Den sidste dag i januar 2016 tager vi afsted til Blue Mountains. Vi kører med toget til Blacktown, og herfra med en shuttlebus til Blackheath. Der er banearbejde om søndagen i denne tid, så derfor kører toget ikke helt til Blackheath.
Der er et stykke vej at gå ned til campingpladsen, og vi har pænt med oppakning i rygsækkene.
Fin campingplads endda med gratis underholdning af Kookaburra’er, som der er en del af her.
Blue Mountains, eller oversat til dansk De Blå Bjerge, starter blot 65 km. vest for Sydney. Det er eucalyptustræerne Blue Gum, der har givet navn til Nationalparken. Og man aner faktisk også et blåt skær hen over de vidtstrakte skovområder. Hele området dækker 247.000 ha, og her er et væld af stier, rastepladser, udsigtspunkter og maleriske vandfald.
Første tur bliver Centennial Glen Circuit, gennem Porters Pass. Ruten går fra en P-plads i udkanten af byen Blackheath, så vi kan gå derhen. Det er en af de ældste ruter i Blue Mountains, dateret helt tilbage til 1888. En meget afvekslende tur viser det sig.
Første stop er Fort Rock, hvor der er en flot udsigt. Vi fortsætter ud ad stien, forbi Mountains Christians School, ind i byen, og ud på ruten igen. Finder et fint udsigtspunkt, hvor vi kan spise frokost. Det er varmt, og det blæser temmelig voldsomt, så godt med lidt læ. Der er flere Yellow tailed Black Cockatoos her. Vi fortsætter mod Porters Pass. Det viser sig at være en temmelig barsk tur, så mange steder er der opsat rækværk. Ruten fortsætter helt ned i bunden af kløften, selve Porters Pass er et meget smalt stykke ind mellem to klipper. Flere steder må vi under et vandfald, der falder ned over klipperne, som hænger ud over stien. Helt nede i bunden af kløften er stien lidt besværliggjort af store sten, vand og rødder. Opstigningen er trappetrin i klipperne, og et gelænder til at holde fast i. Vi fortsætter ad Colliers Causeway. På nogle helt stejle klipper hænger der et par fjeldklatrere, på vej op mod toppen. Det ser vildt ud!
Om aftenen går vi lige en ekstra lille tur ad en sti langs Popes Glen creek, som løber lige neden for campingpladsen.
Næste dag går vi ud til Govetts Leap. Vi har jo ikke nogen bil med, så vi må GÅ ud til de forskellige udgangspunkter for turene. Det betyder stort set hver gang en hel del ekstra kilometer. Typisk går vi 4-5 km. ekstra hver gang.
Fra Govetts Leap er der en forrygende udsigt ud over Blue Mountain. Herfra kan vi kan se det flotte vandfald Bridal Veil der vælter sig i et frit fald ud over afgrunden. Turen starter ned ad mange trapper, og op igen ad mange trapper! Efter omkring et kvarters gang når vi til det første lookout – Barrow Lookout lige efter, at vi faktisk har passeret hen over toppen af Bridal Veil vandfaldet. Videre herfra langs toppen af klippen til Evans Lookout, som faktisk fordeler sig på to forskellige lookouts. Herfra går det stejlt ned ad mange forskellige trappetrin, hugget ud i klipperne, trætrapper m.v. til et mørkt, fugtigt område, hvor lyset ikke kan nå ned. Her er masser af bregner, palmer, små vandløb, mosklædte sten m.v. Et helt specielt sted. Stien deler sig lidt senere mod henholdsvis Gran Canyon og Junction Rock. Vi havde egentlig tænkt os at gå Gran Canyon-turen, men den rute er lukket. Der er konstruktionsarbejde på stien. Så vi fortsætter mod Junction Rock. Må lige over noget vand et par gange, så er stien der igen. En meget anderledes rute, noget mere hårdfør end stien til Evans Lookout, som er meget organiseret, og meget populær. Vi fortsætter hen til Beuchamp Cascade, hvor vi går helt ned til vandfaldene. Spiser frokost her, et meget smukt sted. Vi er ikke helt sikre på, om vi skal fortsætte ad den store rundtur, som vi egentlig har planlagt. Stien videre følger Govetts Creek ad Rodriguez Pass til Junction Rock og stiger herfra op til Govetts Leap Lookout igen. Det er allerede midt på eftermiddagen, og det vil tage nogle timer at komme rundt, så i stedet for udforsker vi området her omkring og går retur langs toppen af klippen forbi Evans Lookout igen og tilbage til Govettes Leap Lookout.
Det blev til en lang og varm tur på hele 7½ time, så det var godt at få vandrestøvler og sokker af, da vi kom hjem til teltet.
Wentworth Falls er vores næste eventyr. Vi tager toget til Wentworth. Her finder vi hurtigt Darwins Walk, som starter inde fra byen og fører os ud til Wentworth Falls lookout.
Darwins Walk er en rute der er formet af de første turister i området omkring 1800, inklusiv Charles Darwin, som angiveligt skulle have gået her i 1936. En rigtig fin og hyggelig sti, som følger og passerer Jemison Creek flere steder. Stien er omkranset af tæt vegetation og med mange fine blomster. Især mange af de orange frecier.
Ved lookoutet står vi først og nyder den helt forrygende udsigt ud over klipper skov, dalen Valley of the Waters, og flere spektakulære vandfald med et langt frit fald ned mod dybet.
Der er tre ruter langs klipperne her, den øverste, som kaldes Overcliff track, den mellemste, som slynger sig midt på klipperne og kaldes National Pass, og endelig kan man gå helt ned i dalen og følger så Wentworth Pass. Vi vælger midterruten, National Pass, hvor vi stadigvæk har udsyn ud over dalen.
Men først skal vi ned ad VIRKELIG mange forskellige former for trapper, udhuggede i sten, metaltrapper, hvor det var særlig stejlt, træplanker m.v. Der er ind imellem plateauer med gelænder, rigtig godt, for det er bestemt ikke et sted for folk med højdeskræk. Vi ender ved det første ”drop” 110 meter nede af Wenthworth Falls. Fint støv af vand fra vandfaldet glimter i solskinnet, og gør det næsten helt umuligt at gengive på foto. Men smukt er det. Vandfaldet fortsætter sit fald endnu et godt stykke ned til bunden af dalen. Vi fortsætter langs ruten, og imponeres over at det har været muligt at lave en sti her. På et informationsskilt kan vi læse, at stien er lavet i begyndelse af 1900-tallet, og det gør det jo ikke mindre imponerende. En meget afvekslende tur med mange op- og ned-stigninger.
Der er mange spændende og interessante afsnit på stien langs National Pass. Et sted går vi så langt ude på en klippekant, at vi er rigtig glade for, at der er rækværk her. På mange strækninger er vegetationen speciel, til tider fugtig og regnskovsagtig. Vi hører en del fugle, men ser desværre ingen dyr.
På den sidste del af ruten møder vi flere imponerende vandfald. Ved Sylvia Falls finder Erik stativet frem og får taget fine billeder af vandfaldet. Lidt senere, og efter endnu tre metal trapper stejlt opad, (gratis workout endnu engang…) har vi vandfaldene Empress Falls foran os. Her har en gruppe unge mennesker lige afsluttet en repelling ned ad vandfaldet. Det ville vi eller godt lige have set! Derefter endnu et lookout, Queen Victoria Lookout, hvor vi endnu engang imponeres af det storslåede landskab. Og opstigningen afsluttes med Empress Lookout.
Som om vi ikke havde gået nok opad, må vi tage den sidste stigning ad stentrapper op til The Conservation Hut. Her spiser vi endelig, midt på eftermiddagen, en sen frokost og returnerer via Picnic Area til stationen. På Picnic Area ser vi en Lyrefugl.
Mens vi sidder på stationen og venter på vores tog tilbage til Blackheath kommer The Indian Pacific buldrende forbi. Det legendariske tog, som i over 40 år har kørt den lange strækning på 4.352 km. mellem Sydney og Perth.
Om natten regner det temmelig meget, og det fortsætter om morgenen. Vi bruger formiddagen til at ose lidt i forretningerne i Blackheath. Bl. a. er vi inde i den mest fantastiske antikforretning: Victoria Theatre Antique Center. Her er der ALT! Og det bugner med fine, sjove, gamle ting og sager på to etager. Vi finder senere ud af, at det er det største antikcenter vest for Sydney, og et mekka for samlere.
Om eftermiddagen er regnen stilnet lidt af, vi tager dog regntøjet på og går ned til stien langs Popes Glen Creek igen, og følger den helt ind til Govetts Leap. Det er lidt vådt her efter den megen regn, så det er godt vi har regntøjet på. Fin tur med store ”bregnetræer” og masser af eucalyptus, hvor barken hænger i laser på stammerne. Også mange fugle her, men de er svære at få øje på.
Da vi når hen til Horseshoe Falls fortsætter vi langs ruten mod Pulpit Rock. Vi har her frit udsyn til de imponerende vandfald. På trods af det lidt disede og våde vejr, er udsigten helt forrygende her fra stien, der i øvrigt snor sig videre tæt ved toppen af klippen.
Et sted, hvor klipperne hænger ud over stien, og danner en væg, har folk ridset minder ind i disse sandstensklipper, som dermed er fuldstændig overbroderet af navne.
For 8 år siden holdt vi Eriks 60 års fødselsdag i et hus vi havde lejet her i området. Huset havde en fantastisk udsigt ud over præcis det område vi gik i nu, og vi huskede, at stien her netop passerede forbi lige neden for huset. Nu var det lidt spændende, om vi kunne finde huset igen. Og sørme ja, det gjorde vi. Et superhyggeligt gensyn. I haven mødte vi et svensk ægtepar, der var i gang med at beskære buske og træer. Lidt sjovt. De fortalte at de boede 6 måneder i Australien og 6 måneder i Sverige. De havde en søn+familie begge steder.
Vi går samme vej tilbage igen til Govets Leap Lookout. Nyder igen de mange fine udsigtspunkter og storslåede views ud over bjerge og skove. Vejret er i øvrigt blevet bedre og bedre, som dagen er skredet frem.
Vi er først hjemme ved teltet ved 18 – 19-tiden. En fin dag, og også den sidste her i dette smukke og uudtømmelige turområde. Selv om det ikke er første gang vi er her, har vi endnu kun set en brøkdel af Blue Mountains. Alligevel har vi gået mere end 45 km på de tre dage vi har været her.
Fredag tager vi toget tilbage til Sydney.