön. Vi parkerer ved vejen og går ad en sti med masser af trærødder ned til et flot udsyn til fossen. Her er i øvrigt også dejlige modne tyttebær.

Ved Stalon følger vi et skilt op til en udsigt. Og herfra kan man rigtignok se langt omkring. Der er lidt råkoldt, så turen går videre mod Kittelfjell. Vi har udset os en campingplads her, men den viser sig at være ret så ucharmerende. En helt ny plads med grus overalt, stadigvæk under opførelse og med en del campingvogne. Ikke et græsstrå at se! , så vi fortsætter til Grönfjäll. Her er der også en plads, men heller ikke her satser man på telte. Da vejret bestemt ikke er blevet bedre, lokker det med en hytte. Vi er sent på sæsonen, så er det forholdsvis let at leje hytte. En dejlig hytte er det, med eget køkken og toilet, soverum og stue til 550 svenske kroner, så det bliver til to dage.

Vandreruterne her findes lige uden for døren, så det kan ikke være meget bedre. Den første dag går vi en tur i omegnen, følger en scootervej et stykke og går et stykke ud ad en grusvej inden vi laver aftensmad. De vanker en øl om aftenen 😊

Næste dag bliver brugt på en fin fjeldtur op gennem skoven og videre ind gennem en lang, frodig dal langs elven Grantonbäcken. En let tur uden stigninger ind gennem dalen. Vi finder en masse dejlige blåbær, så en posefuld kommer med tilbage til müslien næste morgen. Vi er også så heldige at finde en lille håndfuld multebær, de er ellers færdige alle steder, men her var lige en gruppe efternølere 😊

Plukker også kvan, som senere bliver hængt til tørre i bilen og nu herhjemme er forvandlet til et snapseudtræk.

Vores næste base er Dikanäs. Den udsete campingplads er lukket, men efter at have ringet til ejeren, får vi mulighed for at slå telt op alligevel og sørge for os selv. Får anvist nøgle til servicebygningen, så alt er fint. Og vi har virkelig det hele for os selv 😊

Om eftermiddagen kører vi op til Matsdal og Kanan. Vi er blevet lokket af en beskrivelse af Bullerfallet, som skulle være et vandfald i Vilhelmina kommunes måske smukkeste canyon. Vi finder skiltet, og starter på turen. Her mangler der lige lidt af Sveriges fantastiske ”spanger”, men heldigvis ikke et problem for os. Ret hurtigt kommer vi til et stykke af elven, hvor vi pludselig skal vade! Nå, men det gør vi så, og fortsætter turen indtil vi kommer til et mindre vandfald. Her har en gruppe piger tændt bål og sidder og hygger. Vi fortsætter op gennem skoven. Kommer langt op!! Da vi opgiver og vender rundt, finder vi på vej tilbage den rigtige sti ned til Bullerfallet. Også her har vi antydning af regnbue i vandstøvet, her er fint, så vi sidder et stykke tid og nyder det, inden turen går tilbage til bilen. Ved vadestedet er vi lige lidt dovne og springer igennem uden at tage støvlerne af… hmmm… de var våde indtil næste dag efter det stunt.

Lige ved campingpladsen er der en flot elv, Dalsån. Vi kan se et vandfald fra vejbroen, så vi følger en grusvej derop. Det er også fint, men der er bygget et lille vandkraftværk ved vandfaldet, så det er lidt svært at få et fint udsyn ud over vandfaldet.

Næste camping bliver i Vilhelmina. Pladsen er ubemandet på nær et par timer sidst på dagen, og her er det ikke nogen dejlig og stille nat der venter os. En gruppe udlændinge fra byen holder pladsen vågen til efter midnat med høj musik, sang og råb. Ved halv tre-tiden om natten starter de igen ude på vejen, så det var virkelig ikke nogen god oplevelse.

Videre gennem Strömsund og ind mod Valsjöbyn kun få kilometer fra norske grænse. Vi er nu kørt ind i Jämtlând igen. Her slår vi lejr på en hyggelig fiskecamp ved søen Rörvattnet. Vejret er varmt og dejligt, vi sidder ude i fint solskin og spiser aftensmad.

Dagen efter er igen en vandfaldsdag. Vi starter med at køre ind til Rötviken og dreje ind mod Ansättåns canyon. Her er der hele tre vandfald: Storforsen, Källarforsen og Broforsen. Elven Ansättsån løber faktisk ud i vores sø Rørvattnett ved campingpladsen.

Vi går ad en grusvej og møder først Storforsen, som styrter lige ned i en stor dam. Lidt længere oppe i canyonen er det Källerforsen. Den har ikke så brat et fald, men er næsten vildere og breder sig ud over klipperne inden den forsvinder ned i elven. Sidste på denne vandfaldstur er Broforsen. Der er en lille bro over elven, hvor canyon’en er smallest og meget dyb. Broen har været anvendt som overgang i mange år. Lidt højere oppe ad elven er der blankslebne huller og jættegryder.

Vejen her kaldes Fiskevägen, og der er vitterlig mange søer, elve og vandløb her. Undervejs videre til Haslingsåfallet gør vi holdt og spiser frokost ved Toskströmmen. En elv som er kendt via forfatteren Hans Lidmans bøger, som vi har flere af derhjemme på hylden. Hans Lidman var blandt andet passioneret fluefisker.

Hasslingsån er næste stop. Vandfaldet her er også en slags trappetrins-vandfald og meget imponerende. Vi går længe rundt på stenene, her er meget smukt.

Sidste vandfald i dag er Rengsfallet, som vi finder helt oppe ved Valsjöbyn. Vandfaldet her er bredt og mægtig. Det har styrtet ned på denne måde i 9000 år siden sidste istid, og kaldes også for Hotagens Tännforsen. Der er vandstær her, og vi ser den også. Det siges, at den dykker ind gennem faldet og bor bag vandfaldet. Der er også hele 6 rødstrubet lom i søen neden for faldet.

Det var en stor vandfaldsdag i dag. Om aftenen har vi bestilt en hjemmelavet elg-burger i restauranten på campingpladsen. Mums, og en værdig slutning på en fin dag.

Næste dag kører vi ned til Krokum og videre ad E14 mod Norge. Vi kører igennem Åre, som er et stort skisportssted med store boligområder med etagebyggeri. Helt mærkeligt at se efter alle de små almindelige byer vi ellers er kørt igennem. Men det er også Sveriges alpine centrum. Videre gennem Duved, hvorefter vi drejer fra. Et stykke inde er Tännforsen, som er et af Sveriges største vandfald. Det falder 38 meter og er 60 meter bredt, så det er virkelig stort og mægtigt.

Det blæser lidt i dag, så vandstøvet fra faldet går lige mod os og gør kameralinserne våde…. Men sikke et flot syn, vi har også her fornøjelse af regnbue i vandstøvet, endda en dobbelt regnbue.

Det er et turistpræget sted, for første gang oplever vi, at vi skal betale p-afgift for at holde på parkeringspladsen. Vi tager en time til 30 kr, og når kun lige akkurat at se og fotografere det hele. Frokosten spiser vi et andet sted, vi vil alligevel ikke betale for at få lov til at spise vores egen mad…

Vi kører nu lidt sydover og målet er Vålådalen. Undervejs er der lige endnu et vandfald på vores vej, Vålåfallet 😊

Turen hernedad er lidt nostalgisk, vi var her engang for mange år siden, hvor vi havde combicampen med.
Camperer ved Fångåmon og går en lille tur om aftenen ned mod Ottsjön. Det er ved at være tidligt mørkt om aftenen, så vi må tilbage til teltet i tide.

Det går fortsat sydover. Mod Svenstavik og Tänna, hvor vi kører ad vej 3ll ned mod Särna. Det viste sig at være en ret så kroget vej med masser af sving og bakker. Men et flot område med store sletter, skov og vådområder. Vi ser endelig et par spredte rensdyr undervejs her. Kører igennem Sveriges højest beliggende by Högvålen, 955 moh. Vi holder ind ved et Loppis – og det viser sig at være et godt valg. Et hyggeligt sted, hvor et privat hjem er næsten forvandlet til loppemarked med – som ejeren fortæller – arvegods fra familien. Vi finder et par ting her, som vi køber og får en pose æbler med til billige penge oven i handlen. Der vrimler med Loppis-skilte langs vejene i Sverige! Mange er dog lukket for sæsonen, og mange er helt små og med rent ud sagt ikke særlig interessante eller gamle ting.

Undervejs ser vi også en flok traner på en mark.

Vi slår det meget våde telt op i Särna. Det er heldigvis hurtigt tørt, så alt er godt. Pladsen her er også lukket, så vi må vente til i morgen med at betale for overnatning.

Næste morgen er målet Sveriges højeste vandfald, Njupskär, med et frit fald på 70 meter. Vi så det første gang i 1975, og vi har glædet os til at skulle se området igen. Vi kan selvfølgelig ikke huske den mindste lille smule!! Desuden er det blevet en stor turistattraktion, der er en kæmpestor p-plads, og rigtig mange mennesker her. Det ligger i Fulufjällets Nationalpark, hvor der er rigtig mange vandreruter.

Vi er heldigvis tidligt på færde, så turen på omkring 1 kilometer ind til vandfaldet har vi stort set for os selv. Der er arbejde i gang med at forbedre gangbroen helt ind til vandfaldet, så den vej er desværre lukket. Alligevel er der et flot udsyn til vandfaldet her fra den eksisterende bro. Erik er inde over stenene og kommer lidt tættere på faldet. Det er et flot syn. På vej tilbage vrimler nye turister til….

Vi fortsætter sydover, passerer Mora og Malung. Ved Bunkris er det tid til frokost, og helt tilfældig stopper vi ved et stort trætårn, som vi ser og tænker at det ser helt specielt ud. Det viser det sig også at være. Det er et brandtårn, 24 m højt, og da det er placeret ca. 600 moh, er der en utrolig udsigt ud over skovområdet omkring. Det er også det, der har været hensigten med tårnet, hvor en brandvagt havde mulighed for at opdage brande i det store skovområde, hvor der i 1800-tallet blev en øgende efterspørgsel efter tømmer, og dermed også vigtigt at have kontrol over skovbrande. Tårnet blev bygget engang i 1890’erne.

I byen Älvdalen forsøger vi også at huske tilbage til 1975, men også denne gang uden held. 😊

Vi går en tur i byen og køber en is og en sjov lille container til te og sukker lavet af birketræ og birkebark i en genbrugs/loppemarked butik.

Vi kører helt til Sunne, hvor vi camperer på en KÆMPE-plads! For første gang får vi tildelt et nummer, hvor vi skal slå teltet op. Her er VARMT!! – så natten kan indtages uden alt det ekstra udstyr 😊 som lagenposer, tæpper og ekstra sokker….

Sidste dag, tager vi en lille omvej ned til Göteborg, og kører ud til Ekenäs, hvor vi aldrig har været. Tænkte det kunne være fint at se lidt af Vänern. Men ak, vejen er lille og snoet, og der er ikke noget vand at se overhovedet undervejs ned til Ekenäs. Selv ikke hernede ved spidsen, kan vi se ret meget af søen. Dog en fin tur frem og tilbage, igen med et par traner på en mark, men også en lidt træt chauffør efter den lille, snoede vej. Han så ikke ret meget andet end vejen…

Færgen går fra Göteborg, og vi er hjemme i Egense ved halv ni-tiden. Mætte og glade efter en dejlig ferie.

Sommer i Nord-Norge

Coronaen har gjort, at vi først er kommet til Nord-Norge, 70 grader nordlig bredde, midt i juli. I starten havde vi lidt blandet, men helt fint vejr. Derefter det skønneste sommervejr i mange dage her, tæt på de 30 grader. Nu, midt i august, er vejret slået om, så der hænger skyer nede om fjeldene og Kvænangstinderne er ind imellem helt forsvundet… Men, men… mon ikke vi ser den smukke blå himmel igen inden længe.

Vi har nydt de første par uger med midnatssol, og indtil nu også pænt lyse nætter. Har haft det mest fantastiske blomsterflor overalt, fanget fine torsk og sej, lavet saft af gederamsens smukke violette blomster og fundet de første små kantareller i skoven.

 

De første multebær er også plukket. De modner i meget spredt fægtning; men når de først er begyndt, må man være på pletten for at få de lækre bær. Egentlig har vi syltetøj i massevis fra sidste år! så vi tænker at begrænse plukningen, hvilket er ret så svært, når de nu er lige der og smager så godt 🙂 Så vi får se, nogen af bærrene indtil nu er forvandlet til is i stedet for syltetøj.

Har været heldig at møde hele fire dværgfalke, sikkert unger, der fløj larmende omkring. En af dem satte sig endda til rette på vores rækværk 🙂

Huset er blevet malet i år. Erik klarede endnu engang at stå øverst på den høje stige og male helt oppe i spidsen af gavlen. Bare så flot!! Ingen aldershindringer der.

Fjeldture og småture har der som altid været gode muligheder for, og vi udnytter vejret så snart vi kan. Der har været meget vand i elvene på grund af forårets store snesmeltning. Vi gik endnu engang fra Langfjorddalen op langs Russelven. Denne gang kom vi helt op til det øverste vandfald. Store områder var nemlig endnu dækket af sne, hvilket gjorde det meget lettere at komme frem, og på den måde slap vi for at tumle rundt i de mange sten. Så to vandstære.

En tur i dalen bag Laslettind, hvor Laslet-elven løber ned og ud ved Alteidet, er altid en fin oplevelse. I år vrimlede det med plettet- og skov-gøgeurt her.

En helt ny rute fra Ut i Nord, er beskrevet op til Jøkelfjordklubben. Der var endnu ikke lavet en mærket sti, men det lykkedes os alligevel at finde vej 🙂 Forrygende udsigt ud mod Nøklan og Skorpa, Kvænangstinderne, Spildra og helt ud til det store hav. Samt ind i fjorden mod Øksfjordjøkelen og toppen af Langfjordjøkelen.

Ture langs fjorden, til fyret ved Storengneset, op til Storengelvens Vandfald og i skoven er altid hyggelige, og kan faktisk også godt få pulsen lidt op 🙂

 

Efterår, Nord-Norge, 70 graders nordlig bredde

I september er efteråret på sit allerhøjeste her i Nord-Norge. Med helt forrygende farver overalt. De gule og gyldne birketræer, hvor bladene drysser af ved den mindste vind, røde blåbærris og alt det indimellem er smukt både i sol og regn. Regn og dis har der så også været en del af, men heldigvis super, flotte solskinsdage ind imellem. Til gengæld har vi fået mere sne end vi plejer i denne måned. Snegrænsen er krøbet længere og længere ned. Det overrasker os faktisk lidt på fjeldturen ved Alteidet den 20. september, at der er SÅ meget sne! Vi har ikke tænkt på at tage vanter og snesko med 🙂 Sne og sten er en lidt besværlig og glat konstruktion. Men superflot er det og en stor oplevelse.

Næste gang har vi garderet os med vanter og endda staver. Det gør livet lidt lettere i glat og stejlt føre. Stavene er dog besværlige at jonglere rundt med, når der også skal være plads til kamera og kikkert, så normalt går vi uden. Det bliver turen inde i Bognelvdalen, op langs Villreindalen og Øverplasselva, hvor sne i fjeldene igen møder os. Et vildt og flot landskab her, som imponerer os igen og igen.

To anderledes ture har vi midt i måneden. Vores “nye” dal langs Russerelven ved Langfjorden, bliver udforsket næsten helt op til de første søer, og for første gang er vi helt inde ved canyonen og vandfaldet i JonLarselven i Burfjorddalen. Begge ture ender ud i et lidt uvejsomt, spændende område, hvor vist ikke mange andre færdes.

 

Vi må selvfølgelig også en tur ind i Navitdalen. Det er sådan en fin efterårstur med store sletter, søer, fjelde og Navitelven med de imponerende vandfald. Igen i år er der mange tyttebær, så der bliver lige plukket 2-3 kg.

Fredag den 27. september er der så endelig sol fra en skyfri, blå septemberhimmel. Vi er tidligt afsted til Riidevaras, og bliver belønnet med en meget smuk tur. Blikstille vand i søerne og spejlinger så klare, at man ikke kan se forskel på op og ned. Turen bliver lang, vi går i godt 6 timer, så det er luksus at returnere til hytten, hjemmelavet pizza og et glas rødvin.

Det er svært at beskrive det at være midt i de store og vidtstrakte fjelde, der bare fortsætter og fortsætter ind over, eller ender bratte ved hav og fjord.
Stilheden her, og fornemmelsen af at være ét med naturen må man selv opleve for at kunne fornemme. Det er store følelser, når man giver slip.
Billeder fortæller heller ikke alt. Der skal som regel forceres stejle skråninger – besværlige stenras – krat, sumpe og store eller små vandløb. Det ender dog altid med at være besværet værd.

Vi hører og ser ikke særlig mange fugle undervejs, men ved Russerelven er vi heldige at se et par vandstære, og på fjeldet ved Bognelven er der sørme en kongeørn. Den har vi ikke set før, men er ikke i tvivl, da den er så flink at give sig til kende med sin stemme og vi kan se de hvide pletter på undersiden af vingerne.
Tretået spætte ser vi i skovområdet ved fjorden tæt på vores hus. Den har travlt med at hakke i birketræerne.

Ture ned til fjorden har der været mange af. Også i denne måned. Her er altid fint. Lige nu står gederams på det sidste med knaldrøde og gyldne farver i mange nuancer. Der er små flokke af toppet lappedykker og edderfugle i fjorden, engang imellem svæver en havørn og altid er der fin udsigt mod Kvænangstinderne. Også her har vi fred og ro og møder meget sjældendt andre folk.

Bærhøsten er nu slut og har været stor igen i år med omkring 34 kilo i alt fordelt på multebær, blåbær, tyttebær, revling, vilde hindbær og her til slut tranebær. Nogle små bæster at plukke… Også enebær har vi fået, de skal bruges til mad og til snaps.
Det har været et stort arbejde at plukke, rense og sylte det hele. Men vi glæder os til at nyde de lækre resultater.

For første gang, har der ikke været et eneste rensdyr at se på vores mange fjeldture. Men så fik vi lige kompensation, idet en flok på omkring 50 dyr fandt vej til vores eng bag skoven. Her fik vi årets rensdyrbilleder i “kassen”, samt en fin oplevelse oveni. Vi kom ret tæt på dem, de var næsten ligeglade med os, havde bare travlt med at guffe græs.

Nu står oktober klar. Vi har kun kort tid tilbage her i det nordlige, før vi pakker sammen og drager mod Danmark igen. 

Midnatssol på Stuora Riidevarri

Så har vi været der igen! På toppen af Stuora Riidevarri (723 moh). Torsdag nat er der endelig iflg. vejrprognoserne udsigt til midnatssol. Det er længe ventet 🙂
Vi har haft flere overskyede, våde og kolde dage end normalt i år i slutningen af juni og begyndelsen af juli. Men nu er sommeren kommet!
Vi pakker rygsækkene og kører op til Baddereidet først på aftenen. Her parkerer vi og starter turen op til toppen. Her er så fint med blomster og smukke farver overalt. Det virker, som om der er flere i år, end der plejer, og smukt er det.

Turen op til toppen af fjeldet er altid en smule uforudsigelig. Her er ingen afmærket rute, så man må selv finde vej. Vi ender som som vi har planlagt, helt oppe, hvorfra der er et fantastisk udsyn ud over fjorde, øer og fjelde. Mageløst! Svært at forholde sig til, at klokken er 23:30 og tæt på midnat, Der er en smule diset ude i horisonten og små tågeformationener begynder at danne sig nede over havet. Solen skinner alt det bedste den har lært 🙂
Vi nyder midnatssolen en god timestid. Får også en tiltrængt kop varm kakao til at lune maver og fingre på. På en af søerne heroppe er der stadigvæk is på vandet, og der ligger sne flere steder. 

Undervejs nedad ser vi en rype, og der bliver flittigt taget billeder af blomster og udsigter igen. Midnatssolen giver terræn og vegetation et helt særligt skær. Først ved 03-tiden er vi hjemme i hytten igen. Det har endnu engang været en uforglemmelig flot tur, som altid er sliddet værd.

 

At gå! Vandreture i Nordnorge

Der er for tiden kommet stor opmærksomhed på det ”at gå”.
Gå dig til mere livsglæde. Og til et sundere liv!

Der bliver både knyttet videnskabelige undersøgelser, gode argumenter og fordele ved at gå.
Nogle af resultaterne er, at man kan nedsætte risikoen for forskellige sygdomme, skærpe hukommelsen og kreativiteten, ja, der er ikke grænser for superlativerne i den forbindelse.

Fakta for os er, at vi har det godt med at gå. Vi kan bekræfte, at det giver en masse energi og holder vores fysiske form ved lige. At det giver livsglæde og godt humør, og at det virker sundt for sindet, at have ro til at lade tankerne vandre sammen med fødderne.
At det så måske også forlænger levealderen er da ikke så dårligt.

Heldigvis behøver man ikke at gå Caminoen for at lade op i krop og sjæl. Det kan man gøre alle steder. Vi har stort set altid gået! Det er ikke kun når vi er i Norge, at vi går. Det gør vi året rundt. Der er selvfølgelig forskel på at vandre til tops på et fjeld og at gå en tur rundt på veje og stier i midt- og nordjylland. Men på bundlinjen er det ens, kroppen har det godt, og man er tilfreds med sig selv, fordi man tog endnu en tur, og allerede i gang med at planlægge den næste, det går der nemlig også sport i, det at finde nye, udfordrende og smukke områder.

De små ting gør ofte en tur til en god oplevelse. Det kan være en efterårstur, hvor birketræerne lyser gyldne på fjeldet, og hvor farverne giver helt nye mønstre i landskabet. Det kan være lyden af en fjeldvåge, eller en lille flok ryper, der flyver op foran dig. En mus, der løber over stien, eller lyden fra en elv .
Når man går tur sammen, behøver man nødvendigvis ikke at snakke sammen. Det er helt tilladt at lade sine egne private tanker flyve.

Enhver gåtur er ny, også selv om det er i de samme fjelde, de samme skove, på de samme veje, som vi har gået på tidligere. Tænk så stor forskel det kan gøre at gå til venstre hvor man plejer at gå til højre. Pludselig er der nye dale og nye toppe, der skal udforskes. Vejret og lyset er forskelligt, og årstiderne skifter.

Vi har altid kamera og kikkert med på tur. Altid! Og vi tager massevis af billeder. Og vi elsker det. Det giver os et helt unikt blik for farver, linjer og små detaljer i naturen, en gruppe træer, en speciel aftenhimmel, nogle bær eller en blomst.
Desuden giver det mange dejlige timers arbejde med billederne ved computeren i vintermånederne. Nogle af billederne havner på Eriks hjemmeside med fotos: https://www.dissingphotopulse.com/, nogle her på vores hjemmeside og et stort, blandet udvalg bliver til en fotobog for året der gik.

Vi er så heldige, at vi har hytte i et område med store muligheder for ture i fjeld, skov og langs fjord. Et u-udtømmeligt lager af oplevelser. Det er igen blevet til mange ture fra juni til oktober denne sommer. Vi har lavet et kort over området, der viser hvor de forskellige lokaliteter er, samt en kort beskrivelse over turene med billeder og nogle steder links til tidligere artikler.
Klik her og gå til beskrivelse af turene, der er plottet ind med numre på kortet. 

 

Op langs Innervikselven

På tur op langs Innervikselven

En fin og lun solskinsdag midt i august kører vi ud til Saltnes. Parkerer bilen og går turen ind langs Jøkelfjorden mod Øksfjordjøkelen. Som altid en flot tur. Denne dag med smukke spejlinger af fjeldene i fjorden, og med den altid imponerende isbræ i baggrunden.
Øksfjordjøkelen er den eneste bræ på det Europæiske fastland, der kælver direkte i havet. Bræen dækker et areal på omkring 43km2.
Som sædvanlig, er ruten også med mange sten og flere længere strækninger ad stranden. Ellers let at gå.

Vi kommer ind til tjekpunktet for Ut i Nord, lige hvor Innervikselven løber ud i fjorden. Her spiser vi frokost.

Vi har planlagt en ny tur. Vi vil prøve at gå et stykke indover fjeldet her langs Innervikselven.
Vi går derfor op på fjeldet langs elven, og kommer stille og roligt højere og højere op. Det er lettere at gå her, end vi havde forventet. Vi følger elven, og efter en times tid må vi over en lidt større sideelv, der løber sammen med Innervikselven. Vi finder et godt sted, hvor vi kan passere elven.
Sideelven løber ned gennem dalen forbi en 542 meter høj top til venstre for os. I det hele taget er det et barsk fjeldomrpde her med mange stejle og stenede fjelde så snart man kommer lidt op i højderne.

Herfra går vi videre opad gennem dalen, der har navn efter elven. Her er et helt fantastisk flot udsyn ud over Jøkelfjorden med den store og majestætiske 1010 m høje Skalsatind, lidt af Øksfjordbræen og endda et lille kig til Langfjordbræen.

Elven bugter sig ned ad fjeldet i små vandfald, nogle steder i lidt bredere deltaer. Da vi kommer helt op, flyder den stille og roligt afsted. Det er let at gå her, der er store sletteområder med en del grus og sten, hvor der vrimler med spor efter rensdyr. Der kommer også et par rensdyr løbende, som er det eneste liv vi ser, ud over nogle småfugle.
Vi stopper kort før en stenet dal, hvorfra vi vender om og tager turen tilbage igen.

På vej retur langs fjorden er der et par Niser (små marsvin), der pruster i vandet og svømmer langs stranden, frem og tilbage.
Sikke en fin tur. Godt og spændende at prøve noget nyt.

 

Olderbakkfjell og Laslettind

Så har vi været der igen, en smuk efterårsdag i september – på toppen af Olderbakkfjellet 900 moh. Det højeste fjeld i vores nabolag, som vi har gået til tops på. Herfra er der den mest  forrygende udsigt, 360 grader rundt. Vi kan bl.a. se ned til bunden af Jøkelfjorden, hvor isbræen Øksfjordjøkelen hænger med sin nederste klat mod vandet. Klatten som dog med årene er blevet mindre. Bræen kælver fortsat i fjorden som den eneste i Norge. Vi kan se ind over den yderste kappe af sne og is, som bare fortsætter mange kilometer ind over fjeldet og dækker et areal på omkring 41 km2. Højeste punkt på bræen er 1191 moh, og det er samtidig Finnmarks højeste punkt. Øksfjordjøkelen er Norges 9. eller 10. største isbræ alt afhængig af kilden.

Turen starter fra Parkeringspladsen ved vejen mod Jøkelfjord. Herfra går det støt opad til toppen af Laslettind på 819 moh. Fra Laslet er der en lille kilometer videre til Olderbakkfjellet. Vi fortsætter et lille stykke langs kammen mod Koppartind, der med sine 930 moh er det højeste punkt.

Fra Olderbakkfjell kan vi mod nordvest se helt ud i Loppahavet. Her er der skræmmende dybe kløfter og stejle klipper ned mod Jøkelfjorden og lidt venligere skråninger ned mod Burfjorden og Alteidet. Der går grupper af rensdyr hist og her på flere af de små sneklatter. I fred for insekterne 🙂

Undervejs op mod Laslet ser vi en isranunkel i blomst. Det er usædvanligt så sent på året. Normalt blomstrer den i juni, det er en af de tidlige blomster. En lille undselig smuk blomst, der stikker op mellem klipperne de mest ugæstfrie steder. Tak fordi du ventede på os 🙂
Også en havørn cirklede roligt rundt over fjeldtoppen.
Turen op og ned er stejl visse steder, hård, men ellers let at gå.

 

Billedgalleri fra vintertur 2017

Fra først i februar til midt i marts har vi nydt den nordnorske vinter og vores dejlige plet her. Mange ture er det blevet til ned til fjorden både morgen og aften samt i skovområderne omkring os. Nogle gange med rim på træerne, andre gange “bare” i godt vejr. Altid en god oplevelse og noget nyt at se på.

Iført truger (snesko) vandrer vi til tops på Mikkaltinden (497 moh) først i marts med sol og knaldblå himmel. Lige overfor på Laslettind (819 moh) er der livlig aktivitet af skiløbere i det flotte terræn. Tænk så anderledes fjeldene ser ud når de er dækket af sne.
Op ad Mikkaltinden er der allerede trampet en sti i sneen. Stort held for os, for vejen er stort set forsvundet i sne. Fra toppen er der en smuk, smuk udsigt ud mod Kvænangstinderne og ind mod Jøkelfjord.

Igen i smukt vejr, har vi en tur på vores gode truger til tops på Unna Riidevarras (438 moh). Sneen er mange steder hård på overfladen, så da vi først er kommet op, er det let at komme omkring. Vinden har formet de flotteste mønstre i den hårde sne. Udsigten fra toppen er som altid forrygende.

Farveidyl i september

Mikkaltinden – Reinfjellet – Villreindalen

Tre meget forskellige og smukke efterårsture. Den først tur går til tops på Mikkaltinden. Selv om der er pæn stigning på, er det en let tur, fordi der er grusvej hele vejen op. Sidst vi gik her i maj, var der endnu sne på vejen. I nat blev der drysset et pudderlag af nysne på de højeste fjeldtoppe. Den fine sne smelter dog stort set i løbet af denne fine solskinsdag. Endnu ligger der lidt sne på toppen af Laslettind, Olderbakkfjellet og hen over Tverrelvtinderne. Dalen for foden af fjeldene hvor Vikselva snor sig ud og ind er stor og vid. Der går en pæn lille flok rensdyr dernede. Det varer ikke længe før den store rensdyrsamling skal finde sted.

Tur nummer to går op gennem Reindalen til Reinfjellet. Vi tager rygsækken på hjemmefra og går op gennem skoven og vandfaldet langs Burfjordelva. Denne dag er vi oppe på en ny top (740 moh) i Mefjell massivet, hvorfra vi kan se ind over de to søer Mikkeldalvatna for enden af Mikkeldalen. Langt mod nord, kan vi også se et godt stykke ind over bræen Øksfjordjøkelen. Der er lange strækninger her med morænebakker, som er dejlig lette at gå på.
Vi går op til varderne på toppen af “Trehakkene”, som de kaldes lokalt. De tre toppe, som vi kan se hjemme fra huset. Den sidste varde dropper vi dog i dag, der er så mange sten at kravle rundt i undervejs, så det må vi have til gode.
Flotte farver og som sædvanlig en fantastisk udsigt heroppefra. En lang tur denne dag på hele 28.095 skridt.

Tredie tur går til Langfjordsbotn og videre ind i Bognelvdalen. Vi parkerer og går op gennem skoven forbi Bubbelen og ender oppe på de store sletter, der strækker sig milevidt her. Alle steder krydser rensdyrstier ud og ind på begge sider af elven. Farverne i dag er ubeskrivelige! Nok den flotteste dag vi har haft i år. Alle nuancer ligger som et farvemosaik af gule, røde og brune farver over fjeld og skov. Her er flere specielle vandfald. Vi spiser frokost i bunden af canyon’en ved et vandfald, som vi “fandt” i foråret.
Længere inde i Villreindalen langs Ørplasselva (der er en sideelv til Bognelva) er det specielle vandfald, hvor der kommer et ekstra lille fald direkte ud af et hul i fjeldvæggen.

Sikke heldige at være med så fine solskinsdage.

Langs Navitelva

En af de allersidste dage i august får vi endelig igen en dag med sol og blå himmel. Vi får hurtigt smurt en madpakke og kører ned til Navitelva. Her følger vi den velkendte rute op mod Røykfossen.

Turen her er i år blevet en beskrevet rute i projektet “Ut i Nord”, og fører 8 km. ind over fjeldet og op til toppen af Geitfjelltinden. Så nu er her pludselig kommet skilte 🙂

Vi stopper ved Røykfossen, som altid er fascinerende. Herfra fortsætter vi videre opad. Denne gang længere end vi plejer, men dog kun halvvejs til Geitfjelltinden. Forlader ruten og går ind mod elven. Vi vil se, om det er muligt at få et billede af canyon’en fra den anden ende. Men her er for stejlt ned, så det bliver opgivet. I stedet for opdager vi flere fine, mindre foss op langs elven. Spiser frokost og fortsætter op mod de nyfundne vandfald.

Ind imellem dale og fjelde er der er store områder med flade sletter, og flere steder vrimler det med lækre, modne tyttebær. Der bliver plukket 2-3 kilo med hjem.

På vej retur er vi henne ved den imponerede udsigt ud over canyon’en.  Eftermiddagens sollys giver nu de grønne mosbeklædte fjelde omkring Røykfossen et helt specielt smukt skær.


En super fin dag i et super flot område.