Løvhøj stien

Vintergækkerne pibler op alle steder lige nu. Det er så livsbekræftende at se.

Torsdag “finder” vi en ny sti, Løvhøj stien. Vi er på tur i Egebjerg Kær en lidt grå og blæsende eftermiddag. Der har været meget lidt sol den sidste uges tid. Vi følger stien hen til Hansted Å, hvor vi krydser Skanderborgvej og finder et stisystem på den anden side af vejen. Området her kaldes Horsens Enge af Horsens Kommune. Det er området neden for Hanstedgård. En rigtig fin tur, der følger åen under jernbanebroen og derefter op gennem en flot bøgeskov til et udsigtstårn bygget mere end 8 meter over engene. Her er der et vældig fint udsyn ud over vådområdet. Stien går rundt og er anlagt på diger langs åen.

Her må vi ud igen og udforske området noget mere. På vej tilbage tager vi en runde i Egebjerg Kær. Her ser vi omkring 100 pibeænder. Vi kan høre dem pibe på lang afstand 🙂
Og så ser vi de første viber.

Onsdag gik turen ned til Hansted skov. En svanefamilie i søen poserede for fotografen. Turen rundt i skoven bød bl.a. på masser af nye skud af ramsløg, en træløber, masser af spætmejser (igen) og et rådyr.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *