Egebjerg og Bygholm enge – ufrivillig vadetur

Midt i November går en af vores ture ned i Egebjerg enge og videre langs Bygholm enge. En fin tur, som vi efterhånden har gået mange gange. Sidst vi gik her, var der en stor flok halemejser.

Der er vældig meget vand i åen lige nu. Hvor Lille Hansted å (Tolstrup å) møder Store Hansted å, er vandet fra Lille Hansted å grumset og brunt, mens det fra Store Hansted å er mere klart. Desværre ingen isfugle i dag. Vi ser den ellers af og til lige her, som en blå skygge hen langs bredden ind under broen.

Vi fortsætter til et af områdets to fugletårne og går videre langs åen. Der er rigtig meget vand på markerne. Vi passerer pumpehuset ved Bygholm enge. Tæller mere end 20 svaner på vandet og en del andefugle. Et stykke før vi kommer til den næste bro er stien bare helt oversvømmet. Temmelig meget mere end vi har set før… Hvis vi ikke vil vende om er eneste løsning at smide sko og strømper, smøge bukserne op og vade igennem! Det bliver en KOLD fornøjelse 🙂 Visse steder går vandet helt op til midt på læggene. Det viser sig, at vi må fortsætte på bare ben over broen og gennem det lille stykke skov, før vi kan gå på stien igen. Godt at få strømper og sko på igen. Fødderne er helt følelsesløse 🙂

Hjem til en god kop varm te. Måske skal vi lige vente lidt med at tage turen her i travesko til vandet er sunket igen.

Læs mere om turen, og se et kort over området via dette link:
http://horsens.dk/~/media/Publikationer/TeknikOgMiljoe/NaturOgMiljoe/Natur/Natur%20og%20friluftsliv/Friluftsliv/Turfoldere/4engeLaesevenlig_pdf.ashx?la=da

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *