Mt. Kosciuszko ligger i Snowy Mountains i Kosciuszko Nationalpark. Nationalparken, der blev oprettet i 1909, er med sine 6900km2 det største fredede område i New South Wales. Dele af dette landskab er antaget til at være over 600 millioner gammelt. Arkæologer har fundet bevis på, at aboriginerne har været her i mere end 20.000 år. Så selv om det var en polsk opdagelsesrejsende, der navngav bjerget i 1840, så har der levet folk her, som har lavet stier og spor langt før den tid. De oprindelige folk blev dog næsten udryddet i 1880’erne, kun 50 år efter deres første kontakt med hvide folk. Bevaringen af dette tidløse land er stadig vigtigt for deres efterkommere og hjælper på vores forståelse af aboriginernes kultur.
Kvægdrivere begyndte at besøge bjergområderne i 1830’erne i deres eftersøgning efter egnede sommergræsning til kvæg. Der er en del vilde heste her i bjergene, de såkaldte Brombies.
Dele af de Australske alper er dækket af sne i op til 6 måneder af året. Om vinteren drager skientusiaster til skibyerne Thredbo, Perisher og Charlotte Pass, og at det er et populært skiområde ses tydeligt, når man kører her i området, for der er skilte med skiudlejning rigtig mange steder, ligesom der ses mange skilifte.
Faktisk er den ene af verdens to ældste skiklubber: Kiandra Pioneer Ski Club, oprettet her omkring 1870.
Det er februar 2016. Vi har pakket rygsækkene med telt og soveposer og kører med bus fra Sydney til Canberra. Her har vi lejet en bil, og kører mod Jinderbyne en eftermiddag midt i februar. De store græsarealer, der er undervejs herned fra Canberra, er helt specielle med en masse små og store klipper og sten spredt ud over kæmpestore områder.
Vi har booket teltplads i Kosciuszko National Park, og det viser sig at være et herligt sted, hvor vi har selskab af grå kænguruer i alle aldre fra morgen til aften.
Det er i øvrigt en god ide at have en bil her i det område. Her er langt mellem byer og vandreruter, og ikke rigtig nogen mulighed for offentlig transport.
Vi tænder bål på en grillplads ved teltet hver aften, mens vi er her. Det er tidligt mørkt, og det bliver også koldt om natten, så lidt bålvarme gør godt. Der ligger masser af tørt bark og små pinde fra eucalyptustræerne her, og det er alle tiders brænde. Får hver aften besøg af en lille possum 🙂
Den første dag kører vi op til byen Thredbo ad en lang snoet bjergvej.
Langt op ad de bløde skråninger på bjergene her i området breder eucaluptustræerne – snow gum – sig. Vi lægger mærke til, at de ser ud som om de mange steder er gået ud? Man ser kun de kridhvide stammer og grene. Langt væk fra ligner det sne.
Vi har bestemt os til at være lidt magelige, og tage liften op til vandreruten. Det sparer os for 560 højdemetre :-). Liften her kører 365 dage om året, turen tager ca. 15 min og fører os stejle 1,8 km. opad. Det koster 35 $ (ca. 175 kr) pr. person, men så kan man også til gengæld tage lige så mange ture man har lyst til 🙂
Her oppe hvor liften ender, ligger også Australiens højst beliggende cafe, 1.930 moh.
Der er 8 grader denne morgen og lidt vind, så det føles som 6 grader. Anorakkerne er derfor i brug for første gang under vores ophold her i det ellers meget varme Australien.
Det viser sig at være en meget veltilrettelagt rute op til toppen af bjerget. Det er nærmest en vej, der er anlagt, på lange strækninger dækket af en slags metalriste, som er meget lette at gå på. Det går selvfølgelig opad, men en ret så blød stigning. Vi har selskab af en del andre turister, der er på toptur. Heriblandt børn ned til 5-6 år.
Vi læser på informationsskilte, at man i tidligere tid har kunnet køre hele vejen op til toppen af Mt. Kosciuszko. Da ruten i 1909 blev færdig, betød det dramatisk mange flere besøgende. I disse dage var der kun få biler der tog turen, men med tiden blev det flere og flere, så for at beskytte naturen og miljøet og bibeholde sikkerheden, blev det fra 1976 kun muligt at gå til fods herop.
Det er et stenet område heroppe, dog med lav bevoksning og fine blomster mange steder. Der er selvfølgelig masser af flotte udsigter undervejs.
Efter omkring 2 timer er vi allerede på toppen. Her er en stor varde og et skilt, der markerer toppen. Herfra er der en forrygende udsigt hen over bjergene i alle retninger. Vi går lidt rundt og kigger os omkring, sætter os og spiser frokost, og efter en times tid tager vi turen ned igen. Undervejs passerer vi ruten mod Charlotte Pass, Seamans Hut og Snowy River. Seamans Hut er et stenhus bygget i 1929 til minde om to unge mennesker, der omkom her. Huset kan bruges som en mulighed for overnatning i en nødssituation.
Der er flere andre muligheder for vandreruter her, og det er desuden et populært sted for mountainbikes. Der er specielle ruter for cykler, og de ser bestemt ret udfordrende ud.
Den næste dag kører vi så op til Charlotte Pass, hvor vi parkerer bilen. Vi har planlagt at gå de 9 km (retur). ind til Blue Lake, som er en gletchersø. Også her er der en fin anlagt sti hele vejen. Vi kan se stien fortsætte så langt øjet rækker ind gennem bjergområdet.
Første del af ruten går ret stejlt nedad til vi ender ved Snowy River. Floden her samt en lille sideflod skal passeres ad en lang række store sten i vandet. Der er lav vandstand lige nu, så det er ikke svært. Men så går det opad herfra. Vi er stort set alene på hele ruten her til forskel fra den noget mere populære tur op til Mt. Kosciuszko. Her er flere blomster og små buske, som vi fotograferer, og masser af flot landskab. En helt anden tur end topturen. Vi finder sidestien ned til Blue Lake. En stor, smukt beliggende sø. Går først ned til et lookout og fortsætter derefter videre helt ned til søen. Sikke et spændende område. Vi passerer udløbet af søen og går op på den modsatte side, hvor vi spiser frokost. Her er der store områder med den fine fjeldplante Silver Snow Daisy. De er ved at være afblomstrede, men er stadigvæk rigtig fine.
På vej herned passerer vi nogle fugtige områder, og hører pludselig en frø, der kvækker. Der er en rigtig fin lille frø her, der er gul og sort – Corroboree Frog – måske var det den, men desværre så vi aldrig den kvækkende frø.
På vej tilbage ruller der pludselig tågeskyer ind over bjergene, og indhyller søen, så den er helt væk. Få minutter efter er det hele lettet igen. Det sker nogle gange efter hinanden. Heldigvis er stierne her i området så tydelige, at det vil være svært at fare vild, selv med en tåge hængende. Men selvfølgelig skal man være på vagt over for de meget hurtigt skiftende vejrforhold her.
Undervejs tilbage udforsker vi et område uden for stien. Her opdager vi pludselig en slangeham, og må indrømme at det betyder lige lidt mere forsigtighed 🙂
Næsten nede ved Snowy River igen, ser vi 2 små travle falke i luften.
Snowy River har sin helt egen historie, fortalt af forfatteren og poeten Banjo Paterson i det berømte digt ”The Man from Snowy River” om kvægdriverne her i bjergområderne i de tidlige dage. Det var også Banjo Paterson der skrev ”Waltzing Mathilda”, som er Australiens uofficielle nationalsang.
Ved Charlotte Pass er der en lille ”boardwalk” der hedder Snow Gum Boardwalk. Turen tager under ½ time, og fører os forbi nogle af de helt fantastiske Snow Gums. Ved et af dem er der et skilt, der fortæller om disse meget hårdføre eucalyptustræer, som har nogle helt andre faconer end andre eucalyptustræer, på grund af det meget barske klima. Træerne her er nogle af de ældste i parken, 2-300 år gamle.
For enden af stien er der et lookout, hvor der igen er en forrygende udsigt ud over bjergområdet. Herfra kan man se helt over til Mt. Kosciuszko.
Vi går lige lidt ud ad ruten over mod Kosciuszko og Seamans hut. Ruten her er en del af Main Range Track, et 27,7 km. langt loop, som starter og slutter ved Charlotte Pass. Ruten følger den gamle Kosciuszko Road som snor sig op gennem bjergene til Rawsons Pass og fortsætter op til toppen af Mt. Kosciuszko. Derefter hele ”summit walk” retur til Charlotte Pass. Det er anbefalet at bruge 2 dage til denne tur. Man kan overnatte undervejs på et campingområde omkring bjergtoppen Mt. Townsend.
Vi havde oprindelig tænkt os at gå ruten med telt og oppakning; men bestemte os i stedet for at tage topturen og turen frem og tilbage til Blue Lake som to dagsture.
Der er 6 km. til Seamans Hut, så vi vender om forinden, og kører hjem til teltet og vores nye venner kænguruerne igen.
Sidste overnatning på denne tur er i Cooma, hvorefter vi kører den lejede bil retur til Canberra og hopper på bussen tilbage til Sydney.
Det har været en spændende og til forskel for alle vores andre mange ture her i Australien, en meget anderledes tur. Vi har prioriteret denne tur i år netop derfor, og også fordi vi tidligere har stået på det nordligste punkt i Australien, Cape York og været på den sydvestligste spids af Australien, Cape Leeuwin.
Denne tur i de Australske alper har været en stor og meget anderledes oplevelse end hvad vi er vant til fra vores mange fjeldture i Norge og Sverige. En højde på 2228 m. her i Australien er væsentlig forskellig fra de nordiske lande. Skandinaviens højeste fjeld er norske Galdhøpiggen, der med sine 2469 m troner over Jotunheimens Nationalpark. Her ligger der sne året rundt.