Søndag har vi et fantastisk flot vejr. Sol og blå himmel hele dagen. Op til 20 grader i skyggen. Vi spiser både frokost og aftensmad på terrassen. Herligt!
Solen skal skinne hele natten iflg, metereologerne, så vi har besluttet os til en sen fjeldtur.
Vi kører op til Baddereidet ved 22-tiden og går op over fjeldet. Her går en flok rensdyr allerede, det må være de allerførste, der er kommet helt fra vinterområderne ved Kautokeino.
Fjeldene er høje her, så vi jagter de toppe, som solen endnu kan nå. Den er nok ikke så højt på himlen her sidst på aftenen endnu, det er trods alt kun 6 dage siden midnatssolen startede her hos os. Der er dog sol hele aftenen ind over Sørstraumen.
En helt stille og fantastisk fin aften og nat. Vi får en kop varm kakao og et stykke nybagt kryddertyttebærkage mens vi nyder udsigten ud over Kvænangstinderne, hvor solen har farvet himlen i gule farver.
Flere af blomsterne her på fjeldet er allerede ved at lyse op. Purpur Stenbræk, Fjeldpryd og den lille røde kryblyng. Dværgbirken har store bristfærdige knopper, kun et enkelt sted er der lysegrønne blade. Men det varer ikke længe før de farver fjeldet grønt i store områder. Finder et par rensdyrgevirer, det ene er fældet for nyligt.
Ved midnatstid er der stadigvæk sol på toppen af Daumannstinden, så måske er han målet for en midnatssoltur? 🙂
Hjemme igen tager vi lige endnu et billede af “vores” Kvænangstinder. Klokken er næsten 1 om natten, det er da mageløst 🙂