Vandfaldstur til hele 16 store Svenske vandfald i sensommeren.
Teltet og soveposerne er pakket, ja faktisk er hele bilen fyldt godt op!! Vi er nu, sidst i august, endelig på vej til Sverige og Norge. Norge bliver dog droppet i løbet af ferien. Der opstår usikkerhed om coronaproblemer, så vi holder os til Sverige. Det betyder desværre at bl.a. en planlagt tur til øen Vega og fjeldene De Syv Søstre, må blive en anden gang.
Den første aften overnatter vi i Våmåbadet, og her er der en virkelig fin og sjov udstilling ved et hus tæt derpå. En total retrooplevelse med benzintank og bil, samt en saloon i bedste amerikanske stil med et væld af små sjove detaljer. Der er nogen der rigtig har hygget sig med at lave alt det, og et kæmpe arbejde!
Efter 2 dage er vi i Gäddede i det nordlige Jämtland. Vi kører ad Villmarksvägen, og har udset os nogle seværdigheder undervejs.
Første seværdighed på turen er Hallingsåfallet, et imponerende vandfald, der har et fald på 40 m, hvorefter Hallingsån fortsætter gennem Sveriges længste canyon på ca. 800 m. Vi kører ad en lang grusvej indtil de sidste 2-3 km. Her parkerer vi og følger en sti langs elven op til vandfaldet. Udsigtsplatformen over for vandfaldet er lukket af pga fare for skred, så vi må beundre og fotografere vandfaldet fra andre vinkler. Vi er heldige med, at der er sol af og til, hvilket skaber en smuk regnbue i vandstøvet fra faldet. Man kan også vælge at køre helt op til vandfaldet, så her er pludselig en del turister.
Næste dag går det op forbi Store Blåsjön til Lia Ranch i Ankarvattsliden. Smukt sted at campere, fredeligt ved en stor sø. Vi er sent på sæsonen, så der er ikke nogen af de campingpladser vi overnatter på, der er overfyldte. Tværtimod oplever vi for det meste, at vi er det eneste telt. Det er campervans og campingvogne, der dominerer pladserne.
Undervejs mod Ankarede er der lige et vandfald vi må se: Bråkkåfallet, som er tæt ved vejen i en høj canyon. Imponerende.
Ankarede ligger lidt afsides og er et specielt sted, for her har samerne samlet sig så længe man kan huske og gør det stadigvæk. Ved midsommer, til bryllup, dåb eller bare for at mødes. Her er et smukt kapel og en masse velbevarede trækåter. Desuden en café med skønne hjemmebagte cremeboller 🙂
Der er flere vandreruter her, men vi tager den 4 km. lange rute langs Lejarälven ud til vandfaldet Lejarfallet. Som de fleste steder her i Sverige, er der lagt spanger (træplanker) ud ved specielt våde og mudrede områder. Så fint! Vandfaldet er imponerende og bliver fotograferet både nedefra og oppefra. Vi når lige kaffe og kage ved cafeteriet inden lukketid 🙂
Det har været en flot dag med klar himmel og sol – hvilket også betyder en kold nat med temperaturer under frysepunktet. Så – der er is på teltet om morgenen, og en smuk rimtåge ud over søen.
Nord for Store Blåsjön ligger Naturreservatet Bjurälven med en spændende og helt unik vandrerute gennem Bjurälvens Karstområde. Elven her løber delvis gennem underjordiske kalkbjerge. Karst er benævnelsen på det meget specielle landskab, der dannes på kalkbjerge med helt eller delvis underjordisk vandløb. Forudsætningen for det dramatiske karstområde langs Bjurälven er tre: kalkbjerg, sandjord og vand. Bjerggrunden her er usædvanlig kalkholdig og oven på det findes et tykt lag sand, som har ligget her siden istidens is smeltede. Når kulsyre reagerer med bjerggrunden og dermed underminerer sandjorden, opstår der fascinerende former og huller, som kaldes Doliner. Der opstår også grotter. Doliner er et nyt ord for os, det er tragtformede huller, hvor det underjordiske vandløb har opløst kalkstenen og dermed falder det overliggende jord/sand ned og føres bort med vandet. Der findes her mere end 300 Doliner. Den største er 20 m. dyb og ca. 50 m. i diameter. Vi ser den, der skulle ligge evig sne i bunden, men kan faktisk ikke se bunden… Vi ser rigtig mange doliner i alle mulige størrelser. Også flere mindre grotter undervejs.
Vi runder ude ved det såkaldte Colleseum, hvor vi spiser frokost med en flot udsigt ud over »Blinda Dalen«, og fortsætter turen tilbage.
Ved slutningen af den 6 km. lange rundtur, får vi øje på Grytrennän. Et stort tørlagt stykke af elven, 100 m langt og op til 7 m bredt med en række store og små skulpturerede skålforme i klipperne. De er formet gennem tusinder af år af sten og strømhvirvler. På store områder er der også fine muslingeformede mønstre/aftegninger på klipper og sten – kaldet facetter – som også er dannet af vand og småsten samt det faktum, at den letopløselige kalksten sammen med kulsyren i vandet har opløst stenene. Måske har denne rende engang været en vandfyldt grotte eller tunnel, hvor taget nu er borte. (Kilde: Karstlandskab i världklass, Bjurälvens väg över och under jord. Udgivet af Natur och Kultur i Jämtlands Län). Sikke en spændende tur med masser af gode informationstavler undervejs.
Vi er tæt på den norske grænse her og undervejs på den 3 kilometer vandring før vi kommer til rundturen ved Naturreservatet, er der information om, hvordan flygtninge fra Norge gik denne vej ind over grænsen til Sverige under 2. verdenskrig. Ude ved P-pladsen ligger gården Leipikvattnet, og her har været beboelse siden 1800-tallet, og gården er stadigvæk i brug.
Næste dag fortsætter vi ad Villmarksvägen. Passerer igen et flot vandfald Gaustafallet, som ligger tæt ved vejen. Vandfaldet har været med i filmen Ronja Røverdatter, så det var lidt specielt at se. Canyonen her havde voldsom stejle sider, som virkede lidt truende, når man står lige under dem.
Vi er nu kommet op til det sydlige Lappland, og når Stekenjokk – vejens højeste punkt på 876 moh. Dagen i dag er pivkold – 7 grader – våd og blæsende. Alligevel må vi ud at se stedet, som også er et stort mineudvindingsområde og græsningsområde for rener. Her er milevid udsigt 360 grader rundt.
I Klimpfjäll må vi ind og se Norgesfarargården. Det var den første gård der blev bygget i Klimpfjäll i begyndelsen af 1800-tallet. Det har været en driftig gård op gennem tiderne med forskellige ejere. Her var også senere en slags gæstgiveri for de ”handelsfarere”, der skulle til Norge, deraf navnet. I perioder har den desuden fungeret som skole. Nu er den et meget interessant og fint museum, og der er en hyggelig cafe der serverer kokekaffe og kanelboller, eller vafler hvis det er det man ønsker.
Inden vi kommer til Saxnäs kører vi ad en grusvej op til Fatmomakke, en samisk kirkeby som ligesom ved Ankerrede har været og stadigvæk er et samlingssted for samere. Kirken bliver stadigvæk brugt. Der er desværre et rigtig dårligt vejr da vi er her. Det regner og det er koldt. Så vi haster lidt rundt. Ser de mange fine trækåter, hvoraf en er åben. Et fint forrådskammer der står på pæle, et velbevaret hus, Länsmannsstugan, hvor lensmanden og præsten boede sammen i 1850. Og ikke mindst den fine kirke, som heldigvis er åben. Her er den fineste døbefond lavet af en birkeknude, samt en speciel malet altertavle.
I Saxnäs lejer vi en lejlighed på vandrehjemmet – det er for træls med telt, kulde og regn. Vi trænger også lige til at have en aften i varme og tørvejr.
Temperaturen næste dag kommer ikke over 8 grader. Vi er kørt videre og stopper nu ved det berømte og vældig imponerende Trappestegsforsen. Det er virkelig de mest imponerende ”trappetrin” som vandet fra Kultsjön fosser nead. Det begynder desværre at regne igen.
Næste vandfald er Dimforsen, lidt længere nede ad Kultsjön. Vi parkerer ved vejen og går ad en sti med masser af trærødder ned til et flot udsyn til fossen. Her er i øvrigt også dejlige modne tyttebær.
Ved Stalon følger vi et skilt op til en udsigt. Og herfra kan man rigtignok se langt omkring. Der er lidt råkoldt, så turen går videre mod Kittelfjell. Vi har udset os en campingplads her, men den viser sig at være ret så ucharmerende. En helt ny plads med grus overalt, stadigvæk under opførelse og med en del campingvogne. Ikke et græsstrå at se! , så vi fortsætter til Grönfjäll. Her er der også en plads, men heller ikke her satser man på telte. Da vejret bestemt ikke er blevet bedre, lokker det med en hytte. Vi er sent på sæsonen, så er det forholdsvis let at leje hytte. En dejlig hytte er det, med eget køkken og toilet, soverum og stue til 550 svenske kroner, så det bliver til to dage.
Vandreruterne her findes lige uden for døren, så det kan ikke være meget bedre. Den første dag går vi en tur i omegnen, følger en scootervej et stykke og går et stykke ud ad en grusvej inden vi laver aftensmad. De vanker en øl om aftenen 😊
Næste dag bliver brugt på en fin fjeldtur op gennem skoven og videre ind gennem en lang, frodig dal langs elven Grantonbäcken. En let tur uden stigninger ind gennem dalen. Vi finder en masse dejlige blåbær, så en posefuld kommer med tilbage til müslien næste morgen. Vi er også så heldige at finde en lille håndfuld multebær, de er ellers færdige alle steder, men her var lige en gruppe efternølere 😊
Plukker også kvan, som senere bliver hængt til tørre i bilen og nu herhjemme er forvandlet til et snapseudtræk.
Vores næste base er Dikanäs. Den udsete campingplads er lukket, men efter at have ringet til ejeren, får vi mulighed for at slå telt op alligevel og sørge for os selv. Får anvist nøgle til servicebygningen, så alt er fint. Og vi har virkelig det hele for os selv 😊
Om eftermiddagen kører vi op til Matsdal og Kanan. Vi er blevet lokket af en beskrivelse af Bullerfallet, som skulle være et vandfald i Vilhelmina kommunes måske smukkeste canyon. Vi finder skiltet, og starter på turen. Her mangler der lige lidt af Sveriges fantastiske ”spanger”, men heldigvis ikke et problem for os. Ret hurtigt kommer vi til et stykke af elven, hvor vi pludselig skal vade! Nå, men det gør vi så, og fortsætter turen indtil vi kommer til et mindre vandfald. Her har en gruppe piger tændt bål og sidder og hygger. Vi fortsætter op gennem skoven. Kommer langt op!! Da vi opgiver og vender rundt, finder vi på vej tilbage den rigtige sti ned til Bullerfallet. Også her har vi antydning af regnbue i vandstøvet, her er fint, så vi sidder et stykke tid og nyder det, inden turen går tilbage til bilen. Ved vadestedet er vi lige lidt dovne og springer igennem uden at tage støvlerne af… hmmm… de var våde indtil næste dag efter det stunt.
Lige ved campingpladsen er der en flot elv, Dalsån. Vi kan se et vandfald fra vejbroen, så vi følger en grusvej derop. Det er også fint, men der er bygget et lille vandkraftværk ved vandfaldet, så det er lidt svært at få et fint udsyn ud over vandfaldet.
Næste camping bliver i Vilhelmina. Pladsen er ubemandet på nær et par timer sidst på dagen, og her er det ikke nogen dejlig og stille nat der venter os. En gruppe udlændinge fra byen holder pladsen vågen til efter midnat med høj musik, sang og råb. Ved halv tre-tiden om natten starter de igen ude på vejen, så det var virkelig ikke nogen god oplevelse.
Videre gennem Strömsund og ind mod Valsjöbyn kun få kilometer fra norske grænse. Vi er nu kørt ind i Jämtlând igen. Her slår vi lejr på en hyggelig fiskecamp ved søen Rörvattnet. Vejret er varmt og dejligt, vi sidder ude i fint solskin og spiser aftensmad.
Dagen efter er igen en vandfaldsdag. Vi starter med at køre ind til Rötviken og dreje ind mod Ansättåns canyon. Her er der hele tre vandfald: Storforsen, Källarforsen og Broforsen. Elven Ansättsån løber faktisk ud i vores sø Rørvattnett ved campingpladsen.
Vi går ad en grusvej og møder først Storforsen, som styrter lige ned i en stor dam. Lidt længere oppe i canyonen er det Källerforsen. Den har ikke så brat et fald, men er næsten vildere og breder sig ud over klipperne inden den forsvinder ned i elven. Sidste på denne vandfaldstur er Broforsen. Der er en lille bro over elven, hvor canyon’en er smallest og meget dyb. Broen har været anvendt som overgang i mange år. Lidt højere oppe ad elven er der blankslebne huller og jættegryder.
Vejen her kaldes Fiskevägen, og der er vitterlig mange søer, elve og vandløb her. Undervejs videre til Haslingsåfallet gør vi holdt og spiser frokost ved Toskströmmen. En elv som er kendt via forfatteren Hans Lidmans bøger, som vi har flere af derhjemme på hylden. Hans Lidman var blandt andet passioneret fluefisker.
Hasslingsån er næste stop. Vandfaldet her er også en slags trappetrins-vandfald og meget imponerende. Vi går længe rundt på stenene, her er meget smukt.
Sidste vandfald i dag er Rengsfallet, som vi finder helt oppe ved Valsjöbyn. Vandfaldet her er bredt og mægtig. Det har styrtet ned på denne måde i 9000 år siden sidste istid, og kaldes også for Hotagens Tännforsen. Der er vandstær her, og vi ser den også. Det siges, at den dykker ind gennem faldet og bor bag vandfaldet. Der er også hele 6 rødstrubet lom i søen neden for faldet.
Det var en stor vandfaldsdag i dag. Om aftenen har vi bestilt en hjemmelavet elg-burger i restauranten på campingpladsen. Mums, og en værdig slutning på en fin dag.
Næste dag kører vi ned til Krokum og videre ad E14 mod Norge. Vi kører igennem Åre, som er et stort skisportssted med store boligområder med etagebyggeri. Helt mærkeligt at se efter alle de små almindelige byer vi ellers er kørt igennem. Men det er også Sveriges alpine centrum. Videre gennem Duved, hvorefter vi drejer fra. Et stykke inde er Tännforsen, som er et af Sveriges største vandfald. Det falder 38 meter og er 60 meter bredt, så det er virkelig stort og mægtigt.
Det blæser lidt i dag, så vandstøvet fra faldet går lige mod os og gør kameralinserne våde…. Men sikke et flot syn, vi har også her fornøjelse af regnbue i vandstøvet, endda en dobbelt regnbue.
Det er et turistpræget sted, for første gang oplever vi, at vi skal betale p-afgift for at holde på parkeringspladsen. Vi tager en time til 30 kr, og når kun lige akkurat at se og fotografere det hele. Frokosten spiser vi et andet sted, vi vil alligevel ikke betale for at få lov til at spise vores egen mad…
Vi kører nu lidt sydover og målet er Vålådalen. Undervejs er der lige endnu et vandfald på vores vej, Vålåfallet 😊
Turen hernedad er lidt nostalgisk, vi var her engang for mange år siden, hvor vi havde combicampen med.
Camperer ved Fångåmon og går en lille tur om aftenen ned mod Ottsjön. Det er ved at være tidligt mørkt om aftenen, så vi må tilbage til teltet i tide.
Det går fortsat sydover. Mod Svenstavik og Tänna, hvor vi kører ad vej 3ll ned mod Särna. Det viste sig at være en ret så kroget vej med masser af sving og bakker. Men et flot område med store sletter, skov og vådområder. Vi ser endelig et par spredte rensdyr undervejs her. Kører igennem Sveriges højest beliggende by Högvålen, 955 moh. Vi holder ind ved et Loppis – og det viser sig at være et godt valg. Et hyggeligt sted, hvor et privat hjem er næsten forvandlet til loppemarked med – som ejeren fortæller – arvegods fra familien. Vi finder et par ting her, som vi køber og får en pose æbler med til billige penge oven i handlen. Der vrimler med Loppis-skilte langs vejene i Sverige! Mange er dog lukket for sæsonen, og mange er helt små og med rent ud sagt ikke særlig interessante eller gamle ting.
Undervejs ser vi også en flok traner på en mark.
Vi slår det meget våde telt op i Särna. Det er heldigvis hurtigt tørt, så alt er godt. Pladsen her er også lukket, så vi må vente til i morgen med at betale for overnatning.
Næste morgen er målet Sveriges højeste vandfald, Njupskär, med et frit fald på 70 meter. Vi så det første gang i 1975, og vi har glædet os til at skulle se området igen. Vi kan selvfølgelig ikke huske den mindste lille smule!! Desuden er det blevet en stor turistattraktion, der er en kæmpestor p-plads, og rigtig mange mennesker her. Det ligger i Fulufjällets Nationalpark, hvor der er rigtig mange vandreruter.
Vi er heldigvis tidligt på færde, så turen på omkring 1 kilometer ind til vandfaldet har vi stort set for os selv. Der er arbejde i gang med at forbedre gangbroen helt ind til vandfaldet, så den vej er desværre lukket. Alligevel er der et flot udsyn til vandfaldet her fra den eksisterende bro. Erik er inde over stenene og kommer lidt tættere på faldet. Det er et flot syn. På vej tilbage vrimler nye turister til….
Vi fortsætter sydover, passerer Mora og Malung. Ved Bunkris er det tid til frokost, og helt tilfældig stopper vi ved et stort trætårn, som vi ser og tænker at det ser helt specielt ud. Det viser det sig også at være. Det er et brandtårn, 24 m højt, og da det er placeret ca. 600 moh, er der en utrolig udsigt ud over skovområdet omkring. Det er også det, der har været hensigten med tårnet, hvor en brandvagt havde mulighed for at opdage brande i det store skovområde, hvor der i 1800-tallet blev en øgende efterspørgsel efter tømmer, og dermed også vigtigt at have kontrol over skovbrande. Tårnet blev bygget engang i 1890’erne.
I byen Älvdalen forsøger vi også at huske tilbage til 1975, men også denne gang uden held. 😊
Vi går en tur i byen og køber en is og en sjov lille container til te og sukker lavet af birketræ og birkebark i en genbrugs/loppemarked butik.
Vi kører helt til Sunne, hvor vi camperer på en KÆMPE-plads! For første gang får vi tildelt et nummer, hvor vi skal slå teltet op. Her er VARMT!! – så natten kan indtages uden alt det ekstra udstyr 😊 som lagenposer, tæpper og ekstra sokker….
Sidste dag, tager vi en lille omvej ned til Göteborg, og kører ud til Ekenäs, hvor vi aldrig har været. Tænkte det kunne være fint at se lidt af Vänern. Men ak, vejen er lille og snoet, og der er ikke noget vand at se overhovedet undervejs ned til Ekenäs. Selv ikke hernede ved spidsen, kan vi se ret meget af søen. Dog en fin tur frem og tilbage, igen med et par traner på en mark, men også en lidt træt chauffør efter den lille, snoede vej. Han så ikke ret meget andet end vejen…
Færgen går fra Göteborg, og vi er hjemme i Egense ved halv ni-tiden. Mætte og glade efter en dejlig ferie.
