Rigtig mange gode, anderledes og spændende oplevelser dette år i Australien, hvor vi har tilbragt næsten 2½ måned.
Det er 9. gang vi er i Australien. Karen nu 69 år og Erik 71 år. Som tidligere er formålet primært et besøg hos familien i Sydney, som vi fejrer en dejlig jul og nytår sammen med. Det er ikke ofte vi har haft den mulighed, så det nyder vi. Vi får også set nye steder og gået nye ture langs kysten nord for Manly, ved Bondai m.v.

Midt i januar tager vi afsted for os selv. En rejse, der har været planlagt og arbejdet med i detaljer gennem mange måneder hjemmefra. Booking af biler, overnatninger, planlægning af ruter og research på ture og oplevelser. Et kæmpearbejde, som især Erik har været mester for, og som virkelig viser sig at være guld værd undervejs.

Melbourne

Vi skulle have været med tog fra Sydney til Melbourne først i januar, men på grund af de mange alvorlige bushfires i Victoria, ændrer vi det til en flybillet. Skovbrandene er stadigvæk voldsomme og får os desuden til at revurdere den rute vi har planlagt at køre i Victoria. Mere om det senere.
I Melbourne bliver vi et par dage, oplever det store Queen Victoria Marked, kører med sporvogn, går ture langs floden og får et lille indtryk af byens liv.

Tasmanien rundt

Med imponerende naturområder, vandfald, bjerge, platypus, slanger, masser af wombats og kænguruer

Her er to kort. Det første er et oversigtskort over Tasmanien, hvor man kan se byer og veje. Det andet er et billede af vores eget turkort, hvor vores rute på ca. 3000 km. er indtegnet med gult.

Vi sejler med Spirit of Tasmania til Devonport på Tasmanien. En sejltur på omkring 11 timer, og er heldige med forholdsvis roligt vejr. 
I Devonport har vi lejet bil for de næste 23 dage. Og så begynder eventyret for alvor.
Bilen er lejet ved firmaet Bargain, og det viser sig, at det firma mildt sagt er en smule rodet! Vi ender med en anden bil end den vi har bestilt. Han kan ikke finde bilnøglen til den!! Bilen vi får i stedet for har en stor skade på den ene forskærm, repareret med tape… Han forsikrer os, at det sagtens kan holde indtil vi kommer tilbage. Bilen er OK ellers, og volder os ingen problemer undervejs, dog kan hans tape alligevel ikke klare et voldsomt regnskyl… 

Selvom vi er op i alderen, fortrækker vi stadigvæk vores lille 2-personers North Face fjeldtelt, rygsække, soveposer og liggeunderlag. Vi køber ingen stole eller bord, eskie eller vandbeholder. Klarer os med, hvad der er på campingstederne og køber mad, der kan holde sig rimeligt i en varm bil. Og det fungerer faktisk upåklageligt. Man kan fint klare sig med eksempelvis honning, ost på glas og syltetøj som pålæg 🙂

Allerførst skal Erik vænne sig til at køre i venstre side af vejen, og automatgear i bilen. Begge dele får han hurtigt styr på, og vi kører sydover mod vores første overnatning, som er en fri campingplads ved Lake Gardiner tæt ved byen Moina. Undervejs passerer vi Sheffield og beundrer her de mange fantastiske og berømte mur-malerier.

Lake Gardiner viser sig at være et populært sted at campere, så inden dagen er omme er der en del på pladsen. Om morgenen har vi vores første fine oplevelse. Efter at have nydt en smuk morgen med mosekonebryg ud over søen, bliver vi beriget med synet af hele to platypusser, der boltrer sig i vandet 🙂 Så kan man da sige, at vi har fået en super start på turen.

Vi kaster os lige ud i vandring i sø- og bjergområder med masser af nye intryk. Helt anderledes træer, buske og blomster møder vi her. En 3-timers tur rundt om søen Dove Lake bliver vores første lange vandretur i Cradle Mountain. Derefter turen fra Ronny Creek ind til Crater Lake, søen Wombat Poo (uden wombats…) og helt op til udsigten Marions Lookout 1223 moh. Ruten herop er en del af The Overland Track, som fortsætter ned til Lake st. Clair i den sydlige del af Cradle Mountain. 

 

Tæt ved campingpladsen får vi også den første af hele fire slangeoplevelser. En stor Black Tiger slange ligger lige ved siden af stien :-). Vi ser også den første echidna, der snuser rundt og spiser myrer eller noget lignende.

Efter en overnatning i Roseberry – hvor der er de smukkeste hortensiabuske – drejer vi af fra vejen og ind til Montezuma Falls, Tasmaniens højeste vandfald med et fald på ca. 104 meter. Ruten på ca. 8 km ind til vandfaldet følger dele af et gammelt jernbanespor. Undervejs er der anbragt nogle af de gamle bænke fra togene. Der er vand i vandfaldet, ikke så meget, men nok til at det er en fin oplevelse.

I Strahan, booker vi en aftenstur med Gordon River Cruise. En 6 timers lang sejltur ud fra Strahan, Sejluren fortsætter ind gennem Gordon River. Et af de bemærkelsesværdige træer her er Huan Pine, som kun vokser på Tasmanien. Et træ der har været brugt til bl.a. at bygge skibe af, bl.a. fordi det indeholder et præparerende stof. På Sarah Island blev der af straffefangerne fældet masser af træer og bygget mange skibe. Træet vokser vældig langsomt, men kan til gengæld blive frygtelig gammel. Vi så et træ, væltet af lynet, som var målt til at være ca. 2.800 år gammelt. Vi får en lækker buffet som aftensmad på cruiseren.

På vej retur til Strahan, passerer vi Sarah Island og den lille kvindeø tæt derved. Vi holder ind ved Sarah Island og får en guidet rundtur. En ø, hvor der har været anbragt straffefanger fra England fra 1822-1833. Det værste sted at blive anbragt forlyder det. En meget lille ø tæt ved Sarah Island var kvindeøen, hvor kvinderne blev fragtet over om natten! Meget speciel oplevelse at gå rundt på øen, hvor der er en del rester af bygninger o.l. En skuespiller er vores guide, og han gør turen rundt og historier fra tiden helt forrygende levende.
Inden vi når tilbage til Strahan får vi en smuk solnedgang med i købet.

 Vejene her på Tasmanien, snor sig op og ned og ud og ind i bjergområderne med mere eller mindre skarpe hårnålesving. Hvor man ikke synes der er så langt at køre, tager det alligevel rigtig lang tid med de smalle veje. Vi tænkte det nok var mest her i den vestlige og mere bjergrige del af øen, men det viser sig at være næsten alle steder på Tasmanien lige bortset fra de store gennemgående veje.

Inden vi når Derwent Bridge og Lake St. Clair, kører vi op til Donaghys Lookout, hvorfra der er fin udsigt til den navnkundige fjeldtop: Frenshmans Cap. Også hængebroen over Franklin River får vi med undervejs, inden vores næste camping ved Lake St. Clair.

Natten her er en af de kolde med temperaturer ned til omkring 3 grader, så der bliver taget godt med ekstra tøj på samt brugt lagenpose i vores lidt tynde sommersoveposer….

Næste dag tager vi en dagstur rundt om Shadow Lake. Sikke en flot tur i et smukt og meget afvekslende landskab. Første gang vi ser snowgums på turen.

Undervejs til Mt. Fields Nationalpark køber vi vores første glas hjemmeslynget honning på en lille hyggelig gårdbutik langs vejen. Honning bliver en fast bestanddel af pålæg her på turen. Der bliver lavet forrygende godt honning her på Tasmanien, Bush honey, Leatherwood honey og en masse andre typer.

Vores campingplads ved Mt. Fields hedder West of Fields, og er en ret ny plads. Her er græs 🙂 til at stille teltet op på, hurra, der er to toiletter til deling for hele pladsen, og éen bruser 🙂 men det går fint.
Dagen bliver brugt på en vandfaldstur: Three falls, en rundtur på 2-3 timer til de tre vandfald: Russell Falls, Horseshoe Falls og Lady Barron Falls. Den sidste var den flotteste, men alle tre var fine. Dog kunne Erik godt have ønsket sig mere vand, men der har været tørt længe her, så det indvirker jo på både vandfald og floder. Inden aftensmaden går vi hen til den lokale pub og får en dejlig kold øl 🙂
Vi har live underholdning om aftenen på campingpladsen af en hyggelig guitarist, der spiller contry og western musik indtil ved 21-tiden.

Næste dag kører vi ad en 16 km. lang, smal og meget snoet grusvej op til udgangspunktet for næste vandretur, Tarn Shelf circuit. Det bliver igen en superflot tur med helt forrygende udsigt ud over det store bjergområde. Om vinteren kan man tage skilift herop, og stå på ski i området. Vi starter med dis og overskyet ud over bjergene, men ender med sol og blå himmel. Her er mange fine blomstrende buske, vi kan høre frøer i de små søer. Her er Yellow black cockatooes og igen snowgums med fine farver på stammerne. Ved søen Tarn Lake er der en gammel overnatningshytte, meget interessant at se hvordan den var indrettet. Vi går faktisk i otte timer, helt fantastisk tur.

Næste stop er Hobart. Vi har udset os en campingplads i den nordlige bydel, med mulighed for at tage en bus ind til centrum, så vi slipper for at køre rundt derinde og lede efter parkering. MEN – den plads viser sig at være en slags dyrskueplads,  ingen campingfaciliteter, eller hygge over det, faktisk ser det overhovedet ikke ud som en campingplads… Så vi kører gennem byen og sydpå til Snug. Helt tilfredse med den nye beslutning slår vi telt op her, og finder også vej til Snug Falls. Det er dog en skuffelse, der er stort set ikke noget vand i vandfaldet, så Erik har ikke engang sit kamera fremme. Plusset er, at vi ser en fin Echidna på vej tilbage, og sørme om ikke også en tyk Black Tiger slange bugter sig tværs over grusvejen foran os og forsvinder ind i bladene.

Om natten regner det rigtig meget. Vi har ikke haft strammet oversejlet af teltet ud, så det bevirker at Karens madras, dele af soveposen mv. er pladdervådt! Det lærer man af, så derefter bliver oversejlet strammet op! Heldigvis er det varmt, så alt bliver hurtigt tørt igen.

Vi kører i et område med rigtig mange frugtplantager. Æbler, hindbær, jordbær og ikke mindst kirsebær. Vi holder ind tæt ved Huonville og køber et kilo kirsebær for 10$ og en pose små lækre abrikoser for 4$. De kirsebær viser sig at være noget af det lækreste vi har smagt. Og der er masser! Så vi svælger i søde kirsebær de næste par dage.

Vi er på vej ned til Newdegate Caves ved Hastings. Det er en guidet tur ned i hulerne med imponerende stalakitter og stalaktitter. På billederne kan man nogen steder se, at stalakitterne mangler sine spidser. Da hulerne i 1920’erne blev åbnet for besøgende, blev mange af spidserne savet af og udleveret som souveniers! I dag er det helt forbudt bare at røre.
I Dover slår vi igen telt op. Det bliver en dag med regnbyger. Vores nabo på campingpladsen, en ældre mand, som bor der fast, går rundt med skovl og trillebør og samler wollabi-lorte op! Der er godt nok også mange. Han gør det hver dag fortæller han, for om aftenen kommer der wollabies igen 🙂 og ganske rigtigt, det gør der.
Vi har læst, at Dover skulle være berømt for sin fish & chips, så vi køber en skøn omgang af denne delikatesse i byen om aftenen, og spiser det hjemme på campingpladsen med en lille kop rødvin til.

Dagen efter går turen tilbage til Huonville, og videre gennem Kingston og Hobart. Lige efter Sorell holder vi ind ved et slags supermarked for frugt og grønt. Her er der et stort udvalg, så vi køber lidt forskelligt, bl.a. bananer. Det er helt utrolig så godt de Tasmanske bananer smager! Så det er sjældent at vi ikke har et par bananer blandt provianten.

Nu gælder det Tasman Peninsula. Her har vi udset os en campingplads ved White Beach. MEN vi har glemt at tage ind i overvejelserne, at vi nu har fredag den 24. januar, og at det er Australian Day på søndag. Samtidig er det desuden lang weekend med fridag mandag, så der bliver sikkert gang i den de næste par dage.  Masser af australiere har sat kursen mod campingpladser alle steder. Alt er booket, ingen pladser nogen steder. Ikke engang til vores meget lille telt. Gode råd er dyre, vi får et tips om at køre op til toppen af Lime Bay State Reserve, hvor der er en fri camping. Det gør vi så. Der er igen en lang grusvej derop, og vi mødes af et mylder af campister. Selv om der ikke er meget plads, finder vi alligevel en plads til teltet og bilen og slår lejr. Inden dagen er omme er der ikke en plet tilbage at campere på. Nogen har endda slået op uden for området. Det koster kun 12$ og vi har et sted at sove!!!

Vi finder en sti, der fører over til stranden på den anden side af halvøen. Her møder vi de flotteste kæmpestore, hvide sandklitter. På vej tilbage ser vi endda den første wombat på turen. En tyk brun basse, der forsvinder ind mellem græs og buske, da vi kommer for tæt på.

Selv om vi ved det kan blive svært at finde et andet sted at campere i denne weekend, pakker vi alligevel sammen om morgenen og kører videre. Der er ikke så mange muligheder her for oplevelser ud over bademuligheder ved en god og børnevenlig strand.. Folk her er primært samlet med familie og venner for at fejre Australian Day, så der bliver gang i den de næste par dage.

Vi kører op til Eaglehawk Neck og ser Tasman Blowhole, Tasman Arch og Devils Kitchen. Imponerende kløfter og klippefyldte kystområder. Kører ind til Waterfall Bay for at tage vandreturen langs kysten ned til Fortesque Bay. Men det er en forkert beslutning. Undervejs ad ruten erkender vi, at det er en alt for lang tur, og vi ønskede faktisk at komme helt ud på spidsen af halvøen til Cape Pillar. Vi skulle have startet turen et andet sted. Vi vender rundt og går tilbage samme vej.

Vi kører hele vejen herfra gennem Port Hedland op til Orford. Undervejs erfarer vi at alle campingpladser er fuldt booket. I Orford er vi dog superheldige. Selv om der er mange på pladsen er der lige plads til vores lille blå telt.
Om aftenen går vi en lang tur langs den fine brede sandstrand, hvor et større afgrænset stykke af stranden er beskyttet fugleområde.

Vi erfarer snart, at Kronprinsesse Marys familie, kronprins Frederik og alle fire børn har gæstet denne strand, især har Mary ofte gået på stranden, Marys søster har sommerhus her, så alle kender familien og vil rigtig gerne snakke ”dansk kongehus”.

Næste dag bliver brugt til forberedelse  af turen til Maria Island. Vi får booket færgebilletter og tjekket af, hvor vi kan parkere, mens vi er på øen. Handler forsyninger ind til vores 3 dages ophold. Vi besøger også en lille hyggelig vingård Darlington lige uden for Orford. Her køber vi en god frisk risling og får smagt på deres forskellige vine. Får en dukkert i havet, som vi kan gå lige over til fra teltpladsen.

Om aftenen går vi op i køkkenet og laver aftensmad. Her er der fuldt hus! En tre-fire familier er i fuld gang med at forberede mad til deres fejring af Australian Day. Det er super hyggelige mennesker, meget snakkesalige, og som virkelig synes det er synd for os, at vi skal ha’ kartoffelmos (fra pose)!
De har gang i begge barbeque, to bordgrill, ovn og alle kogeplader… De er lokale, og da de hører vi er danske, kommer det frem, at de kender Kronprinsesse Marys familie, en af dem har endda gået i skole med søsteren. Ja, der bliver virkelig snakket, og vi ender med at smage deres kartofler – Tasmanske kartofler er de bedste i Australien – grillet blomkål, crapfish og et stykke dyrekølle. Sikke en aften!

Nu gælder det Maria Island. Her har vi booket 3 overnatninger. Vi får tjekket vores rygsække ind og tager med færgen kl. 9 om formiddagen. Det tager kun godt ½ time at sejle over til øen. Her bliver vi registreret og går hen til det store teltområde og finder os en plads. Alle henter en metalspand, som man opbevarer madvarer i. Med en sten på låget, er maden beskyttet mod dyr om natten. Vi bliver endda rådet til at lægge vores sandaler og støvler derned, for den Tasmanske Devil kan godt finde på at gnaske i den slags… det gør vi nu ikke, og alt vores fodtøj forbliver alligevel intakt 🙂

Det er blevet rigtig varmt nu. Vores første tur går ud til Fossil Cliffs. Her er der en forrygende flot udsigt fra toppen af klipperne. De fossile klipper er en interessant oplevelse, der er spækket med fossiler alle steder. Mest fra skaldyr. På vej tilbage ser vi de første Cape Barren Geese, og massevis af store grå kænguruer, og sidst men ikke mindst en wombat med sin lille unge! Bare heldigt.

Også turen ud til Painted Cliffs når vi om eftermiddagen. Det viser sig at være nogle helt utrolig smukke klipper med mønstre og farver i mange gule og brune nuancer. På vej hjem er wombatterne rigtig kommet frem for at spise, vi ser mange af dem rundt omkring på de store græsarealer. De er helt ligeglade med os, æder bare videre uanset hvor tæt på dem man kommer.

Om aftenen går vi en tur ned omkring stranden for at se solnedgangen. Ser igen en masse wombats og wollabies. Man må sige, at vi (mest Karen) endelig har fået lysten styret med hensyn til at se en wombat. Her på øen er der også en del huse bevaret fra den tid, hvor der enten var industri her, eller straffefangekoloni. Blandt andet står der nogle store ciloer, som vidner om en cement-fabrik historie. Det sjove er, at der havde været 500 arbejdere her fra København dengang i 1924.

Et andet af de helt specielle huse der er her, er et hus der ligger helt alene på bakken. Huset hedder Mrs. Hunts Cottage. Hun var en af de sidste fastboere der forlod Maria Island i 1968 inden øen blev en National Park. Hun servicerede en radiosender, som var eneste kontakt mellem Tasmanien og øens beboere.

 Om aftenen sidder vi ude mens det mørkner og håber på at høre/se en Tasmansk Devil; men det gør vi desværre ikke. Derimod er der wallabies og pademelons og native hens.

Næste morgen er vi tidligt oppe og starter på en toptur til Mt. Maria 712 moh. Det kan nok være at det går opad! Stort set hele ruten. Der er lange strækninger med en temmelig stenet sti, og det sidste stykke er specielt besværligt. Det er desideret store klippestykker, som vi må kravle opad på. Ikke den letteste øvelse, og på den allersidste bid er klipperne specielt store, så det er det rene fjeldklatring. Men op kommer vi! Og det er vi da rigtig stolte over. Her er ganske rigtigt en forrygende udsigt 360 grader rundt.
Efter en omgang frokost går det retur igen, samme besværlige vej ned 🙂

Om aftenen er vi til et foredrag om de dyr og fugle der findes her på øen og deres adfærd. Rigtig spændende. Efter foredraget går vi rundt i området i mørket og med lommelygter og ser dyrene der kommer frem om natten. Desværre heller ikke nogen djævle denne gang, der skulle ellers være en del af dem her.

Næste dag pakker vi vores lejr sammen. Får lige kigget lidt mere på husene ved Darlington inden båden kommer og bringer os tilbage til Triabunna på fastlandet.

Vi kører nu op til Bicheno, hvor vi bruger resten af dagen på campingpladsen og i byen.

Om aftenen sidder vi i BBQ-området og sorterer på brochurer og hygger med det sidste af rislingen fra Darlington indtil det bliver mørkt.

Vores plan er, at vi herfra vil ud til Freycinet National Park, og Wineglass Bay, men nationalparken og dermed også turen ud til Wineglass Bay er lukket pga brandfare, så man kan ikke gå nogen af turene her. Virkelig ærgerligt! Vi kører alligevel derud for at se, om det passer, og det gør det desværre. Men vi har alligevel været heldige med Maria Island, som bliver lukket lige efter vi havde været der.

Nu ligger der en lidt længere tur foran os, vi har bestemt os til at køre over til Liffy Falls, som ligger syd for Deloraine. Vejen fra Bicheno ud til Campbell Town er igen en snoet og langsommelig vej at køre, men flot! Vi fortsætter til Westbury og stikker ned mod Liffy. Finder den fri campingplads her, og det ser rigtig hyggeligt ud. Får slået teltet op og sat os til rette, da Karen opdager, at hendes kamera er væk!!! Det var en meget ubehagelig erkendelse. Der er ikke så meget andet at gøre end at pakke sammen igen og køre retur for at lokalisere hvor det er glemt!  Virkelig ikke sjovt. Vi kontakter campingpladsen i Bicheno, og de har et glemt kamera liggende! Der er omkring 150 km retur, så det går resten af dagen med desværre. Vi tænker det vil være smart at tage Highway A4 vejen ind over St. Marys, så det gør vi. Mens vi kører her, kan vi se store røgskyer inde fra området omkring nationalparken Ben Lomond, og da vi kommer tæt på St. Marys holder vi længe i en helt stillestående kø. Det viser sig, at der er bushfire forude. Vi kan ikke køre videre!  Vi må derfor, som alle de andre, – vende bilen og køre retur! 150 km ekstra endnu engang. Først ved 18-tiden når vi Bicheno, og ser med stor glæde, at Karens kamera er her. Vi er meget, meget taknemmelige overfor de to campingejere, som har fundet det og passet på det. Men pyh for en dag!! Det var omkring 500 km. unødvendig kørsel, og en spildt dag. Vi overnatter her igen, og som trøst går vi ”rundt om hjørnet”  og får en omgang fish & chips med en iskold øl til.

Nu skal der tænkes en ny rute ind, så vi kører op langs kysten til St. Helens, som viser sig at være en rigtig hyggelig turist-badeby. Vi passerer bryggeriet Iron House, som er brygmester til den øl vi fik i aftes på restauranten. Herfra ind mod Pyengana og Columbia Falls. Vi går en tur ind til vandfaldet, og for en gangs skyld er der pænt med vand her i det store og flotte vandfald.

Næste stop bliver Bridport, som ligger lige ud til havet. Her lejer vi for en gangs skyld en cabin. Der er lovet heftig regn og torden, så vi tænkte vi ville være lidt på forkant og undgå et pjaskvådt telt.
Det er en meget varm dag. Mellem 30 og 40 grader, så energien til at gå lange ture er meget lille. Der bliver mest slappet af med en bog og en krydsord. En lille tur langs vandet, og ikke så meget mere. Regn bliver det dog næsten ikke til!! Men vi nyder en god seng og fast tag over hovedet for en gangs skyld.

Herefter gælder det nordkysten af Tasmanien. Inden vi kommer helt over til Devonport, besøger vi The Lavender House, lidt nord for den lille by Sidmouth. Der er flere lavendelfarme her på Tasmanien, og nu har vi chancen for at se en af dem. Det viser sig at være en lille en af slagsen. Der er ikke mange lavendler i blomst, for ejerne er netop ved at etablere markerne. Til gengæld sælger de masser af skønne økologiske produkter, som de selv udvikler og fremstiller. Man kan se ind til produktionen. Vi har en lang og hyggelig snak med ejeren, som kommer fra New Zealand. Meget spændende sted. Vi går derfra med lavendel-te og en lækker håndcreme, og ved pludselig meget mere om lavendler.

Efter Devonport åbner himlens sluser sig, og det styrtregner indtil vi når op omkring Penguin. Vi fortsætter helt op til Rocky Cape National Park og ud til fyrtårnet, hvorfra der er en imponerende udsigt. På den modsatte side af halvøen kan man køre næsten ned til stranden, Her møder os en utrolig flot og barsk klippestrand. Helt fantastisk sted, med et vildt hav, der skyller ind over et råt klippeområde. På stranden er der spækket af de smukkeste små sneglehuse i mange farver. Bagefter kører vi ned til vandet ved Sisters Beach. Et idyllisk sted med både lækre feriehuse og fastboende. Tilbage til hovedvejen fortsætter vi til Crayfish Creek. Her finder vi en campingplads og slår lejr. Igen en primitiv, men charmerende plads. Om aftenen går vi ned til floden og ser solnedgangen. Sidder indtil det bliver helt mørkt uden for teltet med en kop rødvin og lidt nødder, mens små wollabies hopper rundt om os 🙂
Om morgenen lapper vi lidt på bilens venstre forskærm. Den meget interimistiske reparation, som består af tape, har løsnet sig i den voldsomme regn i går.

Da vi skal pakke teltet sammen, opdager vi, at den ene teltstang er i stykker. Elastikken, der binder delelementerne sammen, er forsvundet fra den yderste stang, og vi kan derfor ikke sætte dette sidste stykke af stangen på!! Krise, teltet kan ikke rejses uden stængerne!!
Problematikken med teltet optager vores tanker hele dagen, og vi forsøger at opfinde forskellige mulige løsninger.

På vores tur denne dag kører vi ned til en honningfabrik Blue Hill og videre ned til Dip Falls og Big tree. Der er 207 trappetrin ned til vandfaldet, som er rigtig flot med masser af vand. Derfra kører vi lidt videre og går ind for at se det store træ. Vi har her på turen set rigtig mange store og vildt imponerende træer. Dette træ var dog i en klasse for sig. Det var virkelig stort! 62 meter højt, 16 meter i omkreds og omkring 400 år gammelt.

På vej tilbage til hovedvejen er vi så inde på honningfabrikken Blue Hill. Det var en fin oplevelse, de kan bare det med honning her på Tasmanien. Der var smagsprøver (uhm) og mange forskellige produkter, bl. a. en honningwhisky 🙂 Selvfølgelig køber vi også et glas honning.
Vi spiser frokost i haven her, og opdager, at vi sidder under de flotteste morbærtræer med masser af modne frugter.
Vi har her på Tasmanien ofte passeret store marker med rigtig mange får. Fårene går på for os at se meget tørre marker, og deres pels har en mere grå farve end de får vi har i Danmark.

Næste punkt er Stanley og The Nut, som er klassisk ikon for nordkysten. Der er sti op til toppen og videre hele vejen rundt på plateauet. Stien op til toppen, er nok en af de mest stejle stier vi har gået på! Hold da op. Turen rundt på toppen er rigtig fin, der er en kanonudsigt heroppefra. Eneste minus er, at det er gråt, diset og blæsende vejr, og at der kommer en voldsom regnbyge undervejs! 

I Wynyard finder vi en campingplads, men må desværre opgive at sætte teltet op og lejer af nød en cabin.
Eneste mulighed for reparation af teltstangen er i Brunie. Her er der en velassorteret fritidsforretning. Vi er der om morgenen, som forretningen åbner. Det viser sig, at vi til vores store held er løbet ind i en meget opfindsom og ihærdig indehaver her, som bruger al sin fantasi til at løse vores problem. Og miraklet sker, han får lavet en interimistisk løsning, så vi nu kan samle teltstangen og bruge teltet igen. Hurra!! Og så kostede det os kun 7,50$. Hvilket mirakel, vores fortsatte ferie er reddet.

Nu går turen videre til Devonport, ned til Deloraine og videre til Liffy Falls. Endelig er vi her igen, vi har glædet os til at gense stedet og at gå turen til vandfaldet. Igen er stien gennem skov, vi har godt nok gået i meget skov her på Tasmanien, og kender Tree-furns, eucalyptus, tea trees og mange andre forskellige træer rigtig godt. Her var der lige igen en Black Tiger slange. Efter en time er vi ved vandfaldet. Rigtig flot! Erik går ud på klipperne ude i vandet for at fotografere. Desværre glider han på en glat sten og trykker faktisk sine ribben på faldet. Det var rigtig slemt. Han havde ondt i siden på resten af vores tur. Især var det svært og meget smertefuldt de første mange dage at lægge sig om aftenen og at rejse sig fra soveposen om morgenen. Han er sej, og klarede det helt fantastisk.
Det bliver en kold nat. Omkring 3-4 grader, så det gjorde godt med en kop varm kaffe om morgenen.

Vi kører til Mole Creek, og videre herfra til Marakoopa Cave. Disse huler er forskellige fra dem i Hasting, idet der her er Glow Worms. Det har vi ikke set før. Stor oplevelse. Når lyset blev slukket i hulen kiggede man op til hulens loft på noget som næsten var som en stjernehimmel af glødende orm. Så flot.

Den næste teltplads er i Deloraine og tæt ved floden. Om aftenen sidder vi ved floden og ser igen platypus, endda hele to gange.

Vi er nu nået til sidste dag på Tasmanien. Får ryddet op i bagagen, og forærer den sidste gasbeholder til vores naboer, en gruppe motorcykelcampister. Kører til Devonport og afleverer bilen. Og derefter er vi så overladt til at bære al bagagen selv, indtil vi skal om bord på færgen. Vi har booket en natsejlads med to relax stole til at sove i. Det fungerer fint.

Victoria

Store nationalparker, vandreture, høje bjerge, byer, historier og vingårde

Her er to kort. Det første viser staten Victoria samt illustration af, hvor i Australien Victoria er. Det andet er et billede af vores eget turkort, hvor vores rute på ca. 1500 km. er indtegnet med gult.

Fra de tidligere dage i Melbourne, kender vi nu turen i fra færgen ind til byen. Da vi kommer ind med færgen om morgenen, er det derfor let at tage toget ind til Southern Cross, og herfra et andet tog videre til Ballerat. I Ballerat tager vi en taxi ud til campingpladsen og får slået teltet op. Handler og får styr på tingene igen. Vi har ingen bil endnu, så natten bliver lidt af en udfordring. I vores meget lille telt skal der nu være plads til 2 trollier, 2 store rygsække og 2 små rygsække samt madvarer foruden os selv altså 🙂

Dagen efter gælder det Sovereign Hill. Et arbejdende friluftsmseum (som Den gamle by i Århus) – der skildrer Ballerats første ti-år efter opdagelsen af guld i 1851. På museet der er tilknyttet området, kan vi bl.a. se de kæmpestore guldklumper der er fundet her i området. Museet er meget interessant og giver et godt indblik i begivenhederne og livet omkring fund, byliv og arbejdet i guldminerne. Vi er også på egen hånd nede i en af minerne – “ført” af en minearbejder, der i højtaler leder os gennem en labyrint af smalle minegange. Lidt skræmmende! Flere små chock undervejs 🙂
Selve den genopbyggede by er en fin oplevelse, der er teater i gaderne, soldater, våben, ture i minerne og masser af gamle interessante værksteder, bygninger og beboelser.
Det er en varm dag med godt over 30 grader. På vores tur frem og tilbage til Sovereign Hill, kommer vi gennem en meget smuk park, Eureka Stockade Park, anlagt til minde om Eureka-oprøret, et oprør i 1854, hvor guldgraverarbejdere i Ballerat gjorde oprør mod Det Forenede Kongeriges kolonimyndighed. Desuden passerer vi St. Patrick’s Cathedral, hvor der er hundredevis af silkebånd bundet på hegnet foran kirken. Vi erfarede senere, at det er for at mindes og sende tanker til ofrene for en af Australiens største skandaler om sexmisbrug af drenge i den Katolske kirke.

Næste dag kan vi så hente vores ”nye” bil, en fin rød KIA Cerato. Den har en hel del mere elektronisk udstyr end Tasmanien-bilen med den defekte forskærm 🙂

Efter nogen besvær med at finde de ønskede veje uden om Melbourne, ender vi den første dag i byen Marysville. Her får vi slået lejr. Stadigvæk varmt, 31 grader i dag og nogen blæst. Det blæser så meget, at Karens tallerken ryger ned af bordet med mad og det hele, mens vi spiser 🙂

Dagen efter kører vi op til Cathedral Range. Vi har planer om en lang vandretur. Vejen ind til Cooks Mill er en grusvej, en af de værre af slagsen. Meget ujævn med huller og bump, samt snoet op og ned, ud og ind gennem bjergområdet. Vi finder stien Neds Gullys track og bliver mødt at et rødt/hvidt bånd samt et skilt der fortæller, at ruten er lukket pga bushfire!! Sikke træls. Overvejer om vi skal køre samme tur tilbage eller fortsætte mod Sugarloof Saddle for at køre den vej ud igen. Det bliver det sidste. Det starter godt med en forholdsvis ok grusvej, men efterhånden som vi kommer op over en bjergryg, bliver vejen stejl, smal og meget ujævn. Ikke lige en ønskevej at køre i en lejet bil…. Det bliver ikke bedre af, at der dukker en advarselslampe op på displayet omkring dæktryk. Nå – men vi når helskindet ud til civilisationen igen, og får også styr på dæktrykket. Så alt er godt igen.

Som erstatning for den missede tur i Cathedral Range, pakker vi frokost og snacks ned i rygsækken og går ind til Stevensons Fall ad Tree Ferns Gully Trail. Et fint vandfald, som vi får set behørigt fra alle platforme.

Derefter fortsætter vi ad Keppel Lookout Trail, et loop på ca. 11 km. Mange steder undervejs er der synlige tegn på den store bushfire fra 2011, hvor stort set hele byen og et stort område omkring den brændte ned. På Informationscentret har de en udstilling med billeder og tekster fra branden. Meget skræmmende at se.
Nu er hele skovområdet vokset til igen og byen bygget op. Bortset fra nogle få træer er alt grønt. Meget utroligt.
Igen ser vi en Black Tiger slange, den ligger lige ved stien, og lidt senere en død en af slagsen.
Det var trætte fødder der blev lukket ud af støvlerne om aftenen efter godt 34.000 skridt. (Målt på skridttælleren :-))

Om natten blæser og regner det. Vi hører fra familien i Sydney, at de har haft et helt ekstremt vejr. Store vandmængder og dermed oversvømmelser, strømafbrydelser, evakueringer mv. Hos dem er haven helt oversvømmet og en stor gren er brækket af deres paperbark-eucalyptus ved vejen. Heldigvis er alle OK, men et stort oprydningsarbejde ligger foran dem.

Turen videre til Yarra Rangers Nationalpark er speciel. Vejen snor sig igen op og ned gennem bjergene, og vi ser mange tegn på tidligere skovbrande med sorte træstammer og nyt grønt der vokser hele vejen op ad træerne. Det er fascinerende at se, hvordan træerne gror videre efter voldsomme skovbrande.
Vi kører op til Mt. Donna Buang, heldigvis en asfalteret vej. Halvvejs oppe er der en rigtig fin boardwalk i regnskoven. Fra en platform 30 m. oppe ser man ned gennem regnskoven, og senere følger vi stien ned og rundt i området.

Det bliver mere og mere tåget jo længere vi kører opad, og helt oppe på toppen kan vi se tågen komme væltende ind gennem dalen. Udsigten er selvsagt ikke eksisterende 🙂 Der er ellers et vældig højt udsigtstårn, men det hjælper ikke rigtig noget. Alligevel er her fint med gule blomster foran en skov af snowgums.

Ved Yarra Junction finder vi den næste campingplads. Aftensmaden denne dag består af en nystegt kylling og kold pastasalat købt i den lokale Woolworth 🙂
På denne plads ser vi om aftenen de første kaniner. Og der er rigtig mange af dem. Vi sidder ude i mørkningen med en kop rødvin indtil små bidende insekter driver os ind i teltet til en varm og fugtig nat.

Vågner næste morgen som sædvanligt til kookaburraernes lystige latter 🙂 Noget vi virkelig savner nu, hvor vi er tilbage i Danmark igen…

Nu gælder det Wilsons Prom – en nationalpark helt nede ved sydkysten af Victoria. Heldigvis er området sluppet for bushfires, så det skulle være sikkert nok at tage derned.
Undervejs holder vi ind i Foster, hvor vi køber gasdåse til vores lille campingbrænder, og får også en af de gode australske meatpies.

Vi havde på forhånd booket 3 overnatninger i Wilsons Prom. Vores plan var at gå en 3-dages tur med telt og rygsæk. Men på grund af Eriks skade med ribbenene, føler han ikke, at han kan gå 35 km. med en tung rygsæk. Så vi er meget heldige med at få ændret vores overnatninger til campingpladsen i stedet for. Alt skal ellers bookes på forhånd her, det er et meget populært sted.

Slår så telt op igen. Det er vådt af dug fra i morges, så det trænger til at tørre. Pladsen her er ren jord, ikke noget græs. Men det er vi ved at være vant til, sådan har det ofte været.
Får set os lidt omkring. Stranden her er imponerende stor. Bred og hvid. Pludselig ruller tågen ind fra havet. På få øjeblikke kan vi ikke se toppen af bjergene mere. Går ind ved den store flod Tidal River, der løber ud i havet. Floden er et populært sted for børn, med roligt og lunt vand.
Om aftenen omkring solnedgang går vi herud igen, stranden har ved lavvande fået næsten dobbelt bredde.

Ved teltet er der papegøjer, Crimson Rosella, ænder, Astralian Wood Duck og en lille fugl, som vi aldrig fandt ud af navnet på. Også en kænguru og et par wombats ser vi.

I stedet for vores planlagte 3-dages tur med telt og rygsæk, tager vi nu dagsturer. Første tur bliver Three Bays Walk, en 12,4 km vandretur langs kysten. Starter ved Tidal River og går til Squeaky Bay, Picnic Bay, Whisky Bay og retur samme vej. I starten er det diset men efterhånden bryder solen frem. Det er flotte strande og imponerende udsigter, der følger os på hele turen. Bølgerne på strandene er et helt kapitel for sig. Vi kan stå længe og se på dem. Også mange af de krogede helt specielle Tea Trees undervejs.

Næste morgen vågner vi til diset vejr, regn og blæst. Vi kan slet ikke se bjergene fra lejren. Da der ikke rigtig er nogen formildende omstændigheder her hvor vi har teltet, går vi op til informationen og til et cafeteria. Sidder her i tørvejr og får en kop cappuchino.
Går ned til floden igen og får taget billeder af ”hvalen” – en helt speciel og berømt klippe.
Regn eller ej, om eftermiddagen tager vi på tur igen. Denne gang til Little Oberon Bay. Det småregner under hele turen, der er på omkring 8 km. Alligevel en fin tur med flotte udsigter, endnu en smuk strand.
Vi er nu enige om, at selv om det er trist vi ikke kom på vores tre-dages vandretur, ville det have været en våd oplevelse med det vejr vi har haft de dage vi har været her. Skyer og dis har ligget tungt over bjergene hver dag, selv om vi også har haft fine solskinstimer.

Fredag morgen er der selvfølgelig fint og klart vejr! I dag skal vi videre og forlader Wilsons Prom. Vi kører fra pladsen kl. 8. Undervejs stopper vi ved Wildlife Walk. Her er en 3-km’s rute ind over en slette, hvor der er mulighed for at se nogen af de vilde dyr. Vi ser 2 emuer, så turen er allerede en succes efter den første halve time. Vi ser desuden masser af Eastern Grey Kangaro, og spor efter wombats. Der skulle også være koalaer her, men vi ser ikke flere dyr.

Efter vores plan skulle vi herefter østpå i Gipsland og derefter ad Great Alpine Road nordover. Det er ind gennem de områder, hvor der har været de allerfleste bushfires, og veje og nationalparker har været lukket i måneder, men er dog nu blevet åbnet igen. Vi har holdt os nøje opdateret med situationen. Alligevel vælger vi at køre en anden rute, så vi ikke kommer i vanskeligheder. Derfor går turen tilbage mod Yarra Junction til Alexandra og videre til Donnie Loon. Det har været en meget varm dag – op til 34 grader. Landskabet har været helt specielt anderledes med store bakkeområder så langt øjet rækker. Også her, hvor vi camperer, er der bakker i baggrunden. Der er desuden store flokke af Cockatoos, Little Corella, Galah og papegøjer. De laver en vældig larm om morgenen, og samler sig i et stort træ i lyset af den opgående sol.

Myrtleford er endepunktet på næste dags køretur. Undervejs har vi set os om i byen Benalla, hvor der er et Ned Kellly Museum samt mange fine mur-malerier.
Nogle gange bliver vi udfordret af specielle faciliteter på campingpladserne. Denne gang vil vi gerne spare lidt på vores lille dåsegas. På pladsen er der, som næsten altid, et BBQ-område, men det er fuldt optaget, da vi skal i gang med aftensmaden. I vaskehuset står der dog en lille bordovn med en kogeplade ovenpå 🙂 Vi går i gang – kogepladen virker ikke, og ovnen er noget langsom og lågen er ret så utæt og skal “holdes” manuelt. Alligevel lykkes det os at få stegt nogle kartofler og pølser selv om det tager næsten en time… Sjovt som alting smager godt, når man er på tur?

Sidste store oplevelse og ophold er Mt. Buffalo Nationalpark. Den har været lukket i et par måneder på grund af bushfires, så vi er ret spændte på at se, hvordan det ser ud nu. Der er en meget lang og snoet vej op til campingområdet. Undervejs går vi ind til Eurobin Falls og Ladie Bath Falls. Flotte vandfald, men med meget lidt vand. Vi ender oppe ved Lake Catani. Vi har booket to overnatninger på forhånd her. Der er ingen reception, så vi må selv i gang med at finde rundt på pladsen og får lokaliseret nr. 53, som er vores.

Vores plads ligger godt. Tæt ved søen og med god plads til bilen. Efter frokosten går vi turen rundt om søen.
Her er mange fine gule ”papirblomster”, og på de flade græsområder er der mange steder efterladenskaber efter wombats. Ved dæmningen tager vi en ekstra tur op til View Point. Ruten går gennem eucalyptus, snow gums med smukke farver og mønstre på stammerne og kæmpe store boulders (klippestykker). Superflot udsigt ved View Point.

Inden aftensmaden bestemmer vi os desuden for en lille ekstra tur ad Chalwell Galleries Track. Det viser sig selvfølgelig at det ikke bare er en lille ekstra tur. Efter en pæn stigning ender vi oppe ved nogle store klipper og en smal passage. For at komme videre skal vi klemme os ned mellem klipperne, lege ”spiderman” og kravle videre ved hjælp af trin monteret på klippen. Hmmm… vi vælger at vende om 🙂
Nogle af ruterne her i nationalparken er lukket på grund af bushfire, men der er stadigvæk mange ruter at give sig i kast med.

Om aftenen er vi nede ved søen mens solen går ned. Der er fine farver og spejlinger i vandet. Pludselig  er der et dyr der svømmer i vandet, tror det er en platypus, men det er i stedet for en af de store rotter: Easter Water Rat, som er en sjælden rotteart. Mens vi spejder efter andre tegn på dyr, kommer endnu en rotte svømmende i fuld fart tværs over søen. Denne aften er der den smukkeste stjernehimmel.

Næste morgen står vi op ved solopgang og går ned til søen. En fin morgen. Pakker frokost mv. sammen og starter turen: Underground River Track, der bliver kombineret med Gorge Heritage Walk. Den underjordiske flod ser vi nu ikke meget til, kan godt se hvor det eventuelt er, men går videre. Stien ender oppe ved The Gorge og Mt. Buffalo Chalet. Det fine gamle hus, er bygget i 1910 og er Australiens første ski-resort. Det store flotte træhus har også denne gang overlevet voldsomme bushfires i Mt. Buffalo.
Her omkring er der flere lookout, som alle giver spektakulære udsigter ud over skov, bjerge og dale. Ved et af outlookene er der en rampe hvorfra paraglidere springer ud fra. Det ser nu ret skræmmende ud!!

Langs en kultursti her er der informationstavler om Alice Manfield f. i 1878, også kendt som Guide Alice. Hun er en af pionererne her i nationalparken. Hun udforskede området sammen med sin bror helt fra ung af, og blev en kendt og meget værdsat guide.
Efter også at have været nede ved Crystal Falls, starter vi ruten ud til The Monolite. Stien her virker egentlig ikke til at være meget benyttet. Passerer mange snowgums igen. Monolitten viser sig at være en kæmpe klippeblok, der er havnet på toppen af andre klipper engang i fordums tider. Der er billeder fra 19xx, hvor der var en stige op til toppen af stenen. I dag kan vi kun gå rundt om den, og det er også nok for os. Igen en imponerende udsigt ud over nationalparken. Herfra bilder vi os ind, at vi langt ude i det allerfjerneste kan se spor fra bushfires. Der skulle stadig være nogle brande, men de er i meget øde områder, hvor man ikke umiddelbart kan komme ind for at slukke dem. Vi ser nu ikke hverken røg eller andre synlige spor.

På vej tilbage gennem skoven, ser vi flere fine grønne papegøjer og en spændende fugl med top på hovedet, måske har det været en Eastern Whipbird, som iflg. fuglebogen er den eneste med en top. Det har været et rigtig flot vejr i dag, masser af sol og vindstille. Det blev en kold nat igen, vi kan dog lige akkurat holde varmen.

Næste dag forlader vi Mt. Buffalo nationalpark. Første stop på dagen er byen Beechworth. Her får vi igen historien om Ned Kelly. Her sad han i fængsel sammen med sin mor i 1878. Det er en interessant by med rigtig mange typiske gamle huse. Også en overdimentioneret kopi af Ned Kellys jernbrynje 🙂 den originale findes på museet i Benalla.

Læs den fascinerende historie om Ned Kelly her, hvis du har lyst. https://www.slv.vic.gov.au/search-discover/explore-collections-theme/australian-history/ned-kelly/ned-kelly-fact-sheet

Sidste punkt på dagsordenen på vores tur er et besøg på vingårde omkring Rutherglen. Vi kører først ud til Murray River, hvor vi spiser frokost. Besøger derefter de to vingårde Phillips og Rosewood. Begge har selvfølgelig dejlige vine, og ikke mindst deres muscat vine er rigtig gode og er kåret, som de bedste af slagsen i Australien. På Rosewood får vi en lille, fin personlig rundvisning af Vanessa, som er medejer af vingården. Vi ser deres flotte gamle vintønder og får interessante historier med i købet.

Hun fortæller bl.a., at de store bushfires i år har ødelagt rigtig mange vingårde. Nogle er brændt, men hos Rosewood er druerne ubrugelige, fordi røgen har sat sig i skallerne. Specielt slemt med de røde druer, hvor man også bruger skallerne. Men ellers fodrer man fårene som altid med skaller og affald, og som hun sagde: Kødet fra dyrene smager rigtig godt, “They are allready marinated” 🙂

Sidste overnatning bliver ved Lake Hume øst for Albury. Ikke særlig godt vejr, det regner og tordner lige efter vi har fået sat teltet op. Om aftenen klarer det op, og vi sidder med en kop hvidvin og ser ud over søen mens det mørkner. Tænker på de mange gode timer vi har haft og de helt fantastiske oplevelser. Vi har undervejs mødt så mange forskellige, dejlige mennesker, både australiere og turister fra andre lande, som altid gerne vil snakke og fortælle historier. Det har været meget berigende og rigtig sjovt. 

Den 19. februar afleverer vi bilen i lufthavnen i Albury, tager en taxi ind til banegården, får tjekket vores bagage ind og kører med toget tilbage til Sydney. Turen tager godt 8 timer, og vi kommer gennem mange forskellige landskaber undervejs. I starten er det store tørre områder, vidtstrakte marker med får og kvæg. Senere, da vi nærmer os Sydney, er landskabet mere grønt. Tommy henter os ved Central Station. Hurra! Det er bare så godt at se dem alle fire igen.