Australia Day og Kinesisk nytår

I år oplevede vi den fantastiske stemning der er i Sydney på Australia Day den 26. januar. Vi gik fra Circular Quay langs kajen ud til Operahuset. Alle steder var der liv og glade dage. En gruppe aboriginals lavede fotoshows med turister inde ved havnen, der var uddeling af australske flag, og flere små happenings undervejs.

Australiens største krigsskib HMAS Adelaide lå inde i havnen, og herfra kom musik og sang fra store højttalere. Korsang af et stort fælles børnekor og nationalsang. Kl. 12 lød der kanonsalut ovre fra Kirribilli, og kort derefter startede en højst usædvanlig ”vandballet” i havnen foran Sydney Harbour Bridge til musik fra Delibes ballet ”Sylvia”. Det var to af TUC-bådene (los-både) og 10 yacht både, der lavede opvisning. Helt utroligt at se. Selv to helkoptere deltog i balletten 🙂 Derefter blev luften gennembrudt af lyden af jetjagere, Russisk Roulette, der drønede lavt hen over publikum. Lidt senere var det Quantas flyvere, der lavede en flot opvisning og til slut The Red Berets med faldskærmsudspring af The Australian Army.
Så der var underholdning for alle pengene 🙂

Senere var der udendørs koncert ved Operahuset og Tall ships race. De to ting så vi ikke, vi gik ind til centrum, og var en tur i Hyde Park, hvor vi fik lidt frokost og en kold øl.

Kinesisk nytår bliver fejret over nogle uger fra sidst i januar. I år er det abens år. Der er pyntet rigtig mange steder i byen med røde lanterner og forskellige andre former for kinesisk pynt.

Desuden var der en teatergruppe klædt ud som drager og trommeslagere, der hoppede rundt i gaderne, og gik ind i mange forretninger. Det handlede om, at der blev hængt mad op til dragerne, f.eks. salat, som de så hentede, og gav derefter held og lykke til den pågældende forretning. Selv inde i den fine David Jones, kom de op ad rulletrapperne J. Vi så og hørte de meget farvestrålende drager flere gange, hvor vi var inde i byen.

Vores Vietnamesiske familie fejrer selvfølgelig også det kinesiske nytår. Det betyder at børnene får fine små røde kuverter med penge i fra familiemedlemmerne. Og Van har købt fine æsker med tørrede frugter til værtinderne.

Januar med sol og frost

De første dage af januar 2016 har det været mildt med temperaturer på plussiden af skalaen.
Solen gav fine farver i skoven.

januar-i-skoven

Men i sidste uge kom frosten, og der var en tynd is på vandet og smukke isblomster på grenene ved åen. Vi gik ture både i Hansted skov, langs Hansted å og i Egebjerg enge.  Dejligt at frosten havde stivnet alle mudderstederne på stierne, så nu var det let at gå hvor som helst.

istapper-i-aaen4

Der var en masse ænder og et par svaner samlede omkring et lille isfrit hul i det store oversvømmede område i Egebjerg enge tæt ved golfbanen. Flest gråænder, men også et par enkelte krikænder og pibeænder. Den lave sol gav fine gyldne farver.

aender-på-isen-kaeret

Tæt ved det lille fugletårn var der igen stillids, og senere så vi en lille flok halemejser.
Som bonus, fik vi en fin solnedgang med på vej hjem.

solnedgang

Risposer, brødbakkeservietter, penalhus og toiletpung

Julegaven til vores yngste barnebarn Cecilie var 10 små risposer. Hun er nok for lille til at bruge dem endnu, men forhåbentlig får hun fornøjelse af dem inden længe. De er gode at lære gribeøvelser på, og jeg har syet bogstaver på nogen af dem, så de også kan bruges til at øve lidt læsetræning. Men først og fremmest er de kun til fornøjelse.

risposeklip

Vi skal til Australien i januar for at besøge familien dernede, og igen se os lidt omkring, mens vi er der. Som små hyggelige ekstragaver har jeg syet en brødkurvserviet til hver af de tre familier. Nu må vi se, om de synes om dem.

broedbakkeservietter4

Til Jacob er der et penalhus og en lille toiletpung til Isabella. Syet af noget nyt stof jeg har købt hos www.hannes-patchwork.dk

penalhus+toiletpung

 

Egebjerg og Bygholm enge – ufrivillig vadetur

Midt i November går en af vores ture ned i Egebjerg enge og videre langs Bygholm enge. En fin tur, som vi efterhånden har gået mange gange. Sidst vi gik her, var der en stor flok halemejser.

Der er vældig meget vand i åen lige nu. Hvor Lille Hansted å (Tolstrup å) møder Store Hansted å, er vandet fra Lille Hansted å grumset og brunt, mens det fra Store Hansted å er mere klart. Desværre ingen isfugle i dag. Vi ser den ellers af og til lige her, som en blå skygge hen langs bredden ind under broen.

Vi fortsætter til et af områdets to fugletårne og går videre langs åen. Der er rigtig meget vand på markerne. Vi passerer pumpehuset ved Bygholm enge. Tæller mere end 20 svaner på vandet og en del andefugle. Et stykke før vi kommer til den næste bro er stien bare helt oversvømmet. Temmelig meget mere end vi har set før… Hvis vi ikke vil vende om er eneste løsning at smide sko og strømper, smøge bukserne op og vade igennem! Det bliver en KOLD fornøjelse 🙂 Visse steder går vandet helt op til midt på læggene. Det viser sig, at vi må fortsætte på bare ben over broen og gennem det lille stykke skov, før vi kan gå på stien igen. Godt at få strømper og sko på igen. Fødderne er helt følelsesløse 🙂

Hjem til en god kop varm te. Måske skal vi lige vente lidt med at tage turen her i travesko til vandet er sunket igen.

Læs mere om turen, og se et kort over området via dette link:
http://horsens.dk/~/media/Publikationer/TeknikOgMiljoe/NaturOgMiljoe/Natur/Natur%20og%20friluftsliv/Friluftsliv/Turfoldere/4engeLaesevenlig_pdf.ashx?la=da

Efterår med store kontraster

Søndag morgen har vi en virkelig smuk morgen. Endelig letter de mange skyer, så vi kan se Kvænangstinderne igen. Solen farver tinderne gule tidligt om morgenen, og senere på formiddagen er der en helt forrygende flot udsigt. “Vores” tinder er klædt i vinterfarver nu.

I denne uge har vi ellers haft en voldsom storm, der hærgede det meste af Nordnorge tirsdag og onsdag. Her hos os mærkede vi voldsomme vindstød, der rykkede godt i huset, og massevis af regn og rusk. Det var koldt, så noget af regnen blev liggende som sne på fjeldtoppene.
Onsdag gik vi ned til vandet for at se, hvor høj vandstanden var. Aldrig har vi set vandet stå så højt. Molen var næsten dækket og vandet stod helt op til græskanten.

 

Snetur i efterårssol på Mikkaltinden

Vi pakker frokost med te og rugbrød ned i rygsækken og kører op ad vejen mod Jøkelfjord. Overfor Laslettind parkerer vi bilen og starter turen ad slyngvejen op mod toppen af Mikkaltinden (495 moh).

Det er sidst på formiddagen. Super flot vejr i dag med en del sol og blå himmel. Temperaturen ligger lige omkring frysepunktet, så vi burde have haft vanter med…. Her er bare SÅ flot! Der er stadig nogle få gule birketræer, der holder på bladene, men ellers er det pil og røn, der dominerer efterårsfarverne.

Efterhånden som vi kommer op mod toppen, kan vi rigtig nyde det hvide landskab.
Ind mod Jøkelfjord ser vi den store slette ved Jøkelfjordeidet, hvor vi havde vores rensdyreventyr. Laslettind og Olderbakkfjell er ved at være klar til de første skiløbere. Der ligger et pænt lag sne på toppen.
På skyggesiden af fjeldet er der allerede dannet lange istapper. Det risler og drypper af vand ned over dem, mens de langsomt vokser sig større.
Vi spiser frokost midt i sneen med en flot udsigt ud over smukke sneklædte fjelde mod en blå himmel.

Ind over Alteidet og over mod Kvænangstinderne er der stadigvæk en del skyer, men også skyerne får smukke mønstre og dimensioner.

Vi møder flere på vej op eller og denne fine søndag. En populær “trim”-rute.
Flot tur!

 

Midt i rensdyrflokken

Vi havde bestemt os til en tur ind i Tverrelvdalen, hvor målet var søen Kopplvatnet. Her var vi tidligere på sommeren en tur, hvor vi gik op fra traktorvejen ved Alteidet.

Vi var ikke kommet ret langt på turen, før vi opdagede, at noget var i gærde. Det viste sig, at samerne var i gang med at samle rensdyrene. En kæmpeflok bredte sig ud over et stort område bag en indhegning, der strakte sig langt ud i dalen. Der var 5-6 ATV’ere spredt langs hegnet, foran og bagved flokken. Vi gik så tæt forbi, som vi syntes var forsvarligt uden at forstyrre. Men sikke et flot syn!

Inde ved søen gik vi en runde, og spiste frokosten. Den sædvanlige klapsammen rugbrød med spegepølse og ost plus en kop te og et lille stykke chokolade som dessert 🙂

På vej tilbage passerede vi igen rensdyrflokken. Vi gik op på flere toppe for at få et godt udsyn ud over den store flok, og endte på en stor bunke klipper. Pludselig kunne vi se, at de var i gang med at slippe dem fri til flytning videre til deres vinterbeite. Det viste sig, at vi havde placeret os lige midt i, hvor ruten gik, så inden få sekunder var vi omringet af gryntende og løbende rensdyr. Ret vildt! Jeg tog denne video med mit kamera.

Vi var helt høje bagefter! Nu havde alle samerne også forladt området igen. Tænker de skal ned til vejen for at få dyrene sikkert over E6. Næsten tilbage ved vejen igen mødte vi en ældre samerkone. Vi fik en god snak med hende, og det viste sig, at det var en vi faktisk kendte 🙂
Hun havde været med til samlingen både her og i Jøkelfjorden, hvor hele flokken var svømmet over fjorden. Det var første gang i mange år, hun havde været med ude på fjeldet, så hun var så glad både for det flotte efterårsvejr, og for at have været med til en flytning igen. Hun sagde helt spontant, at hun havde haft sådan en fin dag. Vi fulgtes ad det sidste stejle stykke op til vejen.

Det var en dag vi aldrig glemmer.

 

 

 

Bekkamyra og tyttebærtur

Bekkamyra er et stort naturreservat ved Burfjorddalen med yngleområde for ænder og vadefugle. For første gang tager vi en tur på nogle timer i det fine og vidtstrakte myrområde omkranset af skov. Her er flere søer, en stor og et par mindre. Masser af spor efter elg og ren, men ingen dyr at se. Tidspunktet på dagen er nok heller ikke særlig velvalgt til at se elg, og rensdyrene er samlet og på vej til deres vinterområder. Her er så smukke høstfarver, blå himmel og et vældig fint område. Vi finder tranebær, de er meget modne, og kan være svære at få øje på nede i det røde mos.

Dagen før er vi på tyttebærtur i området omkring Fuglevatnet. Det er småt med tyttebær i år, så vi satsede lidt på området her, som sidste år var et fint tyttebærområde. Og vi var heldige, fik faktisk plukket hele 8 pund, så det var jo herligt.
En flot dag – vi spiste frokost på en bakketop, hvorfra der var den skønneste udsigt mod Tomasvannet og Kvænangstinderne, Nøklan og Skorpa.

Efterårsfarver på Helligfjellet og i Sørstraumdalen

Fredag går vi op på Helligfjellet ved Isnestoften

Vi kører langs Langfjorden helt ud til Isnestoften, hvor vejen fortsætter langs Altafjorden. Her finder vi let vejen op på Helligfjellet, 538 moh. Der er en telestation på toppen, så der er grusvej helt derop. Vi parkerer bilen nede ved vejen og starter opturen.

Ser en fin gapahuk (læsted) med grillmuligheder efter kun ca. ½ times gang. Vi går op gennem skoven og videre ad grusvejen, der fortsætter op over fjeldet og slynger sig det sidste stejle stykke inden toppen. Her er meget smukt. Store vidder, og efterårsfarver, der lyser i gule og gyldne nuancer. Flot udsigt hele horisonten rundt..

Herfra kan man se langt ind i Langfjorden og aner “vores” Kvænangstinder helt ude i horisonten. Spiser frokost med imponerende udsigt ud over Altafjorden.
Går lidt rundt i området et par timer. Først op på den ene top og derefter på endnu en top. Her er så fint med masser af revling, knaldrøde melbærblade og gyldne dværgbirk. Tager så turen tilbage igen. Møder et par rensdyr, der løber ret ensomt omkring.

Sørstraumdalen

Lørdag kører vi den modsatte vej, nemlig ned til Sørstraumen og parkerer ved Sørstraumdalen. Turen ind gennem den meget dybe dal er bare storslået. Solen rammer toppen af fjeldskråningerne og kaster gule skygger ned i elven. Vi kalder det for “guldvand”. Samme fænomen så vi sidste år.
Det er en meget frodig dal. To steder er der bro over elven. Vi ser vandstæren med sin hvide hagesmæk hoppe omkring på stenene i elven.

I bunden af dalen breder en imponerende slette sig milevidt på begge sider af elven. Herfra fortsætter vi op på fjeldet. Op og op! Indtil vi endelig kommer helt derop, hvor vi kan se ud over vidderne og helt ud til fjorden ind mod Kvænangsbotn.
Sidder på klipperne og spiser frokost med panorama udsigt ud over den store sø Brennvatnet. Solen skinner fra en blå, skyfri himmel. Det er stort set vindstille, så søen ligger spejlblank under os.

Vi går rundt heroppe et stykke tid, følger en rensdyrsti ned til søen og går lidt fotoamok i alle de fine motiver her.


På vej hjem finder vi en del tranebær nede i myrområderne omkring elven. Tyttebær er her meget lidt af, så de tynger ikke i rygsækken.

Endnu en flot efterårstur.